« Respekt, latter og kritisk fornuft (v. Malene Busk) | Forside | Til forsvar for sekularismen »

24.03.2006

Prygl med plektret - Platon og støjrock

Forrest i Støjens æstetik har jeg samlet nogle citater - det første af Platon, der ofte er god for overraskende formuleringer som får moderne relevans på deres egen bagvendte måde (jvf. dette). Platon skriver:

De fortræffelige mennesker du taler om, piner og plager strengene, mens de vrider på skruerne. Men for at lignelsen ikke skal blive for lang, vil jeg skænke dig fortællingen om “prygl med plektret”, ”anklage” mod strengene for deres falskhed, strengenes ”hævdelse af uskyld og frække benægtelser”. (Platon: Staten, 7, 531b)
Jeg medtog naturligvis citatet (der selvsagt ikke handler om støjrock) for sjov. Dér står det side om side med citater af John Cage og Beavis & Butthead.

Forleden dag fik jeg en email fra en seminarist, der skrev opgave om støjrock og spurgte hvor præcis det Platoncitat stammer fra, og det tog mig nogen tid (og hjælp fra en gammel ven) at grave citatet frem igen. Da jeg nu havde gravet det frem og set på det for første gang i 11 år, fik jeg lyst til at læse det i sin sammenhæng og finde ud af hvad det nu er Platon har gang i med disse musikanter der prygler deres strenge på måder der tilsyneladende minder om Sonic Youths praksis. Her er en lille redegørelse med mine strøtanker i den anledning:

Vi er henne i Bog 7 af Staten, hvor de berømte lignelser (solen, linjen, hulen) præsenteres, som for de fleste læsere nok overskygger (!) resten af kapitlet. Men efter hulelignelsen melder problemet sig: hvilke kundskaber skal dem som har set lyset prioritere i uddannelsen af idealstatens borgere? Og det leder os hen til musikken.

Men først skal vi igennem den hierarkieske orden af matematikken, geometrien, rumgeometrien og astronomien før musikken altså kommer som den femtevigtigste kundskab – hvilket ikke er så ringe endda, bortset fra at Platons begreb om musik er et ganske andet end det vi tænker musik som i dag.

Dialogen udfolder sig mellem Sokrates (den altid-bedrevidende) og Glaukon (den altid-underdanige nikkedukke der ikke yder ham nogen som helst modstand). Sokrates går næsten systematisk frem, om end han først glemmer rumgeometrien, og dermed udviser et lille gran af menneskelighed. Ved hver kundskab er pointen at den ikke praktiseres idealt, dvs. at der tages hensyn til det sanselige og det nyttige frem for det ideale. Der synes dog at være en undtagelse fra det med nytteværdien, og det er krigskunsten – hvis den givne disciplin kan være til nytte for krigskunsten er dette ophøjet nok, men alle andre nytteformål (fx handel) er lave i sammenligning hermed. Mærkelig (og skræmmende) inkonsekvens. Undervejs sviner han bl.a. brøkregning til for at være en blindgyde (den splitter jo enheden op i småstykker!) og foreslår at der skal gives statslige forskningspenge til rumgeometriforskning, der hidtil er blevet overset. (Den er god nok, tjek selv 528 b-c).

Faktisk går Platons Sokrates så langt som til at mene at astronomien tager fejl i at studere stjernerne, og mener at de skal redegøre for deres idé uden at betragte stjernehimlem empirisk. Man kan ikke lade være med at tænke på hvor meget platonismen og kirken har bremset det videnskabelige fremskridt helt frem til 1700-tallet med den slags foragt over for empiri til fordel for (fikse) ideer. Men lad nu det ligge…

Her når vi til musikken, og fejlen er den samme som med astronomien. (De to regnes i øvrigt for søstervidenskaber med direkte henvisning til Pythagoræerne). I stedet for at tage udgangspunkt i musikkens ideer, der handler om harmoni og harmoniske proportioner sidder de gudhjælpemig og lytter til musikken og prøver ad den vej at finde frem til dens natur. Glaukon misforstår Sokrates lidt her, og tror at Sokrates henviser til de typer der sidder og fedter med kvarttoner og mikrointervaller og diskuterer om forskellene er hørbare eller ej. ”Begge parter bruger ørerne i stedet for deres sunde fornuft”, som han dukseagtigt-forargret fastslår.

