« Begrebet avantgarde - en lillebitte diskursanalyse | Forside | Hvad er kunst? »

13.10.2005

Hver mand sin kanon (v. Egon Clausen)

Her kommer så den første gæsteoptræden på Det spekulative øre, nemlig en kritik af kanon-dyrkelsen ved Egon Clausen. Egon Clausen er forfatter og programredaktør på P1, hvor han særligt er kendt for programmet Læst & Påtalt. Han har skrevet en række bøger (se listen her), og er nu aktuel med pamfletten Den skadelige kanon, hvorfra dette indlæg er taget.

(Alle kan anmode om at få essays, kommentarer og strøtanker udgivet på Det spekulative øre, men jeg, Torben Sangild, fungerer så som redaktør og smagsdommer, og optager kun indlæg af en vis kvalitet og relevans. Det betyder ikke at jeg altid er enig i det skrevne, men at jeg synes det fortjener at blive læst og påtalt. Egon Clausen er den første der har henvendt sig udefra med en tekst, og det kan måske anspore til efterfølgelse. Kommentér endelig, ideen er at få en debat i gang!)

Hver mand sin kanon
Af Egon Clausen

Vi lever i en tid hvor gamle grænser nedbrydes og forsvinder med rasende hast. De traditionsbundne livsformer, der var baseret på land og slægt, gør det også. Mange af dem er allerede gået tabt, og mange mennesker erfarer, at de sagtens kan klare sig uden det, der kaldes rødder og identitet. Det kan virke skræmmende og måske uforståeligt på nogle, men ingen nostalgiske nationalister kan stille uret tilbage med nok så mange påbud og kanoner. Vi er verdensborgere, og hvad enten vi vil det eller ej, lever vi alle i et verdensomspændende netværk af kommunikation. Det er vores virkelighed. Vi møder den alle vegne i vores hverdag, og denne virkelighed er af en sådan beskaffenhed, at den helt savner grundlag og mål.

Vi lever i en verden uden bund, uden grænser og uden endegyldige svar. Det forjættede land med nationale fællesskaber, samme tro og historiske rødder, er og bliver en drøm, der aldrig har været og som heller aldrig vil blive en realitet, men vi, der lever i denne tid, er dog hverken fortabte eller behøver at fortvivle af den grund. Vi vandrer heller ikke i en ørken af meningsløshed, men bevæger os gennem en levende verden, fyldt med et mylder af tegn som vi må tyde, så godt vi kan. Det er vilkårene, og enhver der påstår noget andet, udsteder dækningsløse checks fra en tryghedsbank, der har lukket for længst.

Den engelske religionshistoriker og teolog, Don Cupitt skriver: ”Under de postmoderne betingelser er kulturen blevet pluralistisk, og det samme er folk. Vi burde lære at forfølge vores egen, personlige vækst ved at udforske og flakse rundt mellem adskillige, forskellige former for selvopfattelse og livssyn. Sandheden med stort S findes ikke længere, og den kommer aldrig igen. Nu er det bedre at opretholde et lille, personligt repertoire af forskellige sandheder, stier og mål, man kan benytte sig af, som man finder for godt. ”

Sådan lever de fleste mennesker vist nok allerede, og et begreb som kanon hører ikke hjemme andre steder end i konversation ved et middagsselskab i Overdanmark. Idealet må være hver mand sin kanon, og da kun for en tid. Vi har slet ikke brug for umyndiggørende kulturkommandoer til at vise os vejen, for al vor stræben bør gå ud på at blive myndige mennesker, der på egen hånd knytter an til den historie og de livstydninger vi har brug for på vores færd gennem livet. Hvad dette er, forandrer sig i takt med at vi selv forandrer os. Som børn skulle vi lære at have tillid til livet. Som unge at finde ud af hvem vi var. Som voksne måtte vi søge at blive ansvarlige mennesker, som gamle må vi søge at undgå bitterhed og fortvivlelse og håbe på at alt, hvad vi har oplevet og lært gennem livet, kan samles i noget der gerne må kaldes livsvisdom.

