Arkiv: august 2005

« maj 2005 | Forside | september 2005 »

22.08.2005

Det som ikke gør dig stærkere, nedbryder dig

I dette indlæg kritiserer jeg klichéen om at "Det som ikke dræber dig, gør dig stærkere", som ikke blot er forkert, men også grusom.

Ofte må man lægge øre til platituden ”Det der ikke dræber dig gør dig stærkere” (der i virkeligheden er en Nietzsche-parafrase), sagt som en slags livsfilosofi af folk der mener at man har godt af at møde lidt modstand. Det kan være en kærkommen undskyldning for fx at sende unge mænd i krig eller at slå børn.

Det er ikke altid det siges med denne alvor, men selv sagt i sjov henvises der til en sætning som andre har sagt i alvor.

Det bliver ofte bliver udtalt som en pseudo-skarpsindig erkendelse om at tackle livet med oprejst pande. Men det er en tankegang der kan have alvorlige konsekvenser hvis man virkelig tror at der er noget om det. Og det er der tilsyneladende mange der gør.

Det gran af sandhed der er i sloganet er naturligvis at man udvikler sig og får erfaring gennem udfordringer og modstand. Det skal jeg ikke bestride, så længe der er tale om moderat modstand og livets almindelige tildragelser. Men det er ikke det sætningen siger. Den siger at ALT hvad man kan komme ud for har en sådan udviklende karakter. Og det er en underforstået konsekvens af dette at man ikke skal skåne hverken børn eller voksne mod noget, og at enhver tale om traumer og kriseterapi blot er noget kvindagtigt ævl. En sådan holding hører til blandt dem som stadig tror det er maskulint at være uden kontakt med sine følelser (følelser er kvindelige, undtagen måske lige fuldemandssentimentalitet, synes holdningen at være).

Sætningen er bogstaveligt taget forkert. Lad mig skære det ud i pap: man bliver ikke stærkere af
At blive mobbet
At blive voldtaget
At blive udsat for vold
At blive tortureret
At miste ens nærmeste
At blive udsat for incest
At være ved fronten i en krig
At blive sendt i fangelejr
At (komme til at) slå andre ihjel
Etc. etc.

Det er ikke så indlysende for visse mennesker. Der findes dem som vil påstå at man bliver stærkere af at blive mobbet eller af at blive sendt til fronten. Og det peger på hele problemet i tankegangen, nemlig en forveksling af det at være hård med det at være stærk.

Når man traumatiseres gør man sig ofte hård ved at lukke ned for en del af sig selv, lukke ned for en side af ens følelsesliv som er ubærligt – sorgen, angsten, smerten, overgrebet, skammen etc. Man bygger en hård skal uden om dette alt for ømme punkt, og kan derfor fremstå ”stærkere” i betydningen ”mere hårdfør”. Men hårdførhed er ikke en styrke i nogen interessant betydning af ordet. Det er ingen kunst at lukke ned for følelser. Og det ømme punkt forsvinder i øvrigt ikke – disse ”stærke” mennesker vil have nogle sorte huller som gør at der er ting de ikke vil snakke om eller som de er meget nærtagende omkring. Midt i den overfladiske styrke (hårdførheden) ligger et punkt ømmere og mere sårbart end noget barns.

Så længe dette står på er man meget langt fra at være et helt menneske. Og kun et nogenlunde helt menneske er stærkt i nogen ambitiøs og interessant betydning af dét ord. En anden kliché lyder at det er en styrke at turde vise sårbarhed, og den er til gengæld langt tættere på virkeligheden.

Under første verdenskrig betragtede man rask væk mennesker med granatchok som ”feje”. Og ”man”, det var som oftest skrivebordsgeneraler og patriotiske læger, der ikke havde den fjerneste anelse om hvad soldaterne havde været igennem. De traumatiserede fik at vide at de skulle tage sig sammen og blev ofte sendt tilbage til fronten, selv om deres psyke (og ofte også deres motorik, taleevne eller sansning) allerede var ødelagt. Ellers blev de henrettet eller smidt i fængsel for kujoneri. Det er en lignende tankegang, som mottoet om at det som ikke dræber dig gør dig stærkere udtrykker. Og det er slet og ret grusomt.

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2