« Mænd, feminisme, faderrolle og forskellighed | Forside | Stemmen som personlig identitet »

09.09.2007

Hermeneutikerne vs. sociologerne

En af de kedeligste akademiske diskussioner på humaniora er den mellem de sociologisk orienterede og de mere hermeneutisk orienterede (i ordets bredeste forstand: dem som analyserer og fortolker kulturelle fænomener). Jeg selv hører til de sidste. Jeg har flere gange oplevet hvordan voksne lektorer, adjunkter og ph.d'er kan opføre sig som disse to tegneseriefigurer når grundlagsdiskussionerne kommer op: sociologerne mener at de som de eneste beskæftiger sig med virkeligheden, mens hermeneutikerne mener at de når at få sagt en hel del mere og dybere på den tid sociologerne når frem til forudsigelige banaliteter.

Sagen er at begge dele har deres berettigelse, og at de spørgsmål der stilles ikke er de samme (selv om de lapper delvist ind over hinanden. Lad os tage et eksempel (formuleret tegneseriesimpelt): Beethovens 9. symfoni, sidste sats.

Sociologen vil fx undersøge hvordan denne musik bliver brugt i forsøget på at skabe en europæisk identitet gennem overnationale symboler og vil undersøge i hvor høj grad det virker på hvilke mennesker. Metoden vil bl.a. være interviews.

Hermeneutikeren vil undersøge hvad denne musik og tekst udtrykker; hvordan musikken er opbygget, hvilke æstetiske virkemidler den gør brug af; hvordan disse forholder sig musikhistorisk til den tidlige romantik; hvordan teksten er udtryk for bestemte koblinger mellem det æstetiske og det politiske i samtiden; hvilken virkningshistorie den har haft de sidste 200 år osv. osv.

Min påstand er nu at de to faktisk kan bidrage med noget til hinanden. Analysen af værket kan medvirke til at underbygge hvilke potentialer (eller "affordances", som det hedder på nudansk) musikken har som EU-kendingsmelodi. Og den sociologiske analyse kan kvalificere et aspekt af denne musiks skæbne i dag blandt folk som ellers ikke hører klassisk musik.

Så stop slåskampen, og lad os arbejde sammen. (Det samme gælder i øvrigt forholdet til hjerneforskningen og neuroæstetikken, der lider af lignende slåskampe).

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/708.

Kommentarer

Var den sidste parentes et diskret albueprik til Lone Frank?

Hørt !! Hørt !! Hørt !!

Desværre er det ikke kun på humaniora at der er nogle, der gerne vil have monopol på "virkeligheden".

Den samme ubegavede diskussion foregår stadig om forholdet mellem det praktisk orienterede erhvervsliv vs forskerverdenen.

Og der findes fx lidt for mange erhvervsledere af Henning Primdal-typen, der mener at de er de eneste der beskæftiger sig med virkeligheden. Og samtidig, at det gør de ikke inde bag universiteternes tykke mure...

Synspunktet har på overfladen visse fordele. Det er fx et godt alibi for at afvise ny viden, at gøre som man plejer eller som man selv lige vil. Også selvom det reelt koster dyrt og har andre uheldige konsekvenser.

@Niclas: Nej, det var faktisk ikke møntet på Lone Frank. Jeg har ikke læst hendes nye bog, og det var ikke mit indtryk at hun hørte til dem der mener at hjerneforskningen kan erstatte humaniora, thi jeg har en ide om at hun er ganske velbegavet.

@ Bjarne Balle: Jeg tror du har fuldstændig ret: det er let og bekvemt at være reduktionist eller at dømme andre til at være verdensfjerne skrivebordsplanter hvis de siger noget der ikke stemmer overens med ens umiddelbare verdensbillede. Jeg kan i øvrigt godt lide sammenligningen med Henning Primdahl...;-)

Jeg er enig med deg at de "sosiologiske" og de "hermeneutiske" inngangene supplerere hverandre, og i hvert fall ikke utelukker hverandre. Og at man sånn sett kan lære av hverandre. På den andre siden; er det fortsatt et poeng å dele dem opp i to slik du her gjør? En grunn til at jeg spør er det eksemplet du anvender - Beethovens 9. - og en del av den nyere litteraturen både knyttet til denne symfonien i særdeleshet og til Beethoven mer generelt. Et eksempel er Tia DeNoras bok "Beethoven and the Construction of Genius: Musical Politics in Vienna, 1792-1803" (1995) [ok, den omhandler ikke den 9. og er heller ikke helt ny, men likevel]. DeNora er sosiolog, men som det blir klart allerede fra tittelen, her er en historisk dimensjon så til de grader til stede, og dermed oppstår det, om ikke med nødvendighet et hermeneutisk perspektiv, så i det minste et perspektiv med dimensjoner av mer "klassisk" humaniora.
Jeg tenker også på Slavoj Zizeks artikkel "Aganist Populist Reason" (trykket i Critical Inquiry 32 [Spring 2006])der han diskuterer den tyrkiske marsjen i fjerde sats av 9. symf, og der han i stor grad både går inn på en diskusjon av toposet "tyrkisk marsj" i 1700-talls musikken, og forholdet mellom EU og Tyrkia (siden denne symfoniske satsen jo har blitt EUs overnasjonalhymne). Hvorvidt et slikt perspektiv er sosiologisk eller hermeneutisk synes jeg dermed blir mye mindre interessant enn hvordan man går til verks (eller til verket), ikke?
Så jo, diskusjonene innenfor humaniora der man så å si går i skyttergraver er rimelig uinteressante. Men hvordan man for eksempel kan blande perspektiver fra de ulike tradisjonene (hvis vi nå - pace Adorno - hevder at det er ulike tradisjoner vi her taler om), det kan jo sånn sett være en mer interessant diskusjon.

