Det spekulative øre

Lad mig begynde at servere en række eksempler på uvæsenet. Jeg vil her understrege at der blandt skribenterne er folk jeg i øvrigt har stor respekt for, men som altså alligevel er dumpet i denne retorisk-ideologiske fælde.

Således er en af verdens sejeste kunsthistorikere, Rosalind Krauss, desværre måske en af ophavskvinderne til udtrykket. I hvert fald går det igen i Passages in Moderne Sculpture (1977):

"Rodin forces the viewer to acknowledge the work as a result of a process, an act that has shaped the figure over time." (s. 30)

"[Duchamps Glider containing a Water Mill] forces the viewer to focus on the strangeness of the aesthetic context per se." (s. 83)

Disse eksempler er langtfra de mest problematiske af slagsen, men især det sidste er decideret forkert: jeg kan forestille mig mange der ikke er tvunget til at fokusere på "det mærkelige ved den æstetiske kontekst per se". Jeg kan endda komme i tanker om mange der end ikke er i stand til et sådant fokus, og som snarere vil kigge på konstruktionen eller bare vil synes at det er sjovt at den kan vippe.

Så er der dem her:

"I Ursula Nistrups(1974) og Myne Søe-Pedersens(1972) fotografiske arbejder bliver beskueren imidlertid tvunget til også at reflektere over, hvad et fotografi er, og ikke mindst over, om de kategorier, vi almindeligvis opfatter fotografiet inden for, er gyldige.” (Kopenhagen aug. 2006)

Michael Aupings bog om Jenny Holzer s. 28: ”we are coerced to speculate on the truth of so-called ’truth in advertising’”.

Nej vi er ej! Ingen har nogensinde tvunget mig til at reflektere over hvad et fotografi er ved at vise mig nogle, og da slet ikke til at reflektere over de kategorier vi normalt bruger. Man kan højst blive ansporet. Og det samme gælder reklamens sandhedskrav.

Og kunstnerne kan skam også selv formulere deres våde, totalitære drøm om at tvinge os andre:

”Ved at tilbageholde afsløringen af den valide metaiagttagelse tvinger vi brugeren til at reflektere over dennes tidligere interaktion med værket. Beskueren tvinges til, retrospektivt, at fortolke sine egne handlinger.” (citat herfra)

Eller Morten Stræde:
"Jeg vil have publikum til at se en anden verden end den, de færdes i til dagligt, og på den måde tvinge dem til at kigge på sig selv. Det er i al sin enkelthed målet med mit arbejde." (JP København 11/3)

En aktuel udstilling på Louisiana:

"Når man træder ind i opstillingen, indgår man som en del af dette gigantiske felt og tvinges til selv at genfortolke den ukontrollerede viden, det rummer, ved at følge det væld af forbindelser, der eksisterer mellem elementerne. (Louisianas præsentation af Keith Tyson på deres hjemmeside, besøgt december 06).

Udstillingen er netop interessant fordi den er så åben, ikke fordi den skulle tvinge os til noget som helst.

To citater fra Det iscenesatte fotografi af Mette Sandbye (en ellers glimrende bog):

"Vi skal altså ikke blot opsluges af billedets stemning, men [Cindy Sherman] tvinger os til at træde et skridt tilbage fra genrens velkendthed og stille os mere analyserende an, netop på grund af den "støj for øjet" som ledningen giver" (s. 142, om dette billede)

"I og med at det groteske og absurde i billederne, spørgsmålene i billederne, fordrer en medskaben hos betragteren, tvinges denne også til en indre selvdefinition; hvilke repræsentationer er min identitet grundlagt i? Hvordan kan jeg overskride dem? osv." (s. 157)

Især den sidste er meget voldsom. Tænk hvis man virkelig kunne tvinge den slags spørgsmål frem hos enhver beskuer blot ved at vise et fotografi. I så fald ville kunsten være en større magt end kapitalen og kulturindustrien; det er næppe tilfældet.

