« Mantegnas grimme ansigter – et mysterium? | Forside | Platon foregriber Freud »

Videnskaben, Kuhn og relativismen

"Alt er relativt" siger klichéen, men det gør den ikke mere sand at den gentages tit. I nedenstående essay gør jeg op med ideen om at Kuhns paradigmeteori fører til den rene relativisme, at naturvidenskaberne kan afvises som teorier på linje med andre (fx spekulative eller åbenbarede) og at de blot er udtryk for en tidsånd.

Det kan synes indlysende for mange, men denne ide er udbredt blandt såvel lægfolk som humanistiske akademikere og (ikke mindst) teologer. Derfor disse bemærkninger fra hinsides skellet mellem positivisme og relativisme.

Naturvidenskaben tages ofte til indtægt for mange ting på humaniora. Mange lægfolk, men også mange humanistiske studerende og enkelte forskere elsker den vigtige (men efterhånden også banale) opdagelse om naturvidenskaben: at den ikke er en neutral beholder som der puttes eksakt og endegyldig viden ind i én gang for alle, men at også naturvidenskaben benytter sig af modeller som er konstrueret til at passe med virkelighedens data, og at den af og til må ændre dette grundlag og skabe nye konstruktioner, nye paradigmer. Det kan så bruges som tvivlsomt argument for at alt er relativt og konstrueret (gerne i løsagtige kombinationer med misforståede popversioner af Einsteins relativitetsteori, Gödels teorem, Poincarés konventionalistiske geometri eller kvantefysikken), og at der derfor ikke er så langt mellem naturvidenskab og humaniora, naturvidenskab og kunst eller endda naturvidenskab og religion. At ingen af disse teorier er relativistiske i nogen overordnet forstand synes ikke at spille nogen rolle.

Eksempel: Luce Irigaray
Det kommer der vidtgående spekulative teorier ud af. Et eksempel er den om at naturvidenskaben er en maskulin konstruktion, skabt af mænd og derfor kun egnet til at beskrive det mandlige, nemlig det faste (læs: det erigerede lem). Det flydende og turbulente (læs: menstruerende) er der nemlig ikke udviklet lige så eksakte teorier om. Denne analyse står den franske feminist Luce Irigaray for. Hun har også påpeget at relativitetsteorien er en kønnet ligning. Hvorfor? Fordi den ”priviligerer” lyset hastighed! Der er måske andre hastigheder vi har mere brug for skal være konstante, siger hun.
Men i begge tilfælde yder virkeligheden modstand. Turbulens er nu engang et komplekst fænomen med mange uforudsigeligheder, mens acceleration og mekanisk energi er mere simple. Og der er masser af mænd som har forsket i turbulens. (Selv inden for hendes egne absurde præmisser kunne man vel mene at mænd tværtimod skulle udforske det ”kvindelige”, den ”jomfruelige” turbulens, men lad nu det ligge).

Naturvidenskabens relativitet
Dette er naturligvis et ekstremt eksempel, men der er nogle af mine studerende som har forsvaret denne teori. Mindre ekstreme og mere folkeligt udbredte ideer er sådan noget som at evolutionsteorien jo også bare er en konstruktion og derfor på niveau med mytiske skabelsesberetninger, at ”alt er relativt”, at det sete afhænger af øjnene der ser, eller ligefrem at videnskaben er "subjektiv". Eller mere nuanceret at noget kun er gyldigt inden for et givent paradigme eller en given diskurs. Den fysiske virkelighed forsvinder som noget man kan konstruere. Tilbage er der kun et simulakrum af en videnskab, der (tilfældigvis) er i stand til at forudsige og konstruere endog meget komplekse teknologier og fænomener.

