Det spekulative øre

Fornylig kørte en debat om kunst på www.kopenhagen.dk - det kom der såmænd også nogle meget fornuftige indkredsninger ud af -
Læs det her:
http://www.kopenhagen.dk/kommentar/?tt_board_uid=62&cHash=0c519030e9

Får ståpels når jeg læser dét med kunstinstitutionel ramme - for hvem definerer den - og hvis den er bred, er det så overhovedet en ramme...og hvis det er en ramme skal den så ikke pr. definition brydes af kunsten...

Tak for linket!

Hvad angår den institutionelle ramme, så er den ikke til at komme uden om. Det er hverken noget godt eller noget dårligt eller nødvendigvis noget interessant - det er blot et faktum. Man forholder sig til institutionen og begrebet og rammen kunst uanset om man kritiserer det eller påkalder sig det eller stumt affinder sig med det.

Hvor vidt det så er en "ramme" kan man måske godt overveje nærmere. Jeg har bare ikke et bedre ord lige nu. Man kunne måske kalde det en "diskurs", men så kender jeg andre der får gåsehud.

Pointen er den simple: hvis ikke du på den ene eller anden måde er indspundet i institutionen/rammen/diskursen "kunst", så vil det du laver ikke blive betragtet som kunst.

Blikkenslagerens urinal bliver ikke af nogen betragtet som kunst før Duchamp lader den indgå som det primære materiale i "Fountain" (for nu at tage et fortærsket eksempel).

Mange af Superflex's aktiviteter ville blive betragtet helt anderledes (og sikkert vække langt mindre opmærksomhed) hvis ikke de relaterede sig til en kunstinstitutionel ramme.

Jeg synes selv det er kedeligt når kunsten og talen om kunsten bliver for fokuseret på institutionsproblematikker, så det er altså ikke for at hype institutionen som noget spændende. Den er der nu en gang bare.

I øvrigt er det ikke sådan at rammen "pr. definition" skal nedbrydes af kunsten. For det første kan det aldrig blive definerende for kunsten.

For det andet bliver det efter min mening både pubertært og kedsommeligt når alle kunstnere ser det som deres primære opgave at nedbryde institutionen. Institutionskritik er ind imellem på sin plads - nemlig når der er begrænsende eller ideologiske sider af institutionen som trænger til at blive belyst. Og institutionskritik kan gøres både godt (præcist) og dårligt (upræcist), ligesom alle mulige andre kunstneriske kvaliteter.

Og endelig spørgsmålet om hvem der definerer rammen: det er ikke så enkelt, det er et komplekst og uafgrænset netværk med adskillige aktører med hver deres interesser osv. Ligesom kunstbegrebet selv er institutionen en flosset størrelse. Alligevel er den en virkende faktor, og kan derfor ikke helt ignoreres.

Sikke en opgave du stiller dig selv.

Jeg holder fast ved din indledning. Og måske kan det blive til lidt mere senere.

Som udgangspunkt kan jeg se logikken i at fokusere på "aktiviteten". Det giver nogle muligheder for at definere nyere former for kunst. Forrest står vel bl.a. muligheden for at trække performance-kunstnernes aktiviteter ind i rammen (som du kalder den midlertidigt).

Men jeg kan ikke helt acceptere, at brugen af "aktivitet" i sætningen ikke indfanger fx de værker, der faktisk bare hænger og hænger på museernes væge.

Sætningen fanger således kun produktionsprocessen men ikke det efterfølgende bestående.

Du har ret, Nicolai, produktionen kan ikke gøre det, den er blot en forudsætning. Ordet "aktivitet" har jeg bibeholdt fra Bourriaud, og måske er det lidt for Bourriaud'sk.

Jeg selv lægger vægten på erfaringen af kunsten frem for produktionen, og derfor bør jeg overveje at ændre formuleringen. Man kunne måske sige at selve dét at udstille er en aktivitet, der frembringer et forhold osv., men det er klart at selve objekterne synes at forsvinde til fordel for den aktivitet der omgiver dem i den nuværende formulering. Jeg tænker lige over det, og vender frygteligt tilbage.

