« "Beskueren tvinges..." - kritik af en kunstkliché 1 | Forside | Mænd, feminisme, faderrolle og forskellighed »

08.05.2007

Live - hvorfor og hvordan?

Hvorfor egentlig gå til koncert? Er cd’en ikke pr. definition bedre? Hvad er det vi søger når vi går til koncert? Hvorfor er koncertformen bygget op som den er? Det vil jeg gerne lægge op til en diskussion om i det følgende:

Mit udgangspunkt for disse spørgsmål er at der i denne uge (torsdag til søndag) er Spor-festivalen i Århus; en festival for ny musik, der eksperimenterer med netop koncertformen og komponist/musiker/publikumsrollerne under overskriften ”Composing What?”. Der er et stort internationalt program med deltagelse og performance af komponister som Ikue Mori, Maja Ratjke, Christian Marclay, Natasha Barrett, Benedict Mason, Cecilie Barbiole og mange flere – ofte i kuraterede samarbejder.
Læs mere om festivalen her.
Se programmet her (husk at bladre; man ser kun en dag af gangen).

Om lørdagen skal jeg lede (og lægge op til) en debat mellem arrangører, komponister og publikum om koncertformen med udgangspunkt i spørgsmålet: ”Why live?”. Det kommer blandt andet til at handle om hvorfor såkaldt ny musik stadig opføres ud fra normer sat i midten af 1800-tallet i forlængelse af denne artikel, skrevet af festivalens arrangører. Men det kommer i lige så høj grad til at handle om hvad koncertformen kan og hvordan man kan gøre koncertoplevelsen mere interessant.

Derfor vil jeg nu benytte anledningen til her på bloggen at diskutere med dig, kære læser, nogle af de vigtige spørgsmål omkring koncerter, og det vil jeg gøre med et par oplæg. Det handler i første række om komponistmusik og elektronisk musik, men jeg vil også gerne høre om overvejelser i forbindelse med andre genrer (andre koncertformer).

1. Hvorfor live?

For det første altså, en lille provokation: hvad skal vi med koncerter?

Hvis vi taler klassisk musik, så findes der som regel en indspilning der er langt bedre end den middelmådige version som det lokale symfoniorkester eller ensemble kan præstere. Hvorfor ikke bare blive hjemme og høre Wiener-Philharmonikerne?

Hvis vi taler ny kompositionsmusik, så bliver vi som regel presset ind i en koncertform hvor alle de gamle ritualer gentages, og vi sidder der og småsover fordi halvdelen af værkerne er ligegyldige.

Hvis vi taler electronica er koncertformen som regel ganske åben, men til gengæld kommer musikken i hovedreglen fra en computer bag hvilken komponisten står og gør et nummer ud af at kigge ind i sin skærm og ændre detaljer i lydbilledet undervejs. Hvis man er heldig er der noget visuelt VJ’ing, der som regel ikke er skabt specifikt til musikken, men er et evindeligt loop hevet op af en amatør-videokunstners skuffe. (Heldigvis er der mange undtagelser, men foreløbig handler det om den kedelige koncert).

Så hvorfor går vi til koncert?

A. Et svar kunne være at musikken som regel har en anden intensitet live. Men det vil jeg gerne bestride – det hører til de herlige undtagelser fra reglen om at koncerten er slappere end studieproduktionen.

B. Et andet svar kunne være at den sociale situation omkring musikken er afgørende. Til det vil jeg for det første sige at man i så fald netop bør udforske den sociale situation i stedet for enten at placere folk på stolerækker hvorfra de ikke må røre sig eller også lade dem stå frit i lokalet og blive trætte i benene. (Jeg vil give nogle vellykkede modeksempler nedenfor). For det andet må man præcisere hvad det er for en social situation ved netop koncerten der gør den så attråværdig – hvorfor ikke bare høre cd’en over en flaske rødvin og så gå i byen bagefter? Og for det tredje er der ofte den situation at den sociale omgang og musikken konkurrerer om opmærksomheden, hvilket går ud over begge dele.

C. Et tredje svar kunne være at det giver noget særligt at se musikerne spille. Men her er performancen ofte meget forudsigelig, som beskrevet ovenfor, og spørgsmålet er om det er interessant endnu en gang at se en flok smokingklædte strygere stryge på deres instrumenter. Kun i de tilfælde hvor der er faktisk er en personlighed eller et særligt performativt udtryk som kan bære det, gælder dette argument.