Louisianas Anders Kold citeres forhåbentlig forkert af journalisten Mikkel Prytz her:

"Anders Kold, der er kurator for udstillingen, er overbevist om, at et videokunstværk kræver noget andet af beskueren end et ordinært maleri.
- Videoen har afstedkommet en anden form for fysisk engagement. Den tvinger betragteren til at finde sin egen rolle og søge en forståelse. Dermed er beskueren i højeste grad involveret i kunstværket, mener Anders Kold." (Dagbladet 8/4)

Det bliver ikke kun brugt om nutidskunsten, men også om fx Hammershøi:

"Han varierer hele tiden sit formsprog og stiller desuden en masse spørgsmål med sine værker, som han tvinger beskueren til at tage stilling til." (Leila Krogh citeret i Jyllands-Posten 2/3)

Disse to kunstnere har vist gået på samme kursus - de har i hvert fald lært præcis den samme remse et sted:

"[Birthe Strandbygaards] billeder er abstrakte og til dels naturinspirerede, og hun mener, at de tvinger beskueren til at kigge med, søge og undres." (Ringkøbing Amts Dagblad 30/9)

"[Susanne Ydo] maler i følge hende selv 'harmoniske, non-naturalistiske oliemalerier, der tvinger beskueren til at kigge med, at søge og undres..' Og det har hun ret i." (Fyens Stifttidende)

Jeg kan blive ved...læseren behøver ikke læse alle eksempler, og jeg beklager monotonien (som skyldes sagen selv) men jeg skal i hvert fald ikke beskyldes for at det ikke er en udbredt kliché, så her kommer en række ukommenterede eksempler fra dagbladene og nettidsskriftet Kopenhagen:

"Med sine installationer tvinger Olafur Eliasson os til at erkende os selv som individer i forhold til andre" (Kristeligt Dagblad 8/10-04)

"[Anna Krogh] fortæller, at kontrasten mellem det rolige og det foruroligende er typisk for Anne Katrine Dolvens produktioner. 'Der er altid en dobbelttydighed i hendes værker, og fælles for dem alle er, at beskueren tvinges til at være aktiv.'" (Jyllands-Posten 13/8-04)

"Men nu var der etableret kontakt tværs gennem århundrederne [mellem Bill Viola og klassiske kunstnere], og kontakten var opstået gennem denne kunsts følelsesmæssige intensitet og evne til at tvinge beskueren til indlevelse og fordybelse" (Politiken 17/12-03)

"I en pressemeddelelse fra Artway I/S, der står for at formidle kunstnerens værker, fremgår det, at det ekspressionistiske præg giver Høygaards billeder en universel sproglighed og efterlader intense stemninger, som tvinger beskueren til at reflektere." (Jyllands-Posten 6/3-03)

"I [Olafur Eliassons] arbejde blotlægges de elemæntere fysiske love, der er bestemmende for vores perception af og interaktion med omverdenen, og vi tvinges til at tage forudsætningerne for vores daglige gøren og laden op til revurdering." (Kopenhagen)

"Når du kommer til det allersidste rum, kan du ikke lave nogle overspringshandlinger og tvinges til at spørge; hvad er det egentlig, det hele går ud på? Hvornår vi lever helt? Er det, når du klemmer dit lille barn ind til dig? Er det, når flyet letter eller når det lander? Er det, når du dufter til et godt glas rødvin og minuttet, du hælder det ned?" (Kopenhagen)

"I mødet med et massivt og omfangsrigt materiale tvinges man til at reflektere og lade sig indvikle i [Jørgen] Michaelsens mørke, organisk-teknologiske univers." (Kopenhagen)

"Hvad sker der med os som beskuere, når vi møder en form, som vi genkender, men som samtidig virker fremmed for os? Som tvinger os til at tage stilling til den objektets selvfølgelighed, der er en del af vores forankring i verden, og vores relationer med tingene der omgiver os?" (Kopenhagen)

"De fremmede og let urovækkende former på [Michael Geertsens] keramiske brugsgenstande, såsom kopper, tallerkener, skåle m.m., tvinger os til at stille en række vigtige spørgsmål. Hvad er det egentlig for produkter, vi omgiver os med? Hvad er det, som får os til at vælge, som vi gør?" (Kopenhagen)

Lad mig også lige påvise at det ikke udelukkende er i billedkunstdiskursen, men at klichéen ind imellem også bruges om film:

"Manderlay er dermed ikke anti-idealistisk, men snarere en civilisationskritisk film, der hele tiden drager sig selv og sine egne værdier i tvivl, og tvinger beskueren til det samme." (Information 10/6-05)

