Arkiv: september 2004

Forside | oktober 2004 »

07.09.2004

Mantegnas grimme ansigter – et mysterium?

Mantegnas Pietá , også kaldet Kristus som den lidende forsoner (se billede ved at klikke nedenfor) er verdensberømt i Danmark som et af vores største kunstskatte (det hænger på Statens Musem for Kunst) – et mesterværk fra den tidlige renæssance. Men ingen synes at kommentere hvor mærkelige ansigterne er.

Se billedet her (klik også på "Smertensmanden"-linket for nærbillede af jesu ansigt)

Billedet er generelt velkomponeret og af høj teknisk standard, men det gælder altså ikke de tre ansigter i forgrunden, Jesus og de to engle, der er fælles om for små munde og tænder, for langt mellem øjnene og gnu-agtige næseben. Enten har maleren haft en freak som fælles model for de tre, eller også har han ikke mestret at male ansigter, eller også har han haft en specifik idé med at male dem sådan. Jeg skal uddybbe disse muligheder nedenfor.

Før jeg går til gætværket vil jeg lige præsentere hvordan billedet generelt opfattes herhjemme. (Det er i øvrigt kendetegnende at det stort set kun er danskere der kender og beskriver værket, så vidt jeg kan se).

Første gang jeg selv så billedet var tilbage i slutningen af 80erne hvor Per Arnoldi havde sin berømte ”Kunstquiz” på DR TV. Her sad maleren Anders Kirkegård [tjek stavemåde] på et af holdene og skulle gætte og beskrive billedet. Straks han så det og genkendte det fik han tårer i øjnene og udråbte det til et mesterværk uden lige på dansk grund. Jeg var på den ene side smittet af en så åbenlys kærlighed til et kunstværk, og på den anden side forstod jeg ikke helt genstanden for denne kærlighed. Det eneste jeg kunne se var nogle grimme ansigter. Resten var blot detaljer.

Siden er jeg stødt på mange entydige lovprisninger af værket, og ikke én eneste af dem har nævnt de mærkelige ansigter. Det som for mig fyldte hele indtrykket af billedet synes at være usynligt for kunsthistorikerne. Man priser symbolikken, landskaberne i baggrunden, klædet, sarkofagen og…og så måske det lidende udtryk i jesu ansigt med en lovprisning af den store udtryksfuldhed.

Pieta closeup.bmp
Statens Museum for Kunst/Dowic

Statens Museum for kunst siger om værket:
"Dets realisme, rumlige dybde og den levende smerte, vi ser i Kristi ansigt, var epokegørende for malerkunsten."
og
"Lidelsen og smerten er tydelig i Kristi ansigt, mens han viser sine sår frem for os. "

Øystein Hjort skriver om billedet i den nyligt udkomne 500 års verdenskunst (der ret beset er 38 præsentationer af enkeltværker ved forskellige kunsthistorikere):
”Hans ansigt udtrykker patos, hans kropssprog er bedende eller anråbende…båret af medlevende empati…Et uafrysteligt værk, der virker ikke mindst i kraft af dets usminkede realisme…[figurerne] kan virke helt statuariske”. At ansigterne er underlige nævnes ikke. Der nævnes at figurerne generelt er inspireret af antikkens statuer (som Mantegna var overordentligt interesseret i og dermed med til at føde renæssancen), men jeg har ikke set en græsk statue med et sådant ansigt.

Kigger man på Mantegnas andre billeder går dette ansigt ikke igen. De er nogenlunde velproportionerede med et græsk islæt. En undtagelse kunne være St. Sebastian (ca. 1470), som i hvert fald har et kæmpe mellemrum mellem øjnene og et gnu-agtigt næseben. Men fordi han vender hovedet skråt til siden og hans mund er lidt større virker det ikke lige så påfaldende. Her synes lidelsen i øvrigt at være bedre formidlet i ansigtet (men ikke i kroppen).

Der kan være forskellige forklaringer på fænomenet, og her er nogle gæt - ingen af dem særlig overbevisende:
1. Mantegna gjorde sig ikke umage med at komponere ansigterne. (Men hvorfor ikke, når nu det er et så detaljeret billede i øvrigt og når nu ansigterne betyder så meget for det som skal udtrykkes, nemlig jesu lidelse og opstandelse).
2. Modellen havde et meget mærkeligt ansigt. (Men hvorfor vælge en sådan model?)
3. Mantegna mener at et sådant ansigt er velegnet til at udtrykke lidelse. (Men hvorfor? Er små munde mere lidende? I mine øjne giver det et skær af noget komisk midt i det tragiske? Men det kan jo være at det er noget jeg ikke forstår fordi jeg ikke er kunsthistoriker).
4. Tidens idealer var til den type ansigt. (Hvorfor er de så ikke på de fleste andre billeder fra den tid?)
5. En af de antikke skulpturer eller skulptur-rudimenter som Mantegna havde i sin samling havde et sådant ansigt, og det var således et forsøg på at efterligne antikken. (Måske det bedste af mine gæt, men i så fald et ikke så vellykket forsøg, som kan grunde i overførslen fra skulptur til maleri).

Er det kun mig der fokuserer på disse ansigters hæslighed? Hvis du har kommentarer eller hvis du ligefrem har en viden om dette emne må du meget gerne komme med den her. Jeg vil gerne have opklaret spørgsmålet.

03.09.2004

Adorno om weblogs

Hvad ville Adorno mene om weblogs? Det ved vi af gode grunde ikke, men man kunne da overveje det som en lille strøtanke.