Jeg har selv som ung studerende været grebet af erkendelsen af at videnskaben er konstrueret og paradigmatisk og aksiomatisk. Jeg har været skepticist, relativist og subjektivist, så jeg forstår udmærket attraktionen i at sætte den store autoritet – den eksakte videnskab – i et mere relativt lys. Og jeg mener fortsat at mange naturvidenskabsfolk tager for let på de principielle epistemologiske grundproblemer deres videnskabelige virksomhed indebærer. Derfor skyder de ofte sig selv i foden gennem en arrogance som netop giver grobund for ideen om at videnskabsmænd og –kvinder ikke ved hvor mudret et fundament de står på. Den store atomfysiker Stephen Hawkins er et eksempel på dette når han udtaler at fysikken kan forklare alt (eksakt), og at filosoffer som forsøger at påpege det absurde i dette er folk der er for dumme til at blive fysikere. Eller blot dette hierarki på det naturvidenskabelige fakultet der sætter atomfysikken øverst og biologien nederst i prestige, vistnok ud fra devisen: jo mere svær matematik, des mere fin er videnskaben. Det er ikke så mærkeligt at nogen føler trang til at prikke hul i denne selvforståelse.

Kuhns teori om paradigmeskift
Et af de vidner som konstruktivisterne fører i skranken er videnskabsteoretikeren Thomas Kuhn . Det er ham der har beskrevet hvordan videnskaben snarere end at udvikle sig støt og kontinuert i stedet undergår nogle kraftige omvæltninger (paradigmeskift) med skabelser af nye grundantagelser (paradigmer) til følge. Kopernikus og Einstein er repræsentanter for sådanne omvæltninger. Herudaf drages der hurtigt de fejlslutninger jeg har beskrevet ovenfor om at videnskaben så er konstruktioner der passer til en bestemt kultur og skifter med tidsånden. Med næsten den konsekvens at jorden først var rund da nogen fandt på at betragte den som rund.

Her går de fejl. Jorden var også rund og en planet blandt andre i solsystemet før vi fandt ud af det. Ellers ville det ikke kunne opdages. Virkeligheden banker hele tiden på når man forsøger at kortlægge den. Columbus stødte på Amerika, selv om den ikke var en del af det geografiske paradigme. Amerika lå der simpelthen, som et faktum.

Hos Kuhn er årsagerne til paradigmeskiftene lige netop hele tiden virkelighedens banken på – mange, nye, vigtige iagttagelser der ikke passser ind i det gældende paradigme – det som Kuhn kalder for ”kriser”. Hvis paradigmet var en omnipotent, styrende instans ville denne situation aldrig opstå. Man ville hele tiden kunne indpasse enhver iagttagelse til sin teori og aldrig opdage det som lå udenfor. Sådan er det ikke. Videnskaben er nemlig hele tiden selvkritisk over for sine egne resultater og teorier. De bliver afprøvet, og mange bliver forkastet. De er lagt frem så enhver kan gentage eksperimenterne eller lave alternative eksperimenter, der enten kan bekræfte eller afkræfte andres resultater og teorier. Videnskabelige teorier er på dette punkt milevidt fra spekulative teorier, myter og religion. Kuhn bliver ofte misforstået på dette punkt, og det er han vel egentlig selv ude om, idet han ind imellem bevæger sig ud i formuleringer der let kan læses relativistisk.

Eksempel: kreationisme
Et eksempel på at virkelighedens banken på ikke anerkendes i debatten er de kristne kreationister der vil sætte skabelsesberetningen på pensum i biologiundervisningen. Man kunne afvise dem som ligegyldige nutcases hvis ikke de vandt mere og mere indpas i disse år, og har venner på Christiansborg (fx Søren Krarup og flere af Kristendemokraterne), i medierne (fx Iben Thranholm) og på universitetet (fx jubelidioten Hans Hauge). Uden at se deres egen performative selvmodsigelse bruger de et relativistisk argument for at indføre en fundamentalisme. Altså: ”evolutionsteorien er bare en teori blandt andre, og den kristne skabelsesberetning kan vel være lige så god, derfor må vi have lov at undervise i denne evige, åbenbarede og ubetvivlelige sandhed i stedet for”-agtigt.

