« Hermeneutikerne vs. sociologerne | Forside | Hvad er kunst? Andet forsøg »

26.02.2008

Stemmen som personlig identitet

Når vi bruger stemmen, udtrykker vi os selv. Sådan lyder i hvert fald en meget udbredt ide om stemmen. At synge opfattes mere personligt end at spille på et instrument. Og vi hører stemmer anderledes i musik end vi hører alle de andre lyde.

Forleden dag opdagede jeg at der også er en juridisk variant af dette, idet både Bette Midler og Tom Waits har rettens ord for at deres stemmes klang er en del af deres personlige ejendom og identitet, og at man derfor plagierer deres identitet hvis man plagierer deres stemme. Det har jeg skrevet om nedenfor:

Stemmen som individuelt udtryk
Stemmen er kroppens eget instrument, og den er samtidig noget ganske individuelt. Jeg har en stemme, du har en stemme, vi udtrykker os gennem stemmen alle sammen. Lyden af en sangstemme opfattes anderledes og mere personligt end lyden af et instrument.

Dette har mange konstateret, men i min aktuelle forskning (som bl.a. handler om hvad der sker med den elektronisk manipulerede stemme), er jeg stødt på et interessant fænomen: sangstemmens identitet kan beskyttes juridisk mod at blive efterlignet kommercielt. Dette er nemlig tilfældet i sagerne Bette Midler vs. Ford Motor Company og Tom Waits vs. Frito Lay. Både Bette Midler og Tom Waits har fået medhold i at deres stemmer er en del af deres identitet, som er lige så distinkt som deres ansigter. De fik også høje pengebeløb i erstatning.

Jeg er ikke jurist eller det der ligner, og bevæger mig ud i ukendt (men spændende) territorium. Jurister og jura-kyndige skal være velkomne til at supplere korrigere eventuelle juridiske detaljer. Det som primært interesserer mig, er den måde stemmens særstatus etableres på.

Jeg skal understrege (som retsdokumenterne også gør) at der ikke er tale om copyright og ej heller om stilefterligning. Der er tale om at tage en professionel musikers ”identitet”. Som der står i dommerens udtalelse: "Man kan ikke have copyright på en stemme, idet den ikke er fikseret. Det som skal beskyttes her, er mere personligt end noget ophavsretsligt værk."

Før jeg beskriver sagerne vil jeg lige komme med et par citater fra retsdokumenterne, som i øvrigt er mine eneste kilder til de nedenstående redegørelser:

Citater fra retsdokumenterne
”En stemme er lige så distinkt og personlig som et ansigt. Den menneskelige stemme er en af de mest håndgribelige måder identitet manifesteres på. Vi kender alle det at en ven genkendes efter få ord over telefonen. På et filosofisk plan har det været konstateret at med lyden af en stemme ’står den Anden foran mig’ (D. Ihde)”

”Sangeren manifesterer sig selv i sangen. At efterligne [impersonate] hendes stemme er at plagiere hendes identitet”

”De anklagede…tilegnede sig dele af hendes identitet”

”Det handler om Waits’ ret til at kontrollere brugen af hans identitet, som den kommer til udtryk [is embodied] i hans stemme”

Bette Midler vs. Ford Motor Company (1988)
Midler.jpg

Fords reklameagent købte rettighederne til Bette Midler-sangen ”Do You Want To Dance” (af dem som havde skrevet sangen) med henblik på at bruge den i deres ”Yuppie”-kampagne, henvendt til unge yuppier, som det hed i 80’erne. De forsøgte at få Bette Midler til at medvirke eller godkende hendes version af sangen. De fik et prompte og udtrykkeligt nej fra hendes agent. Bette Midler medvirker aldrig i reklamer.

Firmaet hyrede så Ula Hedwig til at synge sangen til reklamen. Hedwig var ikke hvem som helst. Hun havde tidligere sunget backing for Midler, og hun blev bedt om at lyde så meget som Midler som overhovedet muligt. Resultatet var at det lød præcis som hende, og meget tæt på originaludgaven. Dog blev der udeladt enkelte vokale ”aaah”-udgydelser med henvisning til at de ikke egnede sig til reklamen, men det var der ikke mange der bemærkede når først musikken spillede.

