Arkiv: marts 2009

« januar 2009 | Forside | juli 2009 »

19.03.2009

Noter til begrebet "akusmatisk musik"

Der er en vedholdende myte i musikkredse om at Pythagoras forelæste bag et forhæng, så hans elever ikke skulle blive distraheret af hans visuelle fremtræden. Dette skyldes i høj grad Pierre Schaeffers forklaring på begrebet "akusmatisk", som han bruger om musik hvor man ikke ser lydkilden, men blot de højttalere der formidler den.

Men ifølge kilderne var sagen anderledes, idet Pythagoras skelnede mellem to slags elever, hvor kun de indviede fik lov at se med når han forelæste og tegnede på tavlen. Og måske var der slet ikke et forhæng, men blot et vidensmæssigt slør for den esoteriske viden.

Pythagoras.jpg

Dette bruges i nedenstående indlæg som et led i kritikken af Schaeffer og hans ide om reduceret lytning, hvor man kun iagttager formelle, auditive kvaliteter ved lyden og ikke opfatter dens materielle årsag. I stedet må det anerkendes, at vi lytter for at orientere os i verden og identificere hvad der er omkring os, og at denne lyttemåde også er aktiv ved den æstetiske erfaring af musik.

Om "akusmatisk musik" og Pythagoras
Inden for såkaldt "elektroakustisk musik" (dvs. elektronisk musik som laves af folk der har gået på konservatoriet el.lign.) taler man meget om "akusmatisk musik". Men hvad er det egentlig?
- Akusmatisk musik bruges i udgangspunktet om elektronisk musik der opføres i en koncertsal via højttalere i stedet for spillende musikere.
- En bredere definition er al musik der kommer ud af højttalere uden at man kan se dem der spiller - dvs. næsten al musik.
- En smallere definition er musik i traditionen fra Pierre Schaeffer og musique concrète, der benytter mikrofonoptagede lyde, behandler dem og sætter dem sammen i montager.
- Endelig bruger nogen begrebet endnu smallere - om musique concrète som opføres i et lydsystem med mange højttalere og kreativ brug af lyddiffusion.

Men uanset hvad, så er det afgørende højttaleren. Det var Pierre Schaeffer, der i 1966 lancerede begrebet "akusmatisk musik" om musik hvor man ikke ser lydkilden. Schaeffer henviser til Pythagoras, og det er helt afgørende for den videre forståelse. Han havde ideen fra den franske forfatter Jérôme Peignot, der allerede i 1955 talte om "bruit acousmatique" i et radioforedrag.

Den forklaring, som er blevet gentaget igen og igen af komponister, forskere, undervisere, formidlere og kritikere (inklusive mig selv) lige siden er som følger: Pythagoras forelæste bag et forhæng, så de studerende (akusmatikoi) ikke blev distraheret af hans visuelle fremtoning, men var helt fokuseret på det, han sagde. Man ser for sig hvordan mesteren trækker et lærredsforhæng for, mens de dedikerede studerende lytter koncentreret til ordene der kommer ud derinde fra.

Analogien til musikken er så at højttalerne i den akusmatiske musik er det "forhæng" som skiller os fra lydenes ophav. Vi kan ikke se lydkilden og kan derfor slippe for overhovedet at tænke på den. Vi kan indtræde i det, Pierre Schaeffer kalder en "reduceret lytning", hvor lyden blot lyttes til som en lyd med nogle formelle egenskaber. Vi hører så ikke længere en dør smække, men en lydkvalitet med et hårdt attack og diverse andre formelle egenskaber, som så afgør dens rolle i kompositionen. Påstår Schaeffer.

Schaeffers motiv for at begå en sådan formalisme skyldes formentlig den historiske omstændighed at hans musik af mange slet ikke blev opfattet som musik, men som anekdotiske radiomontager, hvilket blev betragtet som mindre fint af en eller anden grund. Men Schaeffer tænkte det som musik, og i dag har vi da heller ingen problemer med at opfatte det sådan. Sagen er, at ideen om en reduceret lytning kunne bruges som legitimering af, at dette var noget rent æstetisk-musikalsk. For hvis vi hører døren smække, lyder det fra puritanerne, så hører vi ikke længere musik, men lytter identificerende. Og det er både litterært og hverdagsagtigt og alt muligt andet ufint og umusikalsk, siger puritanerne.

Men tilbage til Pythagoras. Som sagt viderefortæller alle myten om at han stod bag et forhæng og at hans studerende kaldtes akusmatikoi. Men ingen finder på at undersøge sagen nærmere. Indtil nu, hvor den amerikanske komponist og musikteoretiker Brian Kane har kigget Schaeffer efter i kortene og er gået til kilderne. Det kan man læse om i en fremragende artikel i Nutida Musik nr. 3/2008, "Den mytiska akusmatiken".

