« Live - hvorfor og hvordan? | Forside | Hermeneutikerne vs. sociologerne »

03.09.2007

Mænd, feminisme, faderrolle og forskellighed

Nedenstående essay argumenterer for at ordet "feminist" er uheldigt på et tidspunkt hvor det i høj grad også handler om mandens frigørelse. Samtidig argumenterer jeg for mere fleksible kønsroller (med faderrollen som aktuelt eksempel). Herunder påviser jeg det ugyldige i argumentet at "der nu en gang er forskel på mænd og kvinder" som argument imod fleksible opfattelser af mænd og kvinder.

---------

”Mænd er også feminister”, råbte skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis for nylig i en ophedet debat med Klaus Riskær om mænds tilstedeværelse ved deres børns fødsel. Dette udråb havde egentlig ikke så meget med sagen at gøre, men er relevant for det emne jeg er sat til at skrive om her. Afsættet for dette lille essay (skrevet på bestilling fra ”CJ”, der vandt en lille konkurrence), er netop det problemtiske i at kønsdiskussioner og ligestilling har ordet ”feminisme” klæbende til sig.

Der er naturligvis historiske grunde til at man taler om ”feminisme” når man diskuterer køn og ligestilling – nemlig den at ligestillingen i første omgang (i 1970erne) entydigt handlede om kvindefrigørelse. Men spørgsmålet er om der ikke også er historiske grunde til nu at droppe begrebet "feminisme", og simpelthen tale om ligestilling, kønsroller osv.

Frigørelsen fra de traditionelle kønsroller er også en frigørelse af manden, der har været spærret inde i en lang række stivnede forventninger til hvad maskulinitet er for noget; forventninger der i høj grad handler om at undertrykke visse følelser: "Boys don’t cry". Mænd der viser følelser bliver stadig fra visse sider betragtet som feminine, og det hjælper ikke meget på det image hvis man så opretholder ordet ”feminister”. Det er fuldt ud muligt at forene maskuliniteter med følsomhed og omsorg, og det er uhyre vigtigt at komme væk fra den ideologi at det er ”kvindagtigt”. (På samme måde i øvrigt som det at selvstændige kvinder fra samme ideologiske sted betragtes som maskuline).

Jeg er almindeligt interesseret i kønsdebatten, men er på det seneste særligt engageret i den nye faderrolle, hvor faderen tager barsel og prioriterer omsorg og nærhed til sine børn i langt højere grad end tidligere manderoller har muliggjort. Så det bliver kerneeksemplet her. Det er en langsom kulturel revolution af manderollen der finder sted i disse år, og det er ikke på bekostning af maskuliniteten. Tværtimod får børnene igen mere end nogensinde en ordentlig faderfigur der er til stede og præger barnet. Men det er der mange der ikke forstår; som mener at manden bliver til en kvinde, en moder, og som anfører det på enhver måde ugyldige argument ”mænd og kvinder er nu en gang forskellige”.

Argumentet om at mænd og kvinder nu en gang er forskellige og at vi derfor ikke skal pille ved de traditionelle kønsroller er ugyldigt af flere grunde. For det første fordi det benytter sig af ”den naturalistiske fejlslutning”, der går på at man slutter fra hvordan noget (nu en gang) er til hvordan det bør være. Denne slutning er formelt ugyldig.

For det andet er argumentet så reaktionær at ingen ville tage konsekvensen af det hvis de tænkte det igennem. Hvordan skulle vi udvikle os hvis man hele tiden skulle leve som man nu en gang altid har gjort og finder naturligt? ”Mennesket bor nu en gang i grotter”, kunne de sige i en fjern fortid ved synet af de første hytter og mene at det var et moralsk forfald.

For det tredje er det ugyldigt fordi det antager at de mindste ændringer af kønsrollerne er at gøre mænd til kvinder og/eller kvinder til mænd. I det konkrete eksempel er der intet der tyder på at mænd bliver til kvinder af at gå på barsel eller skifte ble. De får bare en ekstra dimension knyttet til deres tilværelse. Hvis man er bange for at miste sin maskulinitet ved at skifte en ble, kunne det tyde på at man ikke selv tror på sin maskulinitet. Den er kun opretholdt gennem nogle reaktionære facader.