Sådan en livsopgave løses ikke ved at henvise til bestemte tekster eller til et påstået urokkeligt fundament, hvad enten det er religiøst eller nationalt, for et sådant fundament findes ikke. Ingen kirke, ingen stat, ingen ideologi, intet enkeltmenneske skal derfor få held med at udråbe sig selv til at gå foran os med en påstand om, at nu har man omsider fundet den rette vej. Ingen bør heller traske fodslæbende og hovedrystende efter os, men vi vil gerne gå sammen med andre, som en flok gode venner, der kan følges ad i kortere eller længere tid og i fællesskab forsøge at tyde den foranderlige og forunderlige verden vi lever i.

Egon Clausen, 2005

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/439.

Listed below are links to weblogs that reference Hver mand sin kanon (v. Egon Clausen):

» Kanon from Torben Sangilds weblog
Egon Clausen er bl.a. kendt for sin skarpe kritik af ideen om en kulturkanon. Han har indsendt det første gæstebidrag på Det spekulative øre som handler om at vi bør have hver vores individuelle kanon i stedet for en fælles... [Read More]

Kommentarer

Måske skulle vi tage Egon på ordet, og more os med at lave vor egen kanon.. Selv om det et eller andet sted er dybt useriøst, vil jeg da prøve at komme med et bud på min egen musik-kanon. 12 værker, som KulturBrians udvalg skal udpæge, er for mange for at legen forbliver en leg,synes jeg, (og kun danske værker gør legen for kedelig - så jeg vil holde mig til 5 internationale musikværker :

Bach: Johannespassionen
Brahms: Symfoni no. 4
Bartok: Strygekvartet no. 4
Miles Davies: Kind of Blue
Prince: Parade

Andre?

Jeg taler hverken kinesisk, urdu eller serbokroatisk og føler mig derfor ikke som en verdensborger.
Selv med flydende engelsk kan det være vanskeligt, at kommunikere med japanere i Japan, men ved at rejse ud i den vide verden, bliver man klogere på sin hjemstavn og fordelene ved en national kultur.
Det er så spændende, at japanere ikke er grønlændere, og at russere ikke er pakistanere. Det gør verden så farverig og pluralistisk.
Egon Clausen og hans globaliserede åndsfæller er ikke en reel trussel mod den kulturelle diversitet. De repræsenterer et modelune, som er væk om få år.
En dansk kulturkanon vil hverken gøre fra eller til, men er en ligegyldig politisk kæphest.

Jeg har faktisk længe haft en plan om at lave en personlig kanon, eller rettere: en liste, bare for sjov, der følger Kulturministeriets kategorier - altså de vigtigste 12 danske alt muligt. Den vil være ganske subjektiv, men vil til gengæld ikke gælde for nogen andre end mig, og er dermed kun til almindelig inspiration. Den kommer forhåbentlig snart (på min anden weblog).

Jeg vil opfrodre alle til at komplementere denne liste inden nytår, hvorpå den vil blive begravet udenfor kirkegårdsmuren under syv segl, så ingen igen kan få den usympatiske tanke at inficere moderne kunst med middelalderlige militaristiske metaforer:

Kultur-kanon
Kultur-blodbad
Kultur-ubåd
Kultur-maskinkanon
Kultur-bobwire
Kultur-jackbobandbillbombs
Kultur-terrorismen
Kultur-guerilla
Kultur-invasion
Kultur-tortur
Kultur-spioner
Kultur-dobbeltagent
Kultur-dobbeltdobbeltagent
Kultur-dobb...narh..hva
Kultur-kikkertsigte
Kultur-lyddæmper
Kultur-meninblack
Kultur-meninpink
Kultur-massepanik
Kultur-withalicensetokill
Kultur-hitman
Kultur-gevær
Kultur-bombe
Kultur-nukes
Kultur-granat
Kultur-gasangreb
Kultur-gasmaske
Kultur-jetjager
Kultur-helikopter
Kultur-beskyttelsesrum
Kultur-laserguideduraniumtippedbomb
Kultur-exbeskyttelsesrum
Kultur-biologicalwarfare
Kultur-countermeasures
Kultur-countercountermeasures
Kultur-generaler
Kultur-kanonføde
Kultur-publikumafterburnerbar
Kultur-pigtråd
Kultur-fredsbevarendestyrker
Kultur-militærpoliti
Kultur-antikunstnerminer
Kultur-politiskemord
Kultur-intercontinentalstrategicalmassdestructivenationalartspromotionexchangemonkeybusinessconceptbombs

...

Gode hilsner,
Michael

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2