« Foucault: Sindssygdom og psykologi | Forside | Adorno efter Auschwitz »

25.02.2005

Descartes som essayist

Her er nogle uafsluttede meditationer over forskellen mellem det metodiske og det essayistiske i forlængelse af Adorno og Descartes. Pointen er at Descartes stilistisk set er mere essayist end hans metode lægger op til.

Desuden er det en bipointe at Descartes' retoriske usikkerhed er metodisk, mens omvendt Adornos tilsyneladende skråsikkerhed også er retorisk.

Descartes som essayist

I sit berømte essay ”Essayet som form” (1958) giver Adorno sit bud på hvad essayet kan og bør som supplement eller alternativ til den metodiske opnåelse af viden. Essayet trækker på det personlige og idiosynkratiske - ikke for at gøre læseren klogere på forfatteren som person, men fordi forfatteren forsøger at videreformidle den objektive registrering af den individuelle bevidstheds erfaring. Det kan måske forekomme mærkeligt, idet mange betragter objektivitet som noget der angår det almene, distancerede og metodiske. Men en af de vigtigste pointer hos Adorno, som må gentages igen og igen (fordi det sjældent bliver forstået) er at det objektive ikke er alment, men partikulært. Argumentet for det må jeg give en anden gang (jeg planlægger et essay her på Det spekulative øre om det subjektive og det objektive, som jeg så kan henvise til i al evighed), for her skal det handle om Descartes og hans metodiske regler.

Da jeg nu langt om længe læste Adornos essay fik hans kommentarer til Descartes’ metode mig til at kigge i dennes gamle tekst om metodens diskurs (Discours de la Méthode, 1637), som er typisk for Descartes, og som derfor også viser Descartes’ ambivalente forhold til det essayistiske.

Adorno siger:

Forsigtigt udfordrer essayet idealet om ”clara et distincta perceptio” [klart og distinkt indtryk] og om den ubetvivlelige sikkerhed. Det er i sin helhed muligt at tolke som en protest mod de fire regler som Descartes i sin Discours de la Méthode opstiller ved begyndelsen af den vesterlandske videnskab og teori. (Der Essay als Form s. 22 / Essayet som form s. 32)

Og her må vi hellere forsøge kort at opsummmere Descartes’ fire regler for erkendelsen, som er formuleret nærmere i diskurs 2:
1. Døm ikke på forhånd uden at være absolut sikker.
2. Del problemerne op i så mange delproblemer som muligt.
3. Gå systematisk frem og begynd med de simpleste objekter.
4. Sørg for at få det hele med.
Når Adorno ser essayet som en kontrast til disse regler skyldes det naturligvis at essayet ikke har ambitionen om at sige det sikre og det universelle og at udtømme det. ”Essay” betyder jo ”forsøg”, og det er netop denne foreløbige karakter som giver det mulighed for at vove sig ud hvor man ikke er helt sikker, hvor man vakler på erkendelsens grænse, hvor man siger noget om det som ikke kan erkendes systematisk og udtømmende – det som sies fra i videnskabens fokuseren på det eksakte og det målelige.

Der er ikke tale om en okkult, alternativ viden, må jeg med det samme understrege, heller ikke om en irrationalisme, men simpelthen om det faktum at en meget stor del af vores erfaring ikke kan videnskabeliggøres i Descartes’ forstand.

Et kys, en anelse, et kunstværk, for eksempel: De vil muligvis nok kunne måles på en eller anden måde, men resultatet vil ikke bibringe nogen interessant belysning af fænomenet, for det som måles vil være en perifer kvalitet ved dem. Og begreber som natur, kultur, kunst og menneske kan ikke defineres eksakt uden at ramme groft ved siden af deres objekt og dermed give afkald på objektiviteten. Her må essayet træde til som erkendelsens instrument – en uafsluttet erkendelse, der til stadighed står til forhandling, men som ikke desto mindre er objektiv.

Så vi har altså to supplerende erkendelsesformer: den videnskabelige og den essayistiske. De benytter sig af hver deres form eller retoriske stil, idet der jo i regelen altid vil være en sammenhæng mellem form og indhold. Det er derfor Adorno kan kalde sin tekst ”essayet som form”. Essayets form afspejler dets uafsluttede indhold, ligesom syllogismens form afspejler dens afsluttede indhold, kunne man måske sige.

Og på den baggrund kunne man forvente at Descartes – den moderne videnskabs metodiske fader, rationalisten og systematikeren over dem alle – ville skrive i en stil der ligeledes var essayets modsætning. Man kunne forestille sig en optagethed af at definere hvert nyt begreb der kommer på banen, som vi ser det i dele af Aristoteles’ forfatterskab og i hele Kants. Eller måske en lakonisk opregning af de sikre erkendelser i paragraf-sætninger som i Wittgensteins Tractatus (der i øvrigt viser sig at være radikalt selvmodsigende på flere niveauer og en næsten mystisk bog, modsat sin øjeblikkelige status som den logiske positivismes bibel, men det er en anden historie).

