« Descartes som essayist | Forside | Misbrug af Einstein og relativitetsteorien »

25.02.2005

Adorno efter Auschwitz

Hvis man ved én ting om Adorno, så er det som oftest at han engang har sagt noget med at man ikke kunne lave kunst efter Auschwitz. Og det lyder jo som en skrækkelig tanke - ingen kunst! Men det er også lige så forkert og misforstået som det er udbredt. Det seneste eksempel på misforståelsen jeg er stødt på er fra Siri Hustvedts seneste roman Det jeg elskede (What I Loved). Her står der:

”Da jeg spurgte Bill om dette portræt henviste til udryddelseslejrene svarede han ja, og vi talte om Adorno i over en time. Filosoffen havde hævdet at der ikke kunne eksistere nogen kunst efter lejrene.”

Nu er det ikke for at køre mine idiosynkrasier af på en i øvrigt glimrende roman, men dette sted er litterært slapt. Adorno har aldrig hævdet noget sådant, og selv hvis han havde, ville der ikke være stof til en times diskussion. Adorno kunne nævnes i en samtale om kunst og holocaust, men som regel ville den dreje sig videre og ikke holde fast på hans person. Jeg tvivler på at de to romanpersoner har læst Adorno, og alt tyder på at Hustvedt i hvert fald ikke har. Igen, det er ikke så meget en kritik af Hustvedt, men hun er et eksempel på en Adorno-sætnings udbredte skæbne.

Men hvad var det da Adorno sagde om kunst, digt og Auschwitz? Det vil jeg redegøre for nedenfor én gang for alle, da det er noget jeg tit bliver spurgt om. Fremover vil jeg nu kunne henvise til denne post.

Hvad Adorno har sagt om at skrive digte efter Auschwitz

Allerede min overskrift knytter an til den første og udbredte misforståelse: at Adorno skulle have talt om kunsten som sådan. Det handler om digte, lyriske digte. I øvrigt er det jo bemærkelsesværdigt at størstedelen af Adornos skrifter handler om netop kunst. Hvis ikke den var mulig var der næppe grund til at skrive fx Ästhetische Theorie. Men lad os kigge på citaterne, for det er nemlig et problem han vender tilbage til igen og igen.

"Nach Auschwitz ein Gedicht zu schreiben, ist barbarisch, und das frißt auch die Erkenntnis an, die ausspricht, warum es unmöglich ward, heute Gedichte zu schreiben". [Min oversættelse: „At skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk, og det æder sig også ind på erkendelsen der udsiger hvorfor det blev umuligt at skrive digte i dag“].
Således skriver Adorno i essayet "Kulturkritik und Gesellschaft" (1951) fra Prismen (GS 10.1, s. 30). Det må være denne passage folk slagordsagtigt henviser til.

I essayet „Die Kunst und die Künste“ (1967) skriver han:

"Während die Situation Kunst nicht mehr zuläßt - darauf zielte der Satz über die Unmöglichkeit von Gedichten nach Auschwitz -, bedarf sie doch ihrer" (GS 10.1 s.452)
[Min oversættelse: „Selv om situationen ikke længere tillader kunsten – det var det som sætningen om umuligheden af digte efter Auschwitz sigtede til – så behøver den den dog“]

- altså situationen tillader principielt ikke digte (i traditionel forstand, som afrundede), men behøver dem så meget desto mere (som fragmenterede, splittede). Her udvider Adorno ganske vist sætningen til at gælde kunst som sådan, men altså i en sætning der benægter dette udsagn.

Alligevel skriver han i radioforedraget "Engagement" (1962):

"Den Satz, nach Auschwitz noch Lyrik zu schreiben, sei barbarisch, möchte ich nicht mildern; negativ ist darin der Impuls ausgesprochen, der die engagierte Dichtung beseelt" (Noten zur Literatur 422-23).
[Min oversættelse: „Sætningen om at det at skrive lyrik efter Auschwitz er barbarisk vil jeg ikke mildne; deri udsiges negativt den impuls som besjæler den engagerede digtning“]