Bette Midler sagsøgte Ford og vandt. Konklusionen lød: ”Når en distinkt stemme hos en professionel sanger, som er bredt kendt med vilje imiteres med henblik på at sælge et produkt, har sælgerne tilegnet sig noget som ikke er deres, og har begået et erstatningsforpligtende retsbrud [tort]”.

Tom Waits vs. Frito Lay (1991-92)
Waits.jpg

Frito-Lay laver junkfood, og da de skulle lancere deres mexicanske majschips ”SalsaRio Doritos”, fandt deres reklamefirma inspiration i Tom Waits-sangen ”Step Right Up” (fra Small Change, 1976) – ironisk nok en sang der gør grin med reklameindustrien. Det afholdt dem ikke fra at lave en lignende sang med samme ordspil og rim, som beviseligt var direkte bygget på ”Step Right Up”. Men nu må jeg understrege igen: det er ikke denne lighed som retssagen handler om.

Firmaet ville gerne have fat i en sanger der lød som Tom Waits. De fik fat i Stephen Carter, som var en stor Tom Waits-fan, og som havde flere Waits-numre på repertoiret. Han sang den nykomponerede sang, og det lød skræmmende meget som Tom Waits. Så meget at reklamefirmaet faktisk blev lidt bange, og konsulterede deres advokat til at rådgive sig. For en sikkerheds skyld indspillede de en anden version med en anden sanger, men den var der ingen af dem der kunne lide. De fik også Carter til at lave en lidt mindre Waits-agtig version, men den blev også forkastet. De ville have Waits-lyden. Så de gjorde det, vel vidende at der kunne være en risiko.

I efteråret 1988 sad Tom Waits i et radiostudie i Los Angeles. Han medvirkede selv i et radioprogram, og da reklamesangen for SalsaRio Doritos fyldte lokalet, fik han et chok. Han vidste med det samme at folk ville høre dette som ham og tro at han havde givet køb på sit klare princip om aldrig at medvirke i reklamer. I de efterfølgende dage blev chokket vendt til vrede. Waits ringede rundt til alle sine venner for at fortælle dem, at det altså ikke var ham. Der var også folk der ringede til ham og sagde ”Nej altså, Tom, den dér Doritos-reklame…”. Han følte at han var blevet udstillet som hykler på falske vilkår.

Så han lagde sag an mod Frito-Lay og deres reklamefirma. Retssagen henviste adskillige gange tilbage til Bette Midler-sagen, der fungerede som præcedens. Waits fik medhold, og Frito-Lay appelerede. Men igen fik Waits medhold og over 2 millioner dollars.

Iagttagelser
I begge tilfælde spillede det en stor rolle at der var tale om så kendte og særprægede stemmer, at man ville forveksle imitationerne med hhv. Midler og Waits. Der blev især i Waits’ tilfælde lagt vægt på at disse sangere havde som princip aldrig at medvirke i reklamer, og at reklamen derfor var med til at ødelægge deres rygte.

I begge tilfælde var der jury-afgørelser, og disse jurymedlemmer skulle lytte til både reklamen og en del sange af Midler/Waits for at afgøre om imitationen stjal sangerens identitet.

I Waits-sagen blev følgende beskrivelse af hans stemme citeret: ”Waits lyder som man ville lyde hvis man drak en flaske bourbon, røg en pakke cigaretter og slugte en pakke barberblade…sent om natten, efter ikke at have sovet i tre døgn”. Denne beskrivelse kommer fra en fan, og er så vidt jeg kan se den eneste beskrivelse af hans stemme, bortset fra adjektiverne ”skurrende” [raspy] og ”ru” [gravelly].

De anklagede i Waits-sagen forsvarede sig med at det ikke var en efterligning af Waits, men kun af hans stil. Dette blev dog afvist. Stemmen er mere end en stil. Og det er også derfor, kunne man tilføje, at man aldrig ville få en sådan sag ved at nogen efterlignede fx en bestemt guitarists måde at spille på. Og det er her at også juraen viser at vi opfatter stemmer som mere personlige end instrumenter.

