Arkiv: maj 2005

« april 2005 | Forside | august 2005 »

23.05.2005

Hjerte og hjerne i musikken

Enkel og iørefaldende musik taler til hjertet og kroppen og nydelsen. Kompleks musik taler til hjernen. Dette er en yderst udbredt forestilling i den vestlige kultur, især naturligvis når den komplekse musik skal kritiseres.

I det følgende essay vil jeg kritisere denne alt for nemme og rigide modstilling mellem hjerte og hjerne i musikken, og plædere for en musikopfattelse hinsides skellet mellem tanke og følelse.

Hjerte og hjerne i musikken
Der er sjældent nogen der græder når de hører Stockhausen. Men det forekommer. Ligesom nogen omvendt finder musikken til filmen Titanic mekanisk og kalkuleret. Stravinskys Sacre du printemps kan både anskues som kølig, intellektuel musik og som noget af det mest kropsligt dionysiske der nogensinde er lavet. Med technomusik er det ligesådan. Ikke desto mindre vil de fleste gerne skelne mellem kropslig-emotionel og tankemæssig musik. De beskylder så noget musik for at være intellektuelt. Og det er ikke pænt ment.

Det er næsten altid kompleks musik der opfattes som ”intellektuel”. Fordi den ikke er umiddelbart tilgængelig forestiller man sig at det kræver en eller anden form for tankearbejde at kunne lytte til den og at dette tankearbejde er usanseligt og kropsfjendsk.

Det vrimler med eksempler på denne fordom, men lad mig i første omgang servere det seneste eksempel, som endelig fik mig i gang med at skrive om problemet. Det er Ben Neill, der i essayet ”Breakthrough Beats” skriver om hvordan (dele af) den nye electronica sætter sig hinsides skellet mellem fin- og massekultur ved at kombinere den eksperimenterende musiks forhold til lyd med popmusikkens regulære beats.

Det er i sig selv en ganske rigtig betragtning, men problemet kommer når han så skal formulere hvad det er dette beat kan. Beatet som puls markerer det kropslige, siger han. Musik uden et fast 4/4-beat er ukropslig, intellektuel musik. Beatet er liv som igen er nydelse. Derfor fik vi skellet mellem kunstmusik og popmusik, mellem kompleksitet og beat, mener Neill. De første som bygger bro er minimalisterne, der i kraft af den minimale gentagelse fører kunstmusikken over i det fysiske og dermed nydelsen.

Jeg forstår godt hvad han mener, men jeg er meget skeptisk over for denne skelnen. Et beat kan være medrivende og hypnotisk. Men det kan altså også være det modsatte. Og musik i skæve taktarter eller uden metrum eller uden pulsering overhovedet kan også være medrivende og rørende. Minimalistisk musik er i nogles øjne meget fortænkt og usanseligt fordi ”der ikke sker noget”. Mange hører en kølig monotoni der hvor der skulle have været en (fx harmonisk) udvikling eller i hvert fald større variation. For traditionelle klassisk musik-lyttere er minimalismen ofte usanselig. Uanset hvor meget beat der så er på. De finder måske en større sanselighed i kompleks musik af fx Bruckner eller Mahler. På samme måde vil folk der normalt lytter til freeform jazz finde technoen radikalt usanselig og ikke særlig kropslig. Så hvad sker der her?

Et andet eksempel er min gode, intellektuelle kollega Michael Eigtved, der godt kan lide musicals og er ked af at de fleste andre intellektuelle ikke har det på samme måde - derfor konkluderer han at det er fordi intellektuelle er bange for deres krop og deres følelser, for det er jo det musical er – krop og følelser og indlevelse. Til gengæld kan de intellektuelle lide musik og teater der skal tænkes over, men som ikke er medrivende. Jeg kritiserer hans synspunkt her.

Eksemplerne og genrerne er ikke pointen: de skyldes segmentering af lyttere, som blokerer over for stilarter der benytter sig af helt andre parametre end deres foretrukne. Heldigvis er flere og flere på vej væk fra lejrtænkninger, hvor kun én genre duer. Men eksemplerne peger ind i det principielle: at den skelnen mellem hjerne (kompleksitet) og hjerte/krop/sanselighed (enkelhed) som er så forbandet udbredt, simpelthen ikke holder.