Jeg kunne egentlig have lyst til at barbere min definition ned til følgende:

"Kunst er objekter/tegn/gestus/former som udtrykker sig i relation til en kunstinstitutionel ramme."

Styrken er at den er tæt på en logisk holdbar definition og at den er svær at angribe. Svagheden er at den er generel på grænsen til det intetsigende. Men måske er det den eneste mulighed. Og måske vil det stadig bibringe noget nyt for dem som opfatter kunst som udelukkende maleri eller skulptur eller dem som betragter kunst som et særligt adelsmærke der betyder "godt", og som derfor slår det som de ikke kan lide i hovedet ved at sige at det ikke er kunst.

Jeg kunne egentlig have lyst til at barbere min definition ned til følgende:

"Kunst er objekter/tegn/gestus/former som udtrykker sig i relation til en kunstinstitutionel ramme."

Styrken er at den er tæt på en logisk holdbar definition og at den er svær at angribe. Svagheden er at den er generel på grænsen til det intetsigende. Men måske er det den eneste mulighed. Og måske vil det stadig bibringe noget nyt for dem som opfatter kunst som udelukkende maleri eller skulptur eller dem som betragter kunst som et særligt adelsmærke der betyder "godt", og som derfor slår det som de ikke kan lide i hovedet med at sige at det ikke er kunst.

Nu hvor det ser ud som om, at vi er helt eninge om "kraften" i og fra det institutionelle (The Art World), kan jeg næsten ikke lade være med at bringe et par citater fra George Dickie.

I "What is Art?" fra 1976 skriver han ud fra sin institutionsforståelse:
"A work of art in the classificatory sense is 1) an artifact 2) a set of the the aspects of which has had conferred upon it the status of candidate for appreciation by some person or persons acting on behalf of a certain social institution." (tallene er indsat af mig)

Hans institutionsteori, der bl.a. fik høstet nogen kritik fra Arthur Dantos side, er blevet revideret flere gange. Og i Dickies "Kunst og Værdi" (på dansk fra 1003) skriver han kortere og mere præcist:
"Et kunstværk i klassifikatorisk forstand er et artefakt af en slags, der er skabt med henblik på at blive fremvist for et kunstverden-publikum."

Fælles for Dickies sætninger og den du fremstiller ser jeg som sagt først og fremmest i anerkendelsen af "institutionen". Derudover ser jeg en lighed i forholdet i relationen. Altså det, at noget tildeles en "intention" i forhold til denne institution.

Det leder mig frem til to afsluttende udtalelser.
1) Kunne man fremsige din nye sætning således: "Kunst er objekter/tegn/gestus/former som af kunstinstitutionen forstås som udtrykkende sig i relation til institutionens rammer."?
2) Dernæst må jeg igen stille mig kritisk overfor sætningen, da jeg tvivler på, hvorvidt den rent faktisk siger noget om kunst eller i stedet blot siger noget om, hvordan kunstinstitutionen virker (dvs. udfører sin magt.)

Håber det giver mening.

Hovsa - Dickies "Kunst og Værdi" er selvfølgelig ikke fra 1003 men fra 2003.

Et kort svar: Problemet med Dickies definition er at fremvisning for en et kunstpublikum bliver afgørende. Problemet med både din og min nuværende er at institutionen fylder for meget i sætningen. Institutionen er egentlig ikke en relation der angår udtrykket. Måske snarere:

"Kunst er objekter/tegn/gestus/former som udtrykker sig, og som sættes i relation til en kunstinstitutionel ramme."

En lille ting -jeg ser at det er særlig ordet "ramme" der driller - kunne man forestille sig at bruge ordet "medie" istedet? Noget a la "...og som sættes i relation til de kunstinstitionelle medier". Dermed forstærkes vel også det erfaringmæssige aspekt ... eller?

