Arkiv: oktober 2006

« september 2006 | Forside | december 2006 »

21.10.2006

Kunst og ambition (v. Nikolaj Zeuthen)

Så er det tid til endnu et gæsteindlæg på Det spekulative øre. Denne gang handler det om forholdet mellem kunst og ambition.

Nikolaj Zeuthen er ph.d-studerende på Nordisk Filologi, Københavns Universitet. Han har desuden gjort sig bemærket som digter og frontfigur i poesi-performance-gruppen Skammens vogn. Blandt hans skriverier finder man et søster-essay til dette essay, nemlig "Kunst er høflighed", trykt som kronik i Information 13/1-06. Her argumenteres faktisk for den provokerende påstand at kunst er høflighed. Og essayet her på Det spekulative øre argumenterer lige så provokerende for at kunst ikke kan forenes med ambition. Læs og diskutér denne påstand nedenfor.

(Som altid skal jeg understrege at jeg ikke nødvendigvis er enig i alt der skrives af gæsteskribenterne, men at jeg mener det fortjener at blive læst og diskuteret. Jeg fungerer som redaktør ved gæsteindlæg).

---

Kunst og ambition

Kan man forsvare den påstand at kunsten ikke er og ikke bør være ambitiøs? Det skurrer unægteligt i ørerne, for er kunstneren ikke netop en der sætter sig umenneskeligt høje mål og som opfylder disse i udfoldelsen af sin ypperlige kunstneriske teknik? Er kunstneren ikke et menneske med "et stærkt, ofte vedholdende ønske om at opnå noget attraktivt" (fra Den Danske Ordbogs definition af "ambition"), nemlig at skabe gode kunstværker? En grundigere analyse af spørgsmålet vil afsløre at svaret er et overraskende "nej": Ambitionen er kunsten fremmed og det ikke-ambitiøse står for den som et gyldigt, nødvendigt og måske endda aktuelt krav.

Lad os for klarhedens skyld begynde med at opsummere analysen: Først vil det blive vist at ambitionen har en todelt natur. På den ene side opererer den med definerede endepunkter, målsætninger, og på den anden side er dens præmis at de givne mål endnu ikke er nået. Ambitionens objekt er altid "ude i fremtiden".

Dernæst skal vi se at kunsten er givet som lige præcis en negation af begge disse tendenser. Hvor ambitionen retter sig mod på forhånd definerede mål, undlader kunsten at forestille sig noget, og hvor ambitionen altid ser fremad mod sin realisering, bliver kunsten beskedent ved det givne.

Som et ønske om noget fremtidigt beskriver ambitionen noget vi endnu ikke er, og dens objekt er således altid forestillet og endnu ikke virkeliggjort. Man kan for eksempel som menigt medlem af et politisk parti have en ambition om at blive ordfører, men lykkes det én at blive ordfører, må man finde sig en ny og større ambition. Ambitionen er altid "på vej".

Vi kan notere os at det er som et sådan evigt fremtidsscenarie at vi i vores nuværende samfund finder ambitionen som en tabuiseret lykketyv og angstfremkalder. Det moderne, vestlige individ er hjemsøgt af forestillinger om hvad det skal være og hvad det skal eje, og disse ideer skaber naturligvis uro og angst når de kommer i konflikt med virkeligheden. Ambitionen skaber bedre billeder af os selv, men virkeliggør man ikke disse billeder, betyder det jo at man må tage til takke med at være et dårligere 'jeg' end man kunne have været. En på alle måder ærgrelig situation som det kun er naturligt at frygte.

Sagen bliver selvfølgelig ikke nemmere af at ambitionen som adfærdsmønster er et af de mest accepterede og udbredte i vores samfund, konstituerende ligefrem for bestemte sfærer og domæner. Den ikke-ambitiøse politiker er en utænkelig størrelse ligesom motoren i det private erhversliv består i firmaets fælles ambition om at skabe mere vækst end konkurrenten og i de ansattes individuelle ambitioner om at nå højere og længere end kollegaen. At tro at disse logikker kan ændres, turde nok være utopisk eller som man plejer at sige, "langhåret", og dog kan der ind i mellem være brug for et frirum og tegningen af et alternativ. Kunsten er et sådan frirum og et sådan alternativ.

Før vi ser nærmere på kunsten, skal vi dog kort komme ind på ambtionens anden tendens, tendensen mod det allerede definerede. Vi har set at ambitionen i sin natur må angå noget der endnu ikke er gældende, og dog er det ikke svært at se at dens mål må være formuleret. Lige meget hvor vild og utopisk en ambition er, er den altid om noget der lader sig forestille, og det forestillede er forudsigeligt for så vidt det altid er af en en kvantitativ, relativ art: mere, større, bedre. Det er vigtigt at forstå at vi her ikke er ude på at kritisere et udbredt og vel sagtens uundgåeligt træk ved mennesker, vi noterer os blot at ambitionen med nødvendighed må udkaste bestemte forestillinger, og vi noterer os det fordi vi i det lys kan opdage kunsten som en sfære hvor der ikke på samme måde arbejdes henimod noget bestemt. Eller sagt på en anden måde: Ambitionen angår noget der lader sig forestille på forhånd, mens kunsten angår noget der først lader sig forestille i og med det givne værk.