Situationen er ikke mildnet, lyrikken har stadig et problem efter Auschwitz. Men det er en udfordring (en impuls) snarere end et påbud. Og et par linier senere skriver han (hvad der ofte overses når fokus er på det slagordsagtige) at Enzensberger har helt ret i at digtningen netop må holde stand mod den ”kendelse” – altså: der er ikke tale om en konklusion, men om et udgangspunkt, som digtningen må forholde sig til. Den må dialektisk skrive sig ud af umuligheden.
”Das Übermaß an realem Leiden duldet kein Vergessen... jenes Leiden…erheischt auch die Fortdauer von Kunst, die es verbietet; kaum wo anders findet das Leiden noch seine eigene Stimme, den Trost, der es nicht sogleich verriete.“
[Min oversættelse: "Overmålet af real lidelse tåler ingen glemsel…denne lidelse…kræver også kunstens fortsatte beståen, der (netop) forbyder lidelsen; næppe noget andet sted finder lidelsen sin egen stemme, den trøst som ikke med det samme vil forråde den."]

Her udtrykkes hvad der snarere er den egentlige konsekvens: at kunsten netop derfor ikke kan opgive den vigtige opgave det er at give stemme til lidelsen! Faktisk er det kun kunsten der kan det uden at forråde lidelsen.

I 1967 omskriver han det i essayet ”Ist die Kunst heiter?” således:

“Udsagnet, at efter Auschwitz lader intet digt sig længere skrive, gælder ikke uden videre, men i hvert fald [gælder det] at derefter, fordi det [altså Auschwitz] var muligt, og forbliver muligt i det uoverskuelige, kan der ikke mere skabes munter kunst” (min overs.).

Her understreges det at det er det besyngende ved digtet som nu bliver til den muntre kunst overhovedet som er respektløs over for Auschwitz.

At udsagnet skal forstås mere dialektisk fremgår tydeligt af Negative Dialektik (1966):

"Das perennierende Leiden hat soviel Recht auf Ausdruck wie der Gemarterte zu brüllen; darum mag falsch gewesen sein, nach Auschwitz ließe kein Gedicht mehr sich schreiben" (355).
[Min oversættelse: "Den vedvarende lidelse har lige så meget ret til udtryk som den pinte har ret til at brøle; derfor var det måske falskt at det ikke lod sig gøre at skrive digte efter Auschwitz"]

Altså, det er falsk at man ikke længere kan skrive digte – men de skrives i trods, som skriget er en trods mod smerten. Kunsten er så det "av" man siger når det gør ondt i stedet for at bide smerten i sig.

Til sidst Adornos egen kommentar til den reception hans sætning fik:

”Jeg sagde engang at man ikke længere kunne skrive digte efter Auschwitz, og det gav anledning til en diskussion jeg ikke forventede da jeg skrev de ord. Jeg forventede det ikke, fordi det er filosofiens natur – og alt hvad jeg skriver er uundgåeligt filosofi, også når det ikke omhandler såkaldt filosofiske temaer – at intet er ment bogstaveligt.” (Metafysiske forelæsninger, min overs. fra engelsk udgave s. 110).

Summa summarum: Adorno har en pointe, som handler om at kunsten, især digtet, har mistet sin uskyld, og nok aldrig bliver den samme igen. Den må derfor rumme noget kunstfjendtligt i sig, en kritik af værkbegrebet, en selvkritik, en flossethed, som gør at det ikke bliver et afrundet værk i traditionel forstand. At lyrikken er særligt udsat skyldes nok dens ode-agtige udspring og tendens til lukkede former (på det tidspunkt). Men selvfølgelig mener Adorno ikke bogstaveligt (og har aldrig ment) at kunsten ikke er mulig efter Auschwitz, det er ondsindet sladder, i så fald ville de æstetiske skrifter vel næppe fylde det meste af hans oeuvre efter 1945, ligesom han næppe i Ästhetische Theorie ville tilskrive kunsten at være det eneste sted for et autentisk, kritisk håb.

Desuden var der mindst to kunstværker der direkte bearbejdede holocaust som Adorno bifaldt:
For det første Celans holocaust-digte
For det andet Schönbergs Ein Überlebener aus Warschschau som et værk der har formået netop dette at forholde sig kompomisløst til gruen (GS 18: 166).