2. Hvordan live?

Da jeg for et par måneder siden var til koncert med Ejnar Kanding og Frank Bretschneider i Plex blev det meget tydeligt i hvor høj grad koncertformerne er institutionelle vaner. Det var fordi der her blev blandet såvel komponister, musikere, udtryk og koder som publikum fra kompositionsmusikverdenen og electronica-verdenen. Her var der usikkerhed om mødetidspunktet og den rette opførsel under koncerten: Måtte man snakke? Måtte man gå i baren? Skulle man klappe mellem værkerne eller først til sidst? osv. osv. Jeg vil beskrive dette nærmere i et senere indlæg.

Men det bringer jo netop spørgsmålet om hvorvidt de institutionelle vaner er hensigtsmæssige. Hvorfor er der så få der udfordrer koncertformen? Er det virkelig ideelt at sidde stille på sin træstol i 2-3 timer med en indlagt pause? Eller at stå som sild i en tønde og småsnakke med hver sin øl?

En af dem der efter min mening er lykkedes med at skabe de rette rammer for koncerter for elektronisk musik på tværs af skellet mellem konservatoriemusik og laptop-musik er Jakob Weigand Goetz. I 2002 stod han for SeeSound-festivalen i Roskilde, hvor koncertlokalet var rundt (en silo!), scenen placeret i midten med projektioner ud på væggene, og publikum kunne gå rundt eller slænge sig i sækkestole, på madrasser eller på bænke alt efter temperament. Lignende ting har han lavet i DGI-byen ("DiGI:wave"), hvor vandet bidrog med en helt særlig atmosfære, og hvor der var selvstændige lyd/videokunst-værker i de tilstødende bassiner – og senest ved Kontur-festivalen på Plex sidste efterår.

Her er pointen at det er muligt at sidde og svømme hen i musikken og i det visuelle udtryk; at gå ud og hente sig en øl og møde nogle bekendte på vejen, som man lige skal høre hvordan det går med; at snakke dæmpet under koncerten om det man hører og ser; og endelig at gå hen og se de installerede værker i de tilstødende lokaler. Her oplever jeg at der er sørget for en servering af stor kunst samtidig med en maksimal adfærdsfrihed for publikum. Det kan muligvis udvikles yderligere, og det vil vi måske opleve eksempler på ved Spor-festivalen. Som regel er folk sensible nok over for musikken til at være i stand til at dæmpe sig når den er sart og stille. Og samtidig er komponisterne klar over vilkårene, og fokuserer derfor på andre elementer i musikken end på cd’en (eller vinylen eller lydfilen). Her sker der noget andet end derhjemme, og det begynder at give mening i en frugtbar blanding af det sociale og det æstetiske.

Men nu spørger jeg så dig, kære læser:
- Når du går til koncert, hvorfor gør du det så?
- Hvilke konventioner omkring koncerterne giver mening og hvilke giver ikke mening?
- Hvordan ville din yndlings-koncertsituation være? (musikkens kvalitet ufortalt)

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/692.

Kommentarer

Det er svært at svare, da spørgsmålet bliver meget bredt. Der er stor forskel på hvorfor live, om det gælder hvilken type musik man taler om.

Jeg har selv spille utallige både klassiske og rock koncerter, og der er meget stor forskel.

Men tilbage til spørgsmålet, jeg mener ikke at det er enten eller, jeg mener det er både og. CD eller live er 2 forskellige udtryksformer. F.eks. kan jeg finde på at gå til en koncert, hvis jeg har hørt cd'en og syntes at det lyder godt, for simpelthen at se hvordan de kan få det samme til at fungere live.

Andre går tydeligvis til koncerter for "at se giraffen". (Madonna i Horsens, o.l.), Her kan man argumentere for at en dvd og/eller en biograf ville give en bedre oplevelse af showet. Men så har folk ikke været der! (Og kan ikke efterfølgende fortælle dette).

Klassisk musik vil jeg høre på cd hvis det er selve musikstykket jeg vil høre, der rager det mig en døjt hvilket orkester det er. Og jeg forventer det perfekte, fordi man kan gøre meget i et studie.
Men live ønsker jeg at se samspillet mellem mange mennesker, det er en nydelse at se og høre, hvordan et bare middelmådigt lokalt "klassisk" orkester kan få et godt samspil igang, for det er sværere end man tror, her skal man møde orkesteret på det niveau de er og anerkende det de kan.

