« Intellektuel webradio: In our time | Forside | Det som ikke gør dig stærkere, nedbryder dig »

23.05.2005

Hjerte og hjerne i musikken

Enkel og iørefaldende musik taler til hjertet og kroppen og nydelsen. Kompleks musik taler til hjernen. Dette er en yderst udbredt forestilling i den vestlige kultur, især naturligvis når den komplekse musik skal kritiseres.

I det følgende essay vil jeg kritisere denne alt for nemme og rigide modstilling mellem hjerte og hjerne i musikken, og plædere for en musikopfattelse hinsides skellet mellem tanke og følelse.

Hjerte og hjerne i musikken
Der er sjældent nogen der græder når de hører Stockhausen. Men det forekommer. Ligesom nogen omvendt finder musikken til filmen Titanic mekanisk og kalkuleret. Stravinskys Sacre du printemps kan både anskues som kølig, intellektuel musik og som noget af det mest kropsligt dionysiske der nogensinde er lavet. Med technomusik er det ligesådan. Ikke desto mindre vil de fleste gerne skelne mellem kropslig-emotionel og tankemæssig musik. De beskylder så noget musik for at være intellektuelt. Og det er ikke pænt ment.

Det er næsten altid kompleks musik der opfattes som ”intellektuel”. Fordi den ikke er umiddelbart tilgængelig forestiller man sig at det kræver en eller anden form for tankearbejde at kunne lytte til den og at dette tankearbejde er usanseligt og kropsfjendsk.

Det vrimler med eksempler på denne fordom, men lad mig i første omgang servere det seneste eksempel, som endelig fik mig i gang med at skrive om problemet. Det er Ben Neill, der i essayet ”Breakthrough Beats” skriver om hvordan (dele af) den nye electronica sætter sig hinsides skellet mellem fin- og massekultur ved at kombinere den eksperimenterende musiks forhold til lyd med popmusikkens regulære beats.

Det er i sig selv en ganske rigtig betragtning, men problemet kommer når han så skal formulere hvad det er dette beat kan. Beatet som puls markerer det kropslige, siger han. Musik uden et fast 4/4-beat er ukropslig, intellektuel musik. Beatet er liv som igen er nydelse. Derfor fik vi skellet mellem kunstmusik og popmusik, mellem kompleksitet og beat, mener Neill. De første som bygger bro er minimalisterne, der i kraft af den minimale gentagelse fører kunstmusikken over i det fysiske og dermed nydelsen.

Jeg forstår godt hvad han mener, men jeg er meget skeptisk over for denne skelnen. Et beat kan være medrivende og hypnotisk. Men det kan altså også være det modsatte. Og musik i skæve taktarter eller uden metrum eller uden pulsering overhovedet kan også være medrivende og rørende. Minimalistisk musik er i nogles øjne meget fortænkt og usanseligt fordi ”der ikke sker noget”. Mange hører en kølig monotoni der hvor der skulle have været en (fx harmonisk) udvikling eller i hvert fald større variation. For traditionelle klassisk musik-lyttere er minimalismen ofte usanselig. Uanset hvor meget beat der så er på. De finder måske en større sanselighed i kompleks musik af fx Bruckner eller Mahler. På samme måde vil folk der normalt lytter til freeform jazz finde technoen radikalt usanselig og ikke særlig kropslig. Så hvad sker der her?

Et andet eksempel er min gode, intellektuelle kollega Michael Eigtved, der godt kan lide musicals og er ked af at de fleste andre intellektuelle ikke har det på samme måde - derfor konkluderer han at det er fordi intellektuelle er bange for deres krop og deres følelser, for det er jo det musical er – krop og følelser og indlevelse. Til gengæld kan de intellektuelle lide musik og teater der skal tænkes over, men som ikke er medrivende. Jeg kritiserer hans synspunkt her.

Eksemplerne og genrerne er ikke pointen: de skyldes segmentering af lyttere, som blokerer over for stilarter der benytter sig af helt andre parametre end deres foretrukne. Heldigvis er flere og flere på vej væk fra lejrtænkninger, hvor kun én genre duer. Men eksemplerne peger ind i det principielle: at den skelnen mellem hjerne (kompleksitet) og hjerte/krop/sanselighed (enkelhed) som er så forbandet udbredt, simpelthen ikke holder.

