Begrebet avantgarde - en lillebitte diskursanalyse
I forlængelse af såvel antologien om avantgarde og solcenterets brug af samme begreb (for nu at tage to yderpunkter) kunne det være sjovt at se hvordan begrebet avantgarde bruges i medierne generelt. Jeg har derfor lavet en lille, uformel og uvidenskabelig analyse af ordet "avantgarde" som det har optrådt i aviserne i den sidste uge.
Jeg har her samlet alle de steder hvor ordet "avantgarde" forekommer i danske aviser i ugen 28/9-5/10, altså et ganske lille og tilfældigt udvalg på 9 citater. Jeg kommenterer dem løbende i kronologisk orden og samler op hvilke avantgardebegreber der synes at være ude at gå i den danske medieverden.
(Som sagt er det ikke nogen videnskabelig diskursanalyse - netop her på Det spekulative øre kan jeg tillade mig at være lidt faglig-essayistisk uden at være en del af min forskning eller undervisning. Det er måske endda et "uforudsigeligt frirum", ligesom avantgarde-jazzen bliver beskrevet nedenfor)
1. "Fra referencerne til 1920-ernes festlige New Orleans-musik over romancen med Duke Ellingtons frække jungle-stil til 1960-ernes flossede, normsprængende avantgarde og minsandten også vor egen melodisk og harmonisk smukt rundede Carl Nielsen som nordisk islæt [...] Dørge har en særlig kærlighedsaffære med Sun Ra, manden fra Saturn med det frit koglende, visionære orkester, der gjorde jazz-avantgarden til både underholdning, mysterium og torn i øjet på hævdvunden orkestral æstetik [...] Optagelserne fra 2001 er centreret om et samarbejde med den amerikanske avantgarde-trompetist, Herb Robertson."
(Christian Munch-Hansen anmelder en koncert med New Jungle Orchestra i Information 28/9)
Kommentar: Her er der tale om et traditionelt begreb om avantgarde inden for jazzen. Det er det "flossede og normsprængende", men det virker mere specifikt end som så: det er lige præcis en bestemt tradition af jazz-eksperimenter hos fx Ornette Coleman, Cecil Taylor, Albert Ayler og Sun Ra der tales om. Noget der skete i 1960erne, og som siden er blevet en tradition, således at man i dag er avantgarde hvis man spiller sådan som de gjorde.
2."Bygningen er løbende blevet moderniseret, ofte i en avantgarde-stil, som senere er kopieret af andre."
(Bjarke Larsen beskriver Det Radikale Venstre som boligannonce i Berlingske 29/9)
Kommentar: Denne brug er langt mere gådefuld. Avantgarde er i Bjarke Larsens terminologi en stil man kan modernisere huse i, og som siden kan kopieres. Jeg har aldrig hørt ordet brugt på denne måde før, og jeg kan ikke se disse moderniseringer i avantgardestil for mig. Heller ikke når metaforen føres over fra arkitekturen til det politiske parti. Hvordan er Det Radikale Venstre præget af en "avantgarde-stil"? Jeg modtager gerne bud på dette.
3. "Så dukker Yoko Ono op. Hun bliver af John Lennon først beskrevet som en "mærkelig avantgarde kunstner""
(Kim Wiesener i Politiken 29/9 om Cynthia Lennon)
Kommentar: Bortset fra at Kim Wiesener åbenbart har været for længe i London til at kunne stave avantgardekunstner i ét ord, så er det her en meget almindelig brug af ordet fra John Lennons side. Yoko Ono var jo fluxus-kunstner, og dermed en del af en markant avantgardebevægelse i 1960erne. Og mærkelig, det var den - på den fede måde.
4. "De unge er et entusiastisk, men også kritisk publikum. Tadeusz Wielecki fortæller om en episode for nogle år siden, hvor et ungt publikum peb en ny klaverkoncert af den berømte polske komponist Penderecki ud. De mente, at hans musik var blevet for letkøbt og selvhøjtidelig. Penderecki osede af establishment, og det tog de unge afstand fra. Af samme grund er Wielecki også forsigtig med at reklamere for meget for sin festival. Warszawas gadebillede må ikke plastres til med plakater, hvis festivalens karakter af eksperiment og avantgarde skal bevares."
