Arkiv: januar 2005

« december 2004 | Forside | februar 2005 »

24.01.2005

At eje sig selv (kritik af liberalismen 1)

Jeg har nu i nogen tid diskuteret med de radikale liberalister (libertarianere) - særligt Lars Hvidberg - fordi deres standpunkt provokerer mig og fordi den selvfølgelighed hvormed de præsenterer deres argumenter dækker over nogle huller som jeg vil påpege. Og jeg vil begynde med begyndelsen. Nemlig den private ejendomsret, som igen baserer sig på selvejerskabet, altså det at jeg ejer min krop (eller mig selv).

Nedenfor argumenterer jeg for at denne ide om selvejerskab er forvrøvlet, og at begrundelsen for den private ejendomsrets ukrænkelighed dermed ikke holder.

Diverse libertarianere og liberalister skal være velkomne til at deltage i diskussionen, men overhold venlig en høvisk debatkultur. Persontilsvininger vil blive slettet.

At eje sig selv
Udgangspunktet for libertarianismen (og liberalismen i det hele taget) er aksiomet om selvejerskab, der formuleres på én af følgende måder:
A. Jeg ejer (har ejendomsretten til) min egen krop
B. Jeg ejer (har ejendomsretten til) mig selv.
Heraf menes at følge at jeg har ejendomsretten til det arbejde kroppen udfører og de råstoffer kroppen forarbejder. Resten er byttehandler og kontrakter mellem frivillige individer. Det er markedet, og det er ukrænkeligt. Staten krænker det bl.a. ved at bryde med ejendomsretten og stjæle folks ejendom (ved at indkræve skat). Staten er altså en forbrydelse mod de grundlæggende etiske principper.

Formuleringen af selvejerskab stammer fra John Locke, og varianter af dette argument findes overalt i libertarianernes skrifter. Der stilles stort set aldrig spørgsmålstegn ved den grundlæggende præmis om selvejerskab. Det antages at vi næsten allesammen går ind for selvejerskab, men at de fleste af os andre bare ikke har indset konsekvenserne. Det antages som ofte også at selvejerskabet (og dermed den private ejendomsret i det hele taget) er en naturret, dvs. en indiskutabel ret givet af naturen.

En typisk måde at argumentere på er denne, formuleret af David Bakkegård Karsbøl:

Den private ejendomsret udspringer af menneskets selvejerskab – dvs. at mennesket ejer sin egen krop. Ejerskab må forstås som en veldefineret brugsret, som udelukker andres brug af en bestemt resurse. Den logiske begrundelse for selvejerskab kan kort skitseres, som følger. Grundlæggende findes der tre muligheder for ejerskab af individers kroppe:
1) Mennesket ejer sig selv (selvejerskab).
2) En gruppe af mennesker eller et menneske ejer alle andre.
3) Alle mennesker ejer hinanden.
….
Den eneste logisk mulige ejerskabsform er altså selveje – at individet ejer sin egen krop, og at ingen andre har krav på denne.

[Se hele artiklen ”Hvad er libertarianisme”]

Der argumenteres altså for at være tre logiske muligheder. Nr. 2 er umoralsk (slaveri), nr. 3 er ulogisk (umuligt), altså er det den første der gælder. Men det skyldes kun at liberalister åbenbart ikke har fantasi til at forestille sig den fjerde og indlysende mulighed: ”ingen ejer min krop, ingen ejer mig”. At noget ikke skulle betragtes som en ejendom passer ikke ind i den liberalistiske tankegang, men det er ikke desto mindre den eneste rimelige måde at betragte selvforholdet på. Jeg vil i det følgende argumentere for at den liberalistiske/libertarianske præmis om selvejerskab er en fejlslutning fra starten, og at den private ejendomsret ikke kan begrundes ud fra en sådan naturret:

1. Jeg ejer ikke min krop, jeg er min krop. Hvordan skulle der kunne indgå et forhold mellem et jeg og dennes ejendom, kroppen? Min krop er ikke en vare for mig. Det bygger på en streng dualisme som næppe kan forsvares i dag. Altså er vi ved formulering B, ”jeg ejer mig”.

2. Hvad vil det sige at eje? Det betyder at besidde. Nogen besidder noget. Det indebærer at de kan sælge det og forære det væk og bytte det og destruere det. Det indebærer med andre ord at den ejede genstand er noget forskelligt fra det ejende subjekt. Jeg-forholdet er således ikke er ejerforhold. At sige at ”jeg ejer mig” er noget vrøvl. Ejendomsret har intet med mit forhold til mig selv at skaffe. Jeg er. Jeg ejer ting. Det er to væsensforskellige forhold. At være og at have.

3. Det er derfor et forsøg på at smugle den private ejendomsret og den kapitalistiske økonomi ind i det før-økonomiske (det eksistentielle) for at få det til at lyde naturligt. Men det er det ikke. Man kan kun formulere sætningen ”jeg har ejensdomsretten til mig selv” ved at bruge en metafor fra den økonomi man skal begrunde og betragte mit selvforhold som et (potentielt) vareforhold. Det viser sig også i citatet ovenfor hvor jeg’et betragtes som en ”resurse”. Den private ejendomsret sættes som præmis for formuleringen om selvejerskab. Der forudsættes det som skulle bevises. Der er tale om en cirkelslutning.

4. Jamen mener jeg da ikke at man som individ/krop har visse selvbestemmelses-rettigheder? Jo, bestemt. Men der er ikke tale om ejendomsret i den økonomiske forstand af ordet. Der er blot tale om autonomi, rettighed og selvforvaltning. Men det er noget ganske andet end den private ejendomsret som angår forholdet mellem individer og private besiddelser.

5. Jamen mener jeg så ikke at det giver mening at tale om privat ejendomsret? Jo, men ikke som noget naturgivent, ikke som noget absolut og universelt, ikke som noget metafysisk, ikke som helligt og ukrænkeligt. Den private ejendomsret kan være en pragmatisk og nyttig måde at indrette sig på i et samfund. Men den er ikke hellig. Den må derfor gerne reguleres gennem fx skatter og moms.

6. (Dette argument er et tillægsargument for de som bekender sig til en naturret). Jeg har endnu ikke set et godt argument for at den private ejendomsret kan begrundes i naturen. I det hele taget er der vist ikke noget som helst moralsk der kan begrundes i naturen. Det kaldes ”den naturalistiske fejlslutning” at gøre dette, at slutte fra hvordan en (forestillet) naturtilstand er til hvordan noget bør være. Det kan man ikke. Jeg ved godt at det slet ikke er alle liberalister der begrunder det i naturen, men eftersom det er udbredt tog jeg også lige dette (i øvrigt klassiske) argument med.

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2