Titlen på dette lille essay, ”Hjerte og hjerne i musikken”, har jeg taget fra Arnold Schönberg, som i 1946 skrev essayet ”Heart and Brain in Music”. Han er træt af at blive kaldt for en intellektuel komponist, og påviser hvordan det som i lytternes ører lyder fortænkt ofte er skrevet i en rus, mens det som lyder sponntant ofte er meget gennemtænkt. Poul Nielsen tog dette op i sit essay ”Hjerte og hjerne i musikken”. Men hvor begge disse handler om skabelsesprocessen fokuserer jeg her på det at lytte til musik – en proces hvor krop og hjerne spiller sammen.

Når jeg har kaldt denne weblog for Det spekulative øre, så er det et hint i denne retning: at sansning, følelse og tanke er intimt slynget ind i hinanden, og ikke kan fordeles i et spektrum hvor sansning er let og tanke er svært. Der findes lette tanker og svære sansninger. Og det er lige præcis dér humlen ligger.

Den svært tilgængelige musik er til enhver tid den musik som er en udfordring for sanseapparatet. Hvadenten det er fordi musikken er kompleks at orientere sig i eller fordi den er fremmed for ens sanselige vaner.

For den som hører Rolling Stones til daglig kan noget så relativt enkelt som Sonic Youth lyde forfærdeligt kompliceret. Og går vi videre til noget så komplekst som Schönberg eller Stockhausen, så er udfordringen næsten uoverstigelig. Mange har så en oplevelse af at en forklaring kan hjælpe. Hvis man spiller den slags musik efter at have fortalt lidt om den først, så er der slags en større kontakt til musikken. Heraf slutter man så at det må være intellektuelt. Og heraf følger så at det ikke er følelsesmæssigt, sanseligt, kropsligt og nydelsesfuldt som den enkle musik er det - tror man.

Men der er jo netop tale om en kontakt til musikken. Forklaringen har som formål at pege nogle elementer i det sanselige ud. Det er en skærpelse af sensibiliteten. For udfordringen er først og fremmest en sanselig udfordring. At nogle avantgardekomponister syntes at have glemt dette i 1950erne når de fremlagde deres systematiske skemaer for musikken er naturligvis en del af misèren. Men musikalsk udfordring i forhold til det komplekse er først og fremmest en sanselig udfordring.

At sansning, tanke og følelse er nært forbundne er ikke blot en neuorologisk kendsgerning, det viser sig med al tydelighed i netop kunsten. Her er disse størrelser i reglen uadskillelige. Det er et omdrejningspunkt i min afhandling Objektiv sensibilitet i såvel det analytiske arbejde med enkeltværker inden for musik og billedkunst som i de teoretiske overvejelser over æstetisk erfaring. Og lad mig så endnu en gang citere denne weblogs husfilosof, Adorno:

”Adskillelsen mellem følelse og intellekt, der for længst er kasseret af psykologien, lever stædigt i den vulgære brug. De gængse begreber om intellektuel og følelsesbetonet musik er en facade som må rives ned. Det som kaldes intellektuelt er for det meste blot det som kræver arbejde og anstrengelse fra lytningen [das Gehör], som kræver en opmærksomhedens og hukommelsens kraft, som egentlig kræver kærlighed, altså følelse; og det som man ellers kalder følelse er for det meste blot en refleks fra en passiv attitude...” (Adorno, GS 17 s. 289, min oversættelse)

Og tillad mig ubeskedent at citere mig selv:

”For at erfare værket må man ideelt set række ud efter det med hele sit (sansende-tænkende-følende) sensorium og mærke de mindste innerverede vibrationer, den mindste skælven i værket med den intelligente krop.” (Sangild, Objektiv sensibilitet s. 132)

Og det gælder jo altså også den anden vej: at den hærdede avantgardelytter skal indstille sig på at høre de små forskydninger i det enkle, skal indstille sig på den fremmede sanselighed som man finder der. (Det var Adorno ikke særlig god til, men han har vist også fået de prygl der tilkommer ham i den anledning, så lad os nu komme videre). Det handler om sensibilitet.

Al musik er kropslig og al musik er bevidst. Noget går hurtigere ind end andet, men det betyder ikke at det svære derfor er mere intellektuelt. Hvor kommer ideen fra at det skulle være sværere og mere krævende at tænke end at sanse? Det er rettelig en af den vestlige tænknings mest irriterende dogmer, skabt i en kristen kultur der hylder det skarpe skel mellem ånd og krop. Modreaktionen mod den kristne kropsforagt og nydelsesforagt vender så bare værdiforholdet om uden at angribe selve skellet. Derfor dyrkelsen af beatet som den umiddelbare nydelse. Men problemet ligger slet ikke i hvorvidt ånd eller krop er det bedste.