For det tredje er der noget paradoksalt i denne frygt for at vi skal blive ens, som bloggeren Mette har peget på her: frigørelsen af de stereotype kønsopfattelser er lige præcis retten til at være forskellige; til at være kvinder og mænd på utallige måder. Det er traditionalisterne der vil have den ene halvdel af menneskeheden til at være på én måde og den anden på en anden måde. Og denne måde, kunne man tilføje, er dikteret af det som de kalder ”naturen”, hvormed de mener den victorianske kønsopfattelse omkring år 1900.

Det er altså dem der har de mest stereotype opfattelser af hvordan vi bør være, der samtidig paradoksalt opfatter sig som garant for forskellighed, selv om de kun ser to slags mennesker. De tror at maskuliniteten skulle være truet af omsorg, eller at feminiteten skulle være truet af styrke. Og dermed tror de ikke på styrken til fleksibilitet i hverken det mandlige eller det kvindelige. Maskulinitet og feminitet er åbenbart bare facader der skal opretholdes gennem disciplin og fastholdelse af traditionen. Men hvis der virkelig fra naturen findes kvinder og mænd – og det gør der – så må kønnene kunne holde til at man udvikler de sociale konventioner hen imod mere åbne kønsroller.

Så ja, jeg er ”feminist”, men jeg ville ønske at der fandtes et bedre ord, som netop ikke var kønsspecifikt, men som handlede om en udvidelse af kønsrollerne for begge køn.

P.S. Jeg vil gerne understrege at dette synspunkt ikke er et opgør med det biologiske køn. Der er naturligvis biologiske forskelle på mænd og kvinder, heriblandt hormonelle og neorologiske og dermed personlighedsmæssige. Det er et faktum. Man skal bare ikke naturalisere gennemsnitsmanden og gennemsnitskvinden eller naturalisere nogle historisk udviklede kønsroller og ensrette os efter dem. For de biologiske forskelle i personlighed er i høj grad statistiske, med store individuelle forskelle. Så store individuelle forskelle, at det er vigtigt at have en mangfoldig og fleksibel opfattelse af hvordan en mand er og hvordan en kvinde er. Ikke for at gøre dem ens, tværtimod.

Links
Anne-Grethe Bjarup Riis vs. Klaus Riskær
Den kærlige far er ikke en mor - kritik af Henrik Jensen
Toiletbrættet og kønskampen

Torben Sangild, 2007 (citér altid med kildeangivelse)

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/707.

Listed below are links to weblogs that reference Mænd, feminisme, faderrolle og forskellighed:

» Søren Faulis kønskamp from Torben Sangilds weblog
Filminstruktøren Søren Fauli har et opgør med kvinderne i øjeblikket. Det er der foreløbig kommet en kronik og en udstilling ud af. Mens kronikken er problematisk er udstillingen stærkt problematisk. Her fægtes der virkelig mod møllevinger... [Read More]

Kommentarer

Jeg er enig, det ville være godt med et begreb, der gav udtryk for at '-ismen' handler om begge kønsroller. 'Queer' duer desværre ikke helt...

Hmm....

Men handler debatten egentlig ikke grundlæggende om væsenstænkning vs. forestillingen om sociale konstruktioner der i en vis forstand ekskluderer ontologisk tænkning. I hvert fald fundamental ontologisk tænkning. (den vil jeg gerne uddybe hvis der er tvivl om, hvad jeg mener)

Jeg mener din formulering her lider af netop den svaghed.

"Men hvis der virkelig fra naturen findes kvinder og mænd – og det gør der – så må kønnene kunne holde til at man udvikler de sociale konventioner hen imod mere åbne kønsroller."

På den ene side findes køn, på den anden side er der forskelligheder der fra naturens hånd gør det umuligt at fjerne forskellen helt.

På mig virker det indlysende, at der er ting mænd har med sig, som kvinder ikke har med sig. Og her tænker jeg ikke kun på fysiske forskelle. Lad endelig det indlysende ligge.

Denne debat drukner alt for ofte på en psykologisk niveau, hvor konkrete bleskift bliver et spørgsmål om ansvar, dovenskab osv. Der tolkes til høre og venstre på forudsætninger etc. Klaus Riiskjær er en doven hund. Ok, men hvad om det rent faktisk virker i hans forhold, kan man så tillade sig at slutte han er en doven hund (hvad jeg feks mener)

Så må kønnene kunne holde til en udvikling, ser det ud til at du mener.