Det viser sig nemlig at det er en noget forenklet, ja nærmest forvrænget, version af historien om forholdet mellem Pythagoras og hans elever. Der er to kilder til fortællingen om Pythagoras' undervisning: Iamblichus fra Chalis og Clement fra Alexandria. Begge fortæller at der var to slags studerende hos Pythagoras: akusmatikoi og mathematikoi. Mathematikoi var de indviede, men akusmatikoi blot var en slags aspiranter eller tilhørere. Pythagoras var jo esoteriker, og det betød bl.a. at man skulle være tavs i fem år for at kunne blive indviet. Ifølge Iamblichus var der et konkret forhæng, som adskilte Pythagoras og indercirklen, de indviede, fra dem, der blot hørte på. Hos Clement lyder dette forhæng mere som en slags metafor, der handler om at den højeste viden var kryptisk og derfor utilgængelig for akusmatikoi.

Det var altså kun de uindviede, der ikke måtte se Pythagoras' forelæsninger og hans tavledemonstrationer, men de indviede måtte gerne. Og det man man selvfølgelig mene er ligemeget med mindre man er pedant. Men man kunne også mene at det kan bruges som løftestang til en immanent kritik af Schaeffers teori. Det er præcis hvad Brian Kane gør. Han har tre pointer, som jeg vil bygge lidt videre på:

1. Hele ideen om det akusmatiske og den reducerede lytning bygger på en alt for kategorisk opdeling mellem øje og øre, mellem det hørte og det sete. Og, vil jeg tilføje, med ideen om at musik helst skal være rent auditiv; at det forstyrrer det musikalske at de andre sanser træder i kraft. Vi bruger faktisk hele vores sanseapparat, hele vores kropsligt-kognitive sensorium når vi hører musik. Og musik er altid befængt med andet end det rent lydlige: Den er i en kontekst, den præsenteres, den legitimeres, den diskursiveres osv.

2. Ideen om den reducerede lytning, som vi er mange der har kritiseret, vakler også i forhold til det pythagoræiske udgangspunkt. Dette er meget i tråd med min aktuelle forskning, og meget kort formuleret vil min pointe være som følger: Vores kognitive apparat er indrettet til at identificere og lokalisere hvad der sker omkring os. Denne identificerende lytning er også på færde når vi lytter musikalsk. Det er derfor ikke bare metaforer når vi taler om at noget i musikken er tung eller let, eller at musikken bevæger sig slæbende, mekanisk eller rastløst. Og så videre. Det er konkrete, kropslige erfaringer af at musikken gestalter virtuelle objekter, bevægelser, atmosfærer. Og at der sker mere eller mindre konkrete billeddannelser i erfaringen af musik er ikke en tilsmudsning af det musikalske - det er selve den musikalske erfaring.

3. Schaeffer forsøger at legitimere sig historisk ved en antik reference, igen for at lyde mere klassisk end han er. Det er at underspille det specifikke historiske moment som pladespilleren og båndoptageren har indvarslet, der giver nye og ikke spor klassiske muligheder og opfattelser af lyden som manipulerbart objekt. (Dette punkt finder jeg selv mindre vigtigt).

Jeg vil gerne tilføje endnu en pointe. Hvis nu man tager ideen om de to slags elever alvorligt - aspiranterne, der ikke ser Pythagoras og de indviede som er parate til den esoteriske viden - hvis nu man skulle overføre det på den akusmatiske musik, hvad sker der så? Så kunne man forestille sig at den reducerede lytning blot er en øvelse i at lytte bedre og mere musikalsk til lyde som traditionelt ikke har været opfattet sådan. Og når man er gået gennem den, er man klar til at putte "billeder" på musikken (i virkeligheden hele det sanselige felt), og kan gøre dette uden at miste fornemmelsen for den musikalske opbygning. Det bliver en næsten hegeliansk lyttemodel, hvor den anekdotiske lytning får karakter af an-sich, den reducerede lytning af für-sich og den endelige musikalske erfaring af an-und-für-sich, hvor det går op i en højere enhed. Dette ville kunne forstås på to niveauer: Dels som individets vænnen sig til musique concrète-æstetikken og dels mere historisk, som dette at vi i dag er i stand til at lytte musikalsk til en smækkende dør på en måde som krævede langt større overvindelse i 1950'erne.

Denne pointe er muligvis lovligt spekulativ, og jeg ved ikke om den holder. Problemet er bl.a. at den opretholder denne skelnen mellem to lytteformer indtil de ophæver sig på et højere niveau. Og så hele den idealistiske tankefigur. Men nu ville jeg lige fyre den af i dette uformelle forum.

Torben Sangild

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2