Arkiv: september 2007

« maj 2007 | Forside | februar 2008 »

09.09.2007

Hermeneutikerne vs. sociologerne

En af de kedeligste akademiske diskussioner på humaniora er den mellem de sociologisk orienterede og de mere hermeneutisk orienterede (i ordets bredeste forstand: dem som analyserer og fortolker kulturelle fænomener). Jeg selv hører til de sidste. Jeg har flere gange oplevet hvordan voksne lektorer, adjunkter og ph.d'er kan opføre sig som disse to tegneseriefigurer når grundlagsdiskussionerne kommer op: sociologerne mener at de som de eneste beskæftiger sig med virkeligheden, mens hermeneutikerne mener at de når at få sagt en hel del mere og dybere på den tid sociologerne når frem til forudsigelige banaliteter.

Sagen er at begge dele har deres berettigelse, og at de spørgsmål der stilles ikke er de samme (selv om de lapper delvist ind over hinanden. Lad os tage et eksempel (formuleret tegneseriesimpelt): Beethovens 9. symfoni, sidste sats.

Sociologen vil fx undersøge hvordan denne musik bliver brugt i forsøget på at skabe en europæisk identitet gennem overnationale symboler og vil undersøge i hvor høj grad det virker på hvilke mennesker. Metoden vil bl.a. være interviews.

Hermeneutikeren vil undersøge hvad denne musik og tekst udtrykker; hvordan musikken er opbygget, hvilke æstetiske virkemidler den gør brug af; hvordan disse forholder sig musikhistorisk til den tidlige romantik; hvordan teksten er udtryk for bestemte koblinger mellem det æstetiske og det politiske i samtiden; hvilken virkningshistorie den har haft de sidste 200 år osv. osv.

Min påstand er nu at de to faktisk kan bidrage med noget til hinanden. Analysen af værket kan medvirke til at underbygge hvilke potentialer (eller "affordances", som det hedder på nudansk) musikken har som EU-kendingsmelodi. Og den sociologiske analyse kan kvalificere et aspekt af denne musiks skæbne i dag blandt folk som ellers ikke hører klassisk musik.

Så stop slåskampen, og lad os arbejde sammen. (Det samme gælder i øvrigt forholdet til hjerneforskningen og neuroæstetikken, der lider af lignende slåskampe).

03.09.2007

Mænd, feminisme, faderrolle og forskellighed

Nedenstående essay argumenterer for at ordet "feminist" er uheldigt på et tidspunkt hvor det i høj grad også handler om mandens frigørelse. Samtidig argumenterer jeg for mere fleksible kønsroller (med faderrollen som aktuelt eksempel). Herunder påviser jeg det ugyldige i argumentet at "der nu en gang er forskel på mænd og kvinder" som argument imod fleksible opfattelser af mænd og kvinder.

---------

”Mænd er også feminister”, råbte skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis for nylig i en ophedet debat med Klaus Riskær om mænds tilstedeværelse ved deres børns fødsel. Dette udråb havde egentlig ikke så meget med sagen at gøre, men er relevant for det emne jeg er sat til at skrive om her. Afsættet for dette lille essay (skrevet på bestilling fra ”CJ”, der vandt en lille konkurrence), er netop det problemtiske i at kønsdiskussioner og ligestilling har ordet ”feminisme” klæbende til sig.

Der er naturligvis historiske grunde til at man taler om ”feminisme” når man diskuterer køn og ligestilling – nemlig den at ligestillingen i første omgang (i 1970erne) entydigt handlede om kvindefrigørelse. Men spørgsmålet er om der ikke også er historiske grunde til nu at droppe begrebet "feminisme", og simpelthen tale om ligestilling, kønsroller osv.

Frigørelsen fra de traditionelle kønsroller er også en frigørelse af manden, der har været spærret inde i en lang række stivnede forventninger til hvad maskulinitet er for noget; forventninger der i høj grad handler om at undertrykke visse følelser: "Boys don’t cry". Mænd der viser følelser bliver stadig fra visse sider betragtet som feminine, og det hjælper ikke meget på det image hvis man så opretholder ordet ”feminister”. Det er fuldt ud muligt at forene maskuliniteter med følsomhed og omsorg, og det er uhyre vigtigt at komme væk fra den ideologi at det er ”kvindagtigt”. (På samme måde i øvrigt som det at selvstændige kvinder fra samme ideologiske sted betragtes som maskuline).