Hvad for en udvikling?
Et fald i antallet af skilsmisser? Og er det i sig selv et succeskriterium?

HVIS der er tale om kønsmæssige konstruktioner, er der så ikke lagt grundigt i ovnen til social darwinisme?

Såfremt der ikke er tale om sociale konstruktioner men "kun" tale om komplementaritet mellem køn. Hvordan kommer vi så lige videre i den til tider noget anstrengende debat, der efter min mening er en metadebat fordi den ikke tager fat om roden= udgangspunktet.

Lotte: Jeg har læst dit indlæg tre gange nu, og det er mig stadig uklart hvad din indvending er, men jeg skal forsøge at svare på de dele jeg måske har forstået.

Du spørger om ikke det er en diskussion om væsenstænkning vs. socialkonstruktivisme, og svaret er: nej. Det er præcis denne dumme dikotomi jeg forsøger at komme ud over.

Du udlægger tilsyneladende også min tekst som om jeg ville forsøge at "fjerne forskellene" mellem kønnene, som du siger. Igen: nej, det er præcis min pointe at jeg plæderer for forskellighed, men ikke i form af en binær kliché.

Hvad for en udvikling? spørger du, og siger noget om skilsmisser. Hvad for skilsmisser? kunne jeg passende spørge tilbage. Det turde fremgå klart hvilken udvikling jeg taler om: en udvikling hen imod et mere nuanceret billede af manden.

Socialdarwinisme? Hvad snakker du om?

Hvad er det for en rod du gerne vil have fat i?

Jeg vil gerne have en afklaring, for jeg synes ikke du kommenterer mit indlæg, men blot nogle tågede forestillinger som jeg ikke ved hvor du har fra. Læs mit indlæg igen og kommentér noget jeg faktisk siger.

Du har helt ret i, at jeg læste for meget ind i din tekst. Det beklager jeg. Kald det betinget ureflekteret adfærd så snart jeg ser ord som feminist, maskulinitet, kønsforskelle og kønsdebat, ser jeg ikke længere klart. Tilsæt det udsagnet, som du ikke brugte: Køn er en social konstruktion, og undertegnede læner sig op af en mental blodprop. (Fik jeg nævnt Kvinder for Ligheds projekt der i deres iver for kvinders frihed overser netop friheden for begge køn og dermed underminerer mandens forholdet til både barn og kone og…)

Jeg har nu forsøgt at skrive mig frem til et ordentligt svar de sidste timer, men må vist bare konstatere, at jeg gjorde mig skyldig i at overhælde dit indlæg med fordomme og fejlslutninger.

Jeg ville frem til noget i den her stil:
Den ene er det biologisk adskilte køn, der eksisterer gennem anatomiske forskelle, f.eks. kønsorganer og bryster. Den anden er en social konstruktion af køn. Bourdieu

For mig at se er det indlysende, at de to virker ind på hinanden, og det er det jeg tror, skaber meget af den ukonstruktive debat. Fordi den ene part henviser til en næsten ontologisk forudsætning, der grunder sig i fastlåst idé om, at fordi der eksisterer en biologisk forskel kan der sluttes direkte til f.eks. sociale normer uden om f.eks. indlysende samfundsskabte magtforhold, der biologisk betragtet grunder sig i bl.a. fysiske forskelle. På den baggrund er det meget vanskeligt at undgå at lande i den trættende debat. Alene fordi der mangler definitioner af, hvad der ér feminint og hvad der er maskulint. Eller mandligt og kvindeligt, om du vil. Jeg tror (desværre) ikke, at vi (man) kommer uden om den debat. Socialkonstruktivisterne har gode pointer. Det har de der tænker væsen som udgangspunkt imidlertid også. På en eller anden måde burde /skulle de tænkes sammen med henblik på at komme frem til noget der både er kønsspecifikt og ikke kønsspecifikt. Jeg tror, det ville gavne debatten.


Det var bedre. Vi er nemlig helt enige i at det er trættende med biofober på den ene side og biomaner på den anden side, der ikke kan se følgende indlysende:

A. Mennesket er et biologisk væsen, der (som alle biologiske væsener) indgår i en kultur, der i høj grad former det. Mennesket er formentlig det væsen der er mest kulturelt.

