Arkiv: februar 2006

« oktober 2005 | Forside | marts 2006 »

27.02.2006

Respekt, latter og kritisk fornuft (v. Malene Busk)

Dette gæsteindlæg på Det spekulative øre er skrevet af Malene Busk, og er et slag i debatten for uindskrænktet ytringsfrihed og religionsfrihed, netop fordi dette bunder i tolerance og ikke det modsatte. Malene Busk er idehistoriker og adjunkt på Kunstakademiets Arkitektskole i København.

(Som altid med gæsteindlæg skal jeg understrege at jeg ikke nødvendigvis er enig i alt der skrives af gæsteskribenterne, men at jeg mener det fortjener at blive læst og diskuteret. Alle kan anmode om at få essays, kommentarer og strøtanker udgivet på Det spekulative øre, men jeg, Torben Sangild, fungerer så som redaktør og smagsdommer, og optager kun indlæg af en vis kvalitet og relevans).

Respekt, latter og kritisk fornuft
Af Malene Busk

De fleste reaktioner på sagen om muhammedtegningerne fra danske politikere har været - ja realpolitiske. Det er forståeligt i lyset af den stærkt opkørte situation i øjeblikket og en del af deres job, men jeg savner et forsvar for den kritiske fornuft, der ikke er nedsunket i det sædvanlige levebrødspolitiske spils små og store taktiske spin-overvejelser. Der er bestemt kommet kloge og interessante analyser af de indenrigspolitiske sammenhænge mellem JP, regeringen og DF, af de udenrigspolitiske sammenhænge mellem handelsinteresser, diktatorer, afmægtige folkeslag og vestlig arrogance, af pressens opportunisme og idealisme, af oppositionens klemthed, af indvandrenes beklemthed osv. Men debatten er også præget af øjeblikkets ophidselse, refleksmæssige gentagelser af gamle fronter og indenrigspolitisk ængstelse og derfor skrider begreberne meget, de forbliver uafklarede og kører i ring eller samles om uigennemtænkte mantraer.

Når danske politikere fra højre til venstre siger, at jeg bør undlade at grine ad religiøse dogmer og bør undlade at støde religiøse følelser, et af disse mantraer, rejser nakkehårene sig af frygt. Hvorfor bør jeg dog undlade det? Realpolitisk svarer vores politikere noget i retning af at det bør jeg 'fordi man aldrig kan vide om nogen bliver fornærmede', 'fordi det er farligt for tiden', 'fordi det koster markedsandele', 'fordi det i forvejen er svært nok at være indvandrer' osv. osv. Der er sikkert megen snusfornuft i dette, men heller ikke mere. Snusfornuften er god nok til at prøve at give lidt luft her og nu og berolige gemytterne. Men der skal være frirum uden realpolitik til at se det i et større perspektiv, og jeg ser frem til at dette rum udfoldes, når den aktuelle ballade giver os ro til det. De mest opmuntrende stemmer, som er i stand til at fastholde principper og skille dem fra føleri, panik og opportunisme, har været de spontane fakkeltog med fredsbudskaber, og de indvandrere i debatten der kritiserer religiøs og politisk manipulation (måske også ud fra dårlige erfaringer med den) og står fast på at der intet er at undskylde og ingen grund er til at slække på den kritiske - eller satiriske - frihed på grund af trusler og følelser. Mange (og jeg gerne med dem) tilføjer at vi i øvrigt bør kvalificere debatten, give DF-nationalismen modgas og aktivt forbedre de reelle livsomstændigheder for de mange med rødder udenfor Danmark, der lever her og skal kunne leve her godt og ligeværdigt.

Hvad ville den kritiske fornuft kunne betyde i denne sammenhæng? For det første kunne den betyde at vi sammen vovede os tættere på stridens kerne, ikke blot dens følelser og dens effekter, så vi ved præcis hvad vi taler om. Meget få har desværre prøvet at forholde sig konkret til hver enkelt tegning og analysere dens pointe, dens intelligens og dens relevans eller muligvis mangel på samme. I samme trend hører vi at mange protesterende i ind- og udland ikke engang har set de 12 tegninger, som de højlydt beklager eller fordømmer, fra USA til Palæstina.

For det andet kunne kritisk fornuft betyde at vi præciserede hvad der er på spil i den større idemæssige sammenhæng og at vi forsøgte at forholde os reflekteret til principper, deres konsistens og konsekvens, så vi ikke står tilbage med et kludetæppe af ad hoc holdninger, styret af magtpolitiske navigationer i rørte vande.