(Mikael Garnæs i Kristeligt Dagblad, 30/9)
Kommentar: Den er interessant. Avantgarde er her for det første noget som er afhængigt af ikke at kunne associere sig med establishmentet (i dette tilfælde Penderecki, der selv var avantgarde i 1960erne, men siden er blevet neo-romantiker i sit tonesprog og meget rig og berømt). Avantgardisterne i Warszawa vil ikke associeres med den slags. For det andet er avantgarde en subkultur, der ikke må være for synlig. Den er for de indviede.
5. "Vi blev på et tidspunkt introduceret for et par storrygende yngre mænd med fedtet, langt hår og skægstubbe, men overbevist om, at vi her mødte avantgarden inden for nyere tjekkisk litteratur, blev man ikke. Efter den tredje halvliters øl var de fleste i gruppen også ligeglade."
(Ole Nyeng i Weekendavisen 30/9)
Kommentar: Vi bliver i Østeuropa, og nu i Tjekkiet. Ole Nyeng blev taget ved næsen af en desperat fattig studine, der gav den som litteraturguide i Prag, men som ikke ved en brik om litteratur og ikke kan fremvise en eneste ordentlig forfatter. Avantgarden er de "unge, vilde" forfattere, som der vist stod på den plakat hun havde sat op. Avantgarde er således her næsten lig med ung og talentfuld, og dermed noget entydigt positivt.
6. »At lave noget smukt er jo opposionelt!« siger han.
»Det er den virkelige avantgarde,« tilføjer hun.
(Forfatterne til en bog om havekunst, Sven-Ingvar Andersson og Margrethe Floryan i Weekendavisen 30/9)
Kommentar: Her bliver det polemisk. Havekunst-elskerne er kede af at skønhed ikke længere er dagsordenen i kunsten. Derfor laver de en klassisk offer-manøvre (som det er beskrevet hos Stjernfelt/Thomsen), og sætter sig selv som dem der går imod strømmen og tør insistere på skønheden i modsætning til establishmentet. Det sjove er at Andersson selv lige har refereret til Stjernfelt/Thomsens bog, men det for at tryne samtidskunsten, der bare er for negativ. Nu falder han/de selv i fælden, ikke blot i citatet, men i hele interviewet, hvor de er ofre for at skønheden er blevet tabu på kunstakademiet.
Avantgarde betyder her det som er i opposition. Til hvad? Ikke til den brede befolkning der elsker kønne haver som de altid har gjort, men til samtidskunsten. Hvorfor de overhovedet ser havekunst som en polemik mod samtidskunsten kan jeg ikke forstå. Måske fordi det er vigtigt for dem at kaldes samtidskunstnere? Ellers må det lige præcis være for at finde sig nogen at være imod. Ak ja!
7. "Når han beretter om forskellige avantgarde-projekter, virker det, som om han har udsat verden for en del sløset fjant. Med perler ind imellem."
(Bo Bjørnvigs anmeldelse af Jørgen Leth i Weekendavisen 30/9)
Kommentar: Her er det uklart hvad Bjørnvig egentlig mener med avantgarde, men man må gå ud fra at der er tale om nogle af de eksperimenter som Leth tog del i i 1960erne. Og avantgarde kan være fjantet og sløset, men så er det bare ikke godt. Perlerne må så være det som er mere koncentreret og alvorligt.
8. "Den nyudnævnte koncertmester var ikke bare avantgarde, når det gjaldt strømpefarver. Det udløste også adskillige sæt hævede øjenbryn, da violinisten fra Det Kongelige Kapel åbnede instrumentkassen på Strøget i København og spillede for de forbipasserende [...] Langt de fleste syntes i grunden, det var fint, men der findes altid en kerne af stokkonservative klassiske musikere, som ikke fandt det passende. Det var ikke nødvendigvis de ældste, men de holdt fast i nogle gammeldags holdninger til, hvad man bør og ikke mindst IKKE bør gøre som klassisk musiker, siger han."
