« Prygl med plektret - Platon og støjrock | Forside | Et kys er mere end udveksling af mundvand »

28.05.2006

Til forsvar for sekularismen

Folkekirken opruster. De kristne debattører opruster. Nu skal slaget slås. Den kristne kirke skal være et værn mod såvel islam som ”sekularismen”, som den kaldes. Sekularismen er den holdning at det politiske og samfundsmæssige ikke skal være underlagt religiøse dogmer og argumenter, men i udgangspunktet uafhængig af disse. Det betyder ikke at man ikke kan tage hensyn til de forskellige religiøse grupper og kirker, men snarere at man fx ikke skal forbyde prævention blot fordi kirken synes det, eller at man ikke skal have en statskirke som er styret af et særligt ministerium. Det indebærer også at religionsundervisningen ikke bør være forkyndende, og at biologiundervisningen skal forblive biologisk og ikke indføre fx Bibelens skabelsesberetning som en gyldig videnskabelig teori. Religionen skal være fri, og den må man dyrke lige så tosset man vil, men den er ikke det sekulariserede samfunds rygrad. Udgangspunktet for den sekulariserede stat er snarere en demokratisk humanisme med plads til det hele. Det er muligvis en mild form for sekularisme, og i så fald er jeg mild sekularist.

Da sekularisme er ved at blive et skældsord i den offentlige debat, og da folk som jeg ellers respekterer tordner mod sekularismen som totalitær vil jeg kiggge lidt på hvad argumenterne mod det sekulariserede samfund egentlig er og forsøge at forsvare den mod de almindeligste indvendinger som kommer fra folk der fx går ind for at Gud skal indskrives i det politiske, fx i EU-traktaten el.lign.

Udgangspunktet er at visse kristne debattører i de senere år har skærpet tonen i debatten. De er ikke længere tilfredse med at udtrykke deres livssyn, men kombinerer det med en større og større grad af beskyldninger mod ikke-troende. De begynder altså at argumentere for hvorfor vi alle sammen skal være kristne, hvorfor det er bedre at være kristen/religiøs. Altså ikke fordi Gud eksisterer (hvilket vel burde være det eneste gyldige argument), men fordi det er bedst og mest dansk. Samtidig forsøger kirken at holde på sine sidste monopoler - heriblandt monopolet på begravelsesritualer og det at forholde sig til døden.

Da aviserne flyder over med forkyndelse af kirkens velsignelser vil jeg nøjes med at tage udgangspunkt i to aviser: Politiken 15/4 og Weekendavisen 24/3. Det skal understreges at jeg i dette emne er lægmand og ikke ekspert. Jeg vil gerne blive klogere, så har du noget at tilføje til debatten skal du bare kommentere løs her.

1. Sekularismen beskyldes for at være totalitær
Det hyppigste argument mod sekularismen er at sekularismen fører til noget totalitært. Se bare kommunismen og fascismen, siger de alle sammen, fx Erik Bjerager, der for nylig har fået udgivet bogen Gud bevare Danmark. I argumentet ligger der at kirken og troen på Gud gør mennesker mere ydmyge, så de ikke ophøjer mennesker til guder og derfor forbliver gode demokrater. Derfor skal Gud med i EU-traktaten, lyder det.

Til det argument kan man begynde med at påvise hvor totalitær den kristne kirke har været op igennem historien, hvor meget den har modarbejdet demokratiet, hvor mange steder den stadig er i ledtog med totalitære regimer osv. Det ender bare hurtigt i en eksempelopremsning af grusomheder fra begge sider af debatten. Gør man det mere nøgternt op står det sikkert lige, og det bringer mig til min første pointe: det totalitære trives lige godt/skidt i sekulære og religiøse samfund. Det er med andre ord slet ikke et spørgsmål om religion eller ej der afgør om man bliver totalitær. Det er et spørgsmål om den indre fascist som den enkelte må kæmpe imod og opdrages til at se farerne i. Det behøver vi ikke kirken til.

