« Prygl med plektret - Platon og støjrock | Forside

28.05.2006

Til forsvar for sekularismen

Folkekirken opruster. De kristne debattører opruster. Nu skal slaget slås. Den kristne kirke skal være et værn mod såvel islam som ”sekularismen”, som den kaldes. Sekularismen er den holdning at det politiske og samfundsmæssige ikke skal være underlagt religiøse dogmer og argumenter, men i udgangspunktet uafhængig af disse. Det betyder ikke at man ikke kan tage hensyn til de forskellige religiøse grupper og kirker, men snarere at man fx ikke skal forbyde prævention blot fordi kirken synes det, eller at man ikke skal have en statskirke som er styret af et særligt ministerium. Det indebærer også at religionsundervisningen ikke bør være forkyndende, og at biologiundervisningen skal forblive biologisk og ikke indføre fx Bibelens skabelsesberetning som en gyldig videnskabelig teori. Religionen skal være fri, og den må man dyrke lige så tosset man vil, men den er ikke det sekulariserede samfunds rygrad. Udgangspunktet for den sekulariserede stat er snarere en demokratisk humanisme med plads til det hele. Det er muligvis en mild form for sekularisme, og i så fald er jeg mild sekularist.

Da sekularisme er ved at blive et skældsord i den offentlige debat, og da folk som jeg ellers respekterer tordner mod sekularismen som totalitær vil jeg kiggge lidt på hvad argumenterne mod det sekulariserede samfund egentlig er og forsøge at forsvare den mod de almindeligste indvendinger som kommer fra folk der fx går ind for at Gud skal indskrives i det politiske, fx i EU-traktaten el.lign.

Da aviserne flyder over med forkyndelse af kirkens velsignelser vil jeg nøjes med at tage udgangspunkt i to aviser: Politiken 15/4 og Weekendavisen 24/3. Det skal understreges at jeg i dette emne er lægmand og ikke ekspert. Jeg vil gerne blive klogere, så har du noget at tilføje til debatten skal du bare kommentere løs her.

1. Sekularismen beskyldes for at være totalitær
Det hyppigste argument mod sekularismen er at sekularismen fører til noget totalitært. Se bare kommunismen og fascismen, siger de alle sammen, fx Erik Bjerager, der for nylig har fået udgivet bogen Gud bevare Danmark. I argumentet ligger der at kirken og troen på Gud gør mennesker mere ydmyge, så de ikke ophøjer mennesker til guder og derfor forbliver gode demokrater. Derfor skal Gud med i EU-traktaten, lyder det.

Til det argument kan man begynde med at påvise hvor totalitær den kristne kirke har været op igennem historien, hvor meget den har modarbejdet demokratiet, hvor mange steder den stadig er i ledtog med totalitære regimer osv. Det ender bare hurtigt i en eksempelopremsning af grusomheder fra begge sider af debatten. Gør man det mere nøgternt op står det sikkert lige, og det bringer mig til min første pointe: det totalitære trives lige godt/skidt i sekulære og religiøse samfund. Det er med andre ord slet ikke et spørgsmål om religion eller ej der afgør om man bliver totalitær. Det er et spørgsmål om den indre fascist som den enkelte må kæmpe imod og opdrages til at se farerne i. Det behøver vi ikke kirken til.

Skal man give den en tand ekstra kan man påpege at heller ikke fascismen i det 20. århundrede var sekulær, og at kirken ikke modarbejdede fascismen. Ja, faktisk samarbejdede den på grusomste vis med den, fx i Spanien. Lige fra begyndelsen. Her stillede den katolske kirke sig på fascisternes side og udnævnte Franco til ”Guds udsending” og gav ham nærmest helgenstatus. Bemærk her at lige netop dette er hvad kirken påstår kun sekularismen gør – giver mennesker guddommelig status. De kaldte den fascistiske revolution for ”korstoget”. Franco søgte råd og mod hos kirken – der var altså en direkte alliance, også åndeligt. Kirken jublede da det lykkedes at redde Spanien fra ”de falske demokratiers nederdrægtige og perverse ideer”. Det fascistiske Spanien var helt officielt en kristen stat med statskirke og hele baduljen. Kirken tog aktivt og hævnlystent del i blodige massakrer og havde folk på ministerposter.