"Magtspillet mellem disse filmens herskere er af filmens manuskriptforfatter Steven Zaillian gjort til et shakespearesk rænkespil om liv og død, godt og ondt, og det tvinger beskueren til at tage stilling til skyld, ansvar, medløb og modstand." (Jyllands-Posten 7/4-04)

Jeg tror jeg forstår hvor du vil hen med dette, men samtidig, det er noen differensieringer som måske er på sin plass. Ja, det er problematisk å si at beskueren tvinges - selvsagt gjør hun ikke det (beskueren kan gjøre noe helt annet, og det er ingen nødvendig relasjon mellom kunstverket og beskueren/betrakteren) - men samtidig; gjør det ikke en forskjell om man hevder at det er kunstneren som "tvinger fram" noe versus om det er kunstverket som gjør det? I flere av dine eksempler beskrives denne (ikke-)relasjonen som å ha utgangspunkt i kunstneren, og det må da være forkert. Men om man sier at kunstverket tvinger oppstår det da noen interessante muligheter for å tilskrive kunstverket en form for "agency" og dette kan lede til interessante teoretiske overveielser. Selv om betrakteren er "fri" (såkalt) i sine lesninger, er det like fullt noe i verket som virker styrende - noen u/mulighetsbetingelser - og disse vil man så kunne diskutere.
Iøvrigt har jeg et lite spørsmål til din kommentar om kunsten og kommunikasjon: du differensierer mellom et bredt og et snevert begrep om kommunikasjon, og da er jeg med på argumentet ditt. Men hva om det finnes mellom-posisjoner? Et kommunikasjonsbegrep som i denne sammenhengen verken (med nødvendighet) blir banalt eller forkert, men som sier noe om en kommunikativ relasjon (eller en informasjonsmessig relasjon) mellom verk og betrakter, og som altså har noe å gjøre med interaksjonene mellom de to størrelsene?

Alle de ovenstående eksempler demonstrerer meget effektivt hvor irriterende og "degenereret" en måske ellers udmærket og/eller informativ tekst kan komme til at virke pga. den skødesløse brug af dette ord, "tvinges".

Men, som du også selv påpeger, har det jo nok meget at gøre med at der er opstået nogle bestemte konventioner om brugen og læsningen af ordet - i den forstand at man måske, både som skribent og læser, har vænnet sig til ikke at tage det helt bogstaveligt. Altså, at man egentlig ikke med den skamredne formulering mener at det faktisk er hr. og fru Jensen, der "tvinges" til noget som helst, men at de, der "tvinges" (og det på en meget bevidst, reflekteret og "tvangsfri" måde!) er den "lærde" formidler og beskuer. Formuleringen bruges herigennem som en slags "vejledning" til det ene eller andet værk, og betyder i virkeligheden "når man ser eller hører X, bør man føle sig tvunget til at reflektere over Y"!

Jacob: Ja, og det er stadig problematisk at mene at man bør føle sig tvunget til at reflektere over denne eller hin kunstners eller kunstformidlers ideologiske kæphest. Problemet ligger jo tydeligvis ikke kun i ordet "tvinges", men også i de meget firkantede problemstillinger denne tvang skulle udmønte sig i. Og endelig, som sagt, at kritisk refleksion kan (eller bør) opstå gennem tvang.

Erik: Man kan bestemt godt give kunstværket en "agency" uden at dette behøver at blive et diktatorisk påbud om en bestemt refleksion.

Husk lige på (hvis nogen skulle tro at jeg var relativist eller noget) at jeg har skrevet en afhandling der hedder "Objektiv sensibilitet". Pointen her er jo netop ikke at alle betydninger er lige gyldige, men dog at erfaringen af kunsten altid er delvis og uafsluttet. Kunsten udtrykker noget, men dette 'noget' er som regel langt mere komplekst og mangefacetteret til at kunne indeholdes i en refleksion hos beskueren af den type.

Desuden vil jeg insistere på at det ikke er alle "beskuere" (frygteligt ord) der erfarer lige meget af et kunstværks betydningsindhold. Og endelig: man kan godt erfare dele af et kunstværk uden at foretage netop den refleksion som kunstneren forestillede sig at vi skulle foretage.