Skal man give den en tand ekstra kan man påpege at heller ikke fascismen i det 20. århundrede var sekulær, og at kirken ikke modarbejdede fascismen. Ja, faktisk samarbejdede den på grusomste vis med den, fx i Spanien. Lige fra begyndelsen. Her stillede den katolske kirke sig på fascisternes side og udnævnte Franco til ”Guds udsending” og gav ham nærmest helgenstatus. Bemærk her at lige netop dette er hvad kirken påstår kun sekularismen gør – giver mennesker guddommelig status. De kaldte den fascistiske revolution for ”korstoget”. Franco søgte råd og mod hos kirken – der var altså en direkte alliance, også åndeligt. Kirken jublede da det lykkedes at redde Spanien fra ”de falske demokratiers nederdrægtige og perverse ideer”. Det fascistiske Spanien var helt officielt en kristen stat med statskirke og hele baduljen. Kirken tog aktivt og hævnlystent del i blodige massakrer og havde folk på ministerposter.

Så hvad blev der nu af argumentet om at fascismen er et produkt af sekularismen og at en statskirke er et bolværk imod det totalitære? Jeg er i hvert fald ikke spor overbevist.

2. Danmark er nu en gang kristent
Dette argument fylder også meget, men som jeg tidligere har været inde på, så er det ikke noget argument mod sekulariseringen at Danmark er rundet af en kristen kultur. Det vil den jo blive ved med at være, selv om vi afskaffer statskirken og sætter religionen fri. Erik Bjeragers version af argumentet i Politiken lyder: ”Man har et behov for at være forankret i det man selv er rundet af, den kristne kultur og den kristendom som dette land er præget af”. Jamen det er vi jo netop, og det holder vi vel ikke sådan lige op med at være. Den kristne kultur er det som vi er i. Så det gør vel ingen forskel at kirken ophører med at være statssankioneret?

For det andet ligner argumentet ofte en version af den naturalistiske fejlslutning, hvor man fejlagtigt slutter fra hvordan det allerede er til hvordan det bør være. Ud fra samme logik kan man fx sige at vi alle bør være socialdemokrater og at socialdemokratismen skal statssanktioneres fordi det danske velfærdssamfund i den grad bygger på socialdemokratiske værdier. Men ikke en gang Socialdemokraterne vil hoste op med et sådant argument, fordi fejlslutningen er så indlysende.

Men hvad så med sammenhængskraften da? Er vi ikke én stor sammenhængende nation i kraft af statsreligionen? Næ, det tror jeg ikke vi er. Jeg tror fx at sproget og medierne spiller en større rolle i dag. Vi skal nok klare at holde sammen på det hele uden kirken. Hvis det da endelig er så vigtigt at hænge sammen. Er det ikke vigtigere at have det godt end at have fælles værdier?

3. Kirken og moralen
Her lyder argumentet at kirken sikrer en moralsk standard. Det er også begrundelsen for at der sidder så mange præster i etisk råd. Dette argument bygger på to fejlagtige præmisser: for det første at kirken skulle have en entydig, moralsk holdning til noget som helst. For det andet den udbredte fordom at ikke-kristne er nogle materialistiske, overfladiske, umoralske svin. At de behøver kristendommen for at blive etiske.

At kirken ikke har en entydig holdning til noget moralsk spørgsmål overhovedet er evident. Nogle præster ser det som deres opgave at huse illegale flygtninge, mens andre præster tordner mod indvandringen. Nogle præster er imod fri abort, andre er for. Nogle præster mener at folkekirken bør fordømme homoseksualitet, andre præster er selv åbent homoseksuelle. Hvad er det lige folkekirken kan tage stilling til?

Den anden er mere provokerende. Ateister burde egentlig blive krænkede og sårede over at de bliver omtalt så nedladende og generaliserende som de kristne debattører gør. Se mere her. Lad mig én gang for alle slå det fast: Kristne er ikke bedre end andre mennesker. Ateister er ikke nødvendigvis umoralske. Det er svært at lave statistik på den slags, men jeg har kendt mange kristne og ateister i mit liv, og jeg ser ikke nogen særlig moralsk forskel, statistisk set. I hvert fald når det kommer til det væsentlige: forholdet til andre mennesker, til næsten.

