Det spekulative øre

Her kommer så den første gæsteoptræden på Det spekulative øre, nemlig en kritik af kanon-dyrkelsen ved Egon Clausen. Egon Clausen er forfatter og programredaktør på P1, hvor han særligt er kendt for programmet Læst & Påtalt. Han har skrevet en række bøger (se listen her), og er nu aktuel med pamfletten Den skadelige kanon, hvorfra dette indlæg er taget.

(Alle kan anmode om at få essays, kommentarer og strøtanker udgivet på Det spekulative øre, men jeg, Torben Sangild, fungerer så som redaktør og smagsdommer, og optager kun indlæg af en vis kvalitet og relevans. Det betyder ikke at jeg altid er enig i det skrevne, men at jeg synes det fortjener at blive læst og påtalt. Egon Clausen er den første der har henvendt sig udefra med en tekst, og det kan måske anspore til efterfølgelse. Kommentér endelig, ideen er at få en debat i gang!)

Hver mand sin kanon
Af Egon Clausen

Vi lever i en tid hvor gamle grænser nedbrydes og forsvinder med rasende hast. De traditionsbundne livsformer, der var baseret på land og slægt, gør det også. Mange af dem er allerede gået tabt, og mange mennesker erfarer, at de sagtens kan klare sig uden det, der kaldes rødder og identitet. Det kan virke skræmmende og måske uforståeligt på nogle, men ingen nostalgiske nationalister kan stille uret tilbage med nok så mange påbud og kanoner. Vi er verdensborgere, og hvad enten vi vil det eller ej, lever vi alle i et verdensomspændende netværk af kommunikation. Det er vores virkelighed. Vi møder den alle vegne i vores hverdag, og denne virkelighed er af en sådan beskaffenhed, at den helt savner grundlag og mål.

Vi lever i en verden uden bund, uden grænser og uden endegyldige svar. Det forjættede land med nationale fællesskaber, samme tro og historiske rødder, er og bliver en drøm, der aldrig har været og som heller aldrig vil blive en realitet, men vi, der lever i denne tid, er dog hverken fortabte eller behøver at fortvivle af den grund. Vi vandrer heller ikke i en ørken af meningsløshed, men bevæger os gennem en levende verden, fyldt med et mylder af tegn som vi må tyde, så godt vi kan. Det er vilkårene, og enhver der påstår noget andet, udsteder dækningsløse checks fra en tryghedsbank, der har lukket for længst.

Den engelske religionshistoriker og teolog, Don Cupitt skriver: ”Under de postmoderne betingelser er kulturen blevet pluralistisk, og det samme er folk. Vi burde lære at forfølge vores egen, personlige vækst ved at udforske og flakse rundt mellem adskillige, forskellige former for selvopfattelse og livssyn. Sandheden med stort S findes ikke længere, og den kommer aldrig igen. Nu er det bedre at opretholde et lille, personligt repertoire af forskellige sandheder, stier og mål, man kan benytte sig af, som man finder for godt. ”

Sådan lever de fleste mennesker vist nok allerede, og et begreb som kanon hører ikke hjemme andre steder end i konversation ved et middagsselskab i Overdanmark. Idealet må være hver mand sin kanon, og da kun for en tid. Vi har slet ikke brug for umyndiggørende kulturkommandoer til at vise os vejen, for al vor stræben bør gå ud på at blive myndige mennesker, der på egen hånd knytter an til den historie og de livstydninger vi har brug for på vores færd gennem livet. Hvad dette er, forandrer sig i takt med at vi selv forandrer os. Som børn skulle vi lære at have tillid til livet. Som unge at finde ud af hvem vi var. Som voksne måtte vi søge at blive ansvarlige mennesker, som gamle må vi søge at undgå bitterhed og fortvivlelse og håbe på at alt, hvad vi har oplevet og lært gennem livet, kan samles i noget der gerne må kaldes livsvisdom.