Erik: Vi er stort set enige. Naturligvis skal man krydse over i det omfang man formår det. Og de færreste ligger entydigt i den ene eller den anden lejr når det kommer til stykket. Tia DeNora er i øvrigt en af de bedste sociologer.

Er der en pointe i denne opdeling? Ja, at den eksisterer som konflikt og selvopfattelse hos mange, og at der er en forskel i metode. Så hvis man skal angribe konflikten må man skære fronterne ud i pap.

Jeg trodde nok ikke vi var så veldig uenige Torben. Samtidig synes jeg du peker på et interessant fenomen som er vel verd å diskutere. Etter flere ti-år med diskusjoner om det tverrfaglige, interdisiplinære, multidisiplinære - og endog postdisiplinære - er det likevel konflikt her. På de metodiske sidene er det jo også adskillinge forskjeller, og noen av disse finnes i forhold til sosiologisk versus hermeneutisk (definert så bredt som du gjør i din post). Men det finnes også cross-over-potensialer (som det sikkert heter på ny-norsk/dansk).
Samtidig er det også institusjonspolitiske dimensjoner her. Ta et fag som medievitenskap som på mitt universitet (i Bergen) ligger på samfunnsvitenskapelig fakultet, mens samme fag i Oslo og Trondheim ligger på humaniora. Når man så skal skrive ansøkninger osv kan jo også slike dimensjoner få konsekvenser for hvordan man velger å frame et prosjekt teoretisk og metodisk.
Og ja, jeg er enig i at siden oppdelingen rent faktisk eksisterer - "der ute" så å si - er det et poeng å diskutere den. Samtidig mener jeg at det er en oppgave å forsøke å bryte den ned, i det minste delvis, og se på hvordan cross-overs kan anvendes. Muligens må man via papp-figurene første, men deretter er det de flytende grensene og mellomrommene som på mange måter er mest interessante.

Her på Københavns Universitet har vi oplevet noget lignende, som også relaterer sig til det som hos os hedder Film- og Medievidenskab.

På dette institut er der en strid mellem dem som interesserer sig for film ("æstetikerne", som de kaldes) og dem der interesserer sig for mediesociologi (lad os kalde dem "sociologerne"). Sociologerne er i dag i klart overtal.

Her blev det institutionelt afgørende da institutterne skulle lægges sammen. Vi er nu Kunst- og Kulturvidenskab med litteraturvidenskab, moderne kultur, kunsthistorie, musikvidenskab, teatervidenskab og dansens æstetik lagt sammen. Vi ville også gerne have Film- og medievidenskab med i dette "kulturinstitut", men mediesociologerne var stærkt imod, idet de var bange for at blive rubriceret som et æstetisk fag. Så i stedet blev de tvangssammenlagt med nogle fag de har lidet til fælles med (pædagogik, filosofi og retorik).

Pointen er ikke så meget at vi føler os forsmåede over at de ikke ville lege med os (det går nok), men det er et eksempel på at man institutionelt placerer sig i forhold til den type akser, og at man regner vores fag for at være for æstetiske, på trods af at der er sociologisk (og antropologisk) orienterede folk alle steder.

hvor vil du placere et fag som etnologi? det er et humanistisk fag, men har vel egentlig mest med antropologi (og måske sociologi) at gøre, som begge to er fag udenfor humaniora. jeg studerer selv etnologi på kua og er lidt i tvivl om, hvilken vej jeg vil gå. jeg er primært interesseret i filosofi, kulturteori, æstetik osv, men kua har jo ikke et "rigtigt" kulturfag. her tænker jeg på, at man tit snakker om "cultural studies", hvilket jeg synes er ikke-eksisterende på kua. måske er moderne kultur det tætteste, man kommer en syntese mellem kultur i den finkulturelle (og æstetiske) betydning og den kultur i den antropologiske (og "folkelige") betydning?

Hej M,

Nu er dette ikke en studievejledning, men kort fortalt har du ret i at Moderne Kultur rummer begge aspekter i sin studieordning. Du skal dog være forberedt på at hovedparten af den udbudte undervisning er æstetisk og samfundsteoretisk snarere end antropologisk/sociologisk. Men alle elementer er til stede, og studiets bredde og rummelighed er en del af attraktionen.

Hej M og Steinskog,

Jeg må som antropolog uddannet på Århus Universitet lige føje til at antropologi der hører til under Humaniora. Det kan dermed synes at være en pendant til den organisatoriske tilknytning som Steinskog beskriver at Medievidenskab har i den norske universitetskontekst. Jeg tænker at det ind imellem beror på organisationshistoriske tilfældigheder, hvor det enkelte institut kommer til at høre til... En hel anden snak er så, når der skal foregå sammenfletninger af uddannelser i institutter, det kunne i sig selv være interessante processer at undersøge. Jeg er ansat på Aalborg Universitet, hvor tværfaglighed er og har været en prioritering, hvorfor der måske i højere grad (?)dannes netværk og 'centre' på tværs. Her finder nogle interessante 'kulturmøder' sted mellem forskellige fagtraditioner og undersøgelsesmetoder. Det kan imidlertid til tider være vanskeligt at orientere sig indenfor, nok særlig som 'udefrakommende'. Jeg er nu for at gøre kompleksiteten total på Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, som ikke bare er tværfagligt men også er relateret til tre forskellige fakulteter. - Tag den ;-)

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2