07.07.2010

Politiske konflikter som fodbold

Jeg er ved at skrive et kapitel om Che Guevara til et bogprojekt, og en af de ting, der er så slående når man beskæftiger sig med dette emne, er hvor mange følelser der er på spil, såvel hos tilhængere som modstandere.

Det fik mig til at overveje nærmere, hvad det er der sker, når man diskuterer disse ting. Det ulykkelige er, at det ofte ender i, at man placeres på det ene eller det andet hold, og derfor er det svært at bevare fokus på argumenterne. Det sker især når man diskuterer på nettet, og især når man diskuterer med nogen, man ikke kender. Jeg har skrevet et lille indlæg om det nedenfor.

Che 1.jpg Che 2.jpg

Læs videre: "Politiske konflikter som fodbold" »

01.03.2010

Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen

Kan fuglesang være æstetisk skøn og zoologisk ubarmhjertig på én gang? Adorno skriver et par sætninger, der udfolder forholdet mellem de to, og gør det til mere end bare en flad dobbelthed.

Solsort.jpg (Harrison William Weir: Blackbird, 1864)

Adornos citat handler på én gang om skønheden og grusomheden i fuglesangen, og forholdet mellem de to er dialektisk. Læs om det nedenfor:

Læs videre: "Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen" »

12.09.2009

Hvad er en kritiker? (af Kaspar Bonnén)

Dette gæsteindlæg, skrevet af kunstneren Kaspar Bonnén, giver en opsang til kunstkritikken, som han ikke finder engageret og perspektiverende nok. Det er tiltrængt med noget debat om kunstkritikken i Danmark, og Det spekulative øre lægger gerne øre til dette.

Da der også bliver skudt på mig, svarer jeg specifikt på denne kritik i den første kommentar.

Læs videre: "Hvad er en kritiker? (af Kaspar Bonnén)" »

02.09.2009

Klichédræberen 5 - Opsamling og perspektivering

I den sidste af klichédræberklummerne samler jeg op og forklarer hvorfor det er vigtigt at kritisere de værste klichéer. Jeg vil også her fortælle om klummernes efterspil.

Læs videre: "Klichédræberen 5 - Opsamling og perspektivering" »

01.08.2009

Klichédræberen 4 - Udfordring

Kunsten vil gerne 'udfordre' os. Det er altsammen godt, men sagen er at for hver udstilling der faktisk udfordrer publikum er der 100, der påstår at de gør det. Det er buzzwords, det er automatiske klichéer, det er ønsketænkning. Det handler den fjerde klichédræber om. Den bringes i Politiken i dag.

Du kan læse selve klummen, se supplerende kommentarer og eksempler og diskutere den nedenfor:

Læs videre: "Klichédræberen 4 - Udfordring" »

25.07.2009

Klichédræberen 3 - For mig er kunst min egen kunst

Tredje runde af min Politiken-klumme Klichédræberen angår de evindelige udtalelser fra kunstnere om hvad kunst er "for mig", hvor det altid viser sig at kunst (for dem) er det, de selv laver. Hvorfor ikke bare sige at de interesserer sig for dette aspekt eller arbejder med det, frem for at gøre det til en kunstdefinition? Kunst er alt muligt, og kan ikke bare sådan defineres, slet ikke subjektivt.

Nedenfor kan du læse klummen som den stod i avisen i dag plus nogle supplerende eksempler, og du kan kommentere, diskutere og komme med endnu flere eksempler i kommentarfeltet.

Læs videre: "Klichédræberen 3 - For mig er kunst min egen kunst" »

18.07.2009

Klichédræberen 2 - Beskueren skaber med

I dagens Politiken kom så klichédræberklumme nummer to, hvor jeg tager fat i hvad der vel er den modsatte af den første kliché. Her giver man 'beskueren' en overdrevet indflydelse på værket, idet man om ikke spor interaktive værker påstår at beskueren 'inddrages', 'involveres' og 'skaber med' på livet løs.

Det er vigtigt at understrege at min kritik ikke går på interaktiv kunst, men på ikke-interaktiv kunst, der påstår at den er det. Det er heller ikke en påstand om at man ikke er aktiv når man erfarer kunst. Det er man i høj grad. Det er forestillingen om at ved alle andre værker er man passiv, men i netop dette værk (som ikke er interaktivt) er man pludselig aktiv, jeg kritiserer. Klichédræberen kritiserer ikke kunstværker eller personer, men retoriske klichéer.

Nedenfor kan man genlæse klummen med supplerende eksempler. Jeg vil løbende tilføje flere eksempler i kommentarfeltet efterhånden som jeg støder på dem. Du inviteres hermed til at deltage med kommentarer. Det kan være en diskussion af min tekst, supplerende eksempler eller andet. Eksempler skal naturligvis være på påstande om at kunstværker involverer/aktiverer publikum, gør dem til medskabere, lader dem fuldende værket osv. i forhold til kunst, der ikke er interaktiv, og hvor det er tom retorik.