4. Ateismen har ingen kultur
Hvaba? Det påstår Bjerager angiveligt i sin bog (ordret citat). Det lyder umiddelbart så dumt sagt at jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Altså, for det første er der masser af ateistisk kultur. Men Bjerager mener sikkert en lang, tusindårig, kontinuert kulturel tradition. Jamen hallo, der er ingen grund til at man skulle smide denne tradition overbord, ligesom man heller ikke smider den antikke græske og romerske kultur overbord fordi vi ikke længere officielt dyrker Zeus. Desuden tror jeg altid der har været ikke-religiøse kulturelle udtryk i vores lange kulturhistorie. Men vigtigst af alt: den sekulariserede stat er vel ikke en ateistisk stat. Og derfor behøver kulturen heller ikke være spor ateistisk. Men noget af den kan fortsat være det, ligesom den er i dag.

5. Eksempel: Bedemændenes børnebog
Ikke nok med at folkekirken har patent på statslige begravelsesritualer, hvilket i sig selv er et problem, men den forsøger endda at udvide denne magt til at præge hvordan bedemænd taler til børn om deres tab. Her kommer vi ind i et følsomt område, og den nyudnævnte biskop, Steen Skovgaard, træder med sine hellige træsko ind over en lille bog der ikke burde kunne støde nogen.

Sagen er at foreningen Danske Bedemænd har fået forfatteren Aage Brandt til at skrive en fortælling om to børn der mister deres kære Onkel Arne og forsøger at forholde sig til for første gang at skulle håndtere det at møde døden. Bogen er tænkt som en samtalebog, som kan få børn i gang med at tale med de voksne om det smertefulde tab, hvadenten de tror på Gud eller ej. Anstødsstenen er slutningen, hvor den ene af børnene ser en lærke på himlen og tænker at det måske kunne være Onkel Arne, og føler en lille trøst ved denne ide.

I dette spinkle og skrøbelige øjeblik af spontan trøst kommer biskoppen vadende ind og erklærer bogen for forkastelig fordi den ikke er entydigt kristen. At den heller ikke er entydigt noget som helst andet, men blot en formentlig fin og virkningsfuld børnebog kan biskoppen ikke tage sig af. Som han siger (tilsyneladende uden at være bevidst om ordspillet): ”Bedemændene går præsterne i bedene. Bedemændenes opgave er at sørge for alt det praktiske omkring en begravelse, mens præstens opgave er at sørge for det indholdsmæssige.” (Politiken)

Aha, præsterne har patent på det indholdsmæssige ved begravelser og det skal der ikke rokkes ved. At præsterne ofte ikke har tid til eller sans for at tale med børnene er ligemeget. Det afgørende er at der ikke skal komme andre og tale om døden. Døden er kirkens sidste magtbastion, og de holder på den med næb og kløer.

Sammenlign dette med Katrine Lilleørs naive udsagn: ”kristendommens ambition har altid været at formindske kirkens magt i samfundet, så det enkelte menneske får større frihed til at tænke, tro og mene som det vil”. Gid det var så vel! Måske skulle hun tjekke sin kirkehistorie én gang til. Kirken har kun yderst sjældent frivilligt afgivet magt, men meget ofte tilranet sig yderligere magt. Men det taler vi ikke om. For det er jo fortid. Ja, det er lige hvad det er!

Torben Sangild, maj 2006

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/548.