Men sådan skriver Descartes ikke. Han skriver yderst personligt, men bruger netop sin personlige erfaring til at trænge ind i erkendelsen. Descartes sludrer! Han skriver om sine oplevelser under krigen, om hvor han sidder og skriver (fx iført sin slåbrok foran pejsen, som der står i Meditationer), om sin livshistorie, om hvad han føler og fornemmer osv., og han henvender sig jævnligt direkte til læseren. Der er lange passager som intet har med argumentationen at gøre, og han opmaler gang på gang detaljer som udelukkende synes at have den opgave at skabe farverige billeder for læseren og holde ham fangen. Noget kunne tyde på at Descartes faktisk har en lille forfatter i maven, en forfatter der har måttet vige pladsen til fordel for den rationalistiske filosof. Som han selv skriver om sin ungdom: ”Jeg satte veltalenhed meget højt og var forelsket i poesien”. Og alligevel skelner han skarpt mellem fremstilling og indhold (modsat Adorno) og understreger at ”mest af alt nød jeg dog matematikken på grund af dens vished og det selvindlysende i dens ræsonnementer”.

Descartes skriver hele tiden ”jeg”. Det er måske ikke så mærkeligt når nu det sikre udgangspunkt i hans metafysiske deduktion netop er hans egen eksistens (cogito ergo sum, som den latinske oneliner hedder). Men det er altså også et essayistisk træk – nemlig dette at røre den objektive erkendelse gennem en individuel erfaring. Så selv om essayet går imod Descartes’ regler, går den ikke entydigt imod Descartes’ egen fremstillingsform.

Og hvad kan vi så slutte af det? Her er det ikke lykkedes mig at nå til en entydig konklusion, så her er kun to mislykkede forsøg på konklusioner, hvoraf det andet er det bedste. (Og det er altså ikke for at leve op til ideen om essayets uafgørlighed, jeg ville ønske at jeg havde en mere præcis og skarp afslutning på det ræsonnement der begyndte så godt. Måske kan du hjælpe?)

Første forsøg på en konklusion
For nu at være systematiske og udtømmende og dele tingene op, så vil man kunne drage i hvert fald en af følgende konklusioner:
A. Descartes har ret og viser det selv: form og indhold er uafhængige af hinanden.
B. Descartes er essayist forklædt som metodisk tænker.
C. Descartes er metodisk tænker forklædt som essayist.
D. Descartes har et problem, nemlig at han ikke lever op til sine egne krav til den metodiske refleksion.
E. Descartes skriver i to tempi – et essayistisk som er en slags rammefortælling om den metodiske erkendelse skrevet i et andet stilleje. Hans tekster er heterogene.
F. Der er ingen konflikt mellem det essayistiske og det metodiske.

Andet forsøg på en konklusion
Metodikeren er sikker, esayisten er usikker. Altså ikke psykologisk, men epistemologisk. Når Descartes fremmaner usikkerheder er det retorisk, han ved allerede hvor han ender (ved Gud). Når Adorno omvendt virker skråsikker er det også retorisk, han ved at han overdriver, at der altid er et ”men” efter det sidste punktum. Descartes er deduktiv, Adorno er dialektisk. Den deduktive erkendelse er lukket om sig selv, den dialektiske er åben. Visse områder egner sig til det metodiske, fx medicinske eller datalogiske erkendelser, mens andre egner sig bedre til det esayistiske, fx holocaust eller kærlighed. Men det omvendte kan ind imellem bidrage med noget interessant, med nogle andre aspekter. Medicinen bør ind imellem anskues essayistisk med henblik på at erkende fx dens magtstrukturer (som hos Foucault). Datalogien bør også ind imellem analyseres mere essayistisk for at reflektere over fx dens metaforik. Holocaustforskningen bør ind imellem underkastes en streng metodisk disciplin med henblik på at forstå det kvantitative og fysiske omfang af henrettelserne. Selv kærligheden (som praksis snarere end som ideal) kan også anskues økonomisk som et kontraktligt forhold, hvor det kan beregnes hvor meget der skal til før den ene bryder forholdet.

Hvad dette sidste om kærligheden angår er jeg meget skeptisk, måske blot fordi jeg er provokeret over reduktionen af kærligheden til en økonomi. Men hvis man har som udgangspunkt at den metodiske erkendelse højst i sin egen lille reducerede kasse opnår det udtømmende og eksakte og at den ofte ikke har stillet de mest interessante spørgsmål, så behøver man vel ikke føle sig truet af lidt økonomisk snusfornuft på empirisk-videnskabeligt grundlag. Langt værre er det vel egentlig at dagligsproget har indoptaget metaforen om parforholdet som en økonomi: ”at være fri på markedet”, ”at score et godt parti”, ”jeg har ligesom investeret enormt meget i det her forhold”. Det er i øvrigt emnet for et andet essay der bør skrives.

Litteratur
Theodor W. Adorno: ”Der Essay als Form”(1958), Noten zur Literatur I. Suhrkamp.
Theodor W. Adorno: ”Essayet som form” (norsk overs.), Essays i utvalg. Oslo 1976.
René Descartes: Discours de la Méthode (1637)
René Descartes: Discourse on Method and the Meditations. Penguin.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Seneste kommentarer

Powered by Movable Type 3.2