Desuden nævner du at man eksperimenterer med at lave koncerter hvor man kan gå frem og tilbage få en øl og snakke etc., dette er jo egentlig en tilbagevenden til gammeldags "dinnermusik", hvilket også er en charme både at lytte til at spille.

Så kort sagt, alt er på hver sit niveau, og har sin berettigelse eller mangel på samme.

Min mening er at man skal opfordre til livemusik, det kan være her der sker noget unikt i forhold til det serieproducerede, og dygtige livemusikere kan og skal også give musikken mere nerve end på en cd. Hvis ikke har de misforstået deres mission.

Hav i mente at man opererer med studiemusikere og livemusikere, netop fordi ikke alle er gode til begge dele. Det er nemlig 2 helt forskellige ting.

Tak for kommentaren. Hvis jeg i det følgende kritiserer dine bud skal det ikke tages som en afvisning, for jeg er helt med på disse ideer. Jeg prøver bare at være djævelens advokat af hensyn til den fortsatte debat.

1. Forskellige udtryksformer: Ja, det er det måske nogle gange. Men så bør dette vel udnyttes mere end det som regel bliver. Men spørgsmålet er så stadig hvad live som udtryksform kan.

2. At se giraffen: Ja, det har jeg så ikke så meget respekt for.

3. At se et samspil etableres: Den er interessant. Her er det altså den sociale situation på scenen som bliver det primære - det at en masse mennesker skal finde sammen i en organisk helhed.

Jeg forstår godt hvad du mener, og det får mig til at tænke på Adornos ide om at strygekvartetten er et billede på den sociale utopi, fordi der her er det rette forhold mellem individ og gruppe. Heroverfor står solisten, som er egotripper, og orkesteret, hvor individet drukner i massen. Det skal understreges at utopien er som model for et samfund og ikke er en musikalsk dom over disse musikalske ensempletyper.

Men på den anden side er det min erfaring at denne oplevelse af sammenspil er langt stærkere som udøver end som publikum.

Og endelig er dyrkelsen af det svære, visheden om at det er svært at få et orkester til at spille sammen ikke et særligt interessant æstetisk kriterium for mig at se. Det afhænger af resultatet.

Man kan sagtens lave dårlig musik som er svær, gennemarbejdet og virtuos, ligesom man kan misbruge sit talent (Pavarotti, Bamse, Safri Duo), hvilket er en langt større forbrydelse end ikke at have et talent.

4. Alt har sin berettigelse: Det er jeg ikke så sikker på. I hvert fald ikke hvis det betyder at det ikke skal diskuteres.

5. Det unikke, den særlige nerve: Denne ide er meget udbredt, men også problematisk. Det er helt korrekt at enhver koncert er unik, men pedantisk set er enhver pladelytning det også.

Det unikke er vel ikke i sig selv interessant. Hvis musikken i øvrigt er kedelig, eller hvis opførelsen er unik på en kedelig måde kan det jo være ligemeget med det unikke. Det unikke ved en koncert skal vel have en helt særlig kvalitet for at være interessant. Og det sker desværre sjældent.

På samme måde synes jeg det er sjældent at musikken får mere "nerve" live end på en cd. Men du har et, det sker ind imellem, og så er man jo lykkelig for at have været til koncerten.

6. Studiemusikere og live-musikere: Er det ikke en ret sjælden opdeling? Du får det til at lyde som om det er normen fordi alle er enige om at det er to forskellige ting. Det er ikke mit indtryk.

