Adorno efter Auschwitz
Hvis man ved én ting om Adorno, så er det som oftest at han engang har sagt noget med at man ikke kunne lave kunst efter Auschwitz. Og det lyder jo som en skrækkelig tanke - ingen kunst! Men det er også lige så forkert og misforstået som det er udbredt. Det seneste eksempel på misforståelsen jeg er stødt på er fra Siri Hustvedts seneste roman Det jeg elskede (What I Loved). Her står der:
”Da jeg spurgte Bill om dette portræt henviste til udryddelseslejrene svarede han ja, og vi talte om Adorno i over en time. Filosoffen havde hævdet at der ikke kunne eksistere nogen kunst efter lejrene.”
Nu er det ikke for at køre mine idiosynkrasier af på en i øvrigt glimrende roman, men dette sted er litterært slapt. Adorno har aldrig hævdet noget sådant, og selv hvis han havde, ville der ikke være stof til en times diskussion. Adorno kunne nævnes i en samtale om kunst og holocaust, men som regel ville den dreje sig videre og ikke holde fast på hans person. Jeg tvivler på at de to romanpersoner har læst Adorno, og alt tyder på at Hustvedt i hvert fald ikke har. Igen, det er ikke så meget en kritik af Hustvedt, men hun er et eksempel på en Adorno-sætnings udbredte skæbne.
Men hvad var det da Adorno sagde om kunst, digt og Auschwitz? Det vil jeg redegøre for nedenfor én gang for alle, da det er noget jeg tit bliver spurgt om. Fremover vil jeg nu kunne henvise til denne post.
Hvad Adorno har sagt om at skrive digte efter Auschwitz
Allerede min overskrift knytter an til den første og udbredte misforståelse: at Adorno skulle have talt om kunsten som sådan. Det handler om digte, lyriske digte. I øvrigt er det jo bemærkelsesværdigt at størstedelen af Adornos skrifter handler om netop kunst. Hvis ikke den var mulig var der næppe grund til at skrive fx Ästhetische Theorie. Men lad os kigge på citaterne, for det er nemlig et problem han vender tilbage til igen og igen.
"Nach Auschwitz ein Gedicht zu schreiben, ist barbarisch, und das frißt auch die Erkenntnis an, die ausspricht, warum es unmöglich ward, heute Gedichte zu schreiben". [Min oversættelse: „At skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk, og det æder sig også ind på erkendelsen der udsiger hvorfor det blev umuligt at skrive digte i dag“].Således skriver Adorno i essayet "Kulturkritik und Gesellschaft" (1951) fra Prismen (GS 10.1, s. 30). Det må være denne passage folk slagordsagtigt henviser til.
I essayet „Die Kunst und die Künste“ (1967) skriver han:
"Während die Situation Kunst nicht mehr zuläßt - darauf zielte der Satz über die Unmöglichkeit von Gedichten nach Auschwitz -, bedarf sie doch ihrer" (GS 10.1 s.452)
[Min oversættelse: „Selv om situationen ikke længere tillader kunsten – det var det som sætningen om umuligheden af digte efter Auschwitz sigtede til – så behøver den den dog“]
- altså situationen tillader principielt ikke digte (i traditionel forstand, som afrundede), men behøver dem så meget desto mere (som fragmenterede, splittede). Her udvider Adorno ganske vist sætningen til at gælde kunst som sådan, men altså i en sætning der benægter dette udsagn.
Alligevel skriver han i radioforedraget "Engagement" (1962):
"Den Satz, nach Auschwitz noch Lyrik zu schreiben, sei barbarisch, möchte ich nicht mildern; negativ ist darin der Impuls ausgesprochen, der die engagierte Dichtung beseelt" (Noten zur Literatur 422-23).
[Min oversættelse: „Sætningen om at det at skrive lyrik efter Auschwitz er barbarisk vil jeg ikke mildne; deri udsiges negativt den impuls som besjæler den engagerede digtning“]
Situationen er ikke mildnet, lyrikken har stadig et problem efter Auschwitz. Men det er en udfordring (en impuls) snarere end et påbud. Og et par linier senere skriver han (hvad der ofte overses når fokus er på det slagordsagtige) at Enzensberger har helt ret i at digtningen netop må holde stand mod den ”kendelse” – altså: der er ikke tale om en konklusion, men om et udgangspunkt, som digtningen må forholde sig til. Den må dialektisk skrive sig ud af umuligheden.