Så hvad blev der nu af argumentet om at fascismen er et produkt af sekularismen og at en statskirke er et bolværk imod det totalitære? Jeg er i hvert fald ikke spor overbevist.

2. Danmark er nu en gang kristent
Dette argument fylder også meget, men som jeg tidligere har været inde på, så er det ikke noget argument mod sekulariseringen at Danmark er rundet af en kristen kultur. Det vil den jo blive ved med at være, selv om vi afskaffer statskirken og sætter religionen fri. Erik Bjeragers version af argumentet i Politiken lyder: ”Man har et behov for at være forankret i det man selv er rundet af, den kristne kultur og den kristendom som dette land er præget af”. Jamen det er vi jo netop, og det holder vi vel ikke sådan lige op med at være. Den kristne kultur er det som vi er i. Så det gør vel ingen forskel at kirken ophører med at være statssankioneret?

For det andet ligner argumentet ofte en version af den naturalistiske fejlslutning, hvor man fejlagtigt slutter fra hvordan det allerede er til hvordan det bør være. Ud fra samme logik kan man fx sige at vi alle bør være socialdemokrater og at socialdemokratismen skal statssanktioneres fordi det danske velfærdssamfund i den grad bygger på socialdemokratiske værdier. Men ikke en gang Socialdemokraterne vil hoste op med et sådant argument, fordi fejlslutningen er så indlysende.

Men hvad så med sammenhængskraften da? Er vi ikke én stor sammenhængende nation i kraft af statsreligionen? Næ, det tror jeg ikke vi er. Jeg tror fx at sproget og medierne spiller en større rolle i dag. Vi skal nok klare at holde sammen på det hele uden kirken. Hvis det da endelig er så vigtigt at hænge sammen. Er det ikke vigtigere at have det godt end at have fælles værdier?

3. Kirken og moralen
Her lyder argumentet at kirken sikrer en moralsk standard. Det er også begrundelsen for at der sidder så mange præster i etisk råd. Dette argument bygger på to fejlagtige præmisser: for det første at kirken skulle have en entydig, moralsk holdning til noget som helst. For det andet den udbredte fordom at ikke-kristne er nogle materialistiske, overfladiske, umoralske svin. At de behøver kristendommen for at blive etiske.

At kirken ikke har en entydig holdning til noget moralsk spørgsmål overhovedet er evident. Nogle præster ser det som deres opgave at huse illegale flygtninge, mens andre præster tordner mod indvandringen. Nogle præster er imod fri abort, andre er for. Nogle præster mener at folkekirken bør fordømme homoseksualitet, andre præster er selv åbent homoseksuelle. Hvad er det lige folkekirken kan tage stilling til?

Den anden er mere provokerende. Ateister burde egentlig blive krænkede og sårede over at de bliver omtalt så nedladende og generaliserende som de kristne debattører gør. Se mere her. Lad mig én gang for alle slå det fast: Kristne er ikke bedre end andre mennesker. Ateister er ikke nødvendigvis umoralske. Det er svært at lave statistik på den slags, men jeg har kendt mange kristne og ateister i mit liv, og jeg ser ikke nogen særlig moralsk forskel, statistisk set. I hvert fald når det kommer til det væsentlige: forholdet til andre mennesker, til næsten.

