« Stemmen som personlig identitet | Forside | Radikal computermusik - Goodiepal: Mort aux vaches Ekstra walkthrough »

08.03.2008

Hvad er kunst? Andet forsøg

Hvor meget jeg end finder spørgsmålet om, hvad kunst er, trivielt og frugtesløst, og hvor meget jeg end undrer mig over, at det optager folk (og journalister) så meget, pusler det alligevel ind imellem i baghovedet. Så i dag fik jeg følgende strøtanke til et nyt forsøg på at sætte dette spørgsmål på plads én gang for alle. Det forekommer mig lige nu mere vellykket end det første fejlslagne forsøg, men der skal nok også være problemer i dette, så lad os endelig få en diskussion. Nedenstående vil indtil videre være mit svar når folk spørger mig om dette eller hint er kunst eller ej:

Hvad kunst er
1. Kunst er ikke en bestemt gruppe af genstande i verden. Det er ikke en ontologisk kategori af ting. Ud af alle verdens genstande er der ikke nogle der er kunst og nogle der er ikke-kunst.

2. Kunst er et perspektiv man kan betragte genstande og fænomener igennem, som giver anledning til andre erfaringer end når man ikke gør det.

3. Alt kan betragtes som kunst og som ikke-kunst. Men det er ikke alt der er lige oplagt at betragte som kunst eller ikke-kunst.

4. Når noget institutionelt indrammes som kunst er man tilbøjelig til at betragte det som kunst. Når dem, som har lavet det, tager identiteten ’kunstner’ på sig, er man mere tilbøjelig til at betragte det som kunst. Kunst er altså en langt stærkere attraktor når et værk eller fænomen er helt eller delvist institutionelt sanktioneret og når det er lavet af en "kunstner".

4a. Og husk at "institutionen" ikke er en entydig størrelse, men er alt fra gallerier over samlere til kritikere og kunstnerne selv. Institutionen er derfor ofte uenig med sig selv - eller rettere: nogle institutionelle aktører har et mere åbent kunstbegreb end andre. Derfor kan man heller ikke bruge den såkaldte "institutionsteori", der definerer kunst som det, der er accepteret af institutionen, for det er langt fra entydigt. Der er altså ikke en klart indenfor/udenfor-dikotomi som kan bruges som kriterium.

5. Noget er interessant som kunst betragtet. Andet er mindre interessant som kunst betragtet. Noget er mere interessant betragtet som noget andet end kunst, dvs. betragtet som fx journalistik, reklame, underholdning, brugsgenstande, vold. Enkelte fænomener er både meget interessante betragtet som kunst og som noget andet. Enkelte fænomener er bare interessante, og det er lige meget om de betragtes som kunst eller ikke. Det afhænger også altid af betragterens sensibilitet.

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/720.

Listed below are links to weblogs that reference Hvad er kunst? Andet forsøg:

» Hornsleths våbeninvesteringsprojekt from Torben Sangilds weblog
Når nogen laver et kontroversielt og spektakulært kunstprojekt, bliver man ofte ringet op af journalister for at udtale sig om det - som regel inden man har sat sig ind i hvad det egentlig handler om. Det mærkelige er, at... [Read More]

Kommentarer

Hej Torben!

Jeg ved så lidt om kunst at det vil være totalt hjemmestik hvis jeg forsøgte mig ud i en definition.

Til gengæld er det at definere min store interesse, så jeg har her et hurtigt forslag til hvordan man kan bære sig ad med at definere ting, så kan du overveje om ikke den kan bruges:

1) Beslut hvilken slags definition du leder efter – hvis ikke ønsker en ’teoretisk definition’ (der siger noget om hvad en bestemt ting er), men fx en ’leksikalsk’ (ordbogs-) eller ’ostensiv’ (udpegende), kan du nok ikke bruge de følgende punkter.

2) Find ud af hvilket ontologisk domæne du opererer med. Jeg vil hævde at en ’cultural kind’ som kunst, skal defineres anderledes end ’natural kinds’ (fx ’guld’ og ’vand’). De sidstnævnte kan definers vha. nødvendige og tilstrækkelige betingelser, mens dette ikke rigtig virker ved de førstnævnte. Grunden er at der er tale om vage begreber fra dagligsproget som ikke kan forstås uafhængigt af menneskelig kategorisering – dvs. et begreb som ’kunst’ er en måde at ordne eller ’skære’ verden på.