Angående det første punkt, at zoome tæt på: Jeg kan med min bedste (værste?) vilje ikke se hvad der er hadsk, racistisk eller voldsforherligende ved JP's tegninger, og er ked af at de jævnligt bliver sammenlignet med 30'ernes propagandistiske tilsvininger af jøder. Til sammenligning er der anderledes primitive tegninger i omløb og imam-delegationen har formentlig fundet de tre grimme tillægstegninger i højreekstremistiske småmedier. Disse er ganske uden vid og ganske uden synlig pointe andet end hadet selv. Vi bliver simpelthen nødt til at kunne skelne og ikke fordømme eller forbyde alt der kommenterer religion udenfor dennes selvopfattelse. Det er afgørende for stadig at kunne lave samfundskommentar uanset om den i bagklogskabens lys 'virker efter hensigten'. Men det kræver uhildethed, analyse og evne til at se alle disse afgørende forskelle, og dette sælger i øjeblikket ikke, hverken aviser, mælk eller partimedlemsskaber.

Kunne vi ikke for eksempel benytte os af, at vores relativt oplyste samfund uddanner mennesker på universitetsniveau, der er skrappe til billedanalyse og bede dem om at tage JP's 12 tegninger alvorligt en for en? Måske opdager de hadskheder, jeg ikke har kunnet se, for så vil jeg meget gerne tages ud af min naivitet. Tegningerne er meget forskellige, men alligevel bliver tegningen, der kritiserer JP for at være reaktionære provokatører, konstant omtalt i samme åndedrag ('de 12') som tegningen der kobler billedforbuddet og kvindetildækningen. Jeg mener de begge har et intelligent twist, men i forskellig retning, og det kunne man se på konkret og analytisk. Når vi har diskuteret om der faktuelt set er grund til i JP's tilfælde at være på vagt overfor dæmonisering af og opfordring til had og vold mod menneskegrupper her eller i udlandet, kan vi langt mere kvalificeret udtale os om hvorvidt denne type humor er skadelig eller ej, og dermed hvorvidt der overhovede
t er noget at 'beklage', og i så fald komme med en lidt bedre begrundelse. Hvis vi finder ud af at tegningerne ikke er en trussel mod noget andet end en bestemt udgave af religiøse følelser, må vi tage stilling til om vores principper skal afgøres af dem der føler mest / højest / dybest / helligst, eller om følelserne blot skal have lov til at være der, men ikke have lov til at styre. De færreste vil formentlig have et anti-intellektualistisk følelses-tyranni, der vil være stærkt omskifteligt, for det er følelser som regel, og tendentielt voldeligt - for sådanne følelser har vi også allesammen, let's face it. Tværtimod kan vi håbe på mere intelligent autoritetsskritik generelt og flere kritiske påpegninger, både humoristiske, videnskabelige og politiske, af forholdet mellem de pæne selvopfattelser alle religioner gerne vil promovere og deres mindre pæne sider. De fleste vittigheder om religion bunder reelt i at religionerne og deres praksis ofte har en livsfjendsk, irrationel og dobbeltmoralsk komponent og derfor ofte bidrager til stor fysisk og mental elendighed. Det vil ikke være den eneste sandhed om religionerne, men den er altid nødvendig at få frem, hvor den er.

Angående det andet punkt, at zoome ud på vores principper om friheder og respekt: "Mennesket er dog altid bedre end dets kultur", skrev den ellers pessimistiske tyske filosof Th. W. Adorno, der selv som socialistisk intellektuel og halvt jøde måtte flygte fra Tyskland i 30'erne. Jeg respekterer enhver som et unikt menneske med sit eget liv, og heldigvis ikke som identificeret med og reduceret til en stiv ideologi eller en tilfældig kultur. Hvis jeg bliver bedt om / beordret til at respektere en gruppe blot FORDI de er religiøse springer kæden simpelthen af. Jeg er sikker på at mange religiøse har det på samme måde med mig: de respekterer min ret til et liv uden frygt som fuldgyldig borger, men de respekterer mig ikke specielt FORDI jeg er ateist. Eller tager jeg fejl? Respekterer en religiøs person mig ligefrem PÅ GRUND AF min ateisme? Nej vel. Ingen kan tvinges til at respektere nogen på grund af deres syndsbegreb, deres gud, deres billeder på væggen osv.

Det synes mig altså helt uomgængeligt at skelne mellem
1): respekten for de religiøses ret til at tro på hvad som helst uden frygt for forfølgelse: religionsfriheden udtrykker nemlig en lovbeskyttet respekt for enhvers A-RELIGIØSE BORGERRETTIGHEDER, uanset, og ikke på grund af, deres religion. Og så
2): denne debats uklare tale om en 'respekt', der ligner en eufemisme for underkastelse. Der tales til min forundring faktisk kloden over om 'respekt for religion' i stedet for respekt for religiøse menneskers borgerrettigheder. Det sidste er nemlig kropumuligt at blive enige med et dikatur om. Der kræves altså 'respekt' for selve trosindholdene (som er så diverse i et frit samfund at ingen kan holde styr på det hele), ja endda for selve den gestus 'at tro'. Endnu værre bliver kravet, når det fremsættes under trussel om frihedsberøvelse, sådan som den anakronistiske blasfemiparagraf desværre signalerer. Blasfemi er jo selv et religiøst ord - det giver ingen mening for os ateister, for hvem intet er 'helligt'. Det er et ubrugeligt levn fra en autoritær tid, der ville tvinge ateister til at omgærde andre folks hellige køer med de samme tabuer som de, men ikke vi, har valgt.