4. Ateismen har ingen kultur
Hvaba? Det påstår Bjerager angiveligt i sin bog (ordret citat). Det lyder umiddelbart så dumt sagt at jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Altså, for det første er der masser af ateistisk kultur. Men Bjerager mener sikkert en lang, tusindårig, kontinuert kulturel tradition. Jamen hallo, der er ingen grund til at man skulle smide denne tradition overbord, ligesom man heller ikke smider den antikke græske og romerske kultur overbord fordi vi ikke længere officielt dyrker Zeus. Desuden tror jeg altid der har været ikke-religiøse kulturelle udtryk i vores lange kulturhistorie. Men vigtigst af alt: den sekulariserede stat er vel ikke en ateistisk stat. Og derfor behøver kulturen heller ikke være spor ateistisk. Men noget af den kan fortsat være det, ligesom den er i dag.

5. Eksempel: Bedemændenes børnebog
Ikke nok med at folkekirken har patent på statslige begravelsesritualer, hvilket i sig selv er et problem, men den forsøger endda at udvide denne magt til at præge hvordan bedemænd taler til børn om deres tab. Her kommer vi ind i et følsomt område, og den nyudnævnte biskop, Steen Skovgaard, træder med sine hellige træsko ind over en lille bog der ikke burde kunne støde nogen.

Sagen er at foreningen Danske Bedemænd har fået forfatteren Aage Brandt til at skrive en fortælling om to børn der mister deres kære Onkel Arne og forsøger at forholde sig til for første gang at skulle håndtere det at møde døden. Bogen er tænkt som en samtalebog, som kan få børn i gang med at tale med de voksne om det smertefulde tab, hvadenten de tror på Gud eller ej. Anstødsstenen er slutningen, hvor den ene af børnene ser en lærke på himlen og tænker at det måske kunne være Onkel Arne, og føler en lille trøst ved denne ide.

I dette spinkle og skrøbelige øjeblik af spontan trøst kommer biskoppen vadende ind og erklærer bogen for forkastelig fordi den ikke er entydigt kristen. At den heller ikke er entydigt noget som helst andet, men blot en formentlig fin og virkningsfuld børnebog kan biskoppen ikke tage sig af. Som han siger (tilsyneladende uden at være bevidst om ordspillet): ”Bedemændene går præsterne i bedene. Bedemændenes opgave er at sørge for alt det praktiske omkring en begravelse, mens præstens opgave er at sørge for det indholdsmæssige.” (Politiken)

Aha, præsterne har patent på det indholdsmæssige ved begravelser og det skal der ikke rokkes ved. At præsterne ofte ikke har tid til eller sans for at tale med børnene er ligemeget. Det afgørende er at der ikke skal komme andre og tale om døden. Døden er kirkens sidste magtbastion, og de holder på den med næb og kløer.

Sammenlign dette med Katrine Lilleørs naive udsagn: ”kristendommens ambition har altid været at formindske kirkens magt i samfundet, så det enkelte menneske får større frihed til at tænke, tro og mene som det vil”. Gid det var så vel! Måske skulle hun tjekke sin kirkehistorie én gang til. Kirken har kun yderst sjældent frivilligt afgivet magt, men meget ofte tilranet sig yderligere magt. Men det taler vi ikke om. For det er jo fortid. Ja, det er lige hvad det er!

Torben Sangild, maj 2006

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/548

Kommentarer

Jeg vil ikke indblande mig i dine angreb på visse fundamentalistiske elementer i den danske folkekirkes rabiate positioner, da jeg ikke følger den debat tæt nok til at kunne udtale mig i detaljer; til gengæld vil jeg forholde mig til dele af din egen argumentation:

Vdr. 1 Jeg kan ikke lade være med ( i al venskabelighed) at sammenligne din argumentation med et skud hagl…!(vidvinkel angreb rammer altid ét eller andet sted)Men der er så fundamentale forskelle, den katolske og protestantiske tro imellem, at det ikke retfærdiggør, i flæng at positionere begge institutioner som værende samme (og enstænkende) modstander i denne sammenhæng...