Mange har plæderet for en tredje vej, en balance mellem de to, hvilket også er nærliggende. Det handler så om at balancere hjerne og hjerte, ånd og krop, tanke og sansning. Det er vel denne forening som Ben Neill hylder i den beatorienterede electronica (som indikeret ovenfor). Men en sådan balancering er stadig en bekræftelse af dualismen - og i øvrigt et kedeligt æstetisk ideal.

I stedet for at finde balancen mellem hjerte og hjerne må man gå bag om selve dette skel og formulere den sensibilitet der er den reelle: sanselig bevidsthed, bevidst sanselighed, inkarneret hjerne, intelligent krop. Det er den egentlige crossover, den der virkelig gør os i stand til at forstå fænomener som beat og kompleksitet og musik og kunst i det hele taget.

Litteratur
Theodor W. Adorno:”Schwierigkeiten” Impromptus (Gesammelte Schiften 17, Suhrkamp)
Ben Neill: ”Breakthrough Beats. Rhythm and the Aesthetics of Contemporary Electronic Music” i Audio Culture (Continuum 2004)
Torben Sangild: Objektiv sensiblitet (Københavns Universitet, 2004)
Arnold Schönberg: ”Heart and Brain in Music” Style and Idea (Faber and Faber, 1975) s. 53-76

Kommentarer

En lille kommentar; en del komponister mener jo, f.eks. Per Nørgård her hjemme, at den bankende 4/4-dels beat IKKE er kropslig og naturlig, men derimod "industrielt og menneskeskabt". Naturens egen rytme er mere "gyngende" og periodisk (periodisk som f.eks. bølger der slår op på en strand)..
Også folkemusik (der jo normalt opfattes som værende "tæt på naturen" og bestemt ikke intellektuel) benytter sig sjældent af 4/4sbeat, men mere periodisk puls (eksempelvis folkemusik fra Balkan, der har "skæve" rytmer i f.eks. 7/8, som dermed skaber en mere gyngende, periodisk puls..)
Mange angreb Stravinkijs "Sacre de Printemps" (uropført 1912) for at være for "barbarisk og primitiv" netop fordi den benytter sig af skæve, folketoneagtige rytmer .. nu bliver det altså argumenteret at det samme stykke af denne grund er intellektuelt..

Enig med dig, Torben - det bliver for unuanceret...

Jeg vil tilføje eksempler på fejlslutningen om den intellektuelle musik når jeg støder på dem. I må meget gerne hjælpe til.

Her kommer en udtalelse fra den nu 89-årige jazzviolinist Svend Asmussen, som for nylig svinede cool jazz til på følgende måde:

"Hvis jazzen bliver for intellektualiseret og andægtig, dør den. Det var den på vej til med Miles Davis og cool musikken. Bevares, den var begavet og udspekuleret, men den savnede schwung. Den bevægede ikke, man hverken græd eller lo." (Weekendavisen 23/3-05)

Hvor er det dog ærgerligt for Svend Asmussen at jeg bliver mere rørt over Kind of Blue eller Miles Smiles end af noget af det Svend Asmussen har lavet. Det er muligvis min begrænsning at jeg ikke kan se noget i swingmusik med violin, men det er i hvert fald et faktum at ikke blot jeg, men mange, finder cool jazz ganske bevægende - både kropsligt og følelsesmæssigt. At det samtidig er begavet ødelægger det ikke.

Pointen er igen at Asmussen kalder den musik han godt kan lide for følelsesmæssig og den musik han ikke kan ikke kan lide for intellektuel. Jeg kan ikke lide Svend Asmussens musik, men jeg kalder den ikke for intellektuel - eller følsom, for den sags skyld.

På den anden side må man da sige at Schönberg lavede nogle fejlslutninger tidligere i hans oeuvre. Hvis jeg husker ret, sagde han så ikke noget lignende, at hvis man kunne læse musikken, så ville man være fri for at høre på udøverens ego? Eller er dette helt forkert? Og måske er det sådan en holdning der hænger ved(?)

