« Adorno om weblogs | Forside | Videnskaben, Kuhn og relativismen »

07.09.2004

Mantegnas grimme ansigter – et mysterium?

Mantegnas Pietá , også kaldet Kristus som den lidende forsoner (se billede ved at klikke nedenfor) er verdensberømt i Danmark som et af vores største kunstskatte (det hænger på Statens Musem for Kunst) – et mesterværk fra den tidlige renæssance. Men ingen synes at kommentere hvor mærkelige ansigterne er.

Se billedet her (klik også på "Smertensmanden"-linket for nærbillede af jesu ansigt)

Billedet er generelt velkomponeret og af høj teknisk standard, men det gælder altså ikke de tre ansigter i forgrunden, Jesus og de to engle, der er fælles om for små munde og tænder, for langt mellem øjnene og gnu-agtige næseben. Enten har maleren haft en freak som fælles model for de tre, eller også har han ikke mestret at male ansigter, eller også har han haft en specifik idé med at male dem sådan. Jeg skal uddybbe disse muligheder nedenfor.

Før jeg går til gætværket vil jeg lige præsentere hvordan billedet generelt opfattes herhjemme. (Det er i øvrigt kendetegnende at det stort set kun er danskere der kender og beskriver værket, så vidt jeg kan se).

Første gang jeg selv så billedet var tilbage i slutningen af 80erne hvor Per Arnoldi havde sin berømte ”Kunstquiz” på DR TV. Her sad maleren Anders Kirkegård [tjek stavemåde] på et af holdene og skulle gætte og beskrive billedet. Straks han så det og genkendte det fik han tårer i øjnene og udråbte det til et mesterværk uden lige på dansk grund. Jeg var på den ene side smittet af en så åbenlys kærlighed til et kunstværk, og på den anden side forstod jeg ikke helt genstanden for denne kærlighed. Det eneste jeg kunne se var nogle grimme ansigter. Resten var blot detaljer.

Siden er jeg stødt på mange entydige lovprisninger af værket, og ikke én eneste af dem har nævnt de mærkelige ansigter. Det som for mig fyldte hele indtrykket af billedet synes at være usynligt for kunsthistorikerne. Man priser symbolikken, landskaberne i baggrunden, klædet, sarkofagen og…og så måske det lidende udtryk i jesu ansigt med en lovprisning af den store udtryksfuldhed.

Pieta closeup.bmp
Statens Museum for Kunst/Dowic

Statens Museum for kunst siger om værket:
"Dets realisme, rumlige dybde og den levende smerte, vi ser i Kristi ansigt, var epokegørende for malerkunsten."
og
"Lidelsen og smerten er tydelig i Kristi ansigt, mens han viser sine sår frem for os. "

Øystein Hjort skriver om billedet i den nyligt udkomne 500 års verdenskunst (der ret beset er 38 præsentationer af enkeltværker ved forskellige kunsthistorikere):
”Hans ansigt udtrykker patos, hans kropssprog er bedende eller anråbende…båret af medlevende empati…Et uafrysteligt værk, der virker ikke mindst i kraft af dets usminkede realisme…[figurerne] kan virke helt statuariske”. At ansigterne er underlige nævnes ikke. Der nævnes at figurerne generelt er inspireret af antikkens statuer (som Mantegna var overordentligt interesseret i og dermed med til at føde renæssancen), men jeg har ikke set en græsk statue med et sådant ansigt.

Kigger man på Mantegnas andre billeder går dette ansigt ikke igen. De er nogenlunde velproportionerede med et græsk islæt. En undtagelse kunne være St. Sebastian (ca. 1470), som i hvert fald har et kæmpe mellemrum mellem øjnene og et gnu-agtigt næseben. Men fordi han vender hovedet skråt til siden og hans mund er lidt større virker det ikke lige så påfaldende. Her synes lidelsen i øvrigt at være bedre formidlet i ansigtet (men ikke i kroppen).

Der kan være forskellige forklaringer på fænomenet, og her er nogle gæt - ingen af dem særlig overbevisende:
1. Mantegna gjorde sig ikke umage med at komponere ansigterne. (Men hvorfor ikke, når nu det er et så detaljeret billede i øvrigt og når nu ansigterne betyder så meget for det som skal udtrykkes, nemlig jesu lidelse og opstandelse).
2. Modellen havde et meget mærkeligt ansigt. (Men hvorfor vælge en sådan model?)
3. Mantegna mener at et sådant ansigt er velegnet til at udtrykke lidelse. (Men hvorfor? Er små munde mere lidende? I mine øjne giver det et skær af noget komisk midt i det tragiske? Men det kan jo være at det er noget jeg ikke forstår fordi jeg ikke er kunsthistoriker).
4. Tidens idealer var til den type ansigt. (Hvorfor er de så ikke på de fleste andre billeder fra den tid?)
5. En af de antikke skulpturer eller skulptur-rudimenter som Mantegna havde i sin samling havde et sådant ansigt, og det var således et forsøg på at efterligne antikken. (Måske det bedste af mine gæt, men i så fald et ikke så vellykket forsøg, som kan grunde i overførslen fra skulptur til maleri).

Er det kun mig der fokuserer på disse ansigters hæslighed? Hvis du har kommentarer eller hvis du ligefrem har en viden om dette emne må du meget gerne komme med den her. Jeg vil gerne have opklaret spørgsmålet.