Teksten til Doritos-reklamen lyder: ”It’s buffo, boffo, bravo, gung-ho, tally-ho, but never mellow…try’em, buy’em, get’em, got’em.”

Afsluttende kommentarer
Jeg skal ikke gøre mig klog på den juridiske holdbarhed af dommene, men det er i hvert fald interessant at stemmen i disse domme opfattes som lige så vigtige en del af en sangers identitet som fx ansigtet - og også at filosoffen Don Ihde citeres i den anledning. Det betyder at det at efterligne en stemme i en reklame svarer til at lade en lookalike tone frem og implicit udgive sig for at være sangeren.

Der er et indbygget paradoks i på den ene side at sige at ens stemme er så særpræget at den er en del af ens identitet og så på den anden side at nogen er i stand til at efterligne dette unikke udtryk for ens personlighed så man ikke kan høre forskel.

Måske kunne paradokset løses ved at udskifte begreberne ”personlighed” og ”identitet” med ”persona” og ”brand”. For det er jo det, det handler om.

Jeg siger ikke at stemmen er en del af vores identitet. Jeg gør opmærksom på at det opfattes sådan, selv i juridiske sammenhænge. Det er interessant i forhold til den elektronisk fragmenterede eller forvrængede stemme, som netop afpersonaliseres i større eller mindre grad.

Links
Midler vs. Ford
Waits vs. Frito Lay

NB: Hvis du ønsker at skrive om dette emne og bruge mine referater og iagttagelser, så husk at kreditere mig, ellers er det plagiat. Også hvis det ”bare” er en skoleopgave. Dette er alvorligt ment, trods sammenfaldet med tekstens emne.

Torben Sangild, 2008

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/712.

Kommentarer

Hér er der tale om folk, der ikke til forveksling ville sættes i forbindelse med noget, hvor folk ganske nemt kunne foranlediges til at tro, at det var dem selv, der sang. I sådan et tilfælde kunne man jo gøre som den danske TDC(?)-reklame, der benyttede sig at Queens I Want It All, men samtidig utvetydigt markerede, at der var tale om et cover. Det er dét, jeg synes, retsagerne står og falder med; dels at personerne bliver sat i forbindelse med noget, de ikke har rørt ved overhovedet, og dels at der vel er tale om en art falsk markedsføring. Dét afhænger naturligvis af, hvordan du har vinklet parafrasen af sagen, og om ovenstående punkt er gået tabt i skrivelsen, hvilket jeg ikke går ud fra.

Som lidt trivia kom bandet The Romantics for nylig for skade, idet de sagsøgte Harmonix, RedOctane and Wavegroup Sound for deres coverversion af én af deres sange brugt i compuerspillet Guitar Hero Encore: Rocks the 80s - fordi det lød for meget som deres oprindelige sang! (sic). De blev mildt sagt ikke populære af det, og deres sag tabte vind, før den fik oparbejdet nogen. Der gøres mig bekendt eksplicit opmærksom på, at der er tale om en coverversion i spillet, og en så god efterligning af den oprindelige sang må naturligvis tilstræbes af coverkunstnerne, medmindre andet eksplicit indskærpes fra de(n) oprindelige kunstner(e).

Link til dem, der tror, det er en røver.

(... jeg føler mig forresten lidt snydt af titlen, da jeg troede, at der var tale af en længere interessant diskussion af stemmeretten - noget, jeg faktisk længe har ønsket en eventuel artikel om herfra, særligt i forbindelse med valensen af blankstemmen. :))

Du har helt ret i at hele humlen er at Midler og Waits ikke vil sættes i forbindelse med disse reklamer, og at det er derfor de lægger sag an.

Men det som interesserer mig er at der bruges klart mest krudt på at påvise at stemmen er en lige så vigtig identitetsmarkør som ansigtet. Det er fordi at den lov som bruges handler om at beskytte "publicity identity", og den har hidtil kun gjaldt for ansigter, men med Midler vs. Ford gælder den nu også for "distinkte og bredt kendte" professionelle sangstemmer.

