Arkiv: oktober 2004

« september 2004 | Forside | december 2004 »

02.10.2004

Videnskaben, Kuhn og relativismen

"Alt er relativt" siger klichéen, men det gør den ikke mere sand at den gentages tit. I nedenstående essay gør jeg op med ideen om at Kuhns paradigmeteori fører til den rene relativisme, at naturvidenskaberne kan afvises som teorier på linje med andre (fx spekulative eller åbenbarede) og at de blot er udtryk for en tidsånd.

Det kan synes indlysende for mange, men denne ide er udbredt blandt såvel lægfolk som humanistiske akademikere og (ikke mindst) teologer. Derfor disse bemærkninger fra hinsides skellet mellem positivisme og relativisme.

Naturvidenskaben tages ofte til indtægt for mange ting på humaniora. Mange lægfolk, men også mange humanistiske studerende og enkelte forskere elsker den vigtige (men efterhånden også banale) opdagelse om naturvidenskaben: at den ikke er en neutral beholder som der puttes eksakt og endegyldig viden ind i én gang for alle, men at også naturvidenskaben benytter sig af modeller som er konstrueret til at passe med virkelighedens data, og at den af og til må ændre dette grundlag og skabe nye konstruktioner, nye paradigmer. Det kan så bruges som tvivlsomt argument for at alt er relativt og konstrueret (gerne i løsagtige kombinationer med misforståede popversioner af Einsteins relativitetsteori, Gödels teorem, Poincarés konventionalistiske geometri eller kvantefysikken), og at der derfor ikke er så langt mellem naturvidenskab og humaniora, naturvidenskab og kunst eller endda naturvidenskab og religion. At ingen af disse teorier er relativistiske i nogen overordnet forstand synes ikke at spille nogen rolle.

Eksempel: Luce Irigaray
Det kommer der vidtgående spekulative teorier ud af. Et eksempel er den om at naturvidenskaben er en maskulin konstruktion, skabt af mænd og derfor kun egnet til at beskrive det mandlige, nemlig det faste (læs: det erigerede lem). Det flydende og turbulente (læs: menstruerende) er der nemlig ikke udviklet lige så eksakte teorier om. Denne analyse står den franske feminist Luce Irigaray for. Hun har også påpeget at relativitetsteorien er en kønnet ligning. Hvorfor? Fordi den ”priviligerer” lyset hastighed! Der er måske andre hastigheder vi har mere brug for skal være konstante, siger hun.
Men i begge tilfælde yder virkeligheden modstand. Turbulens er nu engang et komplekst fænomen med mange uforudsigeligheder, mens acceleration og mekanisk energi er mere simple. Og der er masser af mænd som har forsket i turbulens. (Selv inden for hendes egne absurde præmisser kunne man vel mene at mænd tværtimod skulle udforske det ”kvindelige”, den ”jomfruelige” turbulens, men lad nu det ligge).

Naturvidenskabens relativitet
Dette er naturligvis et ekstremt eksempel, men der er nogle af mine studerende som har forsvaret denne teori. Mindre ekstreme og mere folkeligt udbredte ideer er sådan noget som at evolutionsteorien jo også bare er en konstruktion og derfor på niveau med mytiske skabelsesberetninger, at ”alt er relativt”, at det sete afhænger af øjnene der ser, eller ligefrem at videnskaben er "subjektiv". Eller mere nuanceret at noget kun er gyldigt inden for et givent paradigme eller en given diskurs. Den fysiske virkelighed forsvinder som noget man kan konstruere. Tilbage er der kun et simulakrum af en videnskab, der (tilfældigvis) er i stand til at forudsige og konstruere endog meget komplekse teknologier og fænomener.

Jeg har selv som ung studerende været grebet af erkendelsen af at videnskaben er konstrueret og paradigmatisk og aksiomatisk. Jeg har været skepticist, relativist og subjektivist, så jeg forstår udmærket attraktionen i at sætte den store autoritet – den eksakte videnskab – i et mere relativt lys. Og jeg mener fortsat at mange naturvidenskabsfolk tager for let på de principielle epistemologiske grundproblemer deres videnskabelige virksomhed indebærer. Derfor skyder de ofte sig selv i foden gennem en arrogance som netop giver grobund for ideen om at videnskabsmænd og –kvinder ikke ved hvor mudret et fundament de står på. Den store atomfysiker Stephen Hawkins er et eksempel på dette når han udtaler at fysikken kan forklare alt (eksakt), og at filosoffer som forsøger at påpege det absurde i dette er folk der er for dumme til at blive fysikere. Eller blot dette hierarki på det naturvidenskabelige fakultet der sætter atomfysikken øverst og biologien nederst i prestige, vistnok ud fra devisen: jo mere svær matematik, des mere fin er videnskaben. Det er ikke så mærkeligt at nogen føler trang til at prikke hul i denne selvforståelse.