Titlen på dette lille essay, ”Hjerte og hjerne i musikken”, har jeg taget fra Arnold Schönberg, som i 1946 skrev essayet ”Heart and Brain in Music”. Han er træt af at blive kaldt for en intellektuel komponist, og påviser hvordan det som i lytternes ører lyder fortænkt ofte er skrevet i en rus, mens det som lyder sponntant ofte er meget gennemtænkt. Poul Nielsen tog dette op i sit essay ”Hjerte og hjerne i musikken”. Men hvor begge disse handler om skabelsesprocessen fokuserer jeg her på det at lytte til musik – en proces hvor krop og hjerne spiller sammen.

Når jeg har kaldt denne weblog for Det spekulative øre, så er det et hint i denne retning: at sansning, følelse og tanke er intimt slynget ind i hinanden, og ikke kan fordeles i et spektrum hvor sansning er let og tanke er svært. Der findes lette tanker og svære sansninger. Og det er lige præcis dér humlen ligger.

Den svært tilgængelige musik er til enhver tid den musik som er en udfordring for sanseapparatet. Hvadenten det er fordi musikken er kompleks at orientere sig i eller fordi den er fremmed for ens sanselige vaner.

For den som hører Rolling Stones til daglig kan noget så relativt enkelt som Sonic Youth lyde forfærdeligt kompliceret. Og går vi videre til noget så komplekst som Schönberg eller Stockhausen, så er udfordringen næsten uoverstigelig. Mange har så en oplevelse af at en forklaring kan hjælpe. Hvis man spiller den slags musik efter at have fortalt lidt om den først, så er der slags en større kontakt til musikken. Heraf slutter man så at det må være intellektuelt. Og heraf følger så at det ikke er følelsesmæssigt, sanseligt, kropsligt og nydelsesfuldt som den enkle musik er det - tror man.

Men der er jo netop tale om en kontakt til musikken. Forklaringen har som formål at pege nogle elementer i det sanselige ud. Det er en skærpelse af sensibiliteten. For udfordringen er først og fremmest en sanselig udfordring. At nogle avantgardekomponister syntes at have glemt dette i 1950erne når de fremlagde deres systematiske skemaer for musikken er naturligvis en del af misèren. Men musikalsk udfordring i forhold til det komplekse er først og fremmest en sanselig udfordring.

At sansning, tanke og følelse er nært forbundne er ikke blot en neuorologisk kendsgerning, det viser sig med al tydelighed i netop kunsten. Her er disse størrelser i reglen uadskillelige. Det er et omdrejningspunkt i min afhandling Objektiv sensibilitet i såvel det analytiske arbejde med enkeltværker inden for musik og billedkunst som i de teoretiske overvejelser over æstetisk erfaring. Og lad mig så endnu en gang citere denne weblogs husfilosof, Adorno:

”Adskillelsen mellem følelse og intellekt, der for længst er kasseret af psykologien, lever stædigt i den vulgære brug. De gængse begreber om intellektuel og følelsesbetonet musik er en facade som må rives ned. Det som kaldes intellektuelt er for det meste blot det som kræver arbejde og anstrengelse fra lytningen [das Gehör], som kræver en opmærksomhedens og hukommelsens kraft, som egentlig kræver kærlighed, altså følelse; og det som man ellers kalder følelse er for det meste blot en refleks fra en passiv attitude...” (Adorno, GS 17 s. 289, min oversættelse)

Og tillad mig ubeskedent at citere mig selv:

”For at erfare værket må man ideelt set række ud efter det med hele sit (sansende-tænkende-følende) sensorium og mærke de mindste innerverede vibrationer, den mindste skælven i værket med den intelligente krop.” (Sangild, Objektiv sensibilitet s. 132)

Og det gælder jo altså også den anden vej: at den hærdede avantgardelytter skal indstille sig på at høre de små forskydninger i det enkle, skal indstille sig på den fremmede sanselighed som man finder der. (Det var Adorno ikke særlig god til, men han har vist også fået de prygl der tilkommer ham i den anledning, så lad os nu komme videre). Det handler om sensibilitet.