Og det har naturligvis spillet ind begge steder at selskaberne bevidst forsøgte at skabe illusionen om at det var Waits/Midler der sang. De har derfor ikke ønsket at angive i reklamen at der var tale om en imitation (i Waits' tilfælde er det jo ikke en gang en coverversion, men et nyt nummer).

Jeg synes det er flere interessante dimensjoner i det du skriver her Torben, men merker samtidig en viss diskrepans i forhold til noe av utgangspunktet. Og jeg tror det skyldes hvordan det juridiske og det økonomiske innfører andre dimensjoner i diskusjonen om stemmen enn de mer musikalske og/eller estetiske. Det juridiske synes å følge på at man har hatt stemme-substitutter i reklame. Deretter har Midler og Waits gått til sak fordi denne assosiasjonen ikke har stemt (sic) overens med deres ønsker, og de har slik sett blitt tilkjent sine stemmer som en slags branding. Men dertil virker det for meg å komme en tanke om et juridisk subjekt (eller et juridisk individ) som så tilsier at stemmen er kvinnens/mannens individualitet. Det jeg her ikke følger, sånn over i stemmeforskningen, er om man så skal tenke dette (juridiske) subjektet med over i det estetiske, filosofiske, musikalske. For meg å se følger forståelse av de stemmer som diskuteres innenfor dagens interdisiplinære stemmeforskning (innen lydstudier, medieforskning, musikkvitenskap, med mer) på et annet subjektbegrep (kall det gjerne desentrert, [post-]moderne, whatever), der en form for ikke-identitet – som jeg tror juraen har litt problemer med – er mer tilgjengelig, og som dermed gjør den "juridiske person" til en litt uegnet størrelse.
Jeg vil også tro at du i dine studier av elektroniske manipulerte stemmer i større grad kommer i nærheten av stemmen løsrevet fra kroppen (disembodied voice), som dermed har en mye løsere forbindelse både til kropp, individ og personlighet. Heller enn den form for identitet mellom stemme og person som din post her diskuterer, vil jeg tro du så snarere kommer til en diskrepans (eller ikke-identitet) mellom stemme og person. (Per-sonara betyr vel så vidt jeg husker også lyd som kommer gjennom en teatermaske, fra latinsk drama, og utfordrer således den umiddelbare forbindelsen mellom stemme og person).
Jeg ser slik sett muligheter for å diskutere hvordan en stemme hører intimt sammen med en person – slik vi gjenkjenner personer når vi taler med dem i telefonen for eksempel – men jeg vil nødig legge en juridisk forståelse til grunn for diskusjoner av stemmens mulige desentrering i forhold til individet og for muligheter av ulike teknologiske endringer av stemmen (noe som vel ville kunne gjøre at en stemme knapt nok var identisk med seg selv).

Kære Erik,

Tak for din kommentar.

Du misforstår mig, hvis du tror at dette på nogen måde vil være grundlaget for min undersøgelse af den elektroniske stemme - tværtimod, det vil være en fodnote eller et illustrativt eksempel på hvordan vi opfatter stemmen.

Pointen er altså ikke på nogen som helst måde at sige at stemmen er juridisk sanktioneret som identitet og autenticitet, men tværtimod at problematisere dette i den ulegemliggjorte (disembodied) voice. Derfor også påpegningen af paradokset i slutningen af mit indlæg.

Så endnu en gang må jeg sige: Vi er fuldstændig enige!

Nu ville jeg lægge eksemplet herud til almindelig diskussion, men for at skære min egen pointe ud i pap: der er i vores kultur en ide om stemmen som særligt autentisk, ligesom vi lytter til stemmer på andre måder end instrumenter og abstrakte lyde. Det er disse juridiske sager et kuriøst og tankevækkende eksempel på. Men naturligvis mener jeg ikke det holder som essens - altså at en stemme er et autentisk udtryk for en persons identitet. Og den elektroniske stemme er et godt eksempel på det modsatte - for eksempel ved at man gennem elektronisk manipulation kan gøre en stemme mere udtryksfuld end den var før. At filteret kan skabe selve følelsesudtrykket.