Ud over selvmodsigelsen bygger denne argumentation på en ide om videnskaben som ren myte, på trods af at evolutionsteorien ikke er blevet anfægtet af nogen fund overhovedet. Evolutionen kan iagttages direkte, og ingen andre kendte videnskabelige forklaringer er mulige (se fx her).

Paradigmeskift
Paradigmeskiftene betyder heller ikke – som mange forestiller sig – at de gamle teorier nu slet ikke længere er gyldige. Einstein og kvantefysikken er ikke afvisninger af Newton, men snarere en påvisning af at der findes ekstreme fænomener for hvilke de newtonske love ikke er passende beskrivelser. Det betyder ikke at tyngdeloven og mekanikken er sat ud af kraft, men blot at de begrænser sig til fænomener af en vis størrelse (nemlig langt de fleste vi kan komme i tanker om). Og Newtons ide om absolut rum, tid og masse må så erstattes af disses relativitet i forhold til hinanden. Det betyder også at disse begreber får nye videnskabelige meninger i det nye einstein’ske sprogspil. Men det nye paradigme er ikke en helt ny verden, det er et korrigeret verdensbillede som bygger på iagttagelser og dristige forudsigelser snarere end ændringer i tidsånden eller åbenbarede skrifter.

Lad mig til sidst give Kuhn selv ordet:
”Senere videnskabelige teorier er bedre end de tidligere idet de løser problemer knyttet til de ofte ganske anderledes omgivelser som de applikeres på. Dette er ikke en relativistisk position, og det illustrerer hvordan jeg er en overbevist tilhænger af videnskabeligt fremskridt.”
(The Structure of Scientific Revolutions s. 206, min oversættelse).

(c) Torben Sangild, 2004

Hvis du har kommentarer, spørgsmål eller rettelser så drop en kommentar.

Kommentarer

For det første: det var da en glimrende idé med en parallel weblog, for de lidt mere dybdeborende artikler. Den kommer jeg formentlig indenom ofte!
For det andet: tak for et glimrende indlæg om videnskab og relativisme. Jeg tror ikke disse ting kan siges for ofte!
Et par kommentarer:
Jeg finder ikke at videnskaben "slutter" med biologien! (citat: "atomfysikken øverst og biologien nederst"). Det er jo i sig selv et interessant emne, hvilke dicipliner skal regnes som videnskab? Er medicin videnskab, f.eks.? Eller ligger den i gråzonen?
Der er også nogle vanskeligheder i forbindelse med evolutionsteorien: at evolutionen som fænomen har foregået, er ganske rigtigt indlysende og kan dokumenteres i metervis! Men med evolutionsteori forstår jeg følgende: at evolutionen er den drivende kraft i udviklingen af biologiens diversitet, sådan som Darwin har forklaret det. Og det er noget lidt andet. Det er udvælgelsesprincippet, som forklaringsmodel. For mig er det vanskeligt at få klart hvorfor det er sådan. For til tider har jeg på fornemmelsen at evolutionsteorien bliver misbrugt. Det er ligesom altid muligt at forklare et fænomen vha. den! Er sommerfuglene mørke, er forklaringen at de øger chancen for overlevelse ved at gemme sig på de mørke træstammer. Er de derimod lyse, er det de lyse træstammer de benytter..osv. På en måde er det teoriens styrke, at den kan "forklare alt". Men det er måske også dens svaghed? I hvert fald finder jeg det svært at forklare kritikere disse forhold. (Med kritikere mener jeg ikke kreationister; deres argumenter er sjældent særligt dybsindige..) Det er simpelthen vanskeligt at imødegå kritik, som fremhæver problemerne med at falcifisere teorien.
Kan du klargøre dette?

Hej Tok, tak for din kommentar, du er hermed den første der har kommenteret på Det spekulative øre.

Og det er oven i købet et godt spørgsmål, et spørgsmål jeg selv flere gange har plaget min biolog-kæreste med. Så jeg vil opfordre Sidsel til at svare på spørgsmålet.