Jeg havde en længere diskussion om det med min ven forleden dag, og min påstand var (og er stadig) at komponister/musikere af i dag uanset hvor teoretisk mindede de er, så er det klingende resultat det vigtigste. Problemet er vel bare (som du også kom ind på) at al forklaring om musikken har det med at blive teoretisk, hvis det ikke skal lukke de mulige fortolkninger af den. Hvis jeg ikke teoretiser og derimod forsøger at appellere til det sanselige ved at sige, at jeg fx forestiller mig at værket symboliserer en sommerfugl, så gør man jo oplagt vold mod værkets uendelige muligheder og lytningen bliver en slags facitliste, som det er næste endnu værre ikke at kunne "løse".

Så hvad skal man så sige kort, når folk anklager ens musik for at være for tænkt? Man henviser jo ikke lige til Adorno, for så er der for alvor noget på teoretisk fære.
+ lille kommentar til Frode: forstår ikke helt dit argument med sacre. Jeg forestiller mig nemlig, at folk var sure over de meget stive, dissonante (det var de dengang) passager. Ja godt nok skæve taktarter, men i hvert fald ikke vuggende ottendedele.

Jesper: Jeg kender ikke til dette udsagn fra Schönberg, men manden har jo sagt meget mellem år og dag, så jeg vil ikke udelukke det. Hvis nogen kender citatet og har en henvisning, så skriv endelig en kommentar! Der kan jo også være tale om et fantom-citat fra ondsindede kilder.

Du spørger så hvad man skal sige til folk der kalder ens egen musik fortænkt. Og det er straks sværere at forsvare sin egen kunst end at forsvare sine yndlingskunstnere, fordi man jo er direkte ansvarlig.

Hvis nogen anklagede min musik for at være fortænkt, ville jeg i første omgang spørge hvad de mener med det. Som regel ville der så komme en mere meningsfuld kritik frem, som det ville være lettere at forholde sig til. Så det vil nok være mit råd. Ofte vil der være tale om en genreblokering, dvs. at de slet ikke kan lide den *type* musik du komponerer. Og så må du sige "fair nok, men det har ikke noget med fortænkthed at gøre". Og så er man faktisk kommet et skridt videre. Det er i hvert fald mit bedste bud.

Angående Sacre - Det var en både-og; nogle reagerede meget negativt til dissonserne, men mange var lige så provokerede ovenfor rytmerne. Stravinskij selv har en fantastisk beskrivelse af episoden i sine memoirer, Jaques Costeau ligeså.

Side 164 i Dika Newlin, Schönberg Remembered: Diaries and Recollections (1938-76)(New York: Pendragon) skulle efter henvisning fra Music: A very Short Introduction af Nicholas Cook være det førnævnte citat du manglede til samlingen, jeg har ikke selv tjekket det efter. Ellers siger Søren Møller Sørensen i artiklen "det store skel og drømmen om forening" noget af det samme (og nu går jeg så ud på dybt vand for du er en del mere bevandret i Adorno): "Hos Adorno i 1932 har den "logocentrisk" legitimerede musikæstetik sejret sig til døde: den er nået dertil, hvor den ikke længere kan kende forskel på musik og teoretisk erkendelse" (s.55). Det er ikke fordi jeg ikke er enig med dig, men jeg tror nok bare, at man i fortiden er gået ind i den blingyde der hedder teori over musik, og det måske derfor er sådan at folk er påpasselige i dag. Jeg kan personligt til tider også føle det sådan med visse dele af new complexity scenen. Angående Sacre forstår jeg ikke helt argumentationen: nu skal det lige siges, at jeg ikke har læst hans memoire, men jeg finder som sagt, at der er langt fra hans meget bastante dionyssiske rytmer til de vuggende ottendedelstaktarter som du snakker om.
Men også selv om Stravinsky er tættere på det såkaldte naturlige, kan det sagtens også være tænkt. Jeg ser på ingen måde nogen modsætning.

Jeg har nu bestilt Schönberg-bogen, så jeg kan tjekke præcis hvad der står.

Sørensen-citatet er tvetydigt i dit uddrag (mht. ordet "hos"): er det Adorno der kritiserer visse former for musik for at være logocentrisk, eller er det Sørensen der kritiserer Adorno anno 1932 for at være for logocentrisk?

Jeg kan kun sige at generelt vil Adornno insistere på det klingende og det sanselige som det afgørende. At han så som filosof vil tillade sig efterfølgende at reflektere over musikkens gehalt er ikke (og vil aldrig kunne være) en erstatning for musikken selv. Hvad Sørensen henviser til er indtil videre uklart.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2