B. Det er ikke muligt at skelne klart mellem hvad der er hvad, omend hormonelle reaktioner peger i retning af biologien og kulturelle forskelle peger i retning af det sociale. men i regelen er de sammenvævede.

Det er ikke en gang så vigtigt at skelne, for ideen om at naturen skulle være determinerende og kulturen let foranderlig er også blot en fordom. Lad mig blot nævne Adorno/Horkheimers begreb om kulturen som en "Anden natur".

Derfor forsøger jeg at skrive en anden type tekst, der slet ikke tager udgangspunkt i denne diskussion, men i den reale mulighed for en ændret faderrolle. Fordi den er mulig er der ikke nogen der skal komme og dømme den ude som feminin eller unaturlig. De begår en fejlslutning, og det er den jeg kritiserer.

Det samme kan man gøre med en lang række andre eksempler.

Er der nogen, der forhindrer dig i at være far på den måde, du ønsker?

Det tror jeg næppe, der er.

Nej, det har aldrig været nemmere. Men det er ikke på grund af folk som dig.

Nej, det er jeg nok for ung til at have haft indflydelse på.

Min pointe er, at lever vi i et frit samfund, som jeg - i øvrigt - mener vi bør; er det uinteressant, om det er kulturen eller naturen der determinerer "kønsroller."

Folk kan gøre, som de har lyst til. Det indebærer, at nogle vil leve som man gjorde i de mere traditionelle samfund, mens andre vil leve anderledes.

Det frie samfund står altså i opposition til både det traditionelle OG det feministiske idealsamfund, for i idealsamfundet er der INGEN der lever som man traditionelt gjorde.

Jeg fornemmer på din tone, at du dømmer mig, men du kender mig jo ikke. Tydeligvis.

Men så lyder vi jo ikke så uenige.

Min dom byggede udelukkende på et hurtigt kig på din blog, hvor du ikke ligefrem virkede som om du ønskede andet end tilbage til traditionen. Hvis det var forkert, beklager jeg.

Men hvis folk kan gøre som de har lyst til, hvorfor føler du dig så undertrykt? Hvorfor yder du så modstand? kunne jeg lige så vel spørge dig.

Og svaret er vel det samme. Du kan leve som det passer dig og jeg kan leve som det passer mig, men vi er begge interesseret i at forholde os kritisk til visse kønsdiskussioner. At vi mener noget ganske forskelligt er et spørgsmål om indholdet.

Tak fordi du gav mig en chance til!

Vi er forskellige på bloggen. Nogle få vil sikkert "tilbage til traditionen." De fleste vil ikke.

Faktisk har jeg selv stor sympati for mange af de tidligere feminister, men i det store hele, mener jeg, at bevægelsen har taget en uheldig drejning væk fra fokus på individets rettigheder.

Først blev den mere gruppe-orienteret. Derefter tog den staten i brug som værktøj til at tvinge egne idealer ned over alle borgere, noget gruppe-orienterede bevægelser altid ender med at gøre.

Statsfeminismen arbejder for, at vi som køn skal være fordelt med 50 / 50 inden for alle områder. Staten *har da* taget det standpunkt, at der ikke er nogen forskelle fra naturens side (ellers er den i hvert fald meget kynisk, hvis den vil tvinge os væk fra spontan orden ind i tvunget orden) og forholder sig dermed *ikke* agnostisk til spørgsmålet om, hvor forskellene mellem mænd og kvinder opstår.

Når nu stats-idealet er på plads, kan alverdens sanktioner indføres for at realisere disse 50 / 50 fordelinger. Så får pædagoger instrukser om, hvordan de skal håndtere børnene så de styres mod det ideal, økonomiske incitamenter gives, bestemte udtryk og reklamer forbydes fordi de modarbejder statens mål, kvoteordninger indføres, etc, etc. Målet helliger pludselig midlet. Så ender vi ovre i den totalitære stat.

Vi reguleres efterhånden på alle områder med det formål at styre os mod en fordeling, som måske er totalt ude af trit med, hvad vi egentligt ønsker.

Jeg mener ikke samfundet bør være udstillingsvindue for politiske idealer. Derimod bør man se på hvilke *behov* folk rent faktisk har.