Gode og brugbare definitioner på fænomener, objekter og begreber skal gerne handle om hvad disse ikke er. Fænomener er hvad de er ved at adskille sig fra andre fænomener. En stor del af gevinsten ved en indkredsning er den negative afgrænsning og uddefinering. F.eks. er videnskabelige tidsskriftsartikler ikke i sig selv kunst, de erfares og sanses ikke som kunst og indgår ikke i en kunst-praksis og -erfaring (men kan sikkert klippes op eller på anden måde bearbejdes og alligevel blive til kunst). Opdræt af grise på gigantiske svinefarme er heller ikke i sig selv kunst (men igen: kan sikkert gennemgå en bearbejdning og blive det). Måske bliver denne negative afgrænsning indfanget ved at kunstinstitutionen får en central rolle i definitionen, men jeg savner lidt at der med den kunstinstitutionelle mediering også føjer sig en ny erfarings- og sansedimension til det der er blevet et værk.

Måske er kunst zen.

Uvirkelig, uhåndgribelig og dog tilstedeværende for den, som gider sidde 3-6 år på en bjergtop og stirre på en sten

Den eneste kogle, du bemærker, i din have.

Torben, du skriver:
"Problemet med Dickies definition er at fremvisning for en et kunstpublikum bliver afgørende. Problemet med både din og min nuværende er at institutionen fylder for meget i sætningen. Institutionen er egentlig ikke en relation der angår udtrykket."

Du peger på to centrale ting, som jeg gerne vil prikke lidt til.

1) For det første er der fremvisningen for et kunstpublikum. Det at 'noget skal fremvises for nogen'. Jeg kan som udgangspunkt forstå din anke, der vel rettes mod, at en kunstner udmærket kan frembringe kunst uden at det kræver fremvisning for et publikum. Fx kan maleren fint udfærdige sit værk (kunstværket/kunsten) og efterfølgende gemme det væk i skabet. Måske med den intention for øje, at det aldrig skal fremvises. I et sådant tilfælde er værket vel stadig kunst.

Når det er sagt, mener jeg imidlertid, at en af styrkerne ved Dickies sætning netop er fremvisningen for et publikum. Jeg skal måske i den forbindelse uddybe min forståelse af publikum. Publikum behøver for mig ikke at blive forstået som "mange" individer. Publikum kan alene udgøres af kunstneren selv, der blot i løbet af og efter frembringelsen af værket træder tilbage og betragter værket inden for den kunstintitutionelle ramme. Kunstneren gør det altså selv ud for publikum - hun er kunstpublikummet.

Dickies sætning kræver herved, at et værk underkastes en betragter, der læser værket som kunst.

Jeg kunne derfor flotte mig lidt og ændre noget i din sætning, vel vidende at det blot skaber nye problemer. Men lad mig bare skyde den af:
"Kunst er objekter/tegn/gestus/former som underkastes læsning i relation til en kunstinstitutionel ramme."

2) Det andet du siger, er, at institutionen egentlig ikke angår udtrykket (kunsten). Her er jeg helt enig. Problemet med definitionerne er, at de forsøger at indkredse, hvordan noget gøres til repræsentant for en idé. Og dette hvordan hidrører det sociale og ikke kunsten i sig selv.

Og denne skelnen mellem hvad og hvordan ser jeg som en hurdle i sætningskonstruktionen (jeg bliver ved med at skrive sætning og ikke definition - det er bevidst).

Thats it for now

I følge din definition er kunstformidleren, håndværkeren, udstillingsarkitekten, skiltemaleren og rengøringskonen på museet alle kunstnere. Deres aktiviteter består alle i at frembringe forhold til verden gennem en fremstilling af objekter/tegn/gestus/former som udtrykker sig i relation til en kunstinstitutionel ramme. Hvis du ønsker at udelukke den slags kunstarbejdere fra definitionen bliver du nød til også at have en ide om intention. At noget for at være kunst skal være frembragt med intention om at blive vist frem i en kunstinstitutionel ramme. (Om den institutionelle kunstteori kan man i øvrigt læse hos Arthur Danto 'The Artworld' og hos George Dickie, der senest på dansk er kommet med bogen 'Kunst og værdi').

Tak for alle jeres inputs, som sådan set bekræfter mig i det umulige i at definere kunst, men nu leger vi legen "lad os se hvor langt vi kan komme med en definition".