Torben Sangild, 2002/2005

Kommentarer

Det er fuldt ud korrekt, at der er en del misforstået brug af netop dette Adorno-citat (i øvrigt synes jeg Adorno er problematisk at citere pga. den skrivestil han har) og derfor er det da også fint at du på grundig vis redegør for det absurde i at tro at Adorno rent faktisk mente at kunsten var en umulighed efter Auschwitz.

Jeg kan så yderligere gøre opmærksom på at han i sin Metafysik-forelæsningsrække, der er at finde i Nachgelassene Schrifte faktisk specifikt udtaler sig om folks misforståelse af dette udsagn.

Så vidt jeg husker er hans pointe der at netop det vi ikke kan tale om, er det tvingende nødvendigt at tale om. At kunsten både er en umulighed og mulighed på samme tid. For kunsten må nødvendigvis trække tæppet væk under sin egen udsigelse, såfremt denne udsigelse ikke skal forfalde til samme ideologiske grusomhed som Holocaust var udtryk for. Kunsten bliver i Adornos optik, for mig at se, derved en slags konstant opbygning og nedrivning af et fraværsbillede. Og i selve denne uendelige bevægelse forbliver kunsten i kritisk opposition til det meningssøgende samfunds barbari.

Tak for din kommentar.

Mit sidste citat er jo netop fra de metafysik-forelæsninger du taler om, så dem kender jeg godt.

Det er rigtigt at det er svært/problematisk at citere Adorno. På den anden side kan han ikke lade være med at udtrykke sig i spidsformuleringer, og der er ikke langt fra spidsformuleringer til oneliners (som han også har nogle af i Minima Moralia). Så på sin vis er han lidt selv ude om at de bliver taget ud af sammenhængen. Alligevel er det vigtigt så at nuancere dem når de får slogan-agtig udbredelse, som det med Auschwitz. Ellers går det væsentlige tabt.

Jamen så fik jeg jo lige underbygget et af de kritikpunkter du andetsteds har ment, Adorno ville have mod weblogs: At de er udtryk for vores manglende evne til at fastholde opmærksomheden. Det var naturligvis det, der var min pointe. ;)

Med hensyn til spidsformuleringerne så synes jeg faktisk at der er flest af disse i Minima. Selvom der også er mange spidsformuleringer i andre dele af forfatterskabet synes jeg han er ret konsekvent med at lade den efterfølgende sætning modificere den foregående - ofte er det også ret svært at afgøre hvornår det er ham der taler eller om det blot er en (til tider forvrænget) gengivelse af andres holdninger. Det er også derfor at jeg synes det er problematisk at citere ham. Hans værker tilnærmer sig i en vis udstrækning den karakteristik han også giver af autentisk kunst: Det er en uendelig syntese af spændinger, uden at disse dog ophæves - på trods af at de på engang betinger og negerer hinanden.

At citatet bliver brugt hele tiden kan ses ved at kigge på aviserne i den seneste tid. Som regel tages citatet alt for bogstaveligt, og folk kan så irettesætte Adorno med det indlysende faktum at der er lavet kunst efter Auschwitz. Her kommer to næsten enslydende eksempler på denne måde at omgås Adorno på, efterfulgt af et langt mere nuanceret citat:

1. "Efter Auschwitz kan der ikke skrives digte mere", udtalte den tyske filosof Theodor W. Adorno. Et patetisk udsagn om et historisk traume. Men, som vi alle ved, blev udsagnet dementeret af eftertiden. Ja, der blev tilmed skrevet digte i Auschwitz under rædslerne.
(Jørgen Carlsen, JP 6/8)

2. Tænk for eksempel på den udbredte opfattelse, som udsprang fra den tyske filosof Adorno, at der ikke kunne skrives poesi efter Auschwitz - men det blev der, endda om Auschwitz! (Bo Klindt Poulsen i JP 9/9)

3. Efter Auschwitz er poesi barbari«, skrev den jødiske filosof Theodor Adorno. Hvad han mente var ikke, som det ofte er udlagt, at man ikke kan skrive poesi efter jødeforfølgelsernes rædsler, men nærmere at udryddelsen havde forandret vor verden, vort sprog og litteratur.
(Bendt Blüdnikow i Berlingske Tidende 26/9)

Pointen er igen ikke at hænge de skribenter ud som man måske godt kan forstå falder for fristelsen til at læse citatet bogstaveligt (hvorved det så bare bliver uhyrligt), men snarere at pege på et strukturelt problem: at dette Adorno-citat cirkulerer og uhyre ofte bliver hevet frem uden en kontekst eller nuancering. Det som en gang var et fyndigt udsagn er blevet en kliché.