Det er som sagt skåret ud i pap, for det er et meget længere argument, hvor stemmens status som inderlig og den elektroniske objektivering af stemmen indgår i en interessant og (så vidt jeg ved) ubeskrevet dialektik. Kender du, Erik, eller andre til tekster der måtte have beskrevet dette, må I endelig lade mig det vide.

Nu har jeg så åbnet for posen - men her på bloggen var det egentlig mest eksemplet, fodnoten, der skulle præsenteres.

Det ante meg at vi ikke var uenige Torben. Og jeg tror sånn sett ikke jeg misforstod deg i din opprinnelige post heller. Mitt "problem" er vel snarere at det juridiske subjekt/person/individualitets-begrep på sin måte er enda mer "inderlig" enn vi er vant til, selv i den mer inderlige diskusjonen om stemmen og personligheten.
Det er selvsagt flere innganger til diskusjoner om stemmen som objekt. Men selv har jeg hatt stor glede av Mladen Dolars artikkel "The Object Voice" (i Slavoj Zizek & Renata Salecl [eds.], 'Gaze and Voice as Love Objects' [Durham: Duke University Press, 1996]), og Michel Poizats 'The Angel's Cry: Beyond the Pleasure Principle in Opera' (Ithaca: Cornell University Press, 1992 - fransk original 1986). Begge diskuterer stemmen som objekt på ulike måter, dog med en viss Lacaniansk tilnærming.
Mladen Dolars bok 'A Voice and Nothing More' (Cambridge: MIT Press 2006) viderefører dette, og der diskuterer han også stemmen i forhold både til lingvistikk, metafysikk, "fysikk" (hans egne hermetegn), etikk, og politikk. Steven Connor diskuterer også lignende forhold til stemmen i 'Dumbstruck: A Cultural History of Ventriloquism' (Oxford: Oxford University Press, 2000), der særlig de siste kapitlene omhandler stemmen i mer elektronisk tidsalder (fra telefon og grammofon and beyond).

Tak for henvisninger, som jeg straks vil tjekke ud.

Dog ligner det at de handler om stemmen som begærsobjekt, mens det jeg interesserer mig for er stemmen som lydobjekt, altså som et fonogram, der kan gentages og bearbejdes og forvrænges og klippes i småstykker.

Jo, særlig Dolar og Poizat er opptatt av begjøresobjektet. Mens hos Connor er det mer av lydobjekt. Og jeg kan godt se at det er noen forskjeller på spill der. Samtidig er det vel også en kulturell dimensjon i fonogrammet, som kan åpnes for diverse lesningere utover de mer tekniske?

Ja, bestemt. Men det kulturelle er jo andet og mere end lacaniansk begær. Det er fx hvad den elektroniske stemme udtrykker, altså betydningsdannelser. Jeg er jo nok i bund og grund hermeneutiker i ordets bredeste forstand. Jeg interesserer mig primært for hvad kunsten udsiger og betyder. Det er i høj grad en kulturel ting.

Jeg kan altså også godt synes det blir for meget begjær i de lacaniansk-inspirerte teoriene; ikke minst fordi det ofte skygger for andre tilganger - eksempelvis betydningsdannelser. Men samtidig er det påfallende mange bøker innenfor "stemme-forskningen" som har en lacaniansk dimensjon; det har nok noe med at stemmen blir et partial-objekt hos Lacan, og nok også noe med deler av filmvitenskapens mer lacanianske sider. Men for meg er det også ret åpenbart at det kan behøves andre innganger til stemmen. Så vi er visst enige igjen.

I øjeblikket kører der under TdF en reklame for Skoda, men en speaker der tydeligt kopierer Jørgen Leth's udtale og stemme. Jeg kom til at tænke på dette blog-indlæg, og på hvorvidt reklamen er ulovlig.

Selv synes jeg i hvert fald at det er umådelig dårlig stil, når man ikke har fået Leth selv til at speake.

Interessant! Der er jo den mulighed at Skoda har betalt Leth for det. Ellers kan man jo fortælle ham om Midler og Waits.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2