Jeg argumenterer altså ikke for at kunst ikke betyder noget eller sætter noget i gang, herunder refleksioner og spørgsmål. Men det sker som mere åbne ansporinger, opfordringer osv. der kan fungere som attraktorer i erfaringen.

Her er et værk det tvinger beskueren til "noget":

Locked in © Michael Nyvang 2006

Værket består af en kvadratisk container. I containeren er der en dør. Den er åben. Døren lukker automatisk når man går ind i containeren. Den låses i 15 minutter, hvorefter den åbnes igen. Værket tvinger beskueren til at blive i containeren i 15 minutter. Det tvinger muligvis ikke beskueren til at reflektere over, hvorfor man ikke kan komme ud, men statistisk set vil en del nok fundere over dette, hvis de ikke er advaret på forhånd.

Min pointe er blot: jeg sagde til mig selv, hvis begrebet at nogle tvinges til noget i kunst, slet ingen ting vil sige, altså blot er en en kliché, tom koncept snak, så skulle jeg altså ikke være i stand til at udtænke ét eneste værk, der konkret og utvetydigt tvang en beskuer til noget som helst. Det kunne jeg godt, og altså ér der en konkret substans i tanken at et kunstværk kan "tvinge" beskueren til et eller andet. Spørgsmålet må derfor istedet være, hvilket fænomen dækker denne metafor "at tvinge beskueren til ... " egentlig over, fordi jeg tror at det er den metaforiske uklare tågesnak der irriterer, og ikke det der måske kunne ligge bag af réelt tankegods.

Som måske f.x. at et stærkt kunstværk kan forføre en til, uden forbehold, at acceptere kunstnerens valg i det øjeblik man udsættes for værket, selvom man bagefter tager afstand fra det ?

Sange hilsner,
Michael

Naturligvis kan man tvinge "beskueren" fysisk (så er det bare ikke en beskuer længere), som jeg også klart nævner det i artiklen. Men det er jo ikke det der er tale om.

Og ja, man kan sikkert også med stor sandsynlighed forudsige at der vil komme en reaktion, herunder en mental, hvis man spærrer folk inde. Spørgsmålet er om man kan forudsige hvilken refleksion det vil sætte i gang? Hvad med dem som lider af klaustrofobi? Jeg tvivler på at de vil begynde at reflektere over forholdet mellem kunstner og publikum på kanten til det 21. århundrede - de vil flippe ud, vil de!

Men din pointe synes at være at man teoretisk set godt kan forestille sig noget der grænser op til mental tvang. Ja, sikkert. Men det afgørende er at det ikke er det som er tilfældet når den trætte kliché "beskueren tvinges" bruges.

Kig på eksemplerne. Det er ikke kun de metaforiske tåger, men også hele ideen om at kunne styre "beskueren" hen imod ofte meget avancerede og abstrakte refleksioner, som er meget problematisk.

Jeg vil godt erkende humor, men altså:

Jeg tror at kernen er, at en "læsning" af et kunstværk, kan (vil?) kræve en accept af kunstnerens valg, for at kunne følge værkets logik (f.eks.: forstår man ikke historien i en roman, er det vel absurd at læse videre).

Denne accept kan og vil sikert mere eller mindre altid skabe en modstand, og derved opstår metaforen "tvang" - enten går man med på kunstnerens valg, eller også må man afvise det som helhed (måske, der er mere her, men lad det ligge nu). Men kunstneren kan også have "snublet" i den forstand, at der er en disonans mellem dét som kunstneren (eller andre) forklarer, og dét som kunstnerens væren har været ophav til. Altså at en forklaret sammenhæng eller logik, ikke stemmer overens med det som helt konkret ér der. Klichéen "beskueren tvinges til" i beskrivelserne som du har oplistet, opstår altså så enten fordi at værkets forklaring ikke stemmer overens med værket (og nogle således prøver at "redde den" ved at tekste det for døde, og egentlig burde have skrevet "Beskueren (ville man gerne) tvinge til at se ... (men det virker vist ikke, så nu ved du det altså.)"), eller fordi at man rent faktisk må gå med på visse ting, for at tage værket til sig, hvis man altså vil det. Formidlingens forklaringer bliver faktisk derved en del af værket, invaderer det med en tolkning, og det er måske den egentlige kikser ?