Kommentarer

Der et allerede nyt i sagen. Der er i hvert fald én kunsthistoriker som er enig med mig. Jeg stødte tilfældigvis i går på en kæmpe bog om Mantegna der gentager de sædvanlige lovprisninger af dette billede, men som også lidt stødt henviser til at Bernard Berenson i sin bog The North Italian Painters of the Renaissance fra 1907 på den ene side roser det fine landskab i baggrunden, men har det svært med ansigterne. Næste skridt er altså at få fat i Berensons bog. Han lader til at være åndsbeslægtet.

Hm...jeg har ikke kunnet finde citatets oprindelse i den bog, så jeg må gå tilbage og finde kilden der citerede. Fortsættelse følger.

Kan det mon tænkes, at Mantegna for én gangs skyld var i tidsnød og var nødt til at sjuske, da han skitserede ansigterne til dette billede?

Jeg ved ikke, om han malede sine billeder færdige med en model foran sig, eller om han først skitserede ansigtet efter en model og derefter i ro og mag gjorde billedet færdigt, eller om han eventuelt slet ingen model brugte?

Hvis han brugte den førstnævnte eller den sidstnævnte arbejdsmetode, holder min teori selvfølgelig ikke.

Men sæt nu, at følgende er gået for sig:

Mantegra mødtes med den aftalte model for at skitsere ansigtet til dette billede. Imidlertid havde han (eller modellen) travlt den dag, og derfor var han nødt til at sjuske, hvorfor skitsen blev lidt mærkelig. Derefter havde Mantegra af én eller anden grund ikke mulighed for at mødes med modellen igen (måske skulle billedet snart være færdigt) og derfor tænkte han: "Nå, så må ansigtet altså bare få lov at se sådan ud!"

Grunden til, at jeg kommer på den idé, er, at jeg selv som komponist har oplevet, at man undertiden p.g.a. forskellige ydre forhold, træffer kreative afgørelser, som man ellers ikke ville have truffet. Derefter kan man så opleve, at resultatet af disse afgørelser ikke fremstår som en fejl med derimod som en særlig kvalitet ved værket.

Jeg synes, der er noget meget livsbekræftende ved den tanke: Livet træder uventet ind i kunsten og befrugter den, og derved får kunsten sit særpræg.

(ps: jeg er naturligvis godt klar over, at en særlig kvalitet ved et kunstværk kan skyldes 117 andre ting...)

Gå til kunsthistorikeren Jacob Wamberg fra Aarhus Universitet. Han er Mantegnakender par excellence.

Har skrevet flere artikler om "Smertensmanden" eller "...den lidende forsoner". Pointerer flere steder også "live" grimheden i ansigterne...

Tak for tippet, jeg vil tjekke hans artikler ud og referere dem her når jeg får fat i dem.

Okay, her kommer et Wamberg-citat:

"Endnu i dag må man lige sunde sig, før man formår at værdsætte den skarptskårne ansigtsrealisme hos Kristus og de to klagende engle. Til gengæld suges man helt umiddelbart ind i landskabets detaljerigdom og ligklædets isnende overdådighed af folder."
(Weekendavisen 21/2-92)

Ansigtsealisme? Der er den igen, den der med at det skulle være realismen der er anstødsstenen. Det forstår jeg ikke helt. De dér tænder er på ingen måde realistiske.

Men i hvert fald en anerkendelse af at man "lige må sunde sig".

I øvrigt anerkender jeg naturligvis fuldt ud Mantegnas evner til at male landskaber, marmor o.lign. Jeg kan bare ikke se bort fra ansigterne, som er så dominerende i billedet.

ved godt det er en gammel diskussion, men jeg er egentlig også ganske intereeseret i de mærkelige ansigter... og så vidt jeg kan se, er der endnu ikke kommet et kvalificeret bud på disse.
Har du prøvet Maria Fabricius Hansen fra Kunsthistorie (AU), som ganske vist er antik/middelalder-forsker, men ikke desto mindre er temmelig velbevandret i italiensk renæsannce maleri?

Frederik

Det spekulative øre er ingen diskussioner for gamle, så tak for kommentaren.

Jeg kender ikke Maria Fabricius Hansen, men har spurgt andre kunsthistoriske kolleger jeg kender her i København og har ikke fået noget tilfredsstillende svar. De fleste afslutter med at sige at jeg skal spørge Jacob Wamberg, og næste gang jeg ser ham vil jeg nok også gribe fat i ham og spørge om det, men jeg er ikke så optimistisk. Der er visse ting som klassiske kunsthistorikere ikke vil svare på fordi det indebærer gætterier.

(Herunder hånden uden ejermand i Leonardo Da Vincis "Den sidste nadver"; det affærdiges af kunsthistorikere som sjusk. Men sjusker man virkelig med et så grundigt udført værk? Og gælder det også Mantegna?)

Ok.... nu er Jacob Wamberg som end ikke den mest "klassiske" kunsthistoriker i kunsthistorien, så mon ikke han er rede til at give et bud... Ellers skal jeg nok nævne tråden for Maria Fabricius, der er tilpas nysgerrig til at grave lidt i en bog, en tanke eller en note (tror jeg).

Hilsner
Frederik

Du har ret i at Wamberg på visse punkter er utraditionel, men at dømme efter hvad han skriver om ansigterne som "realistiske" er det ikke lige det som er hans gebet. Han er mere interesseret i baggrunden og sarkofaget.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2