Vdr.2. Vi kan sikkert godt holde sammen på det hele uden kirken – men jo, sammenhængskraften som sådan tror jeg absolut er uundværligt i et samfund – men religiøst funderet behøver definitionen på det gode liv næppe at være, deri har du ret..Udtalelsen om nare at have det godt kan jeg næsten ikke tro på du mener alvorligt, så jeg lader være med at gå i kødet på den´…

Vdr.3 Det er heldigvis forbudt i Danmark at lave statistik på baggrund af folks religiøse position – så hvorvidt kristne er mere moralske end andre her i landet kan der hverken føres bevis eller modbevis for..Det er med andre ord meningsløst at diskutere…

Vdr.4. Det er en vigtig pointe at den sekulære stat ikke er ensbetydende med en ateistisk stat – religiøsitet er som bekendt kun til indvortes brug – men statstyring er som bekendt også kun til udvortes brug ; derfor kan Danmark heller ikke på nogen måde kendekendes som en ægte sekulær stat (det ved jeg godt du heller ingen steder påstår) – da en sådan bør give slip på den kontrol af kirken og dens forhold som det er tilfælde her i landet…

Vdr. Eksemplet: Bedemændenes børnebog – så har jeg den rent faktisk stående i bogreolen og det er ikke nogen fin lille bog. Jeg finder den af så ringe kvalitet at jeg ikke har brugt den til det intenderede formål…Som et udgangspunkt for en forælder-barn snak om død og sorg vil jeg langt hellere anbefale ”Farvel Hr Muffin” der udtrykker ægthed og ikke så påfaldende udtrykker konstruktion som ”Hvor går man hen når man går bort” – Af samme grund forstår jeg ikke nogen præst eller biskop (eller du selv for den sags skyld) gider spilde krudt på at beskæftige sig med bogen…hverken som genstand for angreb eller forsvar.

Kære Dyveke, tak for din kommentar.

Ad 1. Det er fordi du ikke har forstået hvad det handler om. Der er ikke tale om nogen hagl. Påstanden er at fascismen er en konsekvens af sekularismen og at den sekulariserede stat fører til ondskab fordi man dyrker mennesker som guder. Påstanden er at en statskirke og et sanktioneret gudsbegreb er en garanti mod den slags. Derfor er det fløjtende ligegyldigt om det er katolicisme eller protestantisme, for det handler om Gud vs. den gudløse stat. Desuden er katolikken Iben Thranholm en af dem der fremfører argumentet. Så nej, der er ikke tale om vidvinkel eller spredhagl eller hvad du ellers påstår - jeg kender skam godt forskellene mellem katolocisme og protestantisme, men det er irrelevant for argumentet, som handler om den gudløse stat vs. statskirke.

2. Jamen så er vi jo (næsten) enige. Og jo, jeg mener skam at det er vigtigere at borgerne har det godt end at de har fælles værdier. Mener du ikke det?

3. Nu er det heldigvis heller ikke så vigtigt for mit argument at have en statistik.

5. Hvad angår bogen håber jeg at det fremgår at jeg ikke har læst den, men kun læst om den. Og tilsyneladende er der mange der kan lide den. Men det kan sagtens tænkes at der findes bedre bøger om emnet, og tak for anbefalingen. Hvis du har lyst må du gerne uddybbe kritikken.

Det vigtige i eksemplet for mig er at biskoppen angriber den fordi den ikke er folkekirkelig.

Der findes ingen kristen kultur.

Der findes ingen kristen etik.

Der findes ingen kristen moral.

Der findes ingen kristne lande.

Hvis man påstår, at demokrati skulle være betinget af kristendom, så er man mere end bare uvidende. Så er man religiøs og/eller udpræget dum. Demokratiet er i en sådan grad ikke kristent, at man nærmest må sige, at demokrati findes på trods af kristendommen.

Længe før der fandtes kristendom, fandtes der civiliserede lande, hvor samfundene blev bundet sammen af såvel moral og etik (er det ikke et oplagt clue, at ordene moral og etik er afledt af hhv. latinsk og græsk?!), og at ikke-kristne lande også i dag sjovt nok har både moral og etik, der er i stand til at opretholde samfundene.

...men der findes kristne, og mon ikke det er ganske udmærket.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Powered by Movable Type 3.2