”Das Übermaß an realem Leiden duldet kein Vergessen... jenes Leiden…erheischt auch die Fortdauer von Kunst, die es verbietet; kaum wo anders findet das Leiden noch seine eigene Stimme, den Trost, der es nicht sogleich verriete.“
[Min oversættelse: "Overmålet af real lidelse tåler ingen glemsel…denne lidelse…kræver også kunstens fortsatte beståen, der (netop) forbyder lidelsen; næppe noget andet sted finder lidelsen sin egen stemme, den trøst som ikke med det samme vil forråde den."]
Her udtrykkes hvad der snarere er den egentlige konsekvens: at kunsten netop derfor ikke kan opgive den vigtige opgave det er at give stemme til lidelsen! Faktisk er det kun kunsten der kan det uden at forråde lidelsen.
I 1967 omskriver han det i essayet ”Ist die Kunst heiter?” således:
“Udsagnet, at efter Auschwitz lader intet digt sig længere skrive, gælder ikke uden videre, men i hvert fald [gælder det] at derefter, fordi det [altså Auschwitz] var muligt, og forbliver muligt i det uoverskuelige, kan der ikke mere skabes munter kunst” (min overs.).
Her understreges det at det er det besyngende ved digtet som nu bliver til den muntre kunst overhovedet som er respektløs over for Auschwitz.
At udsagnet skal forstås mere dialektisk fremgår tydeligt af Negative Dialektik (1966):
"Das perennierende Leiden hat soviel Recht auf Ausdruck wie der Gemarterte zu brüllen; darum mag falsch gewesen sein, nach Auschwitz ließe kein Gedicht mehr sich schreiben" (355).
[Min oversættelse: "Den vedvarende lidelse har lige så meget ret til udtryk som den pinte har ret til at brøle; derfor var det måske falskt at det ikke lod sig gøre at skrive digte efter Auschwitz"]
Altså, det er falsk at man ikke længere kan skrive digte – men de skrives i trods, som skriget er en trods mod smerten. Kunsten er så det "av" man siger når det gør ondt i stedet for at bide smerten i sig.
Til sidst Adornos egen kommentar til den reception hans sætning fik:
”Jeg sagde engang at man ikke længere kunne skrive digte efter Auschwitz, og det gav anledning til en diskussion jeg ikke forventede da jeg skrev de ord. Jeg forventede det ikke, fordi det er filosofiens natur – og alt hvad jeg skriver er uundgåeligt filosofi, også når det ikke omhandler såkaldt filosofiske temaer – at intet er ment bogstaveligt.” (Metafysiske forelæsninger, min overs. fra engelsk udgave s. 110).
Summa summarum: Adorno har en pointe, som handler om at kunsten, især digtet, har mistet sin uskyld, og nok aldrig bliver den samme igen. Den må derfor rumme noget kunstfjendtligt i sig, en kritik af værkbegrebet, en selvkritik, en flossethed, som gør at det ikke bliver et afrundet værk i traditionel forstand. At lyrikken er særligt udsat skyldes nok dens ode-agtige udspring og tendens til lukkede former (på det tidspunkt). Men selvfølgelig mener Adorno ikke bogstaveligt (og har aldrig ment) at kunsten ikke er mulig efter Auschwitz, det er ondsindet sladder, i så fald ville de æstetiske skrifter vel næppe fylde det meste af hans oeuvre efter 1945, ligesom han næppe i Ästhetische Theorie ville tilskrive kunsten at være det eneste sted for et autentisk, kritisk håb.
Desuden var der mindst to kunstværker der direkte bearbejdede holocaust som Adorno bifaldt:
For det første Celans holocaust-digte
For det andet Schönbergs Ein Überlebener aus Warschschau som et værk der har formået netop dette at forholde sig kompomisløst til gruen (GS 18: 166).
Torben Sangild, 2002/2005