Så jeg kan bestemt godt se din pointe, med de nævnte eksempler, jeg mener blot det er for hurtigt, at afvise det som irrelevante klichéer, jeg ser det som symptom på en egenskab ved kunst, som man har svært ved at sætte ord på. Det jeg så prøver på, er at opstille et konkret eksempel, for derved at "tage gassen" af symbolikken, og vise at der faktisk ér noget bag den unægteligt noget anstrengende lingo[1].

I mit eksempel prøvede jeg derfor at lave et kunstværk, hvor tvangen var konkret, og ikke symbolsk. I dette tilfælde førte det til at det metaforiske smuttede som den våde sæbe over på et andet begreb: "beskueren", i et lukket og låst sort rum, ser man unægteligt ikke meget, måske andet end indad. Men dette er konkret ikke anderledes end den situation man udsættes for som publikum til en typisk klassisk koncert, teater eller biograf. Man lukkes inde i en vis tid, og må så enten stå på handlingen, eller stå af og lade tankerne flyve, eller måske udvandre, hvad man jo kan der, men for mange er det næsten ligeså svært psykologisk, som det er fysisk svært at gå ud af en låst dør. Altså: psykologisk eller fysisk fastholdelse er en vigtig del af kunstens virkemidler, må konklusionen vel være ?

Følgende udsagn om mit eksempel, vil således være helt korrekt:

Beskueren tvinges til at blive i værket i et kvarter, og vil her givetvis tænke over hvordan man slipper ud igen.

Mens det i hænderne på et af dine "eksempler", sikkert ville blive til:

Kunstneren tvinger beskueren til at indse sin egen indelukkethed, og i afsondret isolation fra verdens emotionelle seismografik, reflekteres over menneskets ensomhed og afmagt overfor værkets transcedens af universel overmagt.

:o)

[1] :
Denne teknik kan være ret morsom, og kan illustreres enkelt ved følgende bar-situation:

En halvfuld gæst peger på min mave og siger provokerende: Nå hvad er det, Carlsberg (ha ha)!

Jeg neutraliserer symbolikken ved at svare med en konkret observation: Nej, det er min pullover (for det var jo det han pegede på, ikke en Carlsberg).

Julehygge,
Michael

enten går man med på kunstnerens valg, eller også må man afvise det som helhed

Hmm...Jeg tror vi må skelne mellem A. kunstnerens intention, B. værket, C. kunstformidlerens/kunstanalytikerens udlægning og D. en vellykket erfaring af værket.

Ideen om at A=D eller C=D eller A=B er problematisk, og dem vil jeg også gerne kritisere. Det er ikke helt den samme diskussion som det med tvang, men den er beslægtet med den. Lad os lige lægge den for nu.

At gå med på kunstnerens valg og værkets logik er ikke det samme som at foretage kunstnerens (eller formidlerens) egen refleksion. Værket vil altid være andet og mere end dets intention. Og at være fastholdt af en situation er stadig noget andet end at være tvunget til en bestemt refleksion. "Man kan ikke binde ånd", som det hed i en gammel vise.

Og ja, en del af det kiksede er at man fortæller publikum hvad de er tvunget til at reflektere over når de møder værket. Det er kun nødvendigt fordi det ikke virker. Og som regel er kunsten langt mere interessant end at få os til (endnu en gang) at reflektere over disse ting.

Lad mig endelig (med Adorno i bagagen) understrege at et egentligt kritisk kunstværk ikke vil kunne formuleres i en frase af den type der ofte er tale om. Man kastrerer simpelthen kunsten ved at tekste for refleksionshæmmede.

jeg ser det som symptom på en egenskab ved kunst, som man har svært ved at sætte ord på.

Det er faktisk ikke så svært. De fleste (i al beskedenhed inklusive mig selv) formår jo faktisk at sætte ord på kunstens betydninger og erfaringspotentialer uden at ty til den slags vendinger. Man behøver ikke beskrive erfaringen af værket som en tvang (jeg har nævnt mange andre ord man kan bruge). Og man behøver faktisk overhovedet ikke at ty til de dér fraser om hvilken refleksion man ønsker hos "beskueren". Jeg er naturligvis godt klar over hvad det er de prøver at sige, men jeg synes det er et uhyre slapt og åndløst sprog, der faktisk rummer en problematisk ideologi.