Adorno ville begynde med at se weblogs generelt som et symptom på vor tids rastløshed og manglende koncentrationsevne. Weblogs er snakkende kommentarer om dit og dat for en kultur der ikke kan holde opmærksomheden fanget om et emne længere end en halv skærmside. De er fulde af henkastede links fra skribenter der helst vil snakke om sig selv og har glemt at lytte. De er en ophobning af mere eller mindre tilfældig skrift, uden den redigering som det gamle publikationssystem sikrede.

Men så er der hos Adorno her (som altid) et ”men”. En dialektisk vending. For netop den samme form som skaber denne rastløse masse af uredigeret tekst er også webloggens mulighed. Her vil essays og aforismer og brilliante strøtanker kunne udfolde sig uden at skulle leve op til kravene om at kunne sælge på bogmarkedet. Her er der ingen emsige redaktører, som hælder deres konservative krav om hvordan en tekst skal se ud ned over den idiosynkratiske forfatter. Her kan tanken eksperimentere frit, prøve sig af og nogle gange flytte sig steder hen som de traditionelle publikationsveje ville hæmme. Der ligger altså et potentiale i webloggen, ville Adorno sige, som på én gang mimetisk afspejler tiden og samtidig kan åbne for en kritik af selvsamme. Og det kan han vel have ret i...

Links:
Theodor W. Adorno
Hvad er en weblog? (kort dansk definition)
Hvad er en weblog? (bedre engelsksproget definition)

© Torben Sangild, 2004

Det spekulative øre - en præsentation

Jeg har besluttet at få mig en weblog ud over Torben Sangilds weblog – en weblog som giver mere plads til det langstrakte, det essayistiske, det faglige, det indforståede, det akademiske, det intellektuelle, refleksionen og eftertanken. Det blev til denne weblog: Det spekulative øre. (Designet er intermistisk og midlertidigt - det bliver forhåbentlig forbedret snart.)

”Det spekulative øre” bryder med den almindelige weblogform i og med at der ofte er lange indlæg, der egner sig bedre til at blive printet ud end til at blive læst på skærmen. Den henvender sig til dem (og kun dem) som finder mine refleksioner og spørgsmål interessante. Det betyder ikke noget hvis der kun er 2 personer der læser et indlæg helt igennem, hvis de til gengæld får noget ud af det.

At ordet "intellektuel" i visse kredse er blevet et skældsord er kun ansporende for at kalde bloggen netop det. Den er nemlig båret frem af et sanseligt funderet tankearbejde og en stadig nysgerrighed. Det betyder naturligvis ikke at jeg ikke kan komme til at sige noget vrøvl, men så må jeg jo få det at vide og blive klogere eller skærpe min argumentation.

Jeg vil meget gerne have kommentarer til indlæggene. Både hvis du har spørgsmål, hvis der er noget du ikke forstår (vær ikke bange for at stille den slags spørgsmål), hvis du er uenig, hvis du tænker videre i forlængelse af det jeg har skrevet, hvis jeg har sagt noget forkert/tvivlsomt, eller hvis du har supplerende oplysninger, tips til videre læsning etc.

Navnet ”Det spekulative øre” er egentlig et udtryk hos Søren Kierkegaard, og hvis du ved hvorfra det er taget må du meget gerne fortælle det og citere/forklare sammenhængen. Jeg har taget det fra denne weblogs husfilosof, Theodor W. Adorno, som bruger det i et radioforedrag i 1959 om Anton Weberns tre stykker for cello og klaver. Disse musikstykker er tæt på at opløse enhver sammenhæng, men samtidig så korte og koncentrerede...

...at De samtidig et øjeblik kan sammenhøre dem, som Kirkegaard siger: med det spekulative øre (GS 18 s. 677, min oversættelse).
Det som Adorno her prøver at sige er noget i retning af at øret må anstrenge sig for at finde sammenhæng i Weberns musik, der samtidig er så koncentreret som en aforisme. Men det betyder ikke at musikken så er intellektuel, forstået som modsætning til noget sanseligt og noget følelsesmæssigt. Som Adorno siger et andet sted:
Adskillelsen mellem følelse og intellekt, der for længst er kasseret af psykologien, lever stædigt i den vulgære brug. De gængse begreber om intellektuel og følelsesbetonet musik er en facade som må rives ned. Det som kaldes intellektuelt er for det meste blot det som kræver arbejde og anstrengelse fra lytningen [das Gehör], som kræver en opmærksomhedens og hukommelsens kraft, som egentlig kræver kærlighed, altså følelse; og det som man ellers kalder følelse er for det meste blot en refleks fra en passiv attitude... (GS 17, s. 289, min oversættelse)
Det spekulative øre er altså blandt meget andet et sted for den sanselige og følsomme tanke. Emnerne vil være koncentreret om æstetik, musik, kunst, litteratur og filosofi, men vil også ind imellem handle om samfundsteori, naturvidenskab og hvad der nu måtte falde mig ind at skrive om.

Desuden er det min plan at optage gæsteindlæg hvis der er interesse for det. Så hvis du har nogle tanker, iagttagelser, analyser el.lign. som du ikke har publiceret som artikel og som passer til Det spekulative øre, så er der en mulighed her. Men jeg vil forbeholde mig ret til at afvise indlæg og i det hele taget fungere som redaktør, så der kun kommer tekster som jeg kan stå inde for. Selv om de er akademiske skal de være sprogligt gennemarbejdede og velskrevne.

Jeg, Torben Sangild, er forsker og underviser på universitetet, freelance-skribent og -radiomedarbejder, forfatter og anmelder med meget mere. Se min universitære hjemmeside for detaljer.

Du skal være velkommen til at citere og parafrasere fra Det spekulative øre, men sørg for at henvise! Man henviser Således: Torben Sangild, Det spekulative øre (http://groveloejer.dk/detspekulativeoere/), [Titel på indlægget], [Dato/år for indlægget].

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2