Men det er mit indtryk at biologer selv har denne diskussion, og at de er ganske bevidste om at man kan overfortolke "tilfældige" fysiske egenskaber og tillægge dem en evolutionær betydning de ikke har.

Det skal understreges at evolutionsteorien ikke forklarer alle egenskaber som havende betydning for overlevelsen. Nogle er tilfældige. Derfor må man iagttage hvad der foregår. En sommerfugls farve er opstået tilfældigt. Farven kan have fordele eller ulemper eller begge dele eller ingen af delene. Det sidste er altså en mulighed som også biologerne regner med. Men ofte vil camouflage være en fordel.

Biologien opererer også med et begreb de kalder "random drift", som er at nogle genetiske egenskaber dominerer uden at der er tale om naturlig selektion.

Men nu bevæger vi os ud i grænserne for min viden, så jeg vil stille om til Sidsel, når hun får tid til at svare...

Hej Tok

Eftersom naturlig selektion formentlig er den stærkeste kraft bag udvikling af arterne er det nærliggende altid at henvise til en "formålstjentlighed". Sommerfuglen er mørk for at... osv. Det er vigtigt at pointere at evolutionen ikke er formålsbestemt, det er bare sådan at mens der var meget forurening fra kulindustrien var birkestammerne møre og de mørke birkemålere var bedre camoufleret og fik derfor flere birkemåler-larver.
Da kulindustrien forurende mindre og stammerne blev lysere, blev birkemålerne det også - ikke fordi de besluttede sig for det, men fordi de overlevede.
Og som Torben nævner er det ikke kun naturlig selektion der er bestemmende for hvordan organismerne ser ud. Der er også en del tilfældighed og constraint - formmæssige begrænsninger.

Og så hedder det "genetic drift" i øvrigt.

Jeg håber det hjælper i dine diskussioner! :-)

