« Det som ikke gør dig stærkere, nedbryder dig | Forside | Begrebet avantgarde - en lillebitte diskursanalyse »

13.09.2005

Krig og nationale massesymboler

Nationalfølelse er bundet op på symboler. Elias Canetti kalder dem ”nationale massesymboler” i sit hovedværk Masse og magt. Her opregner han de store nationers massesymboler (havet, skoven osv.) med udgangspunkt i patriotismen ved indgangen til Første Verdenskrig. Men hvad med Danmark? I det nedenstående indlæg tænker jeg videre i Canettis spor og overvejer hvad det danske massesymbol kunne være i dag.

Når man skal mobilisere folk til at gå i krig for fædrelandet, så er man nødt til at have et særligt billede på dette fædreland der kan fungere som emotionel binding for den enkelte. Hvordan skulle man ellers kunne føle en så stærk binding til noget så abstrakt som fædrelandet at man vil gå i døden for det? Hvordan skulle man ellers kunne skabe patrioter, dvs. mennesker som har et lige så inderligt forhold til deres fædreland som til deres nærmeste, og som derfor vil deltage i grusomme voldshandlinger for dette fædrelands skyld?

Med 1. Verdenskrig var dette mere klart end nogensinde. Ingen havde en klar fornemmelse af hvad denne krig egentlig handlede om, og det er stadig de færreste der kan redegøre for formålet med den. Interesserne var mange og modstridende, men hverken klare eller heroiske. Det handlede om kolonier og imperialisme, om penge, om gamle alliancer, og om noget så irrationelt som en følelse af at der måtte renses ud og skabes en ny verden i ruinerne af den gamle. Hverken før eller siden har en krig været skildret som så absurd og meningsløs som 1. Verdenskrig med dens endeløse skyttegrave og omsiggribende desillusion. Men før denne desillusion herskede patriotismen og den spændte forventning. Folk kunne ikke vente med at komme ud og slås. Selv overbeviste pacifister og internationalister forvandledes til patrioter på få dage i august 1914. Der havde ikke været krig i Europa meget længe, så det var de færreste der havde nogen anelse om hvad de gik ud til. De sang deres fædrelands vemodige og militante sange, som fx i München, hvor en ung Adolf Hitler for første gang opdagede meningen med livet: den store, syngende, nationale masse på vej i krig.

Det havde næppe kunnet lade sig gøre uden symbolerne, der holdt det hele sammen - rent sentimentale billeder af fædrelandets særegne storhed, og den deraf følgende ringeagtelse for de andre. At alle lande opførte sig ens i denne masserus - og at lighederne dermed var større end forskellene - opdagede de ikke i deres dæmonisering af fjenden som radikalt anderledes.

Elias Canetti skriver i bogen Masse og magt (opr. 1960) om det nationale massesymbol, altså det symbol der kan samle næsten alle borgere som et patriotisk folk. Han opregner de store europæiske nationers symboler: England har havet, Tyskland har skoven, Frankrig har revolutionen, Holland har diget, Schweiz har bjergene, Spanien har tyrefægteren og Italien har Rom.

Canetti føler ikke trang til at dokumentere disse symboler i fx fædrelandssange, digte, slagord og visuelle ikoner, hvilket ellers ville have gjort redegørelsen mere overbevisende. Tænk bare på ”Rule Britannia”, der kunne være et godt eksempel på briternes følelse af at herske på de syv have. Men jeg er ikke overbevist om dem alle. Måske blandt andet fordi jeg ikke mener at man normalt nøjes med et enkelt symbol. Bjergene spiller også en rolle i det tyske massesymbol. Og bjerghytten. Og hvad med sproget og gastronomien i Frankrig? Det er som oftest en kombination af flere symboler der er på spil.

Man kunne gå videre og spørge sig hvad det danske massesymbol ville være? Holger Danske? Dannebrog? Guldhornene? Ikke rigtigt, ikke først og fremmest. Det er andre myter der skal til for at samle vores nation til en folkemasse. Den eneste gang i nyere tid hvor jeg har set danskerne blive til en spontan masse var i 1992, da vi vandt EM i fodbold. Og det var en ganske anden symbolsk fortælling der bar denne rus. Det var den lille outsider mod de store. Det var den grimme ælling der blev en svane. Det var Klods Hans der fik prinsessen mod alle odds. Det var David der slog Goliath.