Kommentarer

Jeg vil ikke indblande mig i dine angreb på visse fundamentalistiske elementer i den danske folkekirkes rabiate positioner, da jeg ikke følger den debat tæt nok til at kunne udtale mig i detaljer; til gengæld vil jeg forholde mig til dele af din egen argumentation:

Vdr. 1 Jeg kan ikke lade være med ( i al venskabelighed) at sammenligne din argumentation med et skud hagl…!(vidvinkel angreb rammer altid ét eller andet sted)Men der er så fundamentale forskelle, den katolske og protestantiske tro imellem, at det ikke retfærdiggør, i flæng at positionere begge institutioner som værende samme (og enstænkende) modstander i denne sammenhæng...

Vdr.2. Vi kan sikkert godt holde sammen på det hele uden kirken – men jo, sammenhængskraften som sådan tror jeg absolut er uundværligt i et samfund – men religiøst funderet behøver definitionen på det gode liv næppe at være, deri har du ret..Udtalelsen om nare at have det godt kan jeg næsten ikke tro på du mener alvorligt, så jeg lader være med at gå i kødet på den´…

Vdr.3 Det er heldigvis forbudt i Danmark at lave statistik på baggrund af folks religiøse position – så hvorvidt kristne er mere moralske end andre her i landet kan der hverken føres bevis eller modbevis for..Det er med andre ord meningsløst at diskutere…

Vdr.4. Det er en vigtig pointe at den sekulære stat ikke er ensbetydende med en ateistisk stat – religiøsitet er som bekendt kun til indvortes brug – men statstyring er som bekendt også kun til udvortes brug ; derfor kan Danmark heller ikke på nogen måde kendekendes som en ægte sekulær stat (det ved jeg godt du heller ingen steder påstår) – da en sådan bør give slip på den kontrol af kirken og dens forhold som det er tilfælde her i landet…

Vdr. Eksemplet: Bedemændenes børnebog – så har jeg den rent faktisk stående i bogreolen og det er ikke nogen fin lille bog. Jeg finder den af så ringe kvalitet at jeg ikke har brugt den til det intenderede formål…Som et udgangspunkt for en forælder-barn snak om død og sorg vil jeg langt hellere anbefale ”Farvel Hr Muffin” der udtrykker ægthed og ikke så påfaldende udtrykker konstruktion som ”Hvor går man hen når man går bort” – Af samme grund forstår jeg ikke nogen præst eller biskop (eller du selv for den sags skyld) gider spilde krudt på at beskæftige sig med bogen…hverken som genstand for angreb eller forsvar.

Kære Dyveke, tak for din kommentar.

Ad 1. Det er fordi du ikke har forstået hvad det handler om. Der er ikke tale om nogen hagl. Påstanden er at fascismen er en konsekvens af sekularismen og at den sekulariserede stat fører til ondskab fordi man dyrker mennesker som guder. Påstanden er at en statskirke og et sanktioneret gudsbegreb er en garanti mod den slags. Derfor er det fløjtende ligegyldigt om det er katolicisme eller protestantisme, for det handler om Gud vs. den gudløse stat. Desuden er katolikken Iben Thranholm en af dem der fremfører argumentet. Så nej, der er ikke tale om vidvinkel eller spredhagl eller hvad du ellers påstår - jeg kender skam godt forskellene mellem katolocisme og protestantisme, men det er irrelevant for argumentet, som handler om den gudløse stat vs. statskirke.

2. Jamen så er vi jo (næsten) enige. Og jo, jeg mener skam at det er vigtigere at borgerne har det godt end at de har fælles værdier. Mener du ikke det?

3. Nu er det heldigvis heller ikke så vigtigt for mit argument at have en statistik.

5. Hvad angår bogen håber jeg at det fremgår at jeg ikke har læst den, men kun læst om den. Og tilsyneladende er der mange der kan lide den. Men det kan sagtens tænkes at der findes bedre bøger om emnet, og tak for anbefalingen. Hvis du har lyst må du gerne uddybbe kritikken.

Det vigtige i eksemplet for mig er at biskoppen angriber den fordi den ikke er folkekirkelig.

Der findes ingen kristen kultur.

Der findes ingen kristen etik.

Der findes ingen kristen moral.

Der findes ingen kristne lande.