(Lene Halmø Terkelsen i Vejle Amts Folkeblad 1/10 – interview med Kim Sjøgren)
Kommentar: Her har vi - ligesom med havekunsten - et eksempel på at man kan være avantgarde hvis bare der er en tendens til at nogen gør noget andet. Violinisten i Det Kgl. Kapel spiller folkeviser på strøget for penge og har hvide sokker på når han spiller i kapellet. Uhada! Sikke en frækkert han er, ham Sjøgren! Sådan at udfordre den alvorlige etikette i den klassiske musikverden! Men avantgarde? Han bryder med nogle uskrevne regler (som så mange andre klassiske musikere har gjort, så det er ved at være trættende at høre ham blive ved med at prale af det i årtier), men der er meget langt til et meningsfuldt begreb om avantgarde. Sjøgren er vel ikke mere avantgarde end det barn der tager to forskellige sokker på når bedsteforældrene kommer på besøg.
9. "Ikke altid lige interessant, men han er trods alt bedst, når han som i "Lace" presser citronen med sopransax og træder ud i den uforudsigelige frizone, som avantgarden i årtier har været for ham."
(Christian Munh-Hansen, Jazzanmeldelse i Information 4/10)
Kommentar: Eneste skribent der er repræsenteret med at bruge avantgardebegrebet hele to gange på en uge er Informations jazzanmelder. Her får ordet en tillægsbeskrivelse: avantgarden er en "uforudsigelig frizone", et sted hvor vanen og reglerne ikke længere gælder, hvor man ikke ved hvad der vil ske. Igen er det tydeligt at jazz-avantgarden er en tradition der begyndte i 1960erne, og som stadig lever. Og som stadig er knyttet til frihed og spontaneitet, hvilket måske er en kende naivt. Men ligesom denne weblog har et ideal om at være en intellektuel frizone, så eksisterer idealet om den frie jazz i bedste velgående.
Opsamling
De 9 eksempler er meget forskellige, men det er slående så meget 1960erne fylder. Den historiske avantgarde i begyndelsen af det 20. århundrede er til gengæld slet ikke repræsenteret i aviserne i denne uge.
Nøgleordene for avantgarde er altså: frirum, eksperiment, uforudsigelighed, at gå mod strømmen og konventionerne, ungdom, anti-establishment, undergrund og måske også en slags moderniserings-stilart. Og det ligger jo ikke så langt igen fra den generelle ide om avantgarde som de fleste nok går rundt med. Et begreb som er fuld af paradokser, som fx ideen om en tradition af uforudsigelighed. Eller problemet at Sjøgren og havekunstnerne kan kaldes avantgarde fordi de er folkelige. Sidstnævnte kan dog muligvis polemisk pege på den generelle udvanding af avantgardepositionen man kan konstatere som en uundgåelig historisk dynamik: når eksperimentet og den kritiske position bliver det som forventes af kunsten, så slappes spændingen mellem kunsten og institutionen eller kulturen. Derfor kan plattenslagere som Christian Hornsleth lave pseudo-provokationer der går som varmt brød hos rige kunstsamlere.
Problemet er negativiteten, og dermed er vi tilbage hos Stjernfelt/Thomsen, trods de problemer som også deres bog er fuld af. Alle kan profilere sig på at være i modsætning til noget andet. Hvis man har et stort publikum men ikke anerkendes af anmelderne, så er man heroisk i opposition til "eliten". Hvis man omvendt anerkendes af anmelderne eller en inderkreds uden at appelere til særligt mange, så er man heroisk i at blive misforstået af pøbelen. Alle er imod.
Og derfor kan avantgardebegrebet ikke blot være dette at noget er imod noget andet. Det må få en mere specifik betydning - enten som nogle bestemte traditioner af eksperimenter eller som en bestemt eksperimenterende position.