3) Jeg mener at cultural kinds bedst defineres gn prototype-teori kombineret med filosofisk analyse. (Prototypeteori er lige som ’familielighed’, bare uden resten af den (uheldige, synes jeg) wittgensteinianske pakke. Dvs. man skal finde ud af hvilke egenskaber folk (alm. mennesker, kunsthistorikere og filosoffer) rent faktisk forbinder med fænomenet kunst. Det bliver sikkert en lang og meget rodet liste (måske 200 egenskaber?) som fx ’hænger på museum’, ’svært at forstå’, ’rører ved sjælen’, ’er spild af penge’, ’åbner nye perspektiver på verden’ osv. – der er mange gode forslag i det du selv skriver og i kommentarerne til din tidligere post.

4) Dernæst kommer den filosofiske analyse på banen. Først systematiseres egenskaberne. Derefter tager hvert enkelt egenskabsforslag og udsætter kunsten for en art ’eidetisk variation’ (klassisk lænestolsfilosofi ) gn dem (overvejer fx om noget kan være kunst hvis det ikke hænger på museum).

5) Når du så har en rimelig (evt vægtet) over sandsynlige karakteristika, har du en slags uhåndterlig ’arbejdsdefinition’ kan du arbejde videre med på forskellige måder. Du kan fx gå ’via negativa’ og spørge hvad er ikke kunst? hvornår holder en ting op med at være kunst? Eller du kan diskutere grænsetilfælde, sammenligne med nærliggende kategorier (fx håndværk), og lignende ting.

6) Måske viser det sig at det er nødvendigt at underdele forskellige kunstarter (musik, digt, skulptur osv) idet de til sammen måske viser sig at udgøre en familie, men at det måske også bliver et klarere resultat hvis du definerer ’digte-kunst’ og ’have-kunst’ hver for sig. Det må komme an på en prøve.

7) Husk! Du vil ende med en værre rodet definition som ikke giver en klar grænse mellem kunst og ikke-kunst, men derimod taler om mere-eller-mindre kunst. Det anser jeg dog for en fordel – det ville være en mærkelig definition der var mere velafgrænset end fænomenet selv.

NB! Jeg glemte at sige: Husk at søge nogle forskningsmidler – det kan tage lidt tid at følge opskriften, så det er ikke sikkert du kan passe et alm. job imens.

Håber du synes om ideen - jeg har udeladt en del detaljer, men tænkte at kommentaren ville blive rigeligt lang som det er.

God fornøjelse :-)
Caroline

Gode punkter. Mit forslag til at koge dem sammen:

'Kunst' er en forkortelse for "Dette [værk, entitet] er specielt og fortjener yderligere opmærksomhed/udforskning i forlængelse af de måder der er konventionaliserede i kunstverdenen (eller grene heraf)".

Og så er jeg fuldstændig enig i at det er et røvsygt spørgsmål om ditten eller datten er kunst eller ej (medmindre der penge på spil - andres penge!).

Det væsentlige er om det er interessant og hvorfor/hvorfor ikke.

Som jeg forstår dig her, så er kunst et spørgsmål om et subjekts relation til et givet fænomen. Groft sagt. Men, ville nogle muligvis indvende, negligere du så ikke skaberens rolle. Den såkaldte kunstners intention. Jeg tænker på, at et subjekt betragter en genstande og erkender, kategorisere, eller hvad vi nu skal kalde det, som kunst. Men skaberens intention har ikke været at fremstille et stykke kunst. Er den kategorisering, som kunst, legitim?

@Caroline: Jeg har skam været der, og det er der utallige filosoffer før mig, der har. Det lader sig ikke gøre via den metode, kan jeg sige med stor sikkerhed, da den er yderst afprøvet.

Man kan så spørge hvorfor det ikke lader sig gøre, og der er flere grunde, hvoraf de vigtigste er at kunst ikke blot er et vagt, men også et dynamisk og selvudfordrende begreb. Kunsten udfordrer løbende sin egen definition, der dermed ikke kan fastlægges. Den flytter sig.