Hvis man påstår, at demokrati skulle være betinget af kristendom, så er man mere end bare uvidende. Så er man religiøs og/eller udpræget dum. Demokratiet er i en sådan grad ikke kristent, at man nærmest må sige, at demokrati findes på trods af kristendommen.

Længe før der fandtes kristendom, fandtes der civiliserede lande, hvor samfundene blev bundet sammen af såvel moral og etik (er det ikke et oplagt clue, at ordene moral og etik er afledt af hhv. latinsk og græsk?!), og at ikke-kristne lande også i dag sjovt nok har både moral og etik, der er i stand til at opretholde samfundene.

...men der findes kristne, og mon ikke det er ganske udmærket.

En lille skæg krølle på moral-argumentet: I en amerikansk undersøgelse viste det sig, at ateister udgør 0.21 % af fængselsbefolkningen, men 8-16 % i befolkningen generelt.

http://www.holysmoke.org/icr-pri.htm

Religion skal ind i privaten, ligesom onani.

Jeg ville nok udtrykke mig lidt mere diplomatisk, men det minder mig om en fin satiretegning som Mette Dreyer havde i Politiken i søndags.

Her står Gud og kigger bedrøvet ned på en sort sky af krig og bomber i mellemøsten og siger resigneret: "Der er alt for meget religion i det offentlige rum".

Hvis selv Gud siger det må der være noget om det...

Fremragende gennemgang af argumenterne og gode pointer omkring ateisters mærkværdige plads i den offentlige debats skammekrog. Bravo.

Søren Ulrik Thomsen, som jeg har stor respekt for - både som digter og som tænker - benytter sig af en variant af det første argument imod sekularismen:

"Man skal tro på Gud for ikke at ophøje sig selv eller nogen andre mennesker til at være guddommelige" (Deadline 2. sektion 22/5, interviewet af Jes Stein Petersen)

Direkte adspurgt indrømmer han dog at dette også kan lade sig gøre uden at være religiøs.

Han siger meget rigtigt at politik bliver farligt lige præcis dér hvor det bliver saligt og forførende og får en religionserstattende rolle. Derfor kan religionen være en ventil for det irrationelle, mens politik bør være kedeligt, pragmatisk og rationelt.

Jeg forstår til dels godt dette argument, men for det første findes der andre veje end de religiøse til at udleve sin trang til det ophøjede (fx kunst, bjergbestigning etc.); og for det andet er og bliver det en personlig ting, som ikke kan blive imperativ.

SUTs imperativ ("Man skal tro på Gud...") nytter ikke noget så længe man ikke tror. Det eneste argument for at missionere må være at Gud eksisterer. Hvorvidt det er godt eller ej at være kristen er fuldstændig ligegyldigt i den sammenhæng. Det tror jeg i øvrigt SUT vil give mig ret i, hvis jeg kender ham ret.

SUT siger også at Jesus er den ultimative syndebuk, og at arvesynden betyder at man aldrig kan gøre andre til syndebukke - ingen individer eller befolkningsgrupper. Jeg ville ønske at dette var en praktisk konsekvens for alle kristne; desværre ser vi dagligt eksempler på det modsatte, også herhjemme.

Senere i samtalen erklærer SUT sig netop som sekularist! Han mener at religion og politik bør skarpt adskilles som to "etager", to niveauer af menneskelig forholden-sig. At religionen aldrig må diktere politikken; at religiøse argumenter ikke giver mening på den etage som politikken er.

Dette kommer vel at mærke fra en person der er sprunget ud som traditionel, højkirkelig kristen - ikke fra en ateist, der ikke kan se hvad det dér religion skal gøre godt for. Han skriver meget i de senere år om den religiøse "etage", og tillægger den en stor eksistentiel værdi. Men politisk værdi har den ingen af.