Læs videre: "Klichédræberen 2 - Beskueren skaber med" »

12.07.2009

Klichédræberen

Jeg har nu påbegyndt min klummeserie kaldet "Klichédræberen" i Politiken. Her skyder jeg på nogle af de værste klichéer og bullshitsnak der florerer i kunstformidlingen. Klichéerne findes både hos kunstnere, formidlere, museer, kritikere og endda forskere.

Klichéerne er problematiske når de kun bruges fordi de lyder godt eller fordi man er vant til at lire dem af, men faktisk ikke er spor rammende til at betegne den kunst, de taler om. Altså når de virker påklistrede eller decideret tankeløse. Det er et problem af flere grunde:
For det første fordi de er falske.
For det andet fordi de sænker det åndelige og retoriske niveau og promoverer tankeløshed.
For det tredje fordi de er oppoturnistiske modeord, der ukritisk viderekolporterer de mest trendy lommefilosofiske kunstteorier i floskelform.
For det fjerde fordi de skræmmer publikum væk, selv om ideen er den modsatte. Folk ryster på hovedet og siger "Kejserens nye klæder". Det skader altså samtidskunstens udbredelse.
For det femte fordi de ofte erstatter en konkret beskrivelse af hvad den pågældende kunst egentlig er og gør.
For det sjette fordi de er røvirriterende at læse igen og igen.

Jeg påstår ikke at jeg aldrig selv er plumpet i og forfaldet til dumme klichéer - det skulle være mærkeligt hvis jeg ikke var. Og selv om jeg disker op med eksempler, så er pointen ikke at skyde særligt på nogen personer eller institutioner. Det er klichéerne jeg skyder på - de klichéer der lever deres eget liv som vira i kunstverdenen.

Den første kliché, jeg har skudt på, er velkendt for denne blogs læsere - det er nemlig "Beskueren tvinges", som jeg har skrevet om tidligere. Jeg vil bede jer om at holde debatten om "Beskueren tvinges"-klichéen i forlængelse af det tidligere indlæg, hvor det også vrimler med eksempler på denne kliche.

Gå altså herhen for videre læsning og diskussion.

19.03.2009

Noter til begrebet "akusmatisk musik"

Der er en vedholdende myte i musikkredse om at Pythagoras forelæste bag et forhæng, så hans elever ikke skulle blive distraheret af hans visuelle fremtræden. Dette skyldes i høj grad Pierre Schaeffers forklaring på begrebet "akusmatisk", som han bruger om musik hvor man ikke ser lydkilden, men blot de højttalere der formidler den.

Men ifølge kilderne var sagen anderledes, idet Pythagoras skelnede mellem to slags elever, hvor kun de indviede fik lov at se med når han forelæste og tegnede på tavlen. Og måske var der slet ikke et forhæng, men blot et vidensmæssigt slør for den esoteriske viden.

Pythagoras.jpg

Dette bruges i nedenstående indlæg som et led i kritikken af Schaeffer og hans ide om reduceret lytning, hvor man kun iagttager formelle, auditive kvaliteter ved lyden og ikke opfatter dens materielle årsag. I stedet må det anerkendes, at vi lytter for at orientere os i verden og identificere hvad der er omkring os, og at denne lyttemåde også er aktiv ved den æstetiske erfaring af musik.

Læs videre: "Noter til begrebet "akusmatisk musik"" »

19.01.2009

Radikal computermusik - Goodiepal: Mort aux vaches Ekstra walkthrough

Komponisten kendt som Goodiepal er i færd med et ambitiøst projekt, som handler om at gentænke computermusik og musik i det hele taget. Det er interessant, og jeg vil give en lille introduktion til det her.

Goodiepal 1.jpg

Læs videre: "Radikal computermusik - Goodiepal: Mort aux vaches Ekstra walkthrough" »

08.03.2008

Hvad er kunst? Andet forsøg

Hvor meget jeg end finder spørgsmålet om, hvad kunst er, trivielt og frugtesløst, og hvor meget jeg end undrer mig over, at det optager folk (og journalister) så meget, pusler det alligevel ind imellem i baghovedet. Så i dag fik jeg følgende strøtanke til et nyt forsøg på at sætte dette spørgsmål på plads én gang for alle. Det forekommer mig lige nu mere vellykket end det første fejlslagne forsøg, men der skal nok også være problemer i dette, så lad os endelig få en diskussion. Nedenstående vil indtil videre være mit svar når folk spørger mig om dette eller hint er kunst eller ej:

Hvad kunst er
1. Kunst er ikke en bestemt gruppe af genstande i verden. Det er ikke en ontologisk kategori af ting. Ud af alle verdens genstande er der ikke nogle der er kunst og nogle der er ikke-kunst.

2. Kunst er et perspektiv man kan betragte genstande og fænomener igennem, som giver anledning til andre erfaringer end når man ikke gør det.

3. Alt kan betragtes som kunst og som ikke-kunst. Men det er ikke alt der er lige oplagt at betragte som kunst eller ikke-kunst.