Men derudover lader den eidetiske variation sig ikke gøre, idet der slet ikke er nogen essentielle karaktertræk, der gør det muligt at placere genstande som kunst, ikke-kunst og på grænsen.

Det er derfor jeg siger at kunst ikke er et spørgsmål om ontologi. Der findes ikke genstande som simpelthen er kunst og genstande som simpelthen ikke er kunst. Det er ikke en egenskab ved genstanden, men ved en måde at anskue og omgås genstanden på. Og da genstande kan omgås på begge måder, havner vi i det som jeg har beskrevet som at nogle er mere oplagte at betragte som kunst end andre. Kunst-heden er dermed til stede som en attraktor snarere end en egenskab.

Og hvad angår forskningsmidler, så har jeg heldigvis gang i langt mere spændende forskning end den kedsommelige beskæftigelse det er, at forsøge at finde en definition på kunst.

@Stefan: Udmærket bud. Det eneste problem er at der ligger en kvalitetsdom indbygget, således at kunst bliver lig med god (interessant) kunst.

@Sune: Nej, jeg taler ikke blot om et subjekts relation til genstanden, men også om en institutionel ramme. Herunder nævner jeg også at det spiller ind om der er en skaber (eller udpeger), der betragter det som kunst. Ikke som kriterium, men som attraktor, dvs. som en oplagthed.

Men man kan sagtens anskue noget som kunst, der ikke oprindelig var ment som kunst og omvendt.

Jeg har selv være involveret i et kunstværk, hvor kunstneren selv nægtede at betragte det som kunst, men hvor det var tæt på at havne på et museum. Se mere her.

Kunstnerens intention er i øvrigt generelt overvurderet, men det er en anden diskussion.

Jeg vil give dig ret i at det er aldeles kedsommeligt at forsøge at definere hvad der er kunst....men sjovt nok så forsøger man jo alligevel og forsøger måske at indbefatte, at man ikke kan definere kunst....men du har ret....hver gang vi forsøger med en definition...så er der altid noget, der er udenfor...
Som du selv skriver: " Kunsten udfordrer løbende sin egen definition, der dermed ikke kan fastlægges. Den flytter sig."...så jeg kan kun være enig med dig...

Kernen i problemet er vel, at spørgsmålet snyder spørgeren til at godtage, at der er noget som forbinder alle de måder vi bruger lyden eller bogstavrækken 'kunst'.

Hvis vi forbød brugen af lyden/bogstavrækken 'kunst', så ville størstedelen (hvis ikke al) uenigheden og vagheden (der får folk til at afvise muligheden af en definition) formentlig fordufte.

Hej Torben.
Har lige været lidt rundt på din blog og faldt over dit forsøg på at ’definere kunsten’.

Jeg har et bud der ikke kræver en længere forklaring eller en masse forbehold. Det som måske er problemet, med din definition er, at den er en smule kompliceret og der er for mange forbehold. I forsøget på en omfattende definition, udvandes en ellers holdbar definitionen.

På Det Fynske Kunstakademi, hvor jeg studerer, har Jens Haaning, et næsten sloganagtigt forhold til kunstbegrebet. Haaning har udtalt at ’hvis producenten mener det er kunst, så er det kunst - that’s it!’.
I min optik, er dette et dejligt ukompliceret og frugtbart blik på kunsten.

Hvis alt kan være kunst, er argumentet ofte at man udvander kunsten. Men på den anden side vil jeg mene, at et mere ekskluderende(indenfor/udenfor dikotomien) kunstbegreb, paradoksalt nok også er med til at udvande kunsten. Her tænker jeg på den offentlige kunstnermyte: Den ekskluderede kunstner, der er misforstået af sin samtid. En myte, som flittigt bliver brugt af mindre talentfulde kunstnere.

I et Favrholdtsk kunstbegreb(det institutionelle), vil amatøren med held kunne fremstille sig som avantgarde.


Hvis amatøren får forkastet sit værk som ikke-kunst, kan dennes argument være, at man har afsøgt grænsen for kunst, god smag, osv. Og det som var et hjælpeløst kunstværk, bliver pludselig til en ’kritisk undersøgelse’.