Søren Ulrik Thomsen i samme interview: "Jeg synes aldrig at nogen som helst religiøse argumenter bør få nogen som helst særstatus i den offentlige debat. Jeg ville heller aldrig nogensinde bruge religiøse argumenter når jeg diskuterede politik. Domprovst Anders Gadegaard har sagt at religionen er til invortes brug, og når jeg diskuterer politik taler jeg til det jeg kalder "fornuftens fællesmængde", hvor kun rationelle argumenter er gangbare. Og det gør jeg i øvrigt også ud fra et teologisk syn, for hvis jeg sagde at et argument var grundet i religionen og derfor har jeg ret, så ville det være at tage Guds navn forfængeligt, at sige at det jeg siger er sanktioneret af Gud. Men det kan det jo aldrig være - det vil altid være min egen tolkning, så det må jeg selv stå til ansvar for."

Altså til at begynde med er Søren Ulrik Thomsen på vej ud i at argumentere politisk mod sekularismen, men ender med entydigt at advokere for en (blød) sekularisme - oven i købet ud fra teologiske overvejelser.

Jeg er glad for at du, selv fra din erklærede "lægmandsposition", kan tilbagevise mange af de angreb der har været mod (blød?) sekularisme - hvilket jeg til dels også er en tilhænger af.

Dog tænker jeg, at der er visse fordele ved folkekirken (selvom man principielt er imod). Specielt at er den i stand til at holde rabiate/fundamentalistiske kræfter i ave, vel og mærke inden for de religiøses rækker. Så længe at folkekirken insisterer på at være bred og samlende, vil de yderligtgående kræfter enten drukne i mængden af forskellige religiøse standpunkter, eller de vil blive marginaliseret på yderfløjene.

Præmisen for denne indvending er naturligvis at folkekirken forbliver bred og samlende, og den dag den ikke længere er det, men begynder at blive et talerør for mere rabiate kræfter, bør vi få afskaffet den i en ruf.

Kort sagt: Selvom man principielt er imod, kan den godt have nogle rent praktiske og pragmatiske fordele.

Her står Gud og kigger bedrøvet ned på en sort sky af krig og bomber i mellemøsten og siger resigneret: "Der er alt for meget religion i det offentlige rum".

Hvis selv Gud siger det må der være noget om det...

Så Gud er altså Mette Dreyer... Det kan man kalde et nyt perspektiv :-D

En glimrende og nøgtern gennemgang! Jeg er overordnet enig og vil blot tilføje et spørgsmål: Er Danmark virkelig rundet af en kristen kultur? Er vi ikke - i mindst lige så høj grad - rundet af en kristendomsKRITISK kultur?

Bygger eksempelvis vore demokratiske principper ikke - i mindst lige så høj grad - på den kritiske tradition, der siden oplysningstiden ikke blot har accepteret autoriteterne (inkl. kirken), men stillet spørgsmålstegn ved dem?

Er vores "kultur" ikke i virkeligheden sammensat af MANGE traditioner, hvoraf den kristne - når det kommer til stykket - ikke har været mere prægende end så mange andre?

Er grunden til at vi tror, vi befinder os i en kristen tradition, ikke i virkeligheden at teologerne hele tiden fortæller os det - måske fordi de selv tror på det, måske fordi de ved, at det er den eneste måde hvorpå kirken kan beholde sin magt og sin statsstøtte?

Jeg er naturligvis helt enig - derfor også min polemiske sammenligning med at vi alle er socialdemokrater, hvilket man lige så vel kan argumentere for.

Eller hvad med: vi er nu en gang kulturrradikale i Danmark, derfor bør kulturradikalismen statsstøttes; vi er nu en gang præget af janteloven, derfor bør janteloven fortsat gælde og folk pilles ned hvis de kommer for godt i gang; vi er nu en gang et andelssamfund, derfor bør andelslejligheder ikke omdannes til ejerlejligheder etc.

Og så tilføjer du jo den glimrende pointe at kristendomskritikken er en lige så vigtig del af dansk kultur som kristendommen. Hvad siger I til den, Søren Krarup, Kathrine Winkel Holm, Sørine Gotfredsen, Erik Bjerager, Katrine Lilleør, Jan Lindhardt og co.?

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2