Lad os se nærmere på dette at "kunsten angår noget der ikke umiddelbart lader sig forestille". Udsagnet kan indrømmet virke lidt dunkelt, men sagen bliver med ét klar når vi husker på at kunsten har med kreativitet at gøre. I kunstens sfære løser man sine problemer på en overraskende og nyskabende måde, en måde som ikke fandtes førhen og som derfor ikke er efterligning.

Dette har vi erfaringer med både fra afsender- og modtager-side. Som forbrugere af kultur ærgrer vi os over det uoriginale værk sådan som vi kan møde det i biografen, til koncerten eller på maleriudstillingen. Det er trist at bruge tid på at se eller høre noget som man forventer er interessant, men som viser sig blot at være et opkog af en gammel sky. Ud med den sky, siger vi.

Omvendt glædes vi i mødet med det originale. Vi siger: Ja – sådan kan det selvfølgelig også gøres. Og hermed er også en anden vigtig pointe ved kunsten berørt, dens tilbøjelighed til det klare. For nok skal løsningen på problemet være ny og måske endda på grænsen til det umulige, men den skal være genkendelig når den er frembragt.

På produktionssiden støder vi på lignende erfaringer. Forfatteren Per Højholt sagde engang om et specifikt digt at han som udgangspunkt vidste at man ikke kunne skrive det. Det var et umuligt digt. Og alligevel skrev han det for at se hvad det var. Erfaringen er ikke nødvendigvis mystisk eller forbeholdt de få. De fleste der har prøvet at frembringe noget – det være sig et digt, en tegning, en universitetsopgave, et julehjerte, hvad som helst – vil kende til hvordan man ind i mellem kan blive ganske forbløffet over et greb eller en fremgangsmåde som man selv har fundet på. Og enhver ved hvor vidunderligt det er når det sker: når man får en idé der på en gang er fremmed fordi den ikke fandtes forud, og dog samtidig er genekendelig som en æstetisk og effektiv løsning af et problem.

Vi forstår altså at kunsten udkaster en virkelighed som ikke lod sig forestille forud, mens ambitionen på mere jordnær vis er afhængig af allerede givne billeder. Negationens andet trin består nu i det omvendte forhold, nemlig at kunsten bliver ved det givne hvor ambitionen er målorienteret.

Vi husker ambitionens karakter af altid at være "på vej". Kunsten er aldrig "på vej", men har næsen dybt begravet i det foreliggende. Forskellen kender vi fra vores daglige liv hvor vi ind i mellem gør noget for at opnå noget andet, og ind i mellem gør noget bare fordi dette noget interesserer os og tiltrækker sig vores opmærksomhed, og vi ved også at det sidstnævnte som regel følges af en dyb tilfredshed, mens dette sjældent er tilfældet for førstnævnte. Eksempelvis vil vi bruge termen "kedeligt arbejde" om et job hvor man udfører uinteressante opgaver blot for at tjene penge, mens det "spændende arbejde" er det hvor man bliver opslugt af arbejdet og glemmer hvorfor og for hvem man gør det.

Kunst er noget der bærer mærket af en produktion for dennes egen skyld og for hvilken en målsætning højst må være en ubetydelig bi-omstændighed. Noget der virkelig kan ærgre os i mødet med et kunstværk er således kombinationen af ukoncentration og ambition, altså fornemmelsen af at kunstneren ikke har været ordentlig optaget af sit arbejde, men i stedet af at arbejdet skulle fremstille sig selv eller værre endnu, kunstneren, på en på forhånd bestemt måde.

Igen kan vi spore erfaringerne på produktions-siden også. Førnævnte Højholt forklarede engang i et interview at han aldrig gjorde sig forestillinger om det færdige digt, men altid tog udgangspunkt i det givne, og intermedie-kunstneren og projektmageren Knud Pedersen har formuleret det sådan at distinktionen god/dårlig er kunsten helt uvedkommende. Kunstneren må blot være så ærlig som mulig overfor sit materiale, og det er så op til kritikere og historikere at afgøre hvad det er der er lavet.

Hermed altså den kunstneriske ikke-ambition. Som en modsætning til ambitionens definerede og udtalte mål, er kunsten interesse i det man endnu ikke kan forestille sig, og hvor ambitionen er driftig og altid på vej, er den kunstneriske proces vendt mod det som er. Den er optaget af og fornøjer sig måske ligefrem med det foreliggende.

Vi forstår nu også at et krav om ikke-ambition er forskelligt fra et krav om u-ambition, og kun for en meget overfladisk betragtning vil teksten her kunne ses som et forsvar for amatørisme. Tværtimod følger det vel direkte af vores analyse at det for kunstneren er helt igennem uambitiøst at arbejde efter ambitionens metode.
Det spidsfindige spørgsmål om hvorvidt man så omvendt kan stræbe efter det ikke-ambitiøse, vil vi dog forbigå i denne omgang. Lad os i stedet afrunde med et smash fra tennisspilleren Torben Ulrich, (efter hukommelsen): When you no longer care about winning the ball, that’s the time to really hit it.

Nikolaj Zeuthen, 2006

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2