Ved at afvise kunstværker som ikke-kunst, giver man de dårlige kunstnere rollen som outsidere, og forlænger derved unødigt deres kunstneriske løbebane. Jeg vil mene, at der er mange cafekunstnere, der luner sig i det Favrholdtske kunstbegreb.

Hvis en dårlig producent/kunstner vurderes som kunstner, og det han producerer vurderes som kunst, kan man dømme det ude på værkets præmisser, og ikke de institutionelle præmisser. Og det er da noget mere interessant, og ikke mindst - mere præcist.

Hornsleth er jo et meget godt eksempel på, hvordan kritikken ikke bliver rigtig skarp fordi spørgsmålet, som du også selv er inde på, mere omhandler: Er det kunst?

Og sluttelig vil jeg nok mene, at det ikke kan være kunst, hvis ophavsmanden, i dette tilfælde en borgmester, holder fast i, at det at klippe en avis i stykker ikke er kunst, selv om du mener noget andet. Grænsen går, for mig, ved at andre definerer noget som kunst uden producentens accept (med mindre det er en del af en kunstnerisk dagsorden...).

Jeg er klar over, at nogle kunstnere gennem tiden, har fravalgt kunsten, og at de handlinger de efterfølgende har foretaget, stadig bliver vurderet som happenings og kunst. Men det kan kun lade sig gøre, fordi de har en markant kunstnerisk baggrund. Forskellen på borgmesteren og (ex)kunsterne er; de har lavet et tydeligt fravalgt af kunsten (modsat den unge borgmester), med kunstneriske begrundelser, som oftest er baseret på det institutionelle kunstbegreb.

I øvrigt burde du kommer til Odense og se afgangsudstillingen på Brandts, den fortjener en anmeldelse fra din side.

Tak for de gode kritiske anmeldelser, rart at der er nogen der tager kunsten seriøst.

Hej Torben.
Har lige været lidt rundt på din blog og faldt over dit forsøg på at ’definere kunsten’.

Jeg har et bud der ikke kræver en længere forklaring eller en masse forbehold. Det som måske er problemet, med din definition er, at den er en smule kompliceret og der er for mange forbehold. I forsøget på en omfattende definition, udvandes en ellers holdbar definitionen.

På Det Fynske Kunstakademi, hvor jeg studerer, har Jens Haaning, et næsten sloganagtigt forhold til kunstbegrebet. Haaning har udtalt at ’hvis producenten mener det er kunst, så er det kunst - that’s it!’.
I min optik, er dette et dejligt ukompliceret og frugtbart blik på kunsten.

Hvis alt kan være kunst, er argumentet ofte at man udvander kunsten. Men på den anden side vil jeg mene, at et mere ekskluderende(indenfor/udenfor dikotomien) kunstbegreb, paradoksalt nok også er med til at udvande kunsten. Her tænker jeg på den offentlige kunstnermyte: Den ekskluderede kunstner, der er misforstået af sin samtid. En myte, som flittigt bliver brugt af mindre talentfulde kunstnere.

I et Favrholdtsk kunstbegreb(det institutionelle), vil amatøren med held kunne fremstille sig som avantgarde.


Hvis amatøren får forkastet sit værk som ikke-kunst, kan dennes argument være, at man har afsøgt grænsen for kunst, god smag, osv. Og det som var et hjælpeløst kunstværk, bliver pludselig til en ’kritisk undersøgelse’.

Ved at afvise kunstværker som ikke-kunst, giver man de dårlige kunstnere rollen som outsidere, og forlænger derved unødigt deres kunstneriske løbebane. Jeg vil mene, at der er mange cafekunstnere, der luner sig i det Favrholdtske kunstbegreb.

Hvis en dårlig producent/kunstner vurderes som kunstner, og det han producerer vurderes som kunst, kan man dømme det ude på værkets præmisser, og ikke de institutionelle præmisser. Og det er da noget mere interessant, og ikke mindst - mere præcist.

Hornsleth er jo et meget godt eksempel på, hvordan kritikken ikke bliver rigtig skarp fordi spørgsmålet, som du også selv er inde på, mere omhandler: Er det kunst?

Og sluttelig vil jeg nok mene, at det ikke kan være kunst, hvis ophavsmanden, i dette tilfælde en borgmester, holder fast i, at det at klippe en avis i stykker ikke er kunst, selv om du mener noget andet. Grænsen går, for mig, ved at andre definerer noget som kunst uden producentens accept (med mindre det er en del af en kunstnerisk dagsorden...).