Mvh Sidsel

Jeg kommer lige med en meget, meget sen kommentar til din videnskabsteoretiske tekst.
Jeg forstår din anfægtelse på vegne af eksakt metodik og den virkelighed, der, som du antyder, er til at slå sig på. Selvfølgelig skal vi ikke underkaste den kritiske bevidsthed hverken socialkonstruktivismerne (i virkeligheden er der ingen virkelighed?!) eller New Age-fænomenets bizarre Pantheon.
Socialkonstruktivismens bevidsthed — som i sig selv er paradoksal, fordi den ytrer sig i modstand mod viden som sådan — artikulerer dog, at vejen til virkeligheden er forudsætter en formidlet metafysik, også når der er tale om naturlige, f.eks. atomare og genetiske forudsætninger for sproget. Disse (sprog-)fænomener, udtrykkes i og med formelle, symbolske konstruktioner. Det medfører, at deres betydning kan betvivles og står til stadig diskussion. Som symbolsk form implicerer sproget et konstant potentiale for dekonstruktion og/eller betydningsløshed, som kan aktiveres ved minimale forskydninger af kontekst, optik og alt mulig andet. I modsætning til forholdene i virkelighedens materielt relaterende kontinuum, er tomhed og disseminering en konstant, evt. "kvasi-kvalitativ" mulighed på sprogligt niveau, som det er op til rationelle og metafysiske sammenhænge at kvalificere sig i forhold til, praktisk, diskuterende og problematiserende. Eller lad os bare sige operativt. Imidlertid: den nonmaterielle manipulérbarhed er en egenskab ved sprogets metafysik, og det er dén, socialkonstruktivistiske teorier har demonstreret, mere eller mindre skingert. Det betyder ikke, at virkeligheden ikke findes (eller at vi ikke kan vide noget); men det betyder, at vores viden om virkeligheden er problematisk funderet. Ikke nødvendigvis pga. tomhed og uvirkelighed, men pga. forskellen ml. metafysik og materialitet.
Som Stephen Hawking faktisk skriver (da.: Hawkings univers, 1988), så er en naturvidenskabelig teori "kun en matematisk model til beskrivelse af vores observationer: den findes kun i vore tanker. Så det er meningsløst at spørge: Hvad er virkeligt, den 'virkelige tid' eller den 'imaginære tid'. Det drejer sig simpelthen om, hvilken beskrivelse der er den mest nyttige". Naturvidenskabelige observationer og vidensdannelser kvalificerer sig ved deres anvendelighed, men faktisk ikke ved deres objektive sandhedsværdi, evt. fordi den er en egenskab, hvis relevans er isoleret til logikkens område. Det er også ca. derfor, Niels Bohr som bekendt lader sig citere for, at vi hænger i sproget over afgrunden.
Noget andet er, at Hawking ikke altid husker det, fx er det bøvlet, når han i A Brief History of Time (også 1988) erklærer, at videnskaben en dag vil fuldende en "teori om alt", hvorefter "vi" endelig "will realize the mind of God." Det er derfor, Brian Massumi i Parables for the Virtual (2002) får lejlighed til at beskrive naturvidenskaben som en art teologi, der forudsætter en forskelsresistent objektiv orden. (Et problem ved teorien om alt er jo, at den ikke kan implicere teorien selv, og så har vi forskellen på spil).
Nu kan det jo godt se ud som om jeg taler den forhadte populærrelativismes sag; men min pointe er bare, at irregulær forskelsdannelse forekommer mig at være et integreret element i virkeligheden, dels pga. den besværlige relation ml. bevidsthed og materialitet, dels pga. de topologiske forskydninger i materialiteten som sådan (immanensens virtuelle bevægelighed, der somme tider ligner "en evolution", altså en lovmæssighed, og til andre tider noget andet. Det ikke-identiske som virtuelt, eller uforløst, materiale, om du vil.)
Jeg ved ikke hvordan man skal eller bør forholde sig til disse variansformer, men jeg tror nok, at jeg har lidt mere forståelse for ønsket om at hævde den videnskabelige metodes begrænsninger, end du har. Jeg tror, det udtrykker en erfaring om foranderlighed (Massumi taler om virkelighed som et kontinuum af selvvarierende deformering).
Han hævder i øvrigt kontinuummets virtuelle vaghed som humanvidenskabeligt arbejdsområde, men ikke i eksklusiv forstand. I praksis er der tale om en arbejdsdeling, hvor naturvidenskabelig teoridannelse forudsætter humanvidenskabelig spekulation og begrebsvridning, der siden, ved hjælp af systematiserende genfortælling og processuel verifikation, kvalificerer en konventionel, videnskabelig lovtekst. Reglen er, at naturvidenskabelig kategorisering og humanvidenskabelig begrebsvridning forudsætter hinanden; relationelt og produktivt, men ikke forskelsløst, og derfor ikke uden rod, sværdslag og fortsættelser.

Jeg forstår godt din pointe (omend jeg ville formulere det lidt anderledes). Jeg forsøger blot at finde en videnskabsteoretisk position mellem positivisme og relativisme.

De dekonstruktivistiske iagttagelser som du synes præget af forekommer mig altid (også når jeg diskuterer med Ulrik Ekman, som du kender) at være en slags negativ idealisme. Altså en konstant, ihærdig påpegning af at det absolutte nærvær, den absolutte viden osv. ikke er mulig. Men spørgsmålet er om det er at kæmpe mod møllevinger, for hvem tror dog på den slags?

Et eksempel: Sidst jeg diskuterede med Ulrik var det fordi han benægtede at en tekst kunne handle om noget. Og jeg tror at en sådan (i mine øjne absurd) benægtelse skyldes alt for høje (idealistiske) forventninger til hvad det at "handle om noget" skulle være.