Jeg er almindeligt interesseret i kønsdebatten, men er på det seneste særligt engageret i den nye faderrolle, hvor faderen tager barsel og prioriterer omsorg og nærhed til sine børn i langt højere grad end tidligere manderoller har muliggjort. Så det bliver kerneeksemplet her. Det er en langsom kulturel revolution af manderollen der finder sted i disse år, og det er ikke på bekostning af maskuliniteten. Tværtimod får børnene igen mere end nogensinde en ordentlig faderfigur der er til stede og præger barnet. Men det er der mange der ikke forstår; som mener at manden bliver til en kvinde, en moder, og som anfører det på enhver måde ugyldige argument ”mænd og kvinder er nu en gang forskellige”.

Argumentet om at mænd og kvinder nu en gang er forskellige og at vi derfor ikke skal pille ved de traditionelle kønsroller er ugyldigt af flere grunde. For det første fordi det benytter sig af ”den naturalistiske fejlslutning”, der går på at man slutter fra hvordan noget (nu en gang) er til hvordan det bør være. Denne slutning er formelt ugyldig.

For det andet er argumentet så reaktionær at ingen ville tage konsekvensen af det hvis de tænkte det igennem. Hvordan skulle vi udvikle os hvis man hele tiden skulle leve som man nu en gang altid har gjort og finder naturligt? ”Mennesket bor nu en gang i grotter”, kunne de sige i en fjern fortid ved synet af de første hytter og mene at det var et moralsk forfald.

For det tredje er det ugyldigt fordi det antager at de mindste ændringer af kønsrollerne er at gøre mænd til kvinder og/eller kvinder til mænd. I det konkrete eksempel er der intet der tyder på at mænd bliver til kvinder af at gå på barsel eller skifte ble. De får bare en ekstra dimension knyttet til deres tilværelse. Hvis man er bange for at miste sin maskulinitet ved at skifte en ble, kunne det tyde på at man ikke selv tror på sin maskulinitet. Den er kun opretholdt gennem nogle reaktionære facader.

For det tredje er der noget paradoksalt i denne frygt for at vi skal blive ens, som bloggeren Mette har peget på her: frigørelsen af de stereotype kønsopfattelser er lige præcis retten til at være forskellige; til at være kvinder og mænd på utallige måder. Det er traditionalisterne der vil have den ene halvdel af menneskeheden til at være på én måde og den anden på en anden måde. Og denne måde, kunne man tilføje, er dikteret af det som de kalder ”naturen”, hvormed de mener den victorianske kønsopfattelse omkring år 1900.

Det er altså dem der har de mest stereotype opfattelser af hvordan vi bør være, der samtidig paradoksalt opfatter sig som garant for forskellighed, selv om de kun ser to slags mennesker. De tror at maskuliniteten skulle være truet af omsorg, eller at feminiteten skulle være truet af styrke. Og dermed tror de ikke på styrken til fleksibilitet i hverken det mandlige eller det kvindelige. Maskulinitet og feminitet er åbenbart bare facader der skal opretholdes gennem disciplin og fastholdelse af traditionen. Men hvis der virkelig fra naturen findes kvinder og mænd – og det gør der – så må kønnene kunne holde til at man udvikler de sociale konventioner hen imod mere åbne kønsroller.

Så ja, jeg er ”feminist”, men jeg ville ønske at der fandtes et bedre ord, som netop ikke var kønsspecifikt, men som handlede om en udvidelse af kønsrollerne for begge køn.

P.S. Jeg vil gerne understrege at dette synspunkt ikke er et opgør med det biologiske køn. Der er naturligvis biologiske forskelle på mænd og kvinder, heriblandt hormonelle og neorologiske og dermed personlighedsmæssige. Det er et faktum. Man skal bare ikke naturalisere gennemsnitsmanden og gennemsnitskvinden eller naturalisere nogle historisk udviklede kønsroller og ensrette os efter dem. For de biologiske forskelle i personlighed er i høj grad statistiske, med store individuelle forskelle. Så store individuelle forskelle, at det er vigtigt at have en mangfoldig og fleksibel opfattelse af hvordan en mand er og hvordan en kvinde er. Ikke for at gøre dem ens, tværtimod.

Links
Anne-Grethe Bjarup Riis vs. Klaus Riskær
Den kærlige far er ikke en mor - kritik af Henrik Jensen
Toiletbrættet og kønskampen

Torben Sangild, 2007 (citér altid med kildeangivelse)

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2