Arkiv: september 2005

« august 2005 | Forside | oktober 2005 »

13.09.2005

Krig og nationale massesymboler

Nationalfølelse er bundet op på symboler. Elias Canetti kalder dem ”nationale massesymboler” i sit hovedværk Masse og magt. Her opregner han de store nationers massesymboler (havet, skoven osv.) med udgangspunkt i patriotismen ved indgangen til Første Verdenskrig. Men hvad med Danmark? I det nedenstående indlæg tænker jeg videre i Canettis spor og overvejer hvad det danske massesymbol kunne være i dag.

Når man skal mobilisere folk til at gå i krig for fædrelandet, så er man nødt til at have et særligt billede på dette fædreland der kan fungere som emotionel binding for den enkelte. Hvordan skulle man ellers kunne føle en så stærk binding til noget så abstrakt som fædrelandet at man vil gå i døden for det? Hvordan skulle man ellers kunne skabe patrioter, dvs. mennesker som har et lige så inderligt forhold til deres fædreland som til deres nærmeste, og som derfor vil deltage i grusomme voldshandlinger for dette fædrelands skyld?

Med 1. Verdenskrig var dette mere klart end nogensinde. Ingen havde en klar fornemmelse af hvad denne krig egentlig handlede om, og det er stadig de færreste der kan redegøre for formålet med den. Interesserne var mange og modstridende, men hverken klare eller heroiske. Det handlede om kolonier og imperialisme, om penge, om gamle alliancer, og om noget så irrationelt som en følelse af at der måtte renses ud og skabes en ny verden i ruinerne af den gamle. Hverken før eller siden har en krig været skildret som så absurd og meningsløs som 1. Verdenskrig med dens endeløse skyttegrave og omsiggribende desillusion. Men før denne desillusion herskede patriotismen og den spændte forventning. Folk kunne ikke vente med at komme ud og slås. Selv overbeviste pacifister og internationalister forvandledes til patrioter på få dage i august 1914. Der havde ikke været krig i Europa meget længe, så det var de færreste der havde nogen anelse om hvad de gik ud til. De sang deres fædrelands vemodige og militante sange, som fx i München, hvor en ung Adolf Hitler for første gang opdagede meningen med livet: den store, syngende, nationale masse på vej i krig.

Det havde næppe kunnet lade sig gøre uden symbolerne, der holdt det hele sammen - rent sentimentale billeder af fædrelandets særegne storhed, og den deraf følgende ringeagtelse for de andre. At alle lande opførte sig ens i denne masserus - og at lighederne dermed var større end forskellene - opdagede de ikke i deres dæmonisering af fjenden som radikalt anderledes.

Elias Canetti skriver i bogen Masse og magt (opr. 1960) om det nationale massesymbol, altså det symbol der kan samle næsten alle borgere som et patriotisk folk. Han opregner de store europæiske nationers symboler: England har havet, Tyskland har skoven, Frankrig har revolutionen, Holland har diget, Schweiz har bjergene, Spanien har tyrefægteren og Italien har Rom.

Canetti føler ikke trang til at dokumentere disse symboler i fx fædrelandssange, digte, slagord og visuelle ikoner, hvilket ellers ville have gjort redegørelsen mere overbevisende. Tænk bare på ”Rule Britannia”, der kunne være et godt eksempel på briternes følelse af at herske på de syv have. Men jeg er ikke overbevist om dem alle. Måske blandt andet fordi jeg ikke mener at man normalt nøjes med et enkelt symbol. Bjergene spiller også en rolle i det tyske massesymbol. Og bjerghytten. Og hvad med sproget og gastronomien i Frankrig? Det er som oftest en kombination af flere symboler der er på spil.

Man kunne gå videre og spørge sig hvad det danske massesymbol ville være? Holger Danske? Dannebrog? Guldhornene? Ikke rigtigt, ikke først og fremmest. Det er andre myter der skal til for at samle vores nation til en folkemasse. Den eneste gang i nyere tid hvor jeg har set danskerne blive til en spontan masse var i 1992, da vi vandt EM i fodbold. Og det var en ganske anden symbolsk fortælling der bar denne rus. Det var den lille outsider mod de store. Det var den grimme ælling der blev en svane. Det var Klods Hans der fik prinsessen mod alle odds. Det var David der slog Goliath.

Det danske symbol er netop ikke det store, men det lille, det undervurderede. Lilleputlandet der alligevel kan så meget. Stoltheden er paradoksalt nok bundet op med lidenheden. Fordi vi er så små og harmløse kan vi tillade os så meget desto større stolthed over vores lille smørhul. Vi virker ikke truende på de andre.

Men kan det bruges til at mobilisere folk til at dræbe og gå i døden for fædrelandet?

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2