Arkiv: februar 2008

« september 2007 | Forside | marts 2008 »

26.02.2008

Stemmen som personlig identitet

Når vi bruger stemmen, udtrykker vi os selv. Sådan lyder i hvert fald en meget udbredt ide om stemmen. At synge opfattes mere personligt end at spille på et instrument. Og vi hører stemmer anderledes i musik end vi hører alle de andre lyde.

Forleden dag opdagede jeg at der også er en juridisk variant af dette, idet både Bette Midler og Tom Waits har rettens ord for at deres stemmes klang er en del af deres personlige ejendom og identitet, og at man derfor plagierer deres identitet hvis man plagierer deres stemme. Det har jeg skrevet om nedenfor:

Stemmen som individuelt udtryk
Stemmen er kroppens eget instrument, og den er samtidig noget ganske individuelt. Jeg har en stemme, du har en stemme, vi udtrykker os gennem stemmen alle sammen. Lyden af en sangstemme opfattes anderledes og mere personligt end lyden af et instrument.

Dette har mange konstateret, men i min aktuelle forskning (som bl.a. handler om hvad der sker med den elektronisk manipulerede stemme), er jeg stødt på et interessant fænomen: sangstemmens identitet kan beskyttes juridisk mod at blive efterlignet kommercielt. Dette er nemlig tilfældet i sagerne Bette Midler vs. Ford Motor Company og Tom Waits vs. Frito Lay. Både Bette Midler og Tom Waits har fået medhold i at deres stemmer er en del af deres identitet, som er lige så distinkt som deres ansigter. De fik også høje pengebeløb i erstatning.

Jeg er ikke jurist eller det der ligner, og bevæger mig ud i ukendt (men spændende) territorium. Jurister og jura-kyndige skal være velkomne til at supplere korrigere eventuelle juridiske detaljer. Det som primært interesserer mig, er den måde stemmens særstatus etableres på.

Jeg skal understrege (som retsdokumenterne også gør) at der ikke er tale om copyright og ej heller om stilefterligning. Der er tale om at tage en professionel musikers ”identitet”. Som der står i dommerens udtalelse: "Man kan ikke have copyright på en stemme, idet den ikke er fikseret. Det som skal beskyttes her, er mere personligt end noget ophavsretsligt værk."

Før jeg beskriver sagerne vil jeg lige komme med et par citater fra retsdokumenterne, som i øvrigt er mine eneste kilder til de nedenstående redegørelser:

Citater fra retsdokumenterne
”En stemme er lige så distinkt og personlig som et ansigt. Den menneskelige stemme er en af de mest håndgribelige måder identitet manifesteres på. Vi kender alle det at en ven genkendes efter få ord over telefonen. På et filosofisk plan har det været konstateret at med lyden af en stemme ’står den Anden foran mig’ (D. Ihde)”

”Sangeren manifesterer sig selv i sangen. At efterligne [impersonate] hendes stemme er at plagiere hendes identitet”

”De anklagede…tilegnede sig dele af hendes identitet”

”Det handler om Waits’ ret til at kontrollere brugen af hans identitet, som den kommer til udtryk [is embodied] i hans stemme”

Bette Midler vs. Ford Motor Company (1988)
Midler.jpg

Fords reklameagent købte rettighederne til Bette Midler-sangen ”Do You Want To Dance” (af dem som havde skrevet sangen) med henblik på at bruge den i deres ”Yuppie”-kampagne, henvendt til unge yuppier, som det hed i 80’erne. De forsøgte at få Bette Midler til at medvirke eller godkende hendes version af sangen. De fik et prompte og udtrykkeligt nej fra hendes agent. Bette Midler medvirker aldrig i reklamer.

Firmaet hyrede så Ula Hedwig til at synge sangen til reklamen. Hedwig var ikke hvem som helst. Hun havde tidligere sunget backing for Midler, og hun blev bedt om at lyde så meget som Midler som overhovedet muligt. Resultatet var at det lød præcis som hende, og meget tæt på originaludgaven. Dog blev der udeladt enkelte vokale ”aaah”-udgydelser med henvisning til at de ikke egnede sig til reklamen, men det var der ikke mange der bemærkede når først musikken spillede.

Bette Midler sagsøgte Ford og vandt. Konklusionen lød: ”Når en distinkt stemme hos en professionel sanger, som er bredt kendt med vilje imiteres med henblik på at sælge et produkt, har sælgerne tilegnet sig noget som ikke er deres, og har begået et erstatningsforpligtende retsbrud [tort]”.

Tom Waits vs. Frito Lay (1991-92)
Waits.jpg

Frito-Lay laver junkfood, og da de skulle lancere deres mexicanske majschips ”SalsaRio Doritos”, fandt deres reklamefirma inspiration i Tom Waits-sangen ”Step Right Up” (fra Small Change, 1976) – ironisk nok en sang der gør grin med reklameindustrien. Det afholdt dem ikke fra at lave en lignende sang med samme ordspil og rim, som beviseligt var direkte bygget på ”Step Right Up”. Men nu må jeg understrege igen: det er ikke denne lighed som retssagen handler om.