Hvis kunsten er så god til at få folk til at tænke kritisk, hvorfor får den så kunstformidlere til at sløse så meget med sproget at de kommer til at udtrykke sig firkantet og i sidste ende behaviouristisk eller endda totalitært? Bør denne kritiske bevidsthed ikke også gælde talen om kunsten?

Jeg vil lige henvise til en post jeg skrev under et af dine andre emner Hvad er kunst?, for jeg har en bestemt interesse for begrebet "valg", og derfor er den betydning jeg tillægger "kunstnerens valg" nok lidt mere generel end de fleste vil forstå.

Med "kunstnerens valg" mener jeg således ikke intention, eller forklaring, men helt konkret de minutiøse valg kunstneren - bevidst eller ubevidst - har foretaget i værket, fra dets idé til den lille sorte klat nede i venstre hjørne (og altså ikke til højre istedet f.eks.).

Og når jeg så skriver at man må acceptere kunstnerens valg for at kunne tilegne sig værket, føle det, følge dets inspiration, og så videre, mener jeg at man - j.f. eksemplet med romanen - må forstå / kunne følge / forholde sig til - bevidst eller ubevidst - de valg som værket i bund og grund består af, at vores perception simplethen vil stå af, eller spille os et puds, hvis man ikke kan. Og dette åbner op for muligheden for at en kunstner bevidst kan spille med perceptionen, således at beskueren forføres til at se bestemte ting i et bestemt lys, med den risiko at kunstneren i sit bevidste "trickster" mode, måske rammer ved siden af, altså at beskueren står af, og ikke bliver forført, men blot betaget af en detalje ved den gule farve, som intet havde med kunstnerens intention til forførelse at gøre måske. Men det betyder jo så blot, at kunstnerens valg af den gule farve, blev accepteret, og at dette omvendt må sige noget om kunstneren, måske kunne kunstneren ikke lide at forføre inderst inde, eller han/hun blev selv forført af ren lystfølelse ved den deceptive gule farve, og glemte derved sin "mission" ? Altså med andre ord, de valg der ér der, er ikke nødvendigvis det samme som det der fortælles om det, og således er jeg helt på linie med dig når du spørger Bør denne kritiske bevidsthed ikke også gælde talen om kunsten?, for jo, det bør den bestemt.

Under emnet "Hvad er kunst?" er der også citeret en vittighed af Storm P., og det er faktisk et meget godt eksempel, fordi, Storm P. var jo selv både gøgler og kunstner, og vittigheden afspejler derved som helhed Storm P.'s særegenhed, de valg han var i / stod overfor.

Jeg er helt med på at valg og intention er to forskellige ting, og det er netop derfor jeg mener at der er forskel på at følge kunstnerens valg i materialet og på at foretage den refleksion som det (måske, nogle gange) var kunstenerens intention at vi skulle foretage.

Et værk af den ene eller den anden art, kan aldrig blive andet end en opfordring til omtanke fra kunstnerens side.
Om publikum så "fanger" kunstnerens tanke eller ej er vel i sidste ende også et spørgsmål om værkets udformning i forhold til beskueren.
Tolkning siger lige så meget om den der tolker som det siger om det tolkede.

Paw: Tolkning siger lige så meget om den der tolker som det siger om det tolkede.

Jeg vil gerne justere dette udsagn og hævde at en god tolkning siger mere om det fortolkede end om fortolkeren selv. Dette betyder ikke at fortolkeren ikke investerer sin sensibilitet i erfaringen, men blot at denne erfaring er et middel til at forstå det objektive i værket.

Det er et aspekt af det som Adorno kalder "objektets forrang" og er også et aspekt af det som jeg selv kalder for "objektiv sensibilitet".

Se mere her og her.

Her kommer et morsomt eksempel:

"[Meret Oppenheim's Object] is full of sexual connotations...which force the viewer to vicarious Lesbian oral sex with the otherwise banal object".
(Paul Mathieu: Eroticism in Ceramics s. 106)

Ja, det står der. Vi tvinges simpelthen til at forestille os selv engageret i lesbisk oralsex når vi ser Oppenheims berømte pelsklædte kop. I think not!