Al musik er kropslig og al musik er bevidst. Noget går hurtigere ind end andet, men det betyder ikke at det svære derfor er mere intellektuelt. Hvor kommer ideen fra at det skulle være sværere og mere krævende at tænke end at sanse? Det er rettelig en af den vestlige tænknings mest irriterende dogmer, skabt i en kristen kultur der hylder det skarpe skel mellem ånd og krop. Modreaktionen mod den kristne kropsforagt og nydelsesforagt vender så bare værdiforholdet om uden at angribe selve skellet. Derfor dyrkelsen af beatet som den umiddelbare nydelse. Men problemet ligger slet ikke i hvorvidt ånd eller krop er det bedste.

Mange har plæderet for en tredje vej, en balance mellem de to, hvilket også er nærliggende. Det handler så om at balancere hjerne og hjerte, ånd og krop, tanke og sansning. Det er vel denne forening som Ben Neill hylder i den beatorienterede electronica (som indikeret ovenfor). Men en sådan balancering er stadig en bekræftelse af dualismen - og i øvrigt et kedeligt æstetisk ideal.

I stedet for at finde balancen mellem hjerte og hjerne må man gå bag om selve dette skel og formulere den sensibilitet der er den reelle: sanselig bevidsthed, bevidst sanselighed, inkarneret hjerne, intelligent krop. Det er den egentlige crossover, den der virkelig gør os i stand til at forstå fænomener som beat og kompleksitet og musik og kunst i det hele taget.

Litteratur
Theodor W. Adorno:”Schwierigkeiten” Impromptus (Gesammelte Schiften 17, Suhrkamp)
Ben Neill: ”Breakthrough Beats. Rhythm and the Aesthetics of Contemporary Electronic Music” i Audio Culture (Continuum 2004)
Torben Sangild: Objektiv sensiblitet (Københavns Universitet, 2004)
Arnold Schönberg: ”Heart and Brain in Music” Style and Idea (Faber and Faber, 1975) s. 53-76

15.05.2005

Intellektuel webradio: In our time

Vi er ikke forvænt med intellektuel radio herhjemme. Det tætteste vi kommer er P1-programmer som Eksistens og Videnskabens verden, men hvis man skal høre æggehoved-radio som virkelig rykker skal man til England og BBC, hvor (den også fra TV kendte) Melvyn Bragg har programmet In Our Time.

bragg1.jpg

Konceptet er enkelt: Melvyn Bragg har valgt et emne inden for idehistorie i ordets bredeste forstand (filosofi, kultur, videnskab, religion, historie etc.), og det har han inviteret ikke én, men hele tre førende forskere på feltet ind i studiet til at snakke om. Der er som regel tale om folk som har skrevet bøger om emnet eller hvis forskning berører det. Bragg stiller skarpe og intelligente spørgsmål, han har lavet sin research ordentligt, og samtidig sørger han for at det bliver formidlet så lytterne kan følge med. De inviterede æggehoveder er ikke støvede og fulde at metodiske forbehold, men kaster sig engageret ud i at fortælle om emnet. De er nogle gange uenige, og så får man præsenteret diskussionen direkte mellem de implicerede.

Her er simpelthen beviset på at radio på et højt akademisk niveau kan være så medrivende at de tre kvarter hver udsendelse varer flyver afsted. Og det er kun snak. Ingen irriterende jingler eller andet som kan tage koncentrationen væk fra det som det handler om: medrivende videnskabsformidling.

Eksempler på temaer er frihed, stoicisme, krop/ånd-dualismen, Faust, Wagner, det sublime, tallet pi, the big bang, buddhisme, nordisk mytologi og alfabetets historie. Der er 100 andre temaer, og nu kommer det bedste: det er online!

Alle programmerne ligger i arkivet som lydfiler (inddelt efter emner) der kan streames via RealPlayer. Og det til enhver tid seneste program ligger endda som MP3-fil, lige til at downloade som Podcast.

Min eneste lille anke er at lydkvaliteten ikke er i top, men det skyldes jo nok lagringspladshensyn. Heldigvis vænner man sig hurtigt til at deres stemmer ikke helt har den fylde man er vant til fra radioen og lytter efter hvad de siger i stedet.

Jeg gør selv det at jeg optager de streamede programmer over på min minidisc fra computeren, og så hører jeg dem ved lejlighed - ofte når jeg cykler til arbejde. Det kan varmt anbefales!

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2