At naturvidenskaben putter modeller ned over det empiriske materiale (og derfor aldrig beskriver das Ding an sich perfekt, men altid efterlader noget ikke-identisk) er ikke noget problem så længe den lytter til de empiriske data den får igen og er villig til at smidiggøre modellerne herudfra. Det er det som adskiller den fra det spekulative, og det er der nogen (ikke dig, men lommerelativisterne) som ikke forstår. Det er en væsensforskel. Og det er den jeg er ude efter at påpege. Således at vi kan stoppe den feyerabendske fejlslutning som lyder noget i retning af: videnskaben har ikke en sikker metode for en direkte adgang til tingen i sig selv. Heraf sluttes at "anything goes". Gu gør det ej!

ad "for hvem tror dog på den slags?", ja, det gør Hawking måske, for nu at komme med et prægnant eksempel. Det er ikke så meget idéen om et absolut nærvær, der anfægter. Det er mere et spørgsmål om, hvilken forskel deformering/forandring etc. gør praktisk ift. begrebsdannelsen. Altså: hvordan tænker og skriver man ift. relationen mellem a) tradition, viden, anvendelighed og b) forskel, mutation, mulighed. Du kan godt tale om smidiggørelse i den forbindelse; men jeg køber nok ikke den perfektioneringsidé, der løber med. Forbedring uden ende, måske?

Men i øvrigt er vi vist ret enige.

... aj, forskellen på smidiggørelse og "forbedring uden ende"??? Mente bare, at smidiggørelsens udviklingsperspektiv implicerer en fortsat eller akkumulerende afvikling. Det er jo i hvert fald et dekonstruktivt perspektiv... som helt sikkert er lige så redundant som det altid er nyt. Du kender rumlen. Som generel tankefigur er det jo ikke så farlig interessant.

Konkrete tangeringer af det ikke-identiske kan til gengæld være nok så bevægende. Og skærpende. Hvad den slags angår, er jeg i øvrigt af en ganske anden observans end Ulrik, fordi den radikale andethed, der vækker min sporsans, vist simpelthen er mystisk. Det er der ikke noget at gøre ved.

hvilken forskel deformering/forandring etc. gør praktisk ift. begrebsdannelsen

Nu forstår jeg ikke længere hvad du siger. Det var i forvejen gannske abstrakt, men her taber du mig fuldstændig...

Ævs, det var ikke så godt.

1) Det kan være, at Stephen Hawking tror på, at absolut viden er mulig, jf. "realize the mind of God."

Men det kan jo osse godt være, at han ikke tror på det, for så vidt, han synes at betvivle den naturvidenskabelige teoris mulighed for at korrespondere med virkeligheden, jf. "naturvidenskabelig teori [er] "kun en matematisk model til beskrivelse af vores observationer: den findes kun i vore tanker. Så det er meningsløst at spørge: Hvad er virkeligt, den 'virkelige tid' eller den 'imaginære tid'. Det drejer sig simpelthen om, hvilken beskrivelse der er den mest nyttige"."

Så lad os bare sige, at verdens klogeste mand (!) synes lidt uafklaret. Det kan vi andre så også tillade os at være.

2) Ang. uafklarethed mht. bevidsthedens – og bevidsthedsprodukternes – nærvær med virkelighed og sandhed (herunder teksters mulighed for at handle om noget): her er jeg ikke i nærheden af den position, du beskriver som Ulriks, for om ikke andet er vi jo aldeles henvist til at stole på korrespondancen mellem sproglige konventioner (hvad enten de nu beskriver et spil eller en metafysik, eller noget, der får spil og metafysik til at korrespondere) og verdens materielle kontinuum.

Det er en henvisthed, jeg kan befinde mig nogenlunde hjemligt i, fordi de sproglige konventioner tenderer mod at gentage visse strukturer, der oftest styrkes ved brug, ligesom det materielle kontinuum synes at gentage sig (agern vokser til egetræer, ikke til klaphatte eller noget andet.)

Men det ytrer sig også i såvel små forskydninger (ingen agern eller egetræer er identiske med hinanden) som i større (mutationer, spring). Det mener jeg i hvert fald at vide, idet jeg henholder mig til de føromtalte konventioner, som jeg altså ikke betvivler i spor radikal grad — har heller ikke noget problem med, at matematiske formler faktisk beskriver fysiske fænomener, osv. Men altså: virkeligheden producerer forskelle, og det gør sproget (derfor?) også.