Firmaet ville gerne have fat i en sanger der lød som Tom Waits. De fik fat i Stephen Carter, som var en stor Tom Waits-fan, og som havde flere Waits-numre på repertoiret. Han sang den nykomponerede sang, og det lød skræmmende meget som Tom Waits. Så meget at reklamefirmaet faktisk blev lidt bange, og konsulterede deres advokat til at rådgive sig. For en sikkerheds skyld indspillede de en anden version med en anden sanger, men den var der ingen af dem der kunne lide. De fik også Carter til at lave en lidt mindre Waits-agtig version, men den blev også forkastet. De ville have Waits-lyden. Så de gjorde det, vel vidende at der kunne være en risiko.

I efteråret 1988 sad Tom Waits i et radiostudie i Los Angeles. Han medvirkede selv i et radioprogram, og da reklamesangen for SalsaRio Doritos fyldte lokalet, fik han et chok. Han vidste med det samme at folk ville høre dette som ham og tro at han havde givet køb på sit klare princip om aldrig at medvirke i reklamer. I de efterfølgende dage blev chokket vendt til vrede. Waits ringede rundt til alle sine venner for at fortælle dem, at det altså ikke var ham. Der var også folk der ringede til ham og sagde ”Nej altså, Tom, den dér Doritos-reklame…”. Han følte at han var blevet udstillet som hykler på falske vilkår.

Så han lagde sag an mod Frito-Lay og deres reklamefirma. Retssagen henviste adskillige gange tilbage til Bette Midler-sagen, der fungerede som præcedens. Waits fik medhold, og Frito-Lay appelerede. Men igen fik Waits medhold og over 2 millioner dollars.

Iagttagelser
I begge tilfælde spillede det en stor rolle at der var tale om så kendte og særprægede stemmer, at man ville forveksle imitationerne med hhv. Midler og Waits. Der blev især i Waits’ tilfælde lagt vægt på at disse sangere havde som princip aldrig at medvirke i reklamer, og at reklamen derfor var med til at ødelægge deres rygte.

I begge tilfælde var der jury-afgørelser, og disse jurymedlemmer skulle lytte til både reklamen og en del sange af Midler/Waits for at afgøre om imitationen stjal sangerens identitet.

I Waits-sagen blev følgende beskrivelse af hans stemme citeret: ”Waits lyder som man ville lyde hvis man drak en flaske bourbon, røg en pakke cigaretter og slugte en pakke barberblade…sent om natten, efter ikke at have sovet i tre døgn”. Denne beskrivelse kommer fra en fan, og er så vidt jeg kan se den eneste beskrivelse af hans stemme, bortset fra adjektiverne ”skurrende” [raspy] og ”ru” [gravelly].

De anklagede i Waits-sagen forsvarede sig med at det ikke var en efterligning af Waits, men kun af hans stil. Dette blev dog afvist. Stemmen er mere end en stil. Og det er også derfor, kunne man tilføje, at man aldrig ville få en sådan sag ved at nogen efterlignede fx en bestemt guitarists måde at spille på. Og det er her at også juraen viser at vi opfatter stemmer som mere personlige end instrumenter.

Teksten til Doritos-reklamen lyder: ”It’s buffo, boffo, bravo, gung-ho, tally-ho, but never mellow…try’em, buy’em, get’em, got’em.”

Afsluttende kommentarer
Jeg skal ikke gøre mig klog på den juridiske holdbarhed af dommene, men det er i hvert fald interessant at stemmen i disse domme opfattes som lige så vigtige en del af en sangers identitet som fx ansigtet - og også at filosoffen Don Ihde citeres i den anledning. Det betyder at det at efterligne en stemme i en reklame svarer til at lade en lookalike tone frem og implicit udgive sig for at være sangeren.

Der er et indbygget paradoks i på den ene side at sige at ens stemme er så særpræget at den er en del af ens identitet og så på den anden side at nogen er i stand til at efterligne dette unikke udtryk for ens personlighed så man ikke kan høre forskel.

Måske kunne paradokset løses ved at udskifte begreberne ”personlighed” og ”identitet” med ”persona” og ”brand”. For det er jo det, det handler om.

Jeg siger ikke at stemmen er en del af vores identitet. Jeg gør opmærksom på at det opfattes sådan, selv i juridiske sammenhænge. Det er interessant i forhold til den elektronisk fragmenterede eller forvrængede stemme, som netop afpersonaliseres i større eller mindre grad.

Links
Midler vs. Ford
Waits vs. Frito Lay

NB: Hvis du ønsker at skrive om dette emne og bruge mine referater og iagttagelser, så husk at kreditere mig, ellers er det plagiat. Også hvis det ”bare” er en skoleopgave. Dette er alvorligt ment, trods sammenfaldet med tekstens emne.

Torben Sangild, 2008

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2