Frode: Jeg tror ikke "medier" er et relevant ord. Der findes vel ikke særlige kunstinstitutionelle medier? Fx er skriftmediet ikke reserveret den litterærer institution, og på samme måde er billedkunsten i dén grad tværmedial at det ikke giver mening. Kunsten er ikke mediespecifik.

Lars: Naturligvis skal en definition være udgrænsende, og det er den her da også.

Jeg er sådan set enig i hvad du og andre har påpeget, nemlig det med kunsten som en særlig erfaringsmodus. Jeg har selv skrevet et kapitel om æstetisk erfaring i min ph.d-afhandling . Der er bare to problemer knyttet til at gøre erfaringspotentialet definitorisk:

1. Dele af nutidskunsten er så affortryllet at den ikke tilbyder særlige æstetiske erfaringsformer, så selv om jeg vil mene at selv værker som Duchamps "Fontæne" og en fluxus-happening får et særligt udtryk og dermed en særlig erfaring, så er jeg ikke sikker på at det gælder al nutidskunst. Fx er dele af den kontekstuelle, projektbaserede og såkaldt "relationelle" kunst langt fra en dyrkelse af noget særligt æstetisk.

2. For det andet: selv hvis vi siger at der i alle nutidsværker gives anledning til en særlig erfaring, så er denne erfaring ikke mere særlig end at den også findes i andre sammenhænge end omgang med kunstværker. Det æstetiske felt rækker langt ud over kunsten, en vandpyt eller en sky eller en losseplads kan give anledning til lignende erfaringer uden at det dermed bliver kunstværker. Så selv om jeg vil forsvare ideen om sådan noget som en æstetisk erfaring, mener jeg ikke det kan bruges definitorisk. Den æstetiske erfaring er vigtig og interessant, men ikke eksklusiv og definerende.

Det som man nok skal huske på er at en formel definition vil være røvkedelig, og vil ikke kunne bruges til at sige hvad der er det fede ved (god) kunst, herunder erfaringspotentialerne. Og det er endnu en grund til at det som vi foretager os her er langt mindre interessant nørderi end selve det at forstå den konkrete kunst som omgiver os.

Nicolai: Hvad angår fremvisningen er problemet at der findes værker som er immaterielle og ikke kan fremvises. Et eksempel kunne være da Yves Klein gjorde alt hvad der skete på én bestemt dag (27. november 1960) i hele verden til sit kunstværk. Her ligger det afgørende i ideen og i hvad fantasien kan frembringe i forlængelse af denne ide. Fremvisning er der ikke tale om i nogen essentiel forstand.

Jeg tror til gengæld du er inde på noget med formuleringen om at den "underkastes læsning" i forhold til den kunstinstitutionelle ramme.

Karsten: Jeg forstår godt din indvending, men den bygger på en noget udvandet ide om hvad det vil sige at udtrykke sig "i relation til" en kunstinstitutionel ramme. Men jo, du har formelt set ret, og derfor skulle man måske finde en formulering der inkluderer Nicolais "læsning", men på en måde så det bliver klart at denne læsning skal være en læsning-som-værk. Problemet er så endnu en gang at man nærmer sig det tautologiske.

Hej!

Det synes jeg altid virkede så imponerende, når jeg modtog en mail der startede sådan. Så det er ikke kunst. Det er en kopi.

Jeg mener faktisk godt man kan definere kunst, eller ihvertfald komme ret tæt på.

Et par indfaldsvinkler kan gå via Heidegger og den franske eksistentialisme med Sartre (og af denne omvej Kirkegård), hvis altså man vil lave research. Det har jeg ikke gjort, så jeg går bare helt råt og ufordøjet til den, og formidler her Celeste's syn på sagen, efter udførelse af konkret research på gadeplan.

Vi gik videnskabeligt tilværks, først opstillede vi en hypotese, og derpå afprøvede vi den i praksis og dokumenterede skabelsens øjeblik i en film, med anvendelse af helt tilfældigt forbipasserende mennesker.