Sådan en livsopgave løses ikke ved at henvise til bestemte tekster eller til et påstået urokkeligt fundament, hvad enten det er religiøst eller nationalt, for et sådant fundament findes ikke. Ingen kirke, ingen stat, ingen ideologi, intet enkeltmenneske skal derfor få held med at udråbe sig selv til at gå foran os med en påstand om, at nu har man omsider fundet den rette vej. Ingen bør heller traske fodslæbende og hovedrystende efter os, men vi vil gerne gå sammen med andre, som en flok gode venner, der kan følges ad i kortere eller længere tid og i fællesskab forsøge at tyde den foranderlige og forunderlige verden vi lever i.

Egon Clausen, 2005

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:04 | Kommentarer (4)
| TrackBacks (1) Kategorier: Gæsteoptæden

I forlængelse af såvel antologien om avantgarde og solcenterets brug af samme begreb (for nu at tage to yderpunkter) kunne det være sjovt at se hvordan begrebet avantgarde bruges i medierne generelt. Jeg har derfor lavet en lille, uformel og uvidenskabelig analyse af ordet "avantgarde" som det har optrådt i aviserne i den sidste uge.

Jeg har her samlet alle de steder hvor ordet "avantgarde" forekommer i danske aviser i ugen 28/9-5/10, altså et ganske lille og tilfældigt udvalg på 9 citater. Jeg kommenterer dem løbende i kronologisk orden og samler op hvilke avantgardebegreber der synes at være ude at gå i den danske medieverden.

(Som sagt er det ikke nogen videnskabelig diskursanalyse - netop her på Det spekulative øre kan jeg tillade mig at være lidt faglig-essayistisk uden at være en del af min forskning eller undervisning. Det er måske endda et "uforudsigeligt frirum", ligesom avantgarde-jazzen bliver beskrevet nedenfor)

1. "Fra referencerne til 1920-ernes festlige New Orleans-musik over romancen med Duke Ellingtons frække jungle-stil til 1960-ernes flossede, normsprængende avantgarde og minsandten også vor egen melodisk og harmonisk smukt rundede Carl Nielsen som nordisk islæt [...] Dørge har en særlig kærlighedsaffære med Sun Ra, manden fra Saturn med det frit koglende, visionære orkester, der gjorde jazz-avantgarden til både underholdning, mysterium og torn i øjet på hævdvunden orkestral æstetik [...] Optagelserne fra 2001 er centreret om et samarbejde med den amerikanske avantgarde-trompetist, Herb Robertson."
(Christian Munch-Hansen anmelder en koncert med New Jungle Orchestra i Information 28/9)

Kommentar: Her er der tale om et traditionelt begreb om avantgarde inden for jazzen. Det er det "flossede og normsprængende", men det virker mere specifikt end som så: det er lige præcis en bestemt tradition af jazz-eksperimenter hos fx Ornette Coleman, Cecil Taylor, Albert Ayler og Sun Ra der tales om. Noget der skete i 1960erne, og som siden er blevet en tradition, således at man i dag er avantgarde hvis man spiller sådan som de gjorde.

2."Bygningen er løbende blevet moderniseret, ofte i en avantgarde-stil, som senere er kopieret af andre."
(Bjarke Larsen beskriver Det Radikale Venstre som boligannonce i Berlingske 29/9)

Kommentar: Denne brug er langt mere gådefuld. Avantgarde er i Bjarke Larsens terminologi en stil man kan modernisere huse i, og som siden kan kopieres. Jeg har aldrig hørt ordet brugt på denne måde før, og jeg kan ikke se disse moderniseringer i avantgardestil for mig. Heller ikke når metaforen føres over fra arkitekturen til det politiske parti. Hvordan er Det Radikale Venstre præget af en "avantgarde-stil"? Jeg modtager gerne bud på dette.

3. "Så dukker Yoko Ono op. Hun bliver af John Lennon først beskrevet som en "mærkelig avantgarde kunstner""
(Kim Wiesener i Politiken 29/9 om Cynthia Lennon)

Kommentar: Bortset fra at Kim Wiesener åbenbart har været for længe i London til at kunne stave avantgardekunstner i ét ord, så er det her en meget almindelig brug af ordet fra John Lennons side. Yoko Ono var jo fluxus-kunstner, og dermed en del af en markant avantgardebevægelse i 1960erne. Og mærkelig, det var den - på den fede måde.

