Arkiv: december 2006

« oktober 2006 | Forside | maj 2007 »

21.12.2006

"Beskueren tvinges..." - kritik af en kunstkliché 1

I det nye nummer (182) af tidsskriftet Kritik har jeg en artikel der kritiserer den meget hyppigt anvendte vending "beskueren tvinges", der ikke blot er noget vrøvl, men også udtryk for en yderst problematisk ideologi. Vendingen findes i adskillige katalogtekster og kunstbøger og aviser og nu må det være nok. Man kan ikke tvinge en såkaldt "beskuer" til at reflektere over noget som helst. Man kan højst invitere eller anspore.

Det er min plan at kritisere flere af disse klichéer. Men i første omgang gælder det altså den værste af dem alle: "beskueren tvinges". Jeg citerer længere uddrag af artiklen nedenfor (jeg må ikke gengive hele artiklen). Den interesserede bør få fat i Kritik nr. 188, hvor artiklen er i sin helhed, flankeret af en herlig tegning af Wulffmorgenthaler.

Ud over uddraget nedenfor vil jeg løbende tilføje eksempler på dette udtryk som jeg støder på dem, og læseren af denne blog skal være velkommen til at bidrage:

Opdatering juli 2009: En ny, kort og mere poppet udgave af min kritik af 'Beskueren tvinges' er bragt i Politiken 11/7-09 som den første Klichédræber i min sommerklummeserie. Den kan læses som en kommentar (postet 12/7-09) til dette indlæg - se nedenfor.

---

Uddrag af "Beskueren tvinges"
Af Torben Sangild

Som alle andre områder præges også kunstdiskursen af sine klichéer. Mange af dem er i den mere uskyldige ende – vendinger som ofte bruges og derfor mister deres sproglige kraft. Vi kan alle komme til at bruge dem. Andre er mere problematiske, fordi de ureflekteret kolporterer en falsk ideologi. En af de værste er den, som begynder med ”beskueren tvinges…”. Den findes i forskellige varianter, hvor de hyppigste er noget med, at beskueren tvinges til at reflektere over X, tvinges til at tage stilling til Y eller tvinges til at sætte spørgsmålstegn ved sin hidtidige opfattelse af Z, hvor X, Y og Z angiver komplicerede eksistentielle, kunstteoretiske og ideologiske problemstillinger.
...
Paradoksalt nok synes klichéen faktisk mest udbredt i omtalen af de mest åbne og angiveligt kritiske og demokratiske værker - paradoksalt, fordi den jo giver udtryk for et diktatorisk forhold mellem værk og ”beskuer”.

Lad os prøve at forstå hvad vendingen kan betyde: der er altså tale om, at ”beskueren” møder et værk, der rammer hende umiddelbart i den angiveligt betingede refleks, som det er at reflektere over de mest avancerede kulturteoretiske problemstillinger. Man ser det for sig: Hr. og fru Jensen går uforvarende ind på et galleri, hvor der hænger nogle fotografier på væggen. Der sker nu noget på én gang magisk og grusomt. Hvor meget dette ægtepar end strider imod for at bevare deres naive verdensbillede, kan de intet stille op over for disse diktatoriske fotostater, der tilsyneladende uden at ty til fysisk vold alligevel ubønhørligt underkaster menneskene deres akademiske refleksioner. Hr. og fru Jensen reflekterer og sætter spørgsmålstegn på et niveau, de aldrig før har kendt; ikke fordi de er blevet inspireret til det af værkerne, heller ikke fordi de ønsker det, men simpelthen fordi de har fået en imaginær kniv på struben og er tvunget til det. Bagefter er de frie og kloge individer; tvangen var åbenbart nødvendig for at kunne frigøre dem.

Hvis det virkelig er sådan, er det egentlig mærkeligt at publikumskrisen i dansk samtidskunst ikke er langt større. Jeg tvivler stærkt på, at folk der går ud og kigger på kunst, bliver udsat for tvang. Jeg tror ikke på, at værker er i stand til at påtvinge deres bagvedliggende refleksioner til alle og enhver, uanset baggrund og holdning. Man behøver ikke en gang henvise til de mange eksempler på folk der ikke følte nogen særlig tvang til at reflektere da de stod og kiggede skeptisk eller uforstående på værkerne. Man kan blot gå til det paradoks, der ligger i udsigelsen selv: hvorfor skulle udstillingskataloget behøve gøre publikum opmærksom på, hvad publikum selv alligevel er tvunget til at reflektere over? Tekstens eksistens er jo lige netop et bevis på, at man ikke er sikker på at alle fanger pointen ved værkets blotte nærvær. Publikum skal lige hjælpes lidt på vej. Men dermed er tvangen jo altså også modbevist.

Den refleksion der angiveligt tvinges igennem forventes oven i købet at være kritisk. Men kritisk refleksion kræver jo et vist mål af selvstændighed og myndighed og dømmekraft og uafhængighed. Det er paradoksalt nok netop disse dyder der elimineres i ideen om tvang.

Men hvorfor er denne vending da så udbredt? Man kunne betragte det som en sadistisk fantasi om at kunstneren besidder en voldsom magt over publikum. Således bliver kunsten en totalitær magt og publikum blot en pavlovsk hund.

Mere sandsynligt er måske at skribenterne ikke tænker så meget over hvad det er de skriver. Men det bør man gøre. Man har en forpligtelse som kunstskribent til at overveje sine formuleringer inden de går i trykken. Og det kan da heller ikke være hele forklaringen. Ordet ”tvinger” burde simpelthen ikke være det første der meldte sig i skribentens hoved. Vores sprog har et stort forråd af gloser der er langt tættere på det som faktisk sker: kunsten ”peger på”, den ”sætter i spil”, den ”udtrykker”, ”viser frem”, ”ansporer til”, ”lægger op til” etc. etc. men den tvinger altså ikke nogen. Undtagen i de tilfælde hvor der er tale om en fysisk tvang, fx at skulle bevæge sig på en bestemt måde hvis man vi gå gennem et installationskunst-rum eller at blive udsat for en fysisk chok, men det er noget andet end den angiveligt åndelige tvang til kritisk refleksion som det handler om her.

Kunsten er et tilbud om en mulig erfaring. Den ansporer os til at opleve den, og den kan sætte tanker og refleksioner i gang i forlængelse af (eller som en del af) denne erfaring. Dens eventuelle kritiske potentiale kan ligge i en sådan refleksion, og knytter også samtidig direkte an til den sanselige og følelsemæssige erfaring. Denne erfarings fuldbyrdelse afhænger af et engagement hos den person, der erfarer. Hvis ikke man er interesseret, hvis ikke man er parat, hvis ikke man er sensibel over for kunstens udtryk eller udsagn, så er der ikke noget at gøre – kunstværket kan forsøge at tvinge så meget det skal være. Man er nødt til at kaste sig velvilligt ind i erfaringen af kunsten for at tage dens refleksion på sig. Og det er (og skal være) frivilligt. Både fordi det er den eneste måde kunsten kan være demokratisk på, og fordi intet andet er muligt.

Læseren af denne artikel tvinges til at reflektere over, sætte spørgsmålstegn ved og revidere sin brug af ordet ”tvinges” i forbindelse med kunst.

Torben Sangild, 2006

Læs kommentaren i sin helhed med Wulffmorgenthaler-tegning i Kritik nr. 182 s. 126-127 (kan fås i boghandelen og på biblioteket). Et i øvrigt spændende nummer der har sekularisme og oplysning som tema plus en række andre artikler.

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2