Derfor er det glædeligt at Blüdnikow viser nok omsorg for Adornos filosofi til at nævne at det netop ikke meningsfuldt kan læses bogstaveligt.

Samlerens Bogklub skriver om Thomas Thuras bog, Historien er ikke slut:

"Bogens titel er iøvrigt et hint til Adorno, der i sin tid hævdede, at efter Auschwitz var det umuligt at skrive, hvilket forfatterne her leverer vitale modbeviser af."

Jeg ved ikke hvor meget af det der er Thurah og hvor meget der er Samlerens, men nu hedder det sig altså at han skulle have påstået at man overhovedet ikke kan skrive, og forfatterne "modbeviser" dette ved deres vitale eksistens.

Det virker især grelt da en af de i bogen behandlede forfattere er Paul Celan, som Adorno netop roste som eksempel på en farbar måde at bearbejde holocaust litterært.

Så vidt jeg har fået at vide har Adorno selv lånt lidt til pågældende slagord fra Brechts 'Svendborg Digte'.

Endnu et eksempel på den generelle misforståelse af TWAs udtalelse om lyrikken:

"Og Bernard Heidsieck skrev, selv om han var økonom og skammede sig over sin lyriske mani.

»Poesien genopstod efter Auschwitz, den døde ikke, som Adorno spåede. I 1950'ernes Paris var det, som om den var lige ved at forsvinde, men så blev den alligevel ved med at udvikle sig. I dag finder unge mennesker nye former, der holder poesien i live«, siger den franske poet."

http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=454934

Peter Nielsen har også misforstået det. Han skriver i Information 1/9-06 (i en anmeldelse af Imre Kertész' seneste roman):

"Den tyske filosof Theodor Adorno hævdede ligefrem, at man skulle tie om Holocaust, fordi man ellers ville komme til at gøre det onde harmløst."

Lad mig endnu en gang understrege at Adornos pointe ikke var at man skulle tie om holocaust - tværtimod var han en af de få der talte om holocaust i 50ernes Tyskland! Og han så det som absolut nødvendigt ikke at fortrænge det skete.

Hvordan Peter Nielsen kommer til den modsatte konklusion kan man kun gisne om. Der er intet belæg for det i Adornos tekster. Det eneste rigtige i det hans siger er at Adorno så en fare i at man kunne gøre holocaust harmløs - men at sige at han derfor prædikede tavshed er langt fra sandheden som man næsten kan komme.

Og sandelig om ikke The Poetry Foundation lancerer en hel udstilling med Paul Celans digte og Anselm Kiefers kunst under overskriften "Take that, Adorno", som om Celans holocaust-digte skulle tilbagevise Adorno.

Det var nemlig sådan at Adorno anså Celans digte som det mest overbevisende bud på en digtning efter Auschwitz. Der er altså ingen konflikt, og Adorno bruges igen dumt som automatisk skydeskive.

Her er endnu et eksempel, hvor en fyr bygger en hel klumme op om at argumentere for at man ikke skal holde op med at lave kunst efter en katastrofe, "som Adorno mente", men at den er mere nødvendig end nogensinde.

Han tager dog et par klædelige forbehold for at Adorno er mere kompliceret end som så:
http://media.www.dailyutahchronicle.com/media/storage/paper244/news/2007/04/19/Opinion/Of.Art.And.Heart-2852323.shtml

Den franske filosof Alain Badiou kommer elegant omkring problemet ved ganske simpelt at skrive:

"Nor have I ever believed that there is any sense in saying, as Adorno pretends to postulate, that it has become impossible, after Auschwitz, to write a poem"
(Alain Badiou: The Century s. 87, min kursivering)

Altså en fin relativering af Adorno, at han stiller sig i en position hvor han udsiger et postulat, som han godt ved ikke kan retfærdiggøres bogstaveligt, men som alligevel sætter et realt problem på spidsen. Ikke for ingenting var Adorno bl.a. Kierkegaard-ekspert.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2