Sokrates giver ham ret, selv om det ikke lige var pointen, og går med ham ud af tangenten. Og her er det så at selve citatet om at prygle strengene kommer. Læg mærke til hvordan alle de udtryk der bruges kan overføres på et torturkammer. Det er forholdet mellem en torturbøddel og hans offer der overføres på disse frygtelige (støj-)musikere og deres alt for fysiske, alt for sanselige, alt for følelsesmæssigt medrevne praksis. Denne ekspressivitet er usund og uskøn.

I stedet skal musikken bruges til at indse den kosmiske sammenhæng, sfærernes harmoni og de evige proportioner. Synes Platon (der entydigt taler gennem Sokrates her). Og det har han også fra Pythagoras.

Som så ofte med Platon: hvor træffende og malerisk hans beskrivelse end er, lige så sansefjendsk er hans konklusion. Musik er til for at erkende skønheden og lade harmonien stemme vores sind, så vi bliver bedre mennesker. Det gode og det skønne er ét og er altid fornuftigt.

Heroverfor står altså den musik som lader sig rive med af det sanselige og som hengiver sig til en ekstase, der mimer lidelsen. Fx støjrocken, kunne man sige i dag. I Støjens æstetik argumenterer jeg for at der er et stærkt dionysisk element i støjrocken som bl.a. repræsenteres af guitarstøjen (s. 94-98). I Staten siger Platon nærmest det samme (omend naturligvis i en helt anden historisk, idehistorisk og musikhistorisk situation), og advokerer altså for et modsat skønhedsideal der umiddelbart snarere kunne virke rendyrket apollinsk.

Men selv denne modstilling holder jo ikke, i hvert fald ikke i Nietzsches forstand, idet det apollinske som bekendt er knyttet til drømmen, illusionen, individet og det skønne slør. Skønheden hos Platon er ikke apollinsk, den er en kiggen igennem Mayas slør til den evige sandhed (aletheia, det utildækkede). Her er Platon indlysende nok snarere på linje med det som Nietzsche kalder ”det sokratiske”, der er den egentlige fjende til det æstetiske ægtepar det apollinske/det dionysiske. Og det er selve det æstetiske der bliver kastreret med det sokratiske, hvor fornuften sejrer over de to æstetiske principper om sansning som drøm og sansning som rus. Nietzsches ord i den anledning er ikke pæne, og hans forhold til Sokrates kan vel bedst beskrives om rendyrket had. Eller i hvert fald en sund gang vrede, der selv står i kontrast til idealet om sindsro.

Og hvem kan fortænke Nietzsche? Ikke at Nietzsche kommenterer dette sted hos Platon, men hele Platons værk er jo gennemsyret af foragt for det sanselige, og dermed kan Nietzsches vrede lige så vel gælde dette sted som ethvert andet. Platons Sokrates siger i ramme alvor at musik ikke er en sanselig disciplin, men en fornuftskundskab som alt andet der er værd at beskæftige sig med. Og dem som prygler strengene er i deres sansers vold, de er i affekt og er at ligne med torturbødler.

Men hvad nu hvis netop pseudo-tortureringen af et instrument er en mimesis af den reale lidelse (som Adorno ville sige, ganske vist ikke lige om rockmusik), den reale vold, og dermed som gestus kunne rumme et udtryk der (i hvert fald inden det blev en plat kliché) havde en kraft og som også knyttede an til en erkendelse? En erkendelse af alt det som Platon ikke regner for virkeligt eller opbyggeligt, men som kun visse nutcases i dag stadig kan affærdige som uvirkeligt: kroppen, rusen, vreden, smerten.

Med fare for at jeg lyder som en hardcore-ekspressionist for alle andre end de få som har læst Objektiv sensibilitet skal jeg straks understrege at jeg tænker dette som objektiverede intensiteter (affekter) og ikke som spor af kunstnerens inderlige jeg. Bare for en ordens skyld.

Altså, når nu man ikke kan tilslutte sig en platonisk metafysik, men må tage udgangspunkt i det sanselige og det timelige som virkeligt, så rummer den dionysiske tilgang til musikken faktisk muligheden for en sanselig erkendelse. Ikke af selve væren, som den tidlige Nietzsche mente, men af sider af virkeligheden som visse former for musik har en mulighed for at udtrykke. Ikke i første række noget metafysisk, men noget sanseligt, følelsesmæssigt, samfundsmæssigt, eksistentielt. En konfrontation gennem en sensibilitet.