Jeg er klar over, at nogle kunstnere gennem tiden, har fravalgt kunsten, og at de handlinger de efterfølgende har foretaget, stadig bliver vurderet som happenings og kunst. Men det kan kun lade sig gøre, fordi de har en markant kunstnerisk baggrund. Forskellen på borgmesteren og (ex)kunsterne er; de har lavet et tydeligt fravalgt af kunsten (modsat den unge borgmester), med kunstneriske begrundelser, som oftest er baseret på det institutionelle kunstbegreb.

I øvrigt burde du kommer til Odense og se afgangsudstillingen på Brandts, den fortjener en anmeldelse fra din side.

Tak for de gode kritiske anmeldelser, rart at der er nogen der tager kunsten seriøst.

Hej Morten,

Tak for kommentaren. Jeg er ikke i tvivl om at Odense-udstillingen er interessant, men for at anmelde den skal jeg tage en hel dag ud af kalenderen, og det er lidt svært da jeg har et fuldtidsarbejde og en lille datter ved siden af anmeldertjansen. Men mon ikke en af mine kolleger tager den?

Grunden til at det ikke er nok som definition at producenten skal betragte det som sådan er den, at det kræver en anerkendelse fra andre instanser. Derfor kommer man ikke uden om (dele af) institutionen, og derfor er min definition nødt til at være så kompliceret.

Hvad angår Aastrups avis, så var det jo i høj grad for sjov, men det skal nævnes at det blev forsøgt skænket til Randers Kunstmuseum, og hvis de havde udstillet det som kunst ville det (jvf. min definition) have en større attraktorværdi som kunst.

Hej

Sad lige og søgte lidt rundt på, hvad der er god kunst - og faldt så over denne blog (og forgængeren).

Min umiddelbare tanke efter at have læst dette er; "Bliver denne diskussion ikke alt for intellektuel?"

Mit eget forslag til en definition er:

"Kunst er en auditiv eller visuel formidling af et indtryk, en idé eller en følelse med det formål at skabe en tanke eller en følelse i en potentiel beskuer."

Så uden at have det store kendskab til kunst, så vil jeg mene, at kunst er en inspireret frembringelse af et produkt, der har til formål at tilføre livet en åndelig dimension. Omfang og indhold af denne åndelige dimension bestemmes af beskueren.

Jo, det lyder da besnærende enkelt, og tak for forslaget, som slet ikke er ved siden af. Der er ingentvivl om at du har fat i noget af essensen ved kunst, men desværre handler definitioner lige så meget om pedantisk afgrænsning som om essens.

Grunden til at min egen definition er så besværlig (og derfor det, du kalder "intellektuel") er, at de enkle versioner som dine kommer til kort over for mange typer kunst og muligvis rummer nogle problematiske ideologiske antagelser. Lad os kigge på det:

1. Hvorfor auditiv eller visuel? Hvad med de andre sanser? Og hvad med sproget som medium - ord er ikke primært visuelle (optiske) former, men primært tegn. Når vi sanser kunst bruger vi i princippet hele det kognitive apparat. Det er nok lidt pedantisk, men det er definitioner.

2. Hvorfor en formidling af et allerede eksisterende indtryk/ide/følelse? Dette er en vigtigere indvending end den foregående, for de fleste kunstnere arbejder med et stof som de indgår i en dialog med - en dialog som ofte er intuitiv og som resulterer i noget som er mere ubestemt og selvstændigt end en formidling af indtryk/ideer/følelser.

3. Når du siger at kunsten har som formål at skabe en tanke eller følelse hos nogen bliver det også lidt firkantet. Ikke fordi jeg ikke forstår hvad du mener, og det er jo ikke helt forkert, men det er bare heller ikke helt præcist. Er der tale om en bestemt tanke/følelse? Måske den samme som den der formidles? I så fald er vi ved problemet igen: værket bliver blot et medium som kommunikerer noget der eksisterer på forhånd og som så kan gentages hos "beskueren", som du kalder det. Men er det som sker ikke snarere et møde mellem en såkaldt "beskuer" og værket? Og er det ikke mange kunstneres ide om værkets formål?