Min første reaktion, da jeg læste din post, var en association til den aktuelle debat om, hvorvidt universiteterne skal podcaste forelæsninger. Det er en udmærket ide, men der foregår ting i et undervisningslokale, som har betydning for indlæringen, der ikke kommer med på en podcast. Det samme er tilfældet - måske ikke altid - i forholdet mellem live og indspillet musik.
Jeg tror, det er meget svært at sige præcis, hvad der gør en koncert til en særlig oplevelse. Og der er helt sikkert flere parametre.
For det første skal man ikke underkende det at se giraffen. For mig var Johnny Cash i Skovdalen, Aalborg i 1997 en stor oplevelse. Cash var allerede på det tidspunkt svækket af sygdom, men manden havde så meget 'aura' (i mangel på andre ord), at det mere end kompenserede for musikkens svagheder.
Dernæst er der samspillet (eller mangel på samme) mellem musiker(e) og publikum. Her spiller stedet også en rolle. Små spillesteder vil ofte give mere samspil, mere intimitet om man vil. De fleste af mine gode koncertoplevelser har fundet sted på Café 1000Fryd i Aalborg. Ifølge brandmyndighederne er der plads til 80 mennesker (men der har til tider været det dobbelte). Det er ikke noget prangende sted; Roland S. Howards umiddelbare kommentar var: "Oh shit! It's just like Norway!", men det har haft et godt ry blandt musikere og har kunnet præstentere navne, der normalt ville være for "store" til et sådant sted. Scenen er kun hævet ca. 20 cm over gulvet, så de optrædende er i enhver henseende tæt på publikum. Og det har altså givet nogle helt specielle oplevelser: Young Gods, der gav én fornemmelsen af at stå lige bag en jetmotor med tændt efterbrænder. Steve Albini, der fandt ud af, at et PA brokoblet i mono giver MEGET mere lyd. Flaming Lips, hvis røgmaskiner reducerede sigtbarheden i lokaltet til nul. Die Toten Hosen, der ikke gad gå på scenen til ekstranummer, så derfor spillede siddende i baren (minus trommeslageren der måtte på scenen) osv. Stedet kan selvfølgelig ikke i sig selv give en god koncert, men rammerne kan være medvirkende, og måske i visse tilfælde hæve en i sig selv god koncert til en helt speciel oplevelse.
Det behøver ikke være små spillesteder. Roskilde Festival har ofte budt på noget helt specielt. Det har som regel været i teltene, hvor fx Sonic Youth i 1987 jo er en fælles referenceramme. Men det kan også lade sig gøre på Orange Scene. U2 i 1982 er legendarisk. Det er siden blevet noget af en kliche, at U2 er et band, der prøver at "komme ud over scenen", men i 82, hvor de stadig var relativt ukendte, lykkedes det virkelig. Her kan man måske sige, at det var på trods af rammerne. Et andet eksempel er The Cure i 1990, hvor de formåede at bruge omgivelserne, ja, selv aftenhimlen som en del af et arrangement, hvor alt syntes at gå op i en højere enhed.
Jeg er klar over, der er noget andægtigt, nærmest religiøst, over den måde, jeg beskriver det på. Det var Thorkild Bjørnvig jo også inde på, da han i sin tid beskrev rockmusikken med henvisning til Nietzsches begreb om det dionysiske. Der er et samspil mellem en række faktorer, hvor det er vanskeligt at sige, hvad det er, der trækker disse faktorer sammen i en samlet oplevelse - eller trækker dem fra hinanden så oplevelsen udebliver. Men når det fungerer, er det noget andet end at høre det på cd.
Det er problematisk at tale om det unikke - eller aura, det hellige, det numinøse eller hvad man nu kan finde på. Men det er lige så problematisk at ville opstille formelle kriterier, der kan afgøre om en koncertoplevelse har været god eller ej, eller om den har været bedre end at høre musikken på cd. Måske fordi der en række faktorer på spil og at de ikke spiller sammen på samme måde hver gang. Og dermed har jeg måske slet forklaret noget.

I dit spørgsmål stiller du en præmis op som er meget almindelig, men som jeg ikke mener holder i det virkelige liv; nemlig at en studie indspilning og en live performance er sammenlignelige størrelser. I min verden er det æbler og pærer, der ganske vist begge to er frugter, men det giver ikke mening at prøve at lave en objektiv beskrivelse af hvad der er bedst. På samme måde er både studieproduktionen og livekoncerten musikalske udtryk, men hvis man prøver at gøre de to ting ens blot fordi det er samme kunstner der optræder med den samme komposition, så har man forstået begge dele dårligt. Det er der så også ret mange der har ...

I "gamle dage" var musikere uddannet og opdraget til at være live musikere der kunne levere varen på scenen. En indspilning kunne betragtes som en dokumentation af orkestrets sætliste for tiden. Jeg skriver "gamle dage" i citationstegn fordi det ikke er ret lang tid siden det var sådan i alle genrer, og en del genrer (som f.eks. en stor del af folkemusikken og jazzen) har det stadigvæk sådan.

I dag er der så en del genrer hvor studiet er der hvor lyden defineres (pop/r'n'b/hiphop/alle elektroniske genrer, både rytmiske, kompositionsmusik og det der ikke kan kommes i bås). Det er der hvor din betragtning kommer til sin ret, nemlig at CDen ofte er bedre, fordi der her sker det omvendte af det jeg beskrev før, nemlig at nu bliver live koncerten til en dokumentation af det indspillede; og alt andet lige, når noget er indspillet og kælet for i studiet, så gør det sig bedre på et godt hjemmeanlæg end ved en koncert hvor en fyr står på scenen med sit hovede nede i laptoppen, hvor lydforholdene ikke er optimale, og hvor man ikke er helt klar over om performeren nu også rent faktisk foretager sig noget eller om han bare har sat sin plade på i itunes og står og tjekker sin email imens.

