Arkiv: maj 2007

« december 2006 | Forside | september 2007 »

08.05.2007

Live - hvorfor og hvordan?

Hvorfor egentlig gå til koncert? Er cd’en ikke pr. definition bedre? Hvad er det vi søger når vi går til koncert? Hvorfor er koncertformen bygget op som den er? Det vil jeg gerne lægge op til en diskussion om i det følgende:

Mit udgangspunkt for disse spørgsmål er at der i denne uge (torsdag til søndag) er Spor-festivalen i Århus; en festival for ny musik, der eksperimenterer med netop koncertformen og komponist/musiker/publikumsrollerne under overskriften ”Composing What?”. Der er et stort internationalt program med deltagelse og performance af komponister som Ikue Mori, Maja Ratjke, Christian Marclay, Natasha Barrett, Benedict Mason, Cecilie Barbiole og mange flere – ofte i kuraterede samarbejder.
Læs mere om festivalen her.
Se programmet her (husk at bladre; man ser kun en dag af gangen).

Om lørdagen skal jeg lede (og lægge op til) en debat mellem arrangører, komponister og publikum om koncertformen med udgangspunkt i spørgsmålet: ”Why live?”. Det kommer blandt andet til at handle om hvorfor såkaldt ny musik stadig opføres ud fra normer sat i midten af 1800-tallet i forlængelse af denne artikel, skrevet af festivalens arrangører. Men det kommer i lige så høj grad til at handle om hvad koncertformen kan og hvordan man kan gøre koncertoplevelsen mere interessant.

Derfor vil jeg nu benytte anledningen til her på bloggen at diskutere med dig, kære læser, nogle af de vigtige spørgsmål omkring koncerter, og det vil jeg gøre med et par oplæg. Det handler i første række om komponistmusik og elektronisk musik, men jeg vil også gerne høre om overvejelser i forbindelse med andre genrer (andre koncertformer).

1. Hvorfor live?

For det første altså, en lille provokation: hvad skal vi med koncerter?

Hvis vi taler klassisk musik, så findes der som regel en indspilning der er langt bedre end den middelmådige version som det lokale symfoniorkester eller ensemble kan præstere. Hvorfor ikke bare blive hjemme og høre Wiener-Philharmonikerne?

Hvis vi taler ny kompositionsmusik, så bliver vi som regel presset ind i en koncertform hvor alle de gamle ritualer gentages, og vi sidder der og småsover fordi halvdelen af værkerne er ligegyldige.

Hvis vi taler electronica er koncertformen som regel ganske åben, men til gengæld kommer musikken i hovedreglen fra en computer bag hvilken komponisten står og gør et nummer ud af at kigge ind i sin skærm og ændre detaljer i lydbilledet undervejs. Hvis man er heldig er der noget visuelt VJ’ing, der som regel ikke er skabt specifikt til musikken, men er et evindeligt loop hevet op af en amatør-videokunstners skuffe. (Heldigvis er der mange undtagelser, men foreløbig handler det om den kedelige koncert).

Så hvorfor går vi til koncert?

A. Et svar kunne være at musikken som regel har en anden intensitet live. Men det vil jeg gerne bestride – det hører til de herlige undtagelser fra reglen om at koncerten er slappere end studieproduktionen.

B. Et andet svar kunne være at den sociale situation omkring musikken er afgørende. Til det vil jeg for det første sige at man i så fald netop bør udforske den sociale situation i stedet for enten at placere folk på stolerækker hvorfra de ikke må røre sig eller også lade dem stå frit i lokalet og blive trætte i benene. (Jeg vil give nogle vellykkede modeksempler nedenfor). For det andet må man præcisere hvad det er for en social situation ved netop koncerten der gør den så attråværdig – hvorfor ikke bare høre cd’en over en flaske rødvin og så gå i byen bagefter? Og for det tredje er der ofte den situation at den sociale omgang og musikken konkurrerer om opmærksomheden, hvilket går ud over begge dele.

C. Et tredje svar kunne være at det giver noget særligt at se musikerne spille. Men her er performancen ofte meget forudsigelig, som beskrevet ovenfor, og spørgsmålet er om det er interessant endnu en gang at se en flok smokingklædte strygere stryge på deres instrumenter. Kun i de tilfælde hvor der er faktisk er en personlighed eller et særligt performativt udtryk som kan bære det, gælder dette argument.

2. Hvordan live?

Da jeg for et par måneder siden var til koncert med Ejnar Kanding og Frank Bretschneider i Plex blev det meget tydeligt i hvor høj grad koncertformerne er institutionelle vaner. Det var fordi der her blev blandet såvel komponister, musikere, udtryk og koder som publikum fra kompositionsmusikverdenen og electronica-verdenen. Her var der usikkerhed om mødetidspunktet og den rette opførsel under koncerten: Måtte man snakke? Måtte man gå i baren? Skulle man klappe mellem værkerne eller først til sidst? osv. osv. Jeg vil beskrive dette nærmere i et senere indlæg.

Men det bringer jo netop spørgsmålet om hvorvidt de institutionelle vaner er hensigtsmæssige. Hvorfor er der så få der udfordrer koncertformen? Er det virkelig ideelt at sidde stille på sin træstol i 2-3 timer med en indlagt pause? Eller at stå som sild i en tønde og småsnakke med hver sin øl?

En af dem der efter min mening er lykkedes med at skabe de rette rammer for koncerter for elektronisk musik på tværs af skellet mellem konservatoriemusik og laptop-musik er Jakob Weigand Goetz. I 2002 stod han for SeeSound-festivalen i Roskilde, hvor koncertlokalet var rundt (en silo!), scenen placeret i midten med projektioner ud på væggene, og publikum kunne gå rundt eller slænge sig i sækkestole, på madrasser eller på bænke alt efter temperament. Lignende ting har han lavet i DGI-byen ("DiGI:wave"), hvor vandet bidrog med en helt særlig atmosfære, og hvor der var selvstændige lyd/videokunst-værker i de tilstødende bassiner – og senest ved Kontur-festivalen på Plex sidste efterår.

Her er pointen at det er muligt at sidde og svømme hen i musikken og i det visuelle udtryk; at gå ud og hente sig en øl og møde nogle bekendte på vejen, som man lige skal høre hvordan det går med; at snakke dæmpet under koncerten om det man hører og ser; og endelig at gå hen og se de installerede værker i de tilstødende lokaler. Her oplever jeg at der er sørget for en servering af stor kunst samtidig med en maksimal adfærdsfrihed for publikum. Det kan muligvis udvikles yderligere, og det vil vi måske opleve eksempler på ved Spor-festivalen. Som regel er folk sensible nok over for musikken til at være i stand til at dæmpe sig når den er sart og stille. Og samtidig er komponisterne klar over vilkårene, og fokuserer derfor på andre elementer i musikken end på cd’en (eller vinylen eller lydfilen). Her sker der noget andet end derhjemme, og det begynder at give mening i en frugtbar blanding af det sociale og det æstetiske.

Men nu spørger jeg så dig, kære læser:
- Når du går til koncert, hvorfor gør du det så?
- Hvilke konventioner omkring koncerterne giver mening og hvilke giver ikke mening?
- Hvordan ville din yndlings-koncertsituation være? (musikkens kvalitet ufortalt)

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2