4. "De unge er et entusiastisk, men også kritisk publikum. Tadeusz Wielecki fortæller om en episode for nogle år siden, hvor et ungt publikum peb en ny klaverkoncert af den berømte polske komponist Penderecki ud. De mente, at hans musik var blevet for letkøbt og selvhøjtidelig. Penderecki osede af establishment, og det tog de unge afstand fra. Af samme grund er Wielecki også forsigtig med at reklamere for meget for sin festival. Warszawas gadebillede må ikke plastres til med plakater, hvis festivalens karakter af eksperiment og avantgarde skal bevares."
(Mikael Garnæs i Kristeligt Dagblad, 30/9)

Kommentar: Den er interessant. Avantgarde er her for det første noget som er afhængigt af ikke at kunne associere sig med establishmentet (i dette tilfælde Penderecki, der selv var avantgarde i 1960erne, men siden er blevet neo-romantiker i sit tonesprog og meget rig og berømt). Avantgardisterne i Warszawa vil ikke associeres med den slags. For det andet er avantgarde en subkultur, der ikke må være for synlig. Den er for de indviede.

5. "Vi blev på et tidspunkt introduceret for et par storrygende yngre mænd med fedtet, langt hår og skægstubbe, men overbevist om, at vi her mødte avantgarden inden for nyere tjekkisk litteratur, blev man ikke. Efter den tredje halvliters øl var de fleste i gruppen også ligeglade."
(Ole Nyeng i Weekendavisen 30/9)

Kommentar: Vi bliver i Østeuropa, og nu i Tjekkiet. Ole Nyeng blev taget ved næsen af en desperat fattig studine, der gav den som litteraturguide i Prag, men som ikke ved en brik om litteratur og ikke kan fremvise en eneste ordentlig forfatter. Avantgarden er de "unge, vilde" forfattere, som der vist stod på den plakat hun havde sat op. Avantgarde er således her næsten lig med ung og talentfuld, og dermed noget entydigt positivt.

6. »At lave noget smukt er jo opposionelt!« siger han.
»Det er den virkelige avantgarde,« tilføjer hun.
(Forfatterne til en bog om havekunst, Sven-Ingvar Andersson og Margrethe Floryan i Weekendavisen 30/9)

Kommentar: Her bliver det polemisk. Havekunst-elskerne er kede af at skønhed ikke længere er dagsordenen i kunsten. Derfor laver de en klassisk offer-manøvre (som det er beskrevet hos Stjernfelt/Thomsen), og sætter sig selv som dem der går imod strømmen og tør insistere på skønheden i modsætning til establishmentet. Det sjove er at Andersson selv lige har refereret til Stjernfelt/Thomsens bog, men det for at tryne samtidskunsten, der bare er for negativ. Nu falder han/de selv i fælden, ikke blot i citatet, men i hele interviewet, hvor de er ofre for at skønheden er blevet tabu på kunstakademiet.
Avantgarde betyder her det som er i opposition. Til hvad? Ikke til den brede befolkning der elsker kønne haver som de altid har gjort, men til samtidskunsten. Hvorfor de overhovedet ser havekunst som en polemik mod samtidskunsten kan jeg ikke forstå. Måske fordi det er vigtigt for dem at kaldes samtidskunstnere? Ellers må det lige præcis være for at finde sig nogen at være imod. Ak ja!

7. "Når han beretter om forskellige avantgarde-projekter, virker det, som om han har udsat verden for en del sløset fjant. Med perler ind imellem."
(Bo Bjørnvigs anmeldelse af Jørgen Leth i Weekendavisen 30/9)

Kommentar: Her er det uklart hvad Bjørnvig egentlig mener med avantgarde, men man må gå ud fra at der er tale om nogle af de eksperimenter som Leth tog del i i 1960erne. Og avantgarde kan være fjantet og sløset, men så er det bare ikke godt. Perlerne må så være det som er mere koncentreret og alvorligt.