Jeg har spillet mange koncerter der kun fungerede live, fordi orkestret levede af nærkontakt med publikum. En enkelt af disse koncerter har vi dokumenteret på CD; produktet er i virkeligheden kun interessant som souvenir for os der var til stede, og samtlige vore demoer gennem tiden er spillet bedre. Til gengæld var energien i selve koncerten ubetalelig, og umulig at genskabe på CD.

På samme måde har jeg produceret en hel del musik i studiet, hvor der er kælet for detaljer i en grad, så jeg ville være ked af at spilde det på folk der måske dels er påvirkede af alkohol eller andet, dels er lige så optagede af det sociale samvær med de andre koncertgængere som de er optagede af at prøve at opdage den der helt særlige fede lyd jeg har begravet et eller andet sted i min produktion, og som man egentlig først rigtig sætter pris på når man nærlytter hjemme i sofaen - gerne med høretelefoner på.

At Madonna så føler trang til at dokumentere sin nyeste CD på Horsens Forum, eller at Cæcilie Norby føler trang til at dokumentere at hendes band nu har indøvet en ny sætliste til deres umådeligt velspillede koncerter, det finder jeg personligt ret kedeligt. Jeg vil hellere høre dem i hvert sit element, så Norby høres til koncert, mens Madonna bliver hørt (omend yderst sjældent) på CD spilleren. Der hører de hjemme hvis man spørger mig.

----

Jeg udgiver et album (host ... undskyld reklamen) inden for de nærmeste måneder med folkemusik lavet i studiet, med alt hvad studiet kan byde på af elektroniske hjælpemidler. loops, redigeringer, lyde der kun eksisterer eller kan bringes sammen i sampleren osv., men stadig med et klart folkemusikalsk melodi- og arrangementsmæssigt grundlag. Jeg er ret spændt på hvordan det modtages og anmeldes - folkemusik miljøet er netop et af de steder hvor CDen stadig er en dokumentation af et live udtryk, så denne her udgivelse bliver aparte.

Når jeg sætter live op over for cd er det nok fordi jeg i første omgang taler om kompositionsmusik og electronica, hvor der på hver sin måde ofte er en direkte sammenlignelighed rent musikalsk.

Men frem for alt er det jo for at spørge til hvad der så er anderledes ved live-koncerten, og ligesom der før er blevet svaret "nerve" og "intensitet", peger du så på "energien" - vel at mærke fra den optrædendes synsvinkel.

Og det er nok disse svært håndterbare størrelser som man vender tilbage til igen og igen: nerve, intensitet, energi. At der er en særlig type eller en særlig mængde af disse størrelser til stede ved en live-koncert, mens studieproduktionen til gengæld kan skabe det perfekte lydbillede. Og at det man går efter er to forskellige kvaliteter alt efter om man lytter til en cd eller er til en koncert.

Det er dog ikke alle der er enige. Nogle mener simpelthen bare at lyden er bedre live (klassisk musik) eller at det sociale er afgørende, eller at det vigtige er den aura der omgiver at koncerten finder sted her og nu, at musikerne skaber noget i dette rum.

Dette siger jeg nu med baggrund i den bemeldte diskussion som fandt sted i Århus i weekenden.

For mig er der stor forskel på at lytte til musik der hjemme og gå til koncert. Der hjemme LYTTER jeg til musikken; til koncerten OPLEVER jeg den. Det første er en helt anden ting end det andet, selv om det kan være den samme musik. Når jeg lytter der hjemme er det oftest for at sætte mig ind i musikken, lære den at kende, mens jeg til koncert langt mere oplever den på min krop, og lader mig fascinere af den energi de evt.musikere lægger for dagen.. og det at kede sig/sidde dårligt eller lign. er således også en del af oplevelsen...