Det danske symbol er netop ikke det store, men det lille, det undervurderede. Lilleputlandet der alligevel kan så meget. Stoltheden er paradoksalt nok bundet op med lidenheden. Fordi vi er så små og harmløse kan vi tillade os så meget desto større stolthed over vores lille smørhul. Vi virker ikke truende på de andre.

Men kan det bruges til at mobilisere folk til at dræbe og gå i døden for fædrelandet?

Kommentarer

Hmm, 1. verdenskrig er i sandhed et fænomen der fortjener mere opmærksomhed. Mennesker har det i øvrigt med at danner grupper. Om det er naturligt at der findes sammenslutninger af sammenslutninger der fungerer som varetager af fælles interesser ved jeg ikke. Jeg tror det. De seneste fremskridt er gjort indenfor nationalstatens ramme. Om nationalstater der er bundet sammen af sproget er bedre end dem der bindes sammen af andre ting, kunne da tænkes. At lave EU er vel at føre Frankrigs idé om en stat videre. Jeg er ikke sikker på at det er så smart. Masseindvandringen af muslimer har fortalt en del, vi måske ikke realiserede os før.

Der skulle have stået cirka "de fleste senere fremskridt er .." , men det er forhåbentligt ikke ordkløverhjørnet, det her :-)

Hvis man vil samle danskerne om at gå i krig, skal det stadig ske i verdensfredens navn og under FN-flaget som massesymbol.
Så kan man i humanismens navn bombe TV-stationer, vandforsyninger og elværker i Serbien, så Kosovo i ro og mag kan udrenses for diverse etniske minoriteter.

De seneste krige Danmark har været involveret i (Kosovo, Irak, Afghanistan m.fl.) har ikke så meget været præget af national samling om et fælles symbol, men udslag en moderne udgave af det ellers oprindelige romerske "casus bellum" (retfærdiggjort krig) begreb - altså at der kan findes en grund til at gå i krig. I Kosovo var det den etniske udryddelse, i Afghanistan truslen om terror, i Irak (i første omgang) truslen om masseødelæggelsesvåben. Dette er netop (i hvert præsenteret som) rationelle årsager til at gå i krig, ofte formaliseret gennem en FN-resolution.

Jeg vil ikke vove at påstå at institutioner som EU eller FN og disses symboler er så stærkt samlende, at det kan beskrives patriotisk - selvom nogle politiker måske ønsker det?

Man kunne selvfølgelig tolke vores internationale engagement som en videreførsel af vores "lille-men-stærk" mentalitet som du beskriver? Men hvorvidt der ligefrem er patriotisk samling omkring den, synes jeg er uklart.

For at se på en "ægte" patriotisk samling om nationale symboler kunne man evt. se nærmere på den samling der var omkring modstandsbevægelsen i det sidste år af 2. verdenskrig og årene efter?

Desuden er der jo hele den national-romantiske kunst fra guldalderen, som stadig fungerer som nationalsymboler (nationalsangen f.eks.!)

Nej, jeg er helt enig, og det er også derfor jeg nævner fodbold og ikke krig som det tilsyneladende eneste eksempel i dag på national samling.

Men hvis vi går tilbage til Canetti, så beskriver han faktisk et andet element, som du berører, Rune. Nemlig at ud over at have et nationalt massesymbol som samlingspunkt, så er det meget vigtigt at skabe en myte om at den man går i krig imod allerede er en trussel. Altså, hvis man skal gå i angrebskrig, så skal man fremstille det som om det var den anden part der var en så stor trussel at man simpelthen var nødt til at angribe/invadere dem for at redde sig selv: enhver invasion vendes retorisk til at lyde som en slags forsvar.

Og dér bliver parallelerne mere relevante til nutidens krige. Vi invaderer Afghanistan for at finde Osama Bin Laden og fordi Taleban-styret er blevet en trussel mod vesten. Og vi invaderer Irak fordi de har masseødelæggelsesvåben i hænderne på en gal mand. Begge dele med henvisning til 11. september. At der ikke er nogen sammenhæng mellem Al-Quaeda og Irak spiller ikke nogen større rolle, hvis man retorisk kan flette dem sammen som en del af ondskabens akse.

Vi er altså nødt til at skabe fortællingen om at vi bliver angrebet for at kunne slå igen.