Når naturvidenskaben altså smidiggør sig og raffinerer sine beskrivelser/modeller af det materielle kontinuums virksomhed ift. denne forskelsproduktion, kommer den ikke på højde med forskelsproduktionen som sådan, fordi denne også ytrer sig i modelleringen, jf. også de naturvidenskabelige eksperimenters kontekstafhængighed. Der er tale om en art specialisering eller raffinering, men ikke om en afklaring (det var det, jeg mente, da jeg skrev så ubehjælpsomt om "forbedring uden ende.")

Tilsvarende er litteratur om noget også altid noget andet end det, der behandles, ligesom ikke to læsninger kan være identiske, etc. Det er nok derfor, Derrida somme tider omgik citater som supplementer eller additioner. (Og ca. derfor Rainer Nägele — der må kandidere til titlen som verdens mindste mand uden muskelsvind — omtaler postmodernisme som en stadig undersøgelse af det unheimliche eller nachträgliche i modernismen, og ikke som en afskedigelse eller overskridelse af den.)

Jeg antager, at det er et temperamentsspørgsmål, om man vil opholde sig reflekterende til forskelsproduktionen (som man ikke kan afklare, men nok spore og gøre til afsæt for en kritik af de kontinuerlige hovedspor), eller om man hellere vil forholde sig undersøgende til de ting, der synes at lade sig gentage. Her skelner Massumi som nævnt nok så frejdigt mellem en human- og en naturvidenskabelig tilgang.

3) ang. mystik: Det uigentagelige (eller det, der ikke passer ind) har jo en sær status, og jeg tror nok, at Ulrik ynder det perspektiv, at det implicerer en fortsat goldhed eller tomhed, som så at sige underløber gentagelsesstrukturernes selvnærvær, fordi forskellen som sådan er en utilnærmelig maskine i gentagelsesspillets indre; men det er nok ikke fair, at referere ham her. For mit vedkommende er jeg i hvert fald animeret af forestillingen om, at forskelsproduktionen implicerer nogle muligheder for at åbne det kontinuum, den vokser ud af. Det vil jeg gerne fortælle dig om, men ikke lige her, for det er på en måde er lidt privat...

Hjalp det?

Nå, nu lyder jeg igen temmelig forborgen. Jeg kan åbenbart ikke finde ud af at afslutte disse kommentarer på en ordentlig måde, og så ligger de og generer, selvom jeg skal 17 andre ting. Jeg lover, at jeg nu holder min kæft. Om ikke andet skal jeg i hvert fald rejse om lidt.

Det "private" henviser simpelthen til, at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med konkrete, epifaniske erfaringer, som på tilfældige tidspunkter skyder ud af de sammenhænge, jeg befinder mig i. Ikke mange, under ti over 35 år.

De henviser — gudskelov, var jeg ved at sige, ikke til et religiøst system — men jeg kan alligevel ikke beskrive dem som andet end åndelige, måske fordi jeg mangler sprog. Det er en slags undtagelsestilstande, og det er det mystiske. Ikke noget, jeg kan gentage eller i øvrigt tvinge frem. Weekendavisens Lone Frank ville nok beskrive dem som kramper i den højre temporallap; men det er på den anden side ikke "Gud" jeg har oplevet, og de forskellige epifanier ligner ikke hinanden. So what to do, intellektuelt set?

Ja, du behøver ikke svare; men nu har jeg i hvert fald forsøgt at være mere præcis.

Mon ikke snart Ulrik kommer og korrigerer os?

Skriv en kommentar

Hvis du ikke har skrevet en kommentar på denne blog før skal du måske godkendes af Torben før din kommentar dukker op her på siden. Det er for at undgå kommentar-spam, så jeg håber du har tålmodighed :-)