Endnu en fra Rosalind Krauss:

"[Tristan Tzara's] operation of pulling lines out "one after the other" is a radical strategy for forcing the viewer to embrace experienced time".

Not.

Her er en 'forcering af beskueren' til samlingen: Selveste Amos Vogel, stifteren af Cinema 16. Og selveste Wavelength af Michael Snow:

«Wavelength ranks among those films which force viewers, regardless of how they react, to carefully consider the essence of the medium and, just as unavoidably, reality,» wrote the critic Amos Vogel.

Særligt interessant er måske dette, 'regandless of how they react'. Ak. Filmen indeholder som medium sørme en helt utroligt voldsom kraft.....

"Læseren, beskueren tvinges til at se det, som Herman Bang og Erik Fischl har set."

Det står her

Og endnu en til samlingen. Fra Wiki-opslaget om den østriske videokunstner Peter Tscherkassky:

"Tscherkassky not only presents beautiful and haunting images, but also forces the audience to rethink the traditional conception of film and film narrative."

(http://en.wikipedia.org/wiki/Peter_Tscherkassky)

Pressemeddelelse til Susanne Ottesens Richard Deacon-udstilling, marts 2008:

"Bearbejdningen og det nye udtryk tvinger os til at se på materialet med andre øjne".

Næ, jeg har faktisk ikke fået et nyt blik på keramik som materiale (for jeg har nemlig set mange ting der peger i samme retning).

Og jeg kan da slet ikke tvinges til det.

Hov, i den anden pressemeddelelse til samme udstilling står der:

"[...] Denne udvidede sensibilitet over for de ellers "stabile" og "uforanderlige" materialer kan eventuelt påvirke hele vores sanseapparat og tvinge os til at se og sanse på ny."

Jeg er ikke sikker på at det prætentiøse er reddet med ordet "eventuelt". Og hvornår var det lige at jeg opfattede ler som et stabilt og uforanderligt materiale? Jeg var da egentlig tilbøjelig til det modsatte: at opfatte det som et ustabilt og fleksibelt materiale som man kan forme alt muligt af.

Et eksempel mere til samlingen:

"Han skaber en foruroligende ubalance, der i samspil med tempoet og filmens lange spilletid tvinger seeren næsten fysisk ind i de ombordværendes situation"

Sådan skriver Mikkel Leffers Svendstrup i en ellers god præsentation af Tarkovskijs Solaris. Hvis nu bare ordet "næsten" havde stået inden ordet "tvinger", havde det allerede været mindre slemt. Men der er meget langt til fysisk tvang, selvom det unægtelig er en virkningsfuld film.

Ja, ok...undskyld..den tager jeg på mig :) De bedste hilsner Mikkel.

"Med sine grænseoverskridende iscenesættelser tvinger Katarzyna Kozyra beskueren til at reflektere over og efterprøve de etablerede normer".

(Pressemeddelelse fra Galleri Image om en udstilling med videokunst, august 08)

Respekt til kunstneren Joachim Koester, der ikke vil gå ind på interviewerens dagsorden om at gøre noget bestemt ved "beskueren":

---Citat---

Hvilken eller hvilke følelser ønsker du at fremkalde hos beskueren, som ser værket?

Jeg har et lidt andet forhold til beskueren og publikum forstået på den måde, at jeg aldrig forudsætter, at jeg har et publikum, og at ethvert nyt værk er en søgen efter et publikum. Det er anderledes for mig, i det at jeg ikke definerer publikum og så servicerer dem med værker. Jeg laver et eller andet, og så tænker jeg: ”bare der er nogen, som interesserer sig for det her”. Det hele er en søgen efter publikum. Hvis jeg skal sige det meget simpelt, så føler jeg, at jeg gennem kunst og litteratur og film har fået utroligt meget. Jeg har lært utroligt meget af kunsten, jeg har lært at se værket, at tænke og skrive. For mig er kunsten en metode, som jeg har kunnet bruge på alle mulige ting, det har været et meget brugbart stykke værktøj. Jeg har også fået en enorm entusiasme og nogle oplevelser, som har siddet i kroppen som en slags energi. Kunsten har åbnet et rum.

Så du skaber ikke et værk med henblik på en beskuer?