4. Og i det pedantiske hjørne bryder jeg mig af indlysende grunde ikke om ordet "beskuer" når man taler om kunst der kan være auditiv og kropslig og interaktiv og konceptuel alt muligt andet. Det er ikke din fejl - det er et meget udbredt ord i kunstformidlings-sproget, og jeg har tænkt mig at tage det ved vingebenet ved lejlighed. Jeg har allerede taget tilløb her.

5. Som et udsagn om kunst er det som sagt ikke helt ved siden af. Men som definition, der kan afgrænse kunst, lider den af det problem at den udelukker visse kunstværker og medtager visse ikke-kunstværker. En politisk partitale eller en inspireret TV-reklame passer til definitionen, men en installation i et mørkt rum fuld af nøje tilrettelagte dufte på en kunstudstilling passer ikke til definitionen. Jeg beklager, men man kommer ikke uden om institutionen.

6. Og så har du en tilføjelse om åndelighed som lyder lige lovligt religiøs - "en åndelig dimension", hvad er det? Og kan man affærdige kunstværker som ikke er spirituelle nok ud fra dette kriterium?

7. Og har du ikke et galleri? Så ved du da lidt om kunst! ;-)

Hej Torben

Tak for dit svar.

Jeg kan godt følge dine tanker - og du har også ret langt hen ad vejen. Og jeg tror faktisk, at man ved at tage hensyn til nogle af dine indvendinger kan komme frem til en bedre, men stadig simpel definition.

Ad 1. Du har ret i, at auditiv og visuel er en for begrænsende definition. Sanselig vil derfor være bedre anvendelig.

Ad 2. Jeg er enig i, at kunstneren ofte indgår i en dialog med materialet under udarbejdelsen - men når kunstneren beslutter, at nu er værket færdig, så er det fordi, at værket i præcis det øjeblik repræsenterer den tanke/følelse/idé, som kunstneren mener, at det skal (i det samme øjeblik).

Ad 3. At modtageren skal danne sig en selvstændig tanke/idé/følelse om værket - vil jo netop ofte også være det, som kunstneren søger at opnå - og var det så formålet, så er der jo så også tale om en succesfuld formidling af kunsterens idé. Og derfor mener jeg også at dette dækkes ind af definitionen.

Ad 4. Enig! Lad os sige modtageren i stedet.

Ad 5. Som nævnt under 1, så vil sanselig være et bedre udtryk - også omfattende det eksempel du nævner.

Ad 6. Som absolut ateist mener jeg ikke, at åndelighed dækker over noget religiøst - det samme gælder spirituel. Men jeg er åben over for et bedre ord. Kunne f.eks. være "at tilføre livet en ikke-fysisk dimension".

Så hvis man så kunne sammenfatte ovenstående lidt, så kunne definitionen være:

"Kunst er en sanselig formidling af et indtryk, en idé eller en følelse - med det formål, at skabe en bestemt eller ubestemt tanke eller følelse ved en potentiel modtager"

Var det en mulighed?

Mht. mig selv, så er du ikke helt gal på den. Jeg har haft et galleri - dog kun i halvandet års tid. Men jeg har desværre ikke selv noget kunstnerisk talent - så idéen med galleriet var bare at formidle kunst, der skabte følelser i mig selv - som ganske almindelig lægmand - uden forstand på kunst.

Jeg beklager i øvrigt, hvis det med det intellektuelle lød som et angreb - jeg synes bare, at definitionen burde være en, som alle kunne forstå :-).

Man skal vel også overveje, hvad man vil med en definition. Man kan selvfølgelig ønske at finde ud af, hvordan et udtryk egentlig bruges, derude, hvor det bruges. Det er lidt som at studere brushanens parringsdans - man konstaterer, at sådan gør den, og så er den prut egentlig ude.

En anden tilgang består i at fastsætte en definition, der kan bruges til at slå andre i hovedet med. Det er f.eks. sådan man gør, når man fastslår, at champagne skal være lavet i Champagne-distriktet, og at spansk mousserende vin derfor ikke må kaldes ved dette navn.