Links
Avantgarde-antologi: En tradition af opbrud
Avantgarde-sol
Kommentarer
Udover de positive definitioner af avantgarde, som du nævner, synes jeg, at man skal skelne imellem i hvert fald to slags negative positioner, som man sikkert kan glide umærkeligt imellem: Den éne er, at man reelt står udenfor uden at have valgt det, og at man så udnytter denne sikkert smertelige position til at sige noget væsentligt om det, man står uden for, som man vel at mærke netop mærker i kraft af, at man står udenfor. Det kan f.eks. være en indlevet kritik af de mekanismer, der ikke levner én plads og udfoldelsesmuligheder. Det er jo rent faktisk både interessant og nyttigt: Man medvirker til – i hvert fald erkendelsesmæssigt – at udfordre de begrænsende mekanismer og i bedste fald skabe de udfoldelsesmuligheder, man savner.
Den anden er, at man i virkeligheden ikke savner udfoldelsesmuligheder, men at man alligevel påtager sig rollen som udenforstående. Det er i bedste fald en lidt tom attitude og kan i værste fald udarte sig til en dårlig undskyldning for ikke at indfri de forventninger, det fører med sig at have gode vilkår. Jeg har ikke læst "Kritik af den Negative Opbyggelighed", men jeg går ud fra, at det er den position, bogen kritiserer.
Hvad Det Radikale Venstre angår, kan det være, at Bjarke Larsen hentyder til noget, Marianne Jelved sagde på partiets landsmøde for nylig: Flere partifæller havde bebrejdet hende, at hun var negativt indstillet mht. samarbejde med regeringspartierne, hvortil hun gjorde opmærksom på (genfortalt efter hukommelsen), at partiets nuværende position var lige, hvad de længe havde ønsket sig: Masser af mandater og komfortabelt stående på sidelinien udenfor regeringen, som de så til gengæld kunne kritisere sønder og sammen.
Posted by: Jexper Holmen | 06.10.2005 00:03
Du har helt ret, og jeg mener bestemt ikke mine bemærkninger om at kokettere med negativiteten som værende dækkende for avantgardebegrebet.
Tværtimod mener jeg at der er mange interessante positioner uden for mainstream, og at det som regel er herfra den interessante kunst kommer. Ikke automatisk på grund af positionen, men som et potentiale.
Det er bare afgørende at anerkende at der ikke er en så enkel modstilling mellem en avantgarde på den ene side og en borgerlig kultur på den anden side som der var for 100 år siden. Det hele er blevet mere mudret, og som sagt er avantgardepositionen blevet indoptaget bredt som det der forventes og ønskes af kunstinstitutionen.
Og spørgsmålet er så om begrebet "avantgarde" er dækkende for en frirumsposition eller publikumsmæssig marginalisering (på grund af svær tilgængelighed) i dag?
Jeg kan jo spørge dig, Jexper: betragter du dig som avantgarde-komponist?
Posted by: Torben Sangild | 06.10.2005 09:55
På en måde ville det både være for enkelt at svare ja og for enkelt at svare nej. Jeg bruger ikke ordet avantgardekomponist om mig selv, hvilket nok netop er på grund af, at det er så uklart, hvad det helt præcist dækker. Jeg plejer at sige, at det er vanskeligt at tale om en fortrop, når den verden, vi lever i, er så fragmenteret og uoverskuelig. Det, der er vildt og uhørt i én sammenhæng, kan være intetsigende i en anden sammenhæng og omvendt. Men det er et lidt tyndt svar.
Måske kan man sige, at kunst er interessant i denne sammenhæng, hvis kunstneren formår at bruge netop sin særlige placering (der altid vil adskille sig en lille smule fra andres i kraft af, at folk er forskellige) i denne komplekse sammenhæng, til at sige lige netop dét væsentlige, der ikke kunne have været sagt af andre. Det virker for resten som om, det er det, Jakob Goetz er opmærksom på i dit DMT-interview, når han taler om, at det ville være fjollet af ham, hvis han ikke netop spillede på sine erfaringer med klassisk musik.
Jeg kan godt lide denne måde at betragte tingene på, fordi den på den ene side ikke på forhånd udråber en kunstner til at være interessant eller uinteressant alene i kraft af sin mere eller mindre etablerede eller marginaliserede placering, men tværtimod gør det til et spørgsmål om, hvordan kunstneren forvalter denne placering.
Posted by: Jexper Holmen | 10.10.2005 11:04
Noget kan ikke rummes inden for begrebet avantgarde.