Jeg skaber værket på dets egne præmisser, og så håber jeg bare, at folk får det ud af min værker, som jeg har fået ud af alle mulige andres værker, alle mulige forfattere og billedkunstnere.

(Kopenhagen.dk 4/2-08)

Klichédræberen 1
Nedenstående tekst er bragt i Politiken 11/7-09 som den første i rækken af mine klichérdræber-sommerklummer:

Kunstnere er sadister. De vil tvinge os til hvad som helst. Det viser sig igen og igen i måden de selv og deres formidlere formulerer sig på. Lad os tage et par hurtige eksempler: Louisiana kunne fortælle om kunstneren Keith Tyson at hans figurer på gulvet ”tvinger os til at genfortolke den ukontollerede viden, det rummer”. I mødet med Anne Katrine Dolvens fotografier mener Kunsthallen Brandts at ”beskueren tvinges til at være aktiv”. Websitet Kopenhagen hævder at Olafur Eliassons lysværker gør at ”vi tvinges til at tage forudsætningerne for vores daglige gøren og laden op til revurdering”. Og kunstneren Morten Stræde vil ifølge Jyllands Posten gerne tvinge beskueren til at kigge på sig selv.

”Beskueren tvinges…” er en af de værste klichéer. Den er så udbredt, at den har fået sit eget liv blandt kunstformidlere, og de ovennævnte eksempler fra ellers udmærkede værker er kun få blandt tusinder. Den findes i forskellige varianter, hvor de hyppigste er noget med, at beskueren f.eks. tvinges til at reflektere over et kompliceret ideologisk problem, tvinges til at tage stilling til kunstens institutionelle rammer eller tvinges til at sætte spørgsmålstegn ved sin hidtidige opfattelse af verden.

Almindelige mennesker, som her åbenbart antages at være langt dummere end kunstnere, tvinges hele tiden til at tage deres eget liv og alle mulige begreber op til filosofisk overvejelse, så snart de kigger på noget kunst. Eller gør de nu også det? Kan det virkelig lade sig gøre?

Man ser det for sig: Hr. og fru Jensen går uforvarende ind på et galleri, hvor der hænger nogle fotografier på væggen. Der sker nu noget på én gang magisk og grusomt. Hvor meget dette ægtepar end strider imod for at bevare deres naive verdensbillede, kan de intet stille op over for disse fotostater, der uden at ty til fysisk vold alligevel ubønhørligt underkaster ’beskuerne’ deres akademiske refleksioner. Hr. og fru Jensen reflekterer og sætter spørgsmålstegn på et niveau, de aldrig før har kendt; ikke fordi de er blevet inspireret til det af værkerne, heller ikke fordi de ønsker det, men simpelthen fordi de har fået en imaginær kniv på struben og er tvunget til det. Bagefter er de frie og kloge individer; tvangen var åbenbart nødvendig for at kunne frigøre dem.

Nej, vel? Man kan ikke tvinge nogen til at reflektere. Man kan kun anspore til det. Ud over at være en løgnagtig kliché er den også modbydelig. Hvorfor vil kunstnerne bruge tvang? Det, som ligger bag formuleringen om at beskueren tvinges er kunstnernes og formidlernes sadistiske drømme om at de dumme og ureflekterede ’beskuere’ tænker samme lommefilosofiske tanker som dem selv. Kunsten er heldigvis ofte klogere og mere åben end som så.

Hej eorben

En anden du kan tage fat på ved lejlighed: "..i spændingsfeltet mellem..." kan også varieres med "krydsfeltet". Det anvendes typisk når der ikke forekommer nogen åbenbare sammenhænge - typisk i gruppeudstillinger - og det forsøges fremskrevet i katalog el. lign.

KH Kathrine
kunsthistoriker

Tak! Den lyder umiddelbart ikke så slem igen, men det kommer an på eksemplerne.

Galleri Christoffer Egelund fortæller om Elisabeth Toubro, at hun laver "complex sculptures, which forces the viewer to do some intellectual work".

"Ivan Andersen er interesseret i, hvor meget eller hvor lidt figuration, der behøves for at et motiv er genkendeligt. På den måde udfordrer værkerne vores forestillinger og forventninger til det, vi ser – og tvinger os til at opfatte vores ellers vante omgivelser på ny."

(anonym artikel om Ivan Andersen på Kunsten.nu)