Kuhns teori om paradigmeskift
Et af de vidner som konstruktivisterne fører i skranken er videnskabsteoretikeren Thomas Kuhn . Det er ham der har beskrevet hvordan videnskaben snarere end at udvikle sig støt og kontinuert i stedet undergår nogle kraftige omvæltninger (paradigmeskift) med skabelser af nye grundantagelser (paradigmer) til følge. Kopernikus og Einstein er repræsentanter for sådanne omvæltninger. Herudaf drages der hurtigt de fejlslutninger jeg har beskrevet ovenfor om at videnskaben så er konstruktioner der passer til en bestemt kultur og skifter med tidsånden. Med næsten den konsekvens at jorden først var rund da nogen fandt på at betragte den som rund.

Her går de fejl. Jorden var også rund og en planet blandt andre i solsystemet før vi fandt ud af det. Ellers ville det ikke kunne opdages. Virkeligheden banker hele tiden på når man forsøger at kortlægge den. Columbus stødte på Amerika, selv om den ikke var en del af det geografiske paradigme. Amerika lå der simpelthen, som et faktum.

Hos Kuhn er årsagerne til paradigmeskiftene lige netop hele tiden virkelighedens banken på – mange, nye, vigtige iagttagelser der ikke passser ind i det gældende paradigme – det som Kuhn kalder for ”kriser”. Hvis paradigmet var en omnipotent, styrende instans ville denne situation aldrig opstå. Man ville hele tiden kunne indpasse enhver iagttagelse til sin teori og aldrig opdage det som lå udenfor. Sådan er det ikke. Videnskaben er nemlig hele tiden selvkritisk over for sine egne resultater og teorier. De bliver afprøvet, og mange bliver forkastet. De er lagt frem så enhver kan gentage eksperimenterne eller lave alternative eksperimenter, der enten kan bekræfte eller afkræfte andres resultater og teorier. Videnskabelige teorier er på dette punkt milevidt fra spekulative teorier, myter og religion. Kuhn bliver ofte misforstået på dette punkt, og det er han vel egentlig selv ude om, idet han ind imellem bevæger sig ud i formuleringer der let kan læses relativistisk.

Eksempel: kreationisme
Et eksempel på at virkelighedens banken på ikke anerkendes i debatten er de kristne kreationister der vil sætte skabelsesberetningen på pensum i biologiundervisningen. Man kunne afvise dem som ligegyldige nutcases hvis ikke de vandt mere og mere indpas i disse år, og har venner på Christiansborg (fx Søren Krarup og flere af Kristendemokraterne), i medierne (fx Iben Thranholm) og på universitetet (fx jubelidioten Hans Hauge). Uden at se deres egen performative selvmodsigelse bruger de et relativistisk argument for at indføre en fundamentalisme. Altså: ”evolutionsteorien er bare en teori blandt andre, og den kristne skabelsesberetning kan vel være lige så god, derfor må vi have lov at undervise i denne evige, åbenbarede og ubetvivlelige sandhed i stedet for”-agtigt.

Ud over selvmodsigelsen bygger denne argumentation på en ide om videnskaben som ren myte, på trods af at evolutionsteorien ikke er blevet anfægtet af nogen fund overhovedet. Evolutionen kan iagttages direkte, og ingen andre kendte videnskabelige forklaringer er mulige (se fx her).

Paradigmeskift
Paradigmeskiftene betyder heller ikke – som mange forestiller sig – at de gamle teorier nu slet ikke længere er gyldige. Einstein og kvantefysikken er ikke afvisninger af Newton, men snarere en påvisning af at der findes ekstreme fænomener for hvilke de newtonske love ikke er passende beskrivelser. Det betyder ikke at tyngdeloven og mekanikken er sat ud af kraft, men blot at de begrænser sig til fænomener af en vis størrelse (nemlig langt de fleste vi kan komme i tanker om). Og Newtons ide om absolut rum, tid og masse må så erstattes af disses relativitet i forhold til hinanden. Det betyder også at disse begreber får nye videnskabelige meninger i det nye einstein’ske sprogspil. Men det nye paradigme er ikke en helt ny verden, det er et korrigeret verdensbillede som bygger på iagttagelser og dristige forudsigelser snarere end ændringer i tidsånden eller åbenbarede skrifter.

Lad mig til sidst give Kuhn selv ordet:
”Senere videnskabelige teorier er bedre end de tidligere idet de løser problemer knyttet til de ofte ganske anderledes omgivelser som de applikeres på. Dette er ikke en relativistisk position, og det illustrerer hvordan jeg er en overbevist tilhænger af videnskabeligt fremskridt.”
(The Structure of Scientific Revolutions s. 206, min oversættelse).

(c) Torben Sangild, 2004

Hvis du har kommentarer, spørgsmål eller rettelser så drop en kommentar.

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2