4. Når noget institutionelt indrammes som kunst er man tilbøjelig til at betragte det som kunst. Når dem, som har lavet det, tager identiteten ’kunstner’ på sig, er man mere tilbøjelig til at betragte det som kunst. Kunst er altså en langt stærkere attraktor når et værk eller fænomen er helt eller delvist institutionelt sanktioneret og når det er lavet af en "kunstner".

4a. Og husk at "institutionen" ikke er en entydig størrelse, men er alt fra gallerier over samlere til kritikere og kunstnerne selv. Institutionen er derfor ofte uenig med sig selv - eller rettere: nogle institutionelle aktører har et mere åbent kunstbegreb end andre. Derfor kan man heller ikke bruge den såkaldte "institutionsteori", der definerer kunst som det, der er accepteret af institutionen, for det er langt fra entydigt. Der er altså ikke en klart indenfor/udenfor-dikotomi som kan bruges som kriterium.

5. Noget er interessant som kunst betragtet. Andet er mindre interessant som kunst betragtet. Noget er mere interessant betragtet som noget andet end kunst, dvs. betragtet som fx journalistik, reklame, underholdning, brugsgenstande, vold. Enkelte fænomener er både meget interessante betragtet som kunst og som noget andet. Enkelte fænomener er bare interessante, og det er lige meget om de betragtes som kunst eller ikke. Det afhænger også altid af betragterens sensibilitet.

26.02.2008

Stemmen som personlig identitet

Når vi bruger stemmen, udtrykker vi os selv. Sådan lyder i hvert fald en meget udbredt ide om stemmen. At synge opfattes mere personligt end at spille på et instrument. Og vi hører stemmer anderledes i musik end vi hører alle de andre lyde.

Forleden dag opdagede jeg at der også er en juridisk variant af dette, idet både Bette Midler og Tom Waits har rettens ord for at deres stemmes klang er en del af deres personlige ejendom og identitet, og at man derfor plagierer deres identitet hvis man plagierer deres stemme. Det har jeg skrevet om nedenfor:

Læs videre: "Stemmen som personlig identitet" »

09.09.2007

Hermeneutikerne vs. sociologerne

En af de kedeligste akademiske diskussioner på humaniora er den mellem de sociologisk orienterede og de mere hermeneutisk orienterede (i ordets bredeste forstand: dem som analyserer og fortolker kulturelle fænomener). Jeg selv hører til de sidste. Jeg har flere gange oplevet hvordan voksne lektorer, adjunkter og ph.d'er kan opføre sig som disse to tegneseriefigurer når grundlagsdiskussionerne kommer op: sociologerne mener at de som de eneste beskæftiger sig med virkeligheden, mens hermeneutikerne mener at de når at få sagt en hel del mere og dybere på den tid sociologerne når frem til forudsigelige banaliteter.

Sagen er at begge dele har deres berettigelse, og at de spørgsmål der stilles ikke er de samme (selv om de lapper delvist ind over hinanden. Lad os tage et eksempel (formuleret tegneseriesimpelt): Beethovens 9. symfoni, sidste sats.

Sociologen vil fx undersøge hvordan denne musik bliver brugt i forsøget på at skabe en europæisk identitet gennem overnationale symboler og vil undersøge i hvor høj grad det virker på hvilke mennesker. Metoden vil bl.a. være interviews.

Hermeneutikeren vil undersøge hvad denne musik og tekst udtrykker; hvordan musikken er opbygget, hvilke æstetiske virkemidler den gør brug af; hvordan disse forholder sig musikhistorisk til den tidlige romantik; hvordan teksten er udtryk for bestemte koblinger mellem det æstetiske og det politiske i samtiden; hvilken virkningshistorie den har haft de sidste 200 år osv. osv.

Min påstand er nu at de to faktisk kan bidrage med noget til hinanden. Analysen af værket kan medvirke til at underbygge hvilke potentialer (eller "affordances", som det hedder på nudansk) musikken har som EU-kendingsmelodi. Og den sociologiske analyse kan kvalificere et aspekt af denne musiks skæbne i dag blandt folk som ellers ikke hører klassisk musik.

Så stop slåskampen, og lad os arbejde sammen. (Det samme gælder i øvrigt forholdet til hjerneforskningen og neuroæstetikken, der lider af lignende slåskampe).

03.09.2007

Mænd, feminisme, faderrolle og forskellighed

Nedenstående essay argumenterer for at ordet "feminist" er uheldigt på et tidspunkt hvor det i høj grad også handler om mandens frigørelse. Samtidig argumenterer jeg for mere fleksible kønsroller (med faderrollen som aktuelt eksempel). Herunder påviser jeg det ugyldige i argumentet at "der nu en gang er forskel på mænd og kvinder" som argument imod fleksible opfattelser af mænd og kvinder.

Læs videre: "Mænd, feminisme, faderrolle og forskellighed" »

08.05.2007

Live - hvorfor og hvordan?

Hvorfor egentlig gå til koncert? Er cd’en ikke pr. definition bedre? Hvad er det vi søger når vi går til koncert? Hvorfor er koncertformen bygget op som den er? Det vil jeg gerne lægge op til en diskussion om i det følgende:

Læs videre: "Live - hvorfor og hvordan?" »

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2