Posted by: Eee | 13.10.2005 09:40
Sandelig om ikke Iben Thranholm føjer sig til listen over dem som kalder sig avantgarde og sætter sig i en offerrolle fordi de går lidt imod trenden og nægter at være moderne.
Det drejer sig om udstillingen på Sophienholm med hollandske nyrealister, der maler som man gjorde i 1600-tallet (og mange af dem maler endda samme, gamle motiver). Iben Thranholm udtaler så i tv-programmet Smagsdommerne i dag, at det er "vor tids avantgarde" fordi de søger det guddommelige. (I øvrigt er der kun to muligheder hos Thranholm: enten kritiserer kunsten det moderne og søger kristus eller også er den ugudelig og dermed ond).
Det er som om avantgarde er kommet til at betyde det som man selv godt kan lide, men som der er andre der ikke kan lide. Så kan man være heroisk ved at kalde det for avantgarde. Men det giver ingen mening.
Posted by: Torben Sangild | 28.11.2005 23:03
Jeg hørte også Smagsdommerne med Thranholm, og det fik mig – endnu mere – til at tænke at ordet avantgarde ikke længere kunne anvendes på samme måde som før. Og som Holmen er inde på – ordet avantgarde betyder jo fortrop, hvilket implicit så skulle betyde at det er en midte (og bagtrop) et eller andet sted. Men vor verden er efterhånden så fragmenteret og multicentreret, at man ikke længere kan tale om et centrum og en fortrop. Så jeg mener at, hvis man anvender ordet avantgarde, bliver man også nødt til at angive hvad man mener det er avantgarde i forhold til.
Mange klassisk musikinteresserede mennesker vil anvende ordet avantgarde i mødet med Jesper Holmens musik, fordi den lyder radikalt anderledes en den klassiske musik de ellers er familiær med. Men samtidig vil andre, f.eks. en med en pæn samling cd´er fra WARP Records mene at Jesper er gammeldags og konservativ, blandt andet fordi hans musik typisk bliver fremført af klassiske instrumenter og instrumentalister, og at han skriver sin musik ned på nodepapir. Akkurat som en Tal R kan se avantgarde ud for en der er vant til Thomas Kluge, mens en videokunstner vil se dem begge som værende håbløst konservativ...
Posted by: Frode Andersen | 10.12.2005 21:34
Det er jeg enig i. Et avantgardebegreb synes ikke at være troværdigt i sin traditionelle form, hvor nogen er spydsspids og tegner morgendagens kunst. Og det æstetiske felt synes mere mudret og mangefacetteret end nogensinde før. Men det kan måske også skyldes at fortiden altid præsenteres i redigeret og selekteret form. Måske var 1910erne lige så komplicerede når det kom til stykket. Og der var i hvert fald ikke enighed de forskellige avantgardebevægelser imellem hvem af dem der var den egentlige avantgarde.
Avantgarde er efterhånden blevet synonymt med eksperimenterende kunst, der prøver nye ting af. Hvis man trods de oplagte indvendinger skulle forsøge at få det til at give mening i dag ville det jo fx kunne bruges om Eduard Kac, der laver genteknologisk kunst, eller om visse former for internetkunst.
Problemet er at ordet "avantgarde" er blevet en hædersbetegnelse, og at man derfor altid bruger det om det man synes rykker og som er uden for mainstream. Men måske kunne det lade sig gøre med eksempler som ovennævnte at have et mindre normativt begreb om avantgarde? Måske ikke.
Posted by: Torben Sangild | 11.12.2005 13:08
I det hele taget synes jeg det gælder for en række ord vi normalt bruger i og omkring kunst. "Modernisme" er også et begræb jeg er ved at være rigtig træt af.. mest fordi jeg oplever, at mange af dem der definerer sig selv som værende modernister, ofte er stok konservative! Jeg glædet mig derfor meget til at læse Stjernfeldt/Thomsens bog, men blev slemt skuffet - som du siger, Torben - mange gode intentioner, men desværre ret misforstået..
Posted by: Frode Andersen | 11.12.2005 22:26