Jeg håber inderligt at socialdemokratiet og resten af den nationale og internationale venstrefløj, der historisk har været skarpe i blikket og i replikken overfor autoritære helligheder som 'gud, konge og fædreland', kan følge mig i dette forsvar for den århundredelange progressive og kritiske fornufts mangeartede forsøg på at pille religionerne ned fra både magt- og urørligheds-piedestalen til et niveau hvor indvendinger og alternativer kan fremsættes uforblommet og uden frygt. Det er ikke en tilfældighed, at både den fundamental-katolske pave og den fundamental-protestantiske Bush blander sig i debatten med deres afsky for religions-satire. De deler på dette punkt sag og frygt med islamisterne. Den italienske universitetsprofessor, debattør og forfatter Umberto Eco skrev romanen "Rosens Navn" om hvordan religionsfænomenet synes ledsaget af en kronisk utryghed overfor latteren: "Når narren ler, så siger han inderst inde "Deus non est"." Pointen er, at uden denne latter kan måske én magtreligion opretholdes (og det kræver stadig mange fængsler og meget vold), men bestemt ikke religionsfriheden selv. Det er mit indtryk at dette indre forhold er overset i debatten, der i stedet ofte taler om et valg eller et kompromis mellem ytringsfrihed og religionsfrihed. Reelt er der intet at vælge imellem, de to er uløseligt forbundet og støtter hinanden kompromisløst. "Jeg finder Deres standpunkt vederstyggeligt, men jeg vil dø for Deres ret til at fremsætte det." Jeg vil, for at parafrasere Voltaires klassiske oplysningssætning, 'dø for jeres ret til at være religiøse', og jeg forventer faktisk, at det er gensidigt: at I vil kæmpe for min ret til ateistisk religionskritik, også på den sjove måde, og altså også når I finder det vederstyggeligt.

Jeg håber at vores realskræmte politikere og tænksomme religiøse af alle konfessioner er villige til at lade dette princip forjage alle uigennemtænkte krav om 'respekt for religionen'. Jeg ville elske at se dem slå et slag for min og alle andres ret til at analysere, kritisere og satirisere over religion, konge og fædreland (og fri mig fra Dansk Folkepartis kriminalisering af disrespekt for dannebrog) plus naturligvis retten til at stikke til alle mulige andre konstruktioner, der kan skræmme mennesker fra at tænke, leve og grine frit. For så har vi en fælles sag.

Malene Busk, februar 2006

02.02.2006

Hvad er kunst?

"Hvordan vil du så definere kunst?", bliver jeg ofte spurgt af studerende eller andre som bliver lidt frustrerede over samtidskunstens uhyre rummelige ide om hvad der kan være kunst. Jeg plejer at svare at det ikke er muligt at definere kunst af principielle, logiske grunde (kunst er et vagt begreb, der er ikke engang enighed om hvad der er kunst eller ej, og desuden er det blevet en del af kunstens virkemåde at sætte spørgsmål ved sit eget begreb og derigennem konstant udvide det). Desuden svarer jeg at det ikke er så interessant at definere kunst, det er mere interessant at opleve og prøve at forstå den.

Jeg står fast på at det ikke er muligt at definere kunst i streng forstand, og at enhver definition vil falde til jorden når den møder den komplekse virkelighed som kunsten er. Ikke desto mindre var jeg så letsindig i går at præsentere et hold studerende for et bud på en tidssvarende...lad os måske ikke kalde det en definition, men en indkredsning. Den blev da også draget lidt i tvivl af min medunderviser, Peter Borum, men jeg vil nu alligevel gerne diskutere den lidt mere før jeg kaster den i papirkurven. Formuleringen lyder noget i retning af følgende:

Kunst er en aktivitet der består i at frembringe forhold til verden gennem en fremstilling af objekter/tegn/gestus/former som udtrykker sig i relation til en kunstinstitutionel ramme.

Den er inspireret af Nicolas Bourriaud (Relationel æstetik s. 122), men jeg har ændret den og tilføjet institutionen som et formelt krav. Ikke for at fremhæve institutionen som noget særligt interessant, men blot fordi det er kunstinstitutionen der peger på noget som kunst. Og kunstinstitutionen skal her forstås i ordets brede forstand - ikke kun museer, kunstakademier og kunstkritik, men hele det kredsløb af ideer og forestillinger som kunstverdenen og dets publikum er præget af.

Endelig skal jeg bemærke at selv om jeg tager afsæt i Bourriauds definition, er der ikke tale om at jeg bekender mig til hans teori om relationel æstetik, der er både teoretisk og empirisk problematisk. Jeg vil skrive en kritik af Bourriaud ved lejlighed.

Værsågod at fyre løs på denne "definition", så skal jeg se hvor længe jeg kan forsvare den!

Opdatering et år senere: Jeg har nu forsøgt mig med en helt anden definition. Se her.

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2