Så er spørgsmålet, hvad vi er ude på, når det gælder kunst. Hvis det er den første tilgang, vi ønsker, synes jeg, at Stefan har en pointe – der er så mange forskelligartede fænomener, der kaldes for kunst, at jeg fristes til at mene, at vi var bedre tjent med fuldstændig at skrotte begrebet (det har jeg muntret mig med at spinde en lille ende over her: http://cegebe.urbanblog.dk/2008/10/16/hvad-er-splonst/ )

Men måske skulle man forsøge sig med en benhård definition, der rent faktisk tillod én at gå ind på et galleri og sige "beklager, makker, men det der er altså ikke kunst"? Jeg er ikke fri for at mene, at det ind imellem kan være en god idé at insistere på en bestemt betydning af et begreb, også selv om det i vide kredse bruges anderledes. Jeg vil f.eks. ikke acceptere, at ordet "bjørnetjeneste" kan bruges i betydningen "en stor tjeneste", selv om der efter sigende er mange, der bruger det sådan. På samme måde var det måske en overvejelse værd at forsøge sig med en definition på kunst, der er lige så nådesløs og "duer ikke - væk!"-agtig som fransk lovgivning om betegnelser for vin?

Min omstændelige formulering er et forsøg på en formel definition (der tager hensyn til det elastiske i kunstbegrebet).

Thomas Wiebroe Leth er et forsøg på en essentiel definition, altså at fange essensen af hvad kunst er.

Bech plæderer for enten en afskaffelse af begrebet eller også en hård definition, der kan udgrænse vissse ting der udstilles som kunst.

Til den sidste må jeg spørge: hvori ligger tilfredsstillelsen i at erklære noget der er udstillet på et galleri for ikke at være kunst? Og hvad betyder det overhovedet at det ikke er kunst?

Jeg synes det er interessant at undersøge dette: Hvad betyder udsagnet "dette er ikke kunst?". Som regel er det en ureflekteret erstatning for dommen "dette er dårligt", "dette støder mig" eller "dette forstår jeg ikke". Men ingen af de tre udsagn har at gøre med om noget er kunst eller ej.

Jeg er såmænd slet ikke stensikker på, at sådan en hårdkogt og ekskluderende definition nødvendigvis er en god idé – men jeg synes, at det kunne være et interessant tankeeksperiment. Idéen er bl.a. inspireret af Odd Nerdrums udnævnelse af sig selv til kitsch-maler. Nogle har åbenbart ment, at hans værker ikke var kunst, men kitsch, og i forlængelse deraf har han sagt: Fint, så siger vi det. Så laver jeg kitsch i stedet for kunst, og godt det samme.

Jeg ser det IKKE som en kvalitetsdom, at noget slipper gennem nåleøjet og bliver kaldt for kunst. Champagne er heller ikke en kvalitetsbetegnelse – en spansk Cava kan sagtens være bedre end et eller andet sprøjt, der tilfældigvis er lavet i omegnen af Reims. Jeg kunne sagtens forestille mig, at man kunne sige, at dette eller hint er ikke kunst, men det er skidegodt fundet på, tankevækkende, epokegørende eller whatever, mens et rigtigt kunstværk kan noget intetsigende lort.

I mange tilfælde ville jeg nærmest synes, at det var en lettelse at slippe for at skulle bruge det forkætrede ord. Når Nerdrum taler om kitsch, ligger det også i luften, at han foretrækker dét frem for kunst. Hvis der skulle være nogen tilfredsstillelse i at udnævne noget til ikke at være kunst, er det nok deromkring den ligger – at modvirke tendensen til at se ordet kunst som udtryk for kvalitet og i stedet gøre det til et omgængeligt, dagligdags ord, der ikke får tænksomme folk til at ligge søvnløse og gnavne rindalister til at få hjerteslag.

Enig! I øvrigt er Nerdrums manøvre typisk og et godt træk hvis man anklages for noget - at tage det på sig. For eksempel var impressionisme og fauvisme oprindeligt skældsord, men hvis bare man tager det på sig mister det sin nedgørende kraft. Således også de dekadente kunstnere i 1890'erne, der tog denne nedsættende betegnelse på sig. I nyere tid har vi Superflex, der til enhver anklage om at det, de laver, ikke er kunst, svarer at det er helt fint, de er ligeglade med om folk kalder det kunst eller ej, de lavet bare noget de synes er vigtigt.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2