Derfor går jeg ind for en kraftig decimering af staten.

Det er lidt svært at skrive her, fordi kommentarfeltet er meget snævert ( i hvert fald i FF). Et par links forklarer min pointe:

http://hansside.dk/forum/mainstreaming_eller_fri_fordeling

http://hansside.dk/blog/jfa/konsmainstreaming-er-ren-totalitarisme.html

http://hansside.dk/blog/admin/de_forste_feminister_var_helte_nutidens_feminister_er_totalitaere_sutsko

Mit eget ideal tager udgangspunkt i en individualisme, der søger at skabe vilkår, der gør det muligt at individer kan placere sig, der hvor deres evner og lyster egner dem.

Og sådan et udsagn som det her var den præcise årsag til, at jeg begyndte at tale om væsenstænkning. jf. mit utydelige bidrag lidt længere oppe.
Det udsagn alene indeholder et hav af indholdsmæssige problemer, der minder mig om mand/kvinde-ontologisk tænkning pakket ind i pseudofænomenologi eller kønsmetafysik om du vil.

Bare et enkelt spørgsmål:

Hvad konkret skal afgøre, hvad der er individuelle evner og lyster?

Hvem er fremkommet med det udsagn du kritiserer her, Lotte, og hvor? Jeg kan ikke finde det i mit eget indlæg. Så hvordan kan det være anledning til din reaktion på mit indlæg? Afklaring, please.

Lotte - tak for interessen.

"Mit eget ideal tager udgangspunkt i en individualisme, der søger at skabe vilkår, der gør det muligt at individer kan placere sig, der hvor deres evner og lyster egner dem."

Jeg lægger jo ikke skjul på at dette er et ideal. I virkeligheden er det overordentligt vanskeligt at adskille tingene.

Den eneste måde man kunne skille det naturlige fra det sociale ville være ved at pakke børn ind i rumdragter fra fødselen så, hverken de selv eller andre kendte deres køn. Så kunne de ikke selv bevidst optage den ene side frem for den anden og andre kunne heller ikke påvirke dem i en bestemt retning med udgangspunkt i køn fordi ingen ville kende dette.

Den slags forsøg er dog upraktiske og jeg tror faktisk ikke der er så mange der som Skinner går så meget op i det, at de er villige til at bekoste det her blot for at undgå
kønsspecifikke aspekter i socialiseringen.

"Jeg lægger jo ikke skjul på at dette er et ideal. I virkeligheden er det overordentligt vanskeligt at adskille tingene."

Ja, jeg ved sørme ikke, hvad jeg skal sige. Men du har ret i ovenstående, at det er et ideal. Jeg finder det imidlertid uhyre vanskeligt ikke at komme til den konklusion at næsten ethvert forsøg på at føre en debat om mænd vs. kvinder tilbage til et spørgsmål om evner, lyster og individualisme jf. et naturligt udgangspunkt altid lander i en kønsmetafysik, hvor manden er hanbavianen, der skyder med skarpt og kvinden er den med omsorgen. Det er trættende og har igen fornuftig ontologisk forudsætning, der kan føre til andet end kønspolitisk snik snak.

Jeg ved simpelthen ikke hvad kønsspecifikke aspekter i socialiseringen er for en størrelse andet end brugen af den sunde fornuft.

Kvinder har et forspring i og med fødslen. Den er ikke meget længere i min verden. Mænd har noget de skal indhente, når barnet er født. Og det gør manden, hvis han ved, hvad der er godt for ham selv og hans barn og hans forhold. Hvordan han gør det, det er hans og hendes sag.

Sangild skrev længere oppe
"det har aldrig været nemmere."

Jeg er helt enig. Det har aldrig været lettere. Og en vis regulering er selvfølgelig nødvendig. Det er ikke sjovere for en kvinde at skifte ble, end det er for en mand. Det samme med barsel. Gylp dufter dejligt, og jeg under enhver mand at være smurt ind i bræk et par måneder og aldrig komme i tøjet fordi børn tager tid. Hvis ikke samfundet regulerede det i en vis forstand, ville kvinderne få al gylpen alene, og det ville da være synd for mændene. Den slags skal man nemlig ikke ønske sig at gå glip af.

Over and out!

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2