For Platon eksisterer der ikke sådan noget som erkendelse gennem æstetisk sensibilitet. Erkendelse er fornuftsmæssig, sensibiliteten kan kun bruges til at forholde sig til den todimensionale skyggeverden nede i hulen.

Netop derfor var det en lille, frydefuld hævn at citere Platon forrest i Støjens æstetik!

Torben Sangild, 2006

(Om at citere og henvise til denne tekst mm.)

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/512.

Kommentarer

Hold da op!
Det var virkelig en interessant pointe.
Men gad vide, hvad Platon mente med "harmonisk" musik? Mon ikke han anerkender at musik frembringer følelser, men at musikken bør frembringe bestemte sentimenter, som kan virke som en guide eller fastholderske i menneskets vej mod ideernes sfære.
Min pointe (og vel også din) er, at Platon altså ikke ser bort fra det sanselige, men ønsker at underlægge dem fornuftens censur og hermed bliver, som du siger, æstetikken kastreret.

Dine overvejelser vedrørende en slags sanselig erkendelse er ligeledes yderst interessante.
Musikken kan vise vej til smertens og vredens inderste - det fortrængte. Mødet med disse følelser kan så at sige medieres og dermed gøres udholdeligt gennem musikken.
Vreden, som normalt holdes skjult, kan findes frem og få lov at udfolde sig uden at gøre skade.
En helbrende sti mod selverkendelse.

Jeg tror altså det står værre til med Platon: at musik essentielt set er klanglige matematiske proportioner, og at det sanselige blot er et middel til at erkende disse proportioner. Og jo, måske er der strengt taget knyttet en følelse til det at være stemt, men det er i hvert fald ikke en affekt.

Det sanselige opfattes altså som middel til at erkende musikkens iboende matematik?
Er det ikke mere korrekt at skrive at Platon mener at musik BØR være "klanglige matematiske proportioner" og det sanselige blot BØR være midlet til erkendelsen heraf.
Pointen er vel netop, at musikken "i hulen" ikke er i overenstemmelse med fornuften/de matematiske proportioner, og at det sanselige ikke benyttes til at erkende disse.
Musikken kan således være sanselig for Platon, men bør ikke være det, da den i så tilfælde ikke viser vej til ideerne.

Jeg tror vi er ude i så subtile forskelle at vi næsten siger det samme. I stedet for at gætte på på hvad Platon nok mente bør vi undersøge sagen. Men jo, du kan sagtens have ret. Sagen er jo den at "er" og "bør" hænger tæt sammen hos Platon. Så måske er der ikke den store konflikt dér.

Da jeg er influenzaramt og dermed har god tid til den slags, har jeg nu kigget nærmere på hvad der står om musik et andet markant sted i Staten, nemlig Bog 3, 398c-402a.

Her sker der en stor udrensning i musikken. Platon var jo totalitær, og mente at filosofferne som statens ledere skulle lede befolkningen på rette vej gennem benhårde forbud og påbud. Således skal også det meste musik bortskaffes.

De klagende modi (mixolydisk og hypodorisk) skal fjernes, for vi kan virkelig ikke have den slags jammer og klageråb. Den ioniske og lydiske modus må også ud, for de er slappe og egner sig kun til drikkeviser og den slags uting. Tilbage står to modi, den doriske og den frygiske, de er gode nok fordi de styrker moralen og tapperheden.

Og når der nu kun er to tonearter tilbage, så behøver vi jo ikke alle de instrumenter der kan modulere imellem forskellige modi, såsom fløjten - ud med den. Tre instrumenter får lov at bestå: Lyre, kithara og syrinx (sidstnævnte kun af hensyn til hyrderne).

På den måde får man "renset vor by, som af bar overdådighed var blevet ligesom opdunset og betændt". Men der skal "renses til bunds". Avancerede rytmer skal udrenses til fordel for det veldisciplinerede og det mandige - formentlig en march-agtig rytmik. Sokrates indrømmer at han ikke har forstand på rytmer, men holder alligevel fast i disse dyder, med den tilføjelse at rytmen skal være let og graciøs (hvilket vel så peger væk fra march-rytmen mod noget andet?).

Her er der på den ene side en anerkendelse af musikkens følelsesmæssige virkninger, men samtidig en konsekvent sværgen til de virkemidler som er moralsk opbyggelige snarere end sanseligt udfordrende eller affektprægede.

I Platons stat ville næsten al interessant musik være forbudt.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2