Kunst er summen af en kunstners (et menneskes) valg (slutninger). Det er helt konkret valgene (processen) udfoldet og fastholdt i værket, eller ikke-værket, altså valget ikke at ville vælge (f.eks. Dada, Cage, etc.).

Jeg siger m.a.o. at valget her ikke skal forståes i en overført betydning, eller som et valg imellem løsninger, det er helt konkret valgets proces, det der sker i reflektionen, der resterer i værket. Et eksempel: I dur mol harmonikken er der spændingen imellem forskellige tonaliteter, skuffende opløsninger, forudhold, alt dette kan ses som udperspektiveren af tøven, handling, overraskende handling, og så videre. I musikken af Gustav Mahler, ser vi således lange langsomme satser, der nærmest fremstår som en lang tøven, ved konstante undvigelses manøvrer.

Det er en beslutning: at være (blive) til. Værket er slutningen, forankret i kunstneren. Mao. hvis værket på en eller anden måde er dårligt, er kunstneren dårlig, et dårligt menneske, altså det er ikke en bagatel for mennesket, der vælger kunsten.

Skabelsens øjeblik er det moment, hvor kunstneren søger at overvinde en (eksistentiel) angst for ikke at blive elsket i verden, ved at fremvise og stå inde for sit personlige valg, uden skelen til om dette valg er i tråd med en samtids forståelse af hvad god kunst er.

Nu har jeg omtalt kunstneren i ental, men jeg ser intet problem i at anskue grupper som én kunstner. Her er det blot kollektivets valg, og kollektivet der samlet sætter "livet" på spil. F.eks. ser vi ikke sjældent at rockgrupper, der mister et medlem, aldrig senere opnår samme identitet ved en rivival (f.eks. The Doors, uden Jim Morrison). Dette kunne vi forklare ved at kollektivet ikke længere har det samme værdigrundlag at basere sine valg på, og derved kan kunsten ikke blive til på samme måde, fordi den lidt forandrede gruppe, nu vil vælge en smule anderledes, hvis den vil være tro imod dens samlede eksistentielle værdi.

Nå, men altså tilbage til Celeste og hendes eksperiment. Da vi nu havde nedkogt en væske, og således sublimeret kunstens sande væsen, kunne vi skride til eksperimentel handling. Vi ville filme skabelens øjeblik, vi ville se mennesker tvivle og derpå slutte et værk. Vi lavede derfor en simpel forsøgsopstilling i en kulturnat, vi bad tilfældigt forbipasserende tage et foto af enten den ene pige eller den anden, men ikke begge to. Alt imens folk mediterede over dette dilemma, filmede vi uden blusel deres ansigt i close-up. Vi kunne se kunsten i værk! Det blev til fantastisk smukke portrætter, og der herskede stor enighed om at vi her havde set noget væsentligt.

Herlige hilsner,
Michael Nyvang

Hej Torben, kommer til at tænke på denne bedagede kommentar fra en mand, som vist var enig med dig:

Hvad er Kunst - jeg tillader mig, med et Sideblik til Herren at udbryde - hvad er Kunst?
- Naar en bleg Herre med Stivrede Bukser og Jaket stiller sig op i Halvmørke og læser et Brudstykke af en trist og kedelig Historie om én, der hænger sig i Entréen i et bedre Hjem på Østerbro - saa er det Kunst.
- Men hvis en lille Mand med rød Næse og alt for mange Bajere synger en Vise, saa Folk maa gaa for tidligt hjem af Grin - saa er det Gøgl.
- Er vi inde paa det rigtige?

Storm P.

Jeg mener at meget af det du skriver virker meget fornuftigt! Når vi taler om kunst mener jeg det er meget subjektivt. For mig er noget kunst som ikke er kunst for dig. En kunstner er en person der fortår at finde kunsten selv i simble ting. Føllelser er det der for mig afgør om en ting er kunst. Jeg har lige påbegyndt kunsthistorie som fag i de sidste klasser. Jeg synes at det netop er spændene at finde ud af hvem der synes hvad er kunst, så bliv ved med at skrive indlæg.