For mig er det derfor bestemt tale om et både/og, ikke et enten/eller. Det at opleve et symfonorkester spille et værk som Nørgårds 6.symfoni eller Stravinskijs "Sacre" kan slet ikke sammenlignes med at lytte til en CD der hjemme. Og Ejnar Kandnings musik, typisk lavet til opførelse til koncert SurroundSound taber meget på stereoen derhjemme... Samtidig vil jeg nødig undvære muligheden for at gentage og nærlytte musikken på CD-spilleren derhjemme! Men det er - som sagt - for mig to meget forskellige ting..

Det er et meget interessant spørgsmål der stilles.

Jeg tror at der er mange grunde til at tage til koncerter.

Den første kan sammenlignes med den rolle som fodboldfan'en har på et stadion. Den der er der for at få en oplevelse, men som samtidig bakker op.
Det er relativt ofte jeg går til koncerter sådan. For det meste når jeg er inde at se mine venner spille koncerter hvad enten det så er electronica eller rock.
Det kan dog lige så godt være andre bands. Koncerten med Kå på Roskilde Festival for 2 år siden, havde jeg den rolle. En slags tak for den musik de har lavet, og som jeg har nydt. Altså en opbakning hvor man har rolle som "opbakker" og modtager samtidig. Det kan man overhovedet ikke på en CD.

En anden grund til at gå til koncerter er at opleve noget nyt. Mange upcoming bands har ikke cd'er ude så den eneste måde man kan komme til at høre dem er ved at gå ud at se dem spille.

Når det kommer til store navne er der to grunde for mig.

Den første er ønsket om at se noget nyt. Fx Bob Dylan laver aldrig to ens koncerter og det retfærdiggør vel også i din optik de koncerter, hvad enten de så er vellykkede eller ej.

Det andet er muligheden for at leve sig ind i musikken. Jeg glæder mig utroligt meget til koncerten i Randers med D-A-D og Aerosmith. Det er da også fordi jeg ikke til hverdag sætter højtalerne på 100 dB og sætter rockmusik på i 3 timer. Slet ikke når man som jeg bor på et kollegieværelse, eller tidligere hos mine forældre.

Konklusionen på hvorfor koncert må være, support, nyheder og indlevelse.

Der skal godt nok mange postulater til for at gøre detteher spørgsmål interessant.
For det første: Koncertlyd og stereolyd er jo slet ikke det samme - da slet ikke når man taler akustisk musik. Der findes ikke et stereoanlæg på jordkloden der har den samme rummelige dynamik som et symfoniorkester kan præstere i en koncertsal f.eks.

Det samme gælder den rumlige oplevelse som er meget finere og mere detaljeret i salen, sammen med instrumenterne, end den er på en optagelse derhjemme.
I min oplevelse fylder forskellen på rummets levende kvaliteter og dagligstuens konserverede ditto mindst lige så meget som orkestrets kvalitet - når vi når over et vist bundniveau forstås.

Iøvrigt har også liveoplevelser af elektrisk forstærket musik kun i sjældne kedelige tilfælde (Pink Floyd) særlig meget med albumoplevelser at gøre.
Når man står til en koncert hvor publikumm tydeligvis ikke indgår i bandets musiceren så er det man går skuffet hjem.
Og ja, det er rigtigt at laptopmusik af den grund ofte er en utrolig tam liveoplevelse.


For det andet: Ideen om at orkestret ikke er tilstede fordi deres påklædning er formel er da også helt forkert. At se musikerne frembringe lyden tilfører masser af dimensioner til musikken. De kommunikerer jo med hele kroppen, ikke bare deres instrument.

For det tredie: Hvad skal der være galt ved "at se giraffen" - selvfølgelig spiller musikernes personlighed ind på vores oplevelse af den musik de spiller. Og personligheden kommer tydeligere ud i koncertsalen end på CD.

A pros pros live (og i øvrigt fuldstændig ude af kontekst, beklager). Overværer netop nu Bjarne Riis bekende et omfattende dopingmisbrug live på tv2-sport. Kommer der monstro et udspil herom fra den cykelglade blog-indehaver?

jeg tror bestemt benjamin har en væsentlig pointe der allersidst i sit indlæg; at man ikke til hverdag skruer anlægget op og lytter (hvadend) intenst i 3 timer. koncertsituationen er et nærvær med musikken, hvor man (afhængig sæføli) af bandet/orkesteret/gruppen får og tager sig rigere mulighed for at fange detaljer og finurligheder. den opfattelse står så nok tungt på den grund, at jeg aldrig går til stadionkoncerter, ej heller større koncertsale. men hvor man kan se hvad der præcist sker på scenen, der vækkes eller skærpes ens glæde, synes jeg.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2