8. "Den nyudnævnte koncertmester var ikke bare avantgarde, når det gjaldt strømpefarver. Det udløste også adskillige sæt hævede øjenbryn, da violinisten fra Det Kongelige Kapel åbnede instrumentkassen på Strøget i København og spillede for de forbipasserende [...] Langt de fleste syntes i grunden, det var fint, men der findes altid en kerne af stokkonservative klassiske musikere, som ikke fandt det passende. Det var ikke nødvendigvis de ældste, men de holdt fast i nogle gammeldags holdninger til, hvad man bør og ikke mindst IKKE bør gøre som klassisk musiker, siger han."
(Lene Halmø Terkelsen i Vejle Amts Folkeblad 1/10 – interview med Kim Sjøgren)

Kommentar: Her har vi - ligesom med havekunsten - et eksempel på at man kan være avantgarde hvis bare der er en tendens til at nogen gør noget andet. Violinisten i Det Kgl. Kapel spiller folkeviser på strøget for penge og har hvide sokker på når han spiller i kapellet. Uhada! Sikke en frækkert han er, ham Sjøgren! Sådan at udfordre den alvorlige etikette i den klassiske musikverden! Men avantgarde? Han bryder med nogle uskrevne regler (som så mange andre klassiske musikere har gjort, så det er ved at være trættende at høre ham blive ved med at prale af det i årtier), men der er meget langt til et meningsfuldt begreb om avantgarde. Sjøgren er vel ikke mere avantgarde end det barn der tager to forskellige sokker på når bedsteforældrene kommer på besøg.

9. "Ikke altid lige interessant, men han er trods alt bedst, når han som i "Lace" presser citronen med sopransax og træder ud i den uforudsigelige frizone, som avantgarden i årtier har været for ham."
(Christian Munh-Hansen, Jazzanmeldelse i Information 4/10)

Kommentar: Eneste skribent der er repræsenteret med at bruge avantgardebegrebet hele to gange på en uge er Informations jazzanmelder. Her får ordet en tillægsbeskrivelse: avantgarden er en "uforudsigelig frizone", et sted hvor vanen og reglerne ikke længere gælder, hvor man ikke ved hvad der vil ske. Igen er det tydeligt at jazz-avantgarden er en tradition der begyndte i 1960erne, og som stadig lever. Og som stadig er knyttet til frihed og spontaneitet, hvilket måske er en kende naivt. Men ligesom denne weblog har et ideal om at være en intellektuel frizone, så eksisterer idealet om den frie jazz i bedste velgående.

Opsamling
De 9 eksempler er meget forskellige, men det er slående så meget 1960erne fylder. Den historiske avantgarde i begyndelsen af det 20. århundrede er til gengæld slet ikke repræsenteret i aviserne i denne uge.

Nøgleordene for avantgarde er altså: frirum, eksperiment, uforudsigelighed, at gå mod strømmen og konventionerne, ungdom, anti-establishment, undergrund og måske også en slags moderniserings-stilart. Og det ligger jo ikke så langt igen fra den generelle ide om avantgarde som de fleste nok går rundt med. Et begreb som er fuld af paradokser, som fx ideen om en tradition af uforudsigelighed. Eller problemet at Sjøgren og havekunstnerne kan kaldes avantgarde fordi de er folkelige. Sidstnævnte kan dog muligvis polemisk pege på den generelle udvanding af avantgardepositionen man kan konstatere som en uundgåelig historisk dynamik: når eksperimentet og den kritiske position bliver det som forventes af kunsten, så slappes spændingen mellem kunsten og institutionen eller kulturen. Derfor kan plattenslagere som Christian Hornsleth lave pseudo-provokationer der går som varmt brød hos rige kunstsamlere.

Problemet er negativiteten, og dermed er vi tilbage hos Stjernfelt/Thomsen, trods de problemer som også deres bog er fuld af. Alle kan profilere sig på at være i modsætning til noget andet. Hvis man har et stort publikum men ikke anerkendes af anmelderne, så er man heroisk i opposition til "eliten". Hvis man omvendt anerkendes af anmelderne eller en inderkreds uden at appelere til særligt mange, så er man heroisk i at blive misforstået af pøbelen. Alle er imod.

Og derfor kan avantgardebegrebet ikke blot være dette at noget er imod noget andet. Det må få en mere specifik betydning - enten som nogle bestemte traditioner af eksperimenter eller som en bestemt eksperimenterende position.

Links
Avantgarde-antologi: En tradition af opbrud
Avantgarde-sol

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:58 | Kommentarer (8)
| TrackBacks (0) Kategorier: Kunst