Men hvad så med Hitler, kunne man spørge? Invaderede han ikke bare fordi han lige havde lyst? Skulle han retfærdiggøre noget? Ja, faktisk. Han var nødt til at opfinde fortællingen om at jøderne truede det tyske, at Tyskland var blevet dolkestødt efter 1. verdenskrig og at de sorte i Afrika også udgjorde en særlig fare. Selv en mand som Hitler kunne ikke for alvor få folk til at gå i krig uden at skabe ideen om at Tyskland var truet og underkuet.

Og inden nogen nu misforstår mig og farer i blækhuset: nej, jeg sammenligner ikke Hitler og Bush/Blair/Fogh, jeg undersøger blot den helt generelle tese hos Elias Canetti om hvad der skal til for at mobilisere viljen til krig.

Jeg skal nok lade være med at fare til blækhuset ;)

Hele teoretiseringen omkring årsager til at gå i krig, er jo i det hele taget voldsomt interessant... Specielt fordi selv idag i vores "civiliserede og rationelle" demokrati bruger de samme retoriske begrundelser for at gå i krig.

Mener du i øvrigt, at man kan anskue vores internationale engagement som et udslag og en samling omkring "vi er små, men kan godt have betydning" - mentaliteten.

En anden ting er vel at der ikke længere _er_ nogen mobilisering af krigsvilje, i hvert fald ikke i folket. Folk siger "vi er i krig", men det lyder mest som et spørgsmål. Og selve formålet med udstationeringen er jo, til forskel fra tidligere tider, at hindre grusomheder, ikke forårsage dem. For amerikanerne stiller det sig selvfølgelig ganske anderledes. (A propos Al Qeida/ Saddam Hussein-forbindelsen, så stammer den vistnok fra Clintonadministrationen og bombningen af medicinfabrikken i Sudan. De troede den var ejet af Osama Bin Laden og producerede kemiske våben for Saddam Hussein.)

Det er rigtigt at der ikke er nogen krigmobilisering på samme måde som under verdenskrigene f.eks... Men var det jo også nogle ganske andre krige, hvor selve nationen var truet. Og det ville være synd at sige gør sig gældende i de aktuelle krige.

Nej, og det er jo et af mange problemer med Bush-doktrinen om pre-emptive strikes: begrundelsen for krigen må nødvendigvis bygge på mere eller mindre sandsynlige hypoteser. Det er jo let nok at argumentere FOR krigshandlinger når der ikke længere er nogen vej udenom. På den anden side ønsker vi jo gerne at fremstå som dem, der har "lært af historien". Jeg tror vi kunne gjort meget mere ud af FN, hvis vi f.eks. tog et opgør med diktaturet som styreform generelt, og satte alle midler ind på at hjælpe mislykkede stater med reformer, handel, udveksling af ideer, osv. Det ville være endnu mere pre-emptive, og følgelig indebære en langsigtighed og, dybest set, idealisme, som måske er fraværende. Til trods for at det ville betale sig fra første stund, og spare alle parter for militære eventyr.

I vores tid er dette alternativ dog ikke på bordet. Vi står fortsat og vælger mellem grader af katastrofe.

Det der binder danskerne sammen er visheden om at det, der sker ude i verden ikke for alvor har nogen berøring med os. Der er ikke brug for et massesymbol, for krig er et spørgsmål om forpligtelser, traktater og måske en statsminister der træffer en kontroversiel beslutning. Så er der også folk der tager afsted, ikke som nationalister, men snarere som professionelle på job.

Det er jo ikke længere /folket/ der går i krig. Var det ikke netop det der ændrede sig efter 1918, og som gør at vi ikke for alvor kan sammenligne dengang og nu. At hele den tyske ungdom, som Remarque skriver, marcherede fra skolestuen ud på slagmarken. De blev overbevist, overtalt eller overlistet til at kæmpe for det fædreland de havde lært om, og uhyggelig mange af dem døde for det. Under samme krig faldt kejserriget og efter den var alting ren elendighed.

De kæmpede for deres fædreland, men imens de gjorde det opdagede de at det hele var en løgn, fædrelandet så at sige stod så længe det stadig havde unge mænd at sende i døden, men ellers ikke. Hvad kan sammenlignes med den kæmpe desillusion. Hvad kommer efter den. De var i deres egen krig, men krigen var en løgn.

Vi kæmper i krige, vi er i krig, men vi føler det ikke selv, det er noget vi siger, skal overbevise hinanden om. Sådan en krig er båret af argumenter, ikke symboler. Vi kæmper jo ikke for Danmark, men for idealer, for fred, for menneskerettigheder, for at opfylde forpligtelser etc.

