« At eje sig selv (kritik af liberalismen 1) | Forside | Descartes som essayist »

20.02.2005

Foucault: Sindssygdom og psykologi

Foucaults lille bog, Sindssygdom og psykologi (1954-62) er blevet genudgivet. Her kritiserer han begrebet om sindssyge og påviser hvilket voldeligt fundament psykiatrien historisk bygger på. Men der er altså ikke tale om decideret anti-psykiatri, han afviser ikke at der findes sindslidelser og at visse former for terapi har deres berettigelse. Pointen er snarere at psykiatrien må sætte sig mere ind i den gales erfaringsunivers for at forstå hvad galskaben er en reaktion på. Kort fortalt.

Jeg har anmeldt bogen i P1.
læs intro og hør anmeldelsen her (6 min.).
Den henvender sig til den almindelige lytter, så alle kan være med.

Nedenfor er nogle (mere indforståede) uddybbende kommentarer som der ikke blev plads til i anmeldelsen (hør anmeldelsen først):

Spredte kommentarer og uddybninger af anmeldelsen

1. del er skrevet i 1954, og bærer derfor præg af den tidlige Foucaults eksistentialisme, som han senere skulle tage afstand fra. 2. del er skrevet i 1962, og er en koncentreret opsummering af hans doktorafhandling om galskabens historie.

Han gennemgår i 1. del tre moderne psykologiske teorier: Evolutionismen, psykoanalysen og den eksistentielle psykologi.

Angsten er ikke noget entydigt negativt, selv om den er lidelsesfuld. Her er Foucault påvirket af Heideggers ide om angsten som en erfaring der kan åbne for erkendelse.

Patienten er som regel langt mere bevidst om sin sygdom end man sædvanligvis forestiller sig. Derfor bør man forstå patienten, men samtidig bagefter lave den distancerede analyse som patienten naturligvis ikke er i stand til.

Pointen er som sagt ikke at der ikke findes noget som kan kaldes galskab, men blot at dette komplekse noget altid fortolkes ud fra en bestemt historisk betingethed, som man ikke kan sætte sig ud over. Virkeligheden ses altid gennem en diskurs, gennem nogle begreber og kategoriseringer som præger den givne kultur. Den ahistoriske, eviggyldige beskrivelse af galskaben er ikke mulig. Foucault er altså kun relativt relativistisk, så at sige...

Det syge giver kun mening i forhold til det raske, det normale eller det sande. Og forståelsen af disse er historisk betingede (ligesom med Foucaults diagnose "homoseksuel", som jeg nævner i anmeldelsen).

Foucault kritiserer den hyppigt gentagede ide om at der før psykiatrien/medicinen kun var ét syn på den gale: nemlig en besat. Der var mange andre opfattelser af de gale helt tilbage til middelalderen. Og han kritiserer også ideen om at den gale var en stakkels fange som psykiatrien har befriet. Tværtimod har psykiatrien fra begyndelsen været præget af en uhørt grad af disciplinering og afstraffelse.

Det er ikke videnskaben som har ført til indespærring af de gale, men indespærringen af de gale som har ført til psykiatrien. Altså hviler psykiatrien på ekslusionen og afstraffelsen som sin betingelse. Psykiatrien er afhængig af den institutionelle indespærring.

Foucault påviser at den nye behandling af patienter omkring år 1800, der normalt fremstilles som en humanistisk frigørelse fordi den sindssyge ikke længere var i lænker, ikke er så entydigt frigørende. Han tænker her især på Philippe Pinel og Samuel Tuke, der begge stadig har en høj status, men hvis metoder Foucault ikke tøver med at kalde for "moraliserende sadisme" (s. 124).

Foucault har en (nok lidt naiv) utopi om den frie, ikke-patologiserede galskab - med forbilleder som Hölderlin, Nietzsche og Artaud. Her skulle galskaben kunne nøjes med at være en tragisk grænseerfaring.

Et kritikpunkt kunne være at der måske også ligger visse frigørelser i at kalde sig "syg" frem for "gal". Især når det gælder depression, hvor ikke blot muligheden arbejdsmæssigt for at få sygeorlov, men også signalet "jeg er syg" føles som en befrielse for mange som et klart signal til omverdenen. At det også har sine ulemper er indlysende, men nu ville jeg lige nævne at nogle faktisk er glade for at kalde sig syge når de har en (alvorlig) depression.

Nyere hjerneforskning kan muligvis føre til nogle resultater der synes at forælde Foucaults betragtninger. Men så enkelt er det ikke. Selv om fx skizofreni måske kan knyttes delvist sammen med bestemte steder i hjernen er det ikke lige meget hvad man konkluderer af det og hvordan man behandler patienterne. Det vil stadig være en misforståelse blot at spærre dem inde og give dem medicin uden at forsøge at forstå deres reaktionsmønster. Desuden siger Foucault direkte at han anerkender den den gang spirende hjerneforskning, men at "hverken fysiologien eller psykoterapien kan gøres til sådanne absolutte synsvinkler" (s. 138)

Kommentarer

Hm. Kunne man tænke sig andre adjektiver end "gal" eller "syg"?

Meget down to earth siger tyske Peter Lehmann at, hvis man omtaler sig selv som "syg", siger man dermed indirekte god for medicinsk "behandling" (lykkepiller i tilfælde af "depression"). Et paradoks, der er ekstremt udbredt i DK: folk kalder sig selv "psykisk syg", men (en del) afviser en medicinsk tilgang til deres problematik.

Den "befrielse", der ligger i "syg", viser sig desværre ofte at være en blindgyde, uden mulighed for at vende om. En tvangstrøje, der aldrig er til at få af igen.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2