Selv hvis alle danskere fik våde øjne ved synet af dannebrog, ville det symbol ikke hjælpe stort med at legitimere den slags krige vi fører i dag. Jeg mener vi bør fokusere meget mere på argumenterne og få dem i orden. De skulle jo gerne ved nærmere undersøgelse vise sig at være bedre end dem som man brugte i Europa i 1914. Er der mon noget at komme efter?

Jeg er i hvert fald helt enig i den konklusion. Men når man diskuterer f.eks. krigen i Irak, oplever man uhyre sjældent at "det bedre argument" er i stand til at bevæge nogen i den ene eller anden retning. At bøje sig for argumenter er egentlig en ret sjælden egenskab, og måske meget betinget af andre, sosiale omstændigheder. Jeg tror at enighed i sig selv forudsætter en vis grad af sympati, osv. Hvis det var almindeligt at give efter for bedre argumenter ville der nok aldrig været udkæmpet en eneste krig ... Så i en elelr anden forstand er det stadig følelser, der afgør sagen - og så er vi tilbage til symbolerne. Eftertiden, som ikke drives af de samme følelser, kan naturligvis afklæde disse symboler som falske. Men præcis det samme vil jo ske med deres egen mytologi når den tid kommer; på den måde har vi fået den idé at vores egen generation er klogere, end den forrige. Men det skyldes altså blot at vi tager vores egne symboler mere alvorligt, end den næste generation vil gøre.

I forhold til massesymboler, tror jeg stadig de er der og virker, ganske nøjagtigt som i 1914. På den ene side har vi det positive symbol Demokratiet, og det negative symbol - som også må regnes med som en aktiv størrelse - Diktaturet. Især efter begivenhederne i tiden 1914 - 1945, og så den afrikanske lidelseshistorie og nu den mellemøstlige stagnation, med al dens makabre billedproduktion, har gjort det negative Diktatursymbol meget stærkt. Ikke uden grund, selvfølgelig.

"Jeg tror at enighed i sig selv forudsætter en vis grad af sympati, osv. Hvis det var almindeligt at give efter for bedre argumenter ville der nok aldrig været udkæmpet en eneste krig ... Så i en elelr anden forstand er det stadig følelser, der afgør sagen - og så er vi tilbage til symbolerne. Eftertiden, som ikke drives af de samme følelser, kan naturligvis afklæde disse symboler som falske. Men præcis det samme vil jo ske med deres egen mytologi når den tid kommer; på den måde har vi fået den idé at vores egen generation er klogere, end den forrige. Men det skyldes altså blot at vi tager vores egne symboler mere alvorligt, end den næste generation vil gøre.", skrev Jon Eirik Lundberg.

Hm, det var en smærmerisk og teoretisk udlægning med manglende hold i kendsgerninger.

Sympati var som bekendt i ikke ringe mængder til stede fra Chamberlains side efter et berømt møde med Hitler, der også havde sine sværmeriske tendenser ift. England.

Politikere og andre med insiderviden er klar over, at argumenter har bøjet viljer i historiens forløb langt tiere, end offentligheden regner med eller de fleste har sat sig ind i. Det er jo langtfra alle varslede krige, der er blevet udkæmpet. For eksempel har fortidens konger, kejsere og andre beslutningstager ladet sig overtale af egne rådgivere og embedsmænd til at opgive deres forehavender.

Krige føres på langt mere komplicerede grundlag end gængs argumentation og eventuel respekt for modparten.

Ej heller kan følelser tillægges hele miseren, et vekselspil mellem dem og praktiske og konkrete hensyn og ønsker vil altid være til stede.

Hensynet til magtbalancer, territoriale behov, overbefolkning, vanskelige grænseforhold, krav fra mindretal og meget andet går jævnligt hånd i hånd med grådigheden efer råstoffer, forfængelighed, magtliderlighed, religiøs fanatisme osv., så det er vanskeligt at udrede trådene, når ansvaret for krige skal placeres.

I dag forsøger politikerne fortsat at sælge krigen i Afghanistan på en overbevisning om, at soldaterne kæmper for Danmark. Skal vi tro dem?

Det forekommer mig, at der er andre og langt bedre muligheder for at forsvare danske interesser, og at de forsømmes på det skammeligste. Derfor tror jeg ikke på Afghanistan.

Mvh.


Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2