I dagens Politiken kom så klichédræberklumme nummer to, hvor jeg tager fat i hvad der vel er den modsatte af den første kliché. Her giver man 'beskueren' en overdrevet indflydelse på værket, idet man om ikke spor interaktive værker påstår at beskueren 'inddrages', 'involveres' og 'skaber med' på livet løs.
Det er vigtigt at understrege at min kritik ikke går på interaktiv kunst, men på ikke-interaktiv kunst, der påstår at den er det. Det er heller ikke en påstand om at man ikke er aktiv når man erfarer kunst. Det er man i høj grad. Det er forestillingen om at ved alle andre værker er man passiv, men i netop dette værk (som ikke er interaktivt) er man pludselig aktiv, jeg kritiserer. Klichédræberen kritiserer ikke kunstværker eller personer, men retoriske klichéer.
Nedenfor kan man genlæse klummen med supplerende eksempler. Jeg vil løbende tilføje flere eksempler i kommentarfeltet efterhånden som jeg støder på dem. Du inviteres hermed til at deltage med kommentarer. Det kan være en diskussion af min tekst, supplerende eksempler eller andet. Eksempler skal naturligvis være på påstande om at kunstværker involverer/aktiverer publikum, gør dem til medskabere, lader dem fuldende værket osv. i forhold til kunst, der ikke er interaktiv, og hvor det er tom retorik.
Klummeteksten: Nej, 'beskueren' skaber ikke ved at se en regnbue
Der findes visse typer kunst, hvor publikum kan gå ind og påvirke værkerne direkte. De er interaktive og værkerne er åbne, og det er én måde, kunsten kan fungere på. Men det må være fordi at denne type kunst opfattes som mere demokratisk, at ideen om at ”beskueren skaber med”, at ”beskueren fuldender værket” og ”beskueren inddrages” og varianter af disse er blevet en kliché, der også bruges om alle mulige andre værker, end dem, hvor det giver mening.
Som når hjemmesiden KunstOnline.dk mener at Ib Geertsens mobiler ”inddrager beskueren aktivt” fordi mobilerne drejer rundt om sig selv, som mobiler jo gør. Fordi det er på mode, påstås det nu, at ikke kun interaktive værker, men også bestemte fotografier, malerier, skulpturer og optiske fænomener først bliver til, når ’beskueren’ bidrager. Med hvad? Ja, med at opleve dem, forstås, måske fra flere vinkler. Og så må man spørge: I modsætning til hvad?
Jeg har vist aldrig oplevet en udstilling, som ikke krævede, at jeg sansede eller bevægede mig. Kun mine drømme kommer til mig, uden at jeg behøver gøre noget, men al kunst kræver jo, at man sanser aktivt, inklusive helt traditionelle malerier. Og i øvrigt kan man ikke kaldes en ’beskuer’ hvis man bidrager til værket.
Eksemplerne er utallige, men lad mig bare nævne et par nyere af slagsen. Om udstillingen Truth Or Dare, der blander fakta og fiktion, hævder Århus Kunstbygning at ”kunstnernes åbne eksperimenter involverer publikum”, fordi vi måske bliver lidt forvirrede. ARoS mener at netop videoværket ARoS On Fire er afhængigt af en beskuer. Olafur Eliasson kan godt lide at lave optiske illusioner, såsom regnbuer. Det får ham og hans formidlere til igen og igen at påstå, at det ikke er ham, men beskueren, der i sidste ende skaber værket. Og det er simpelthen ikke rigtigt, selv om det lyder smart. Vi skaber ikke nogen regnbue ved at kigge på den, vi ser den bare. Det er uundgåeligt at opleve den optiske illusion, som kunstneren har lagt til rette. At se er ikke at skabe. Det er en filosofisk naiv floskel.
Klichéen om den medskabende beskuer er den modsatte af sidste uges ’beskueren tvinges’. I stedet for kunstneren som diktator har vi nu kunstneren, der fralægger sig sit ansvar. Det lyder godt og demokratisk at kunstneren lader publikum medskabe værkerne, men det er langtfra altid rigtigt. Og det er i øvrigt heller ikke altid godt. Det er vigtigt, at der også findes kunst, der lader os møde andet end os selv. Når Arken i en pressemeddelelse stolt proklamerer, at ”Arken priser kunst, der sætter os selv i centrum”, kunne det lyde som en narcissistisk fantasi.
Det, som ligger bag klichéen om, at ’beskueren’ er medskabende, er, at kunstneren kan besmykke sig med en magisk aura af demokrati.
Torben Sangild
Uddybende kommentarer
En variant af klichéen er den hyppige formulering at 'beskueren fuldender værket', altså at værket først er færdigt når der er en såkaldt beskuer. Jamen hvad betyder det? Enten er det et banalt udsagn, som gælder al kunst, eller også er det igen et retorisk forsøg på at gøre kunsten mere (såkaldt) 'demokratisk' ved at påstå at den er det.
Som sagt kritiserer jeg ikke den interaktive kunst, for ligesom alle andre genrer findes der både skidt og kanel inden for den genre. Men man kan godt kritisere ideen om at publikum er enormt passive og at det er kunstens opgave at aktivere os, og at der derfor er behov for mere interaktiv kunst (eller kunst der påstår den er det). I en tid, hvor de fleste sidder og er interaktive og kreative på Facebook og blogs og alt muligt andet, er det ikke ligefrem en mangelvare at folk selv kan udtrykke sig. Så det er ikke i sig selv et behov, en mangel, som kunsten skal opfylde. Og måske skal man netop lære det modsatte: At lade sig henføre af et kunstnerisk objekt, som man ikke har nogen videre indflydelse på. Summa summarum: Der skal en hel del mere til end bare at involvere beskueren før det bliver interessant. Det er fuldstændig afgørende hvad kunsten tilbyder af erkendelser og erfaringer, også når den er interaktiv.
Det er en kilde til evindelig undren for mig at det tåbelige ord 'beskueren' bruges allermest i de værker, der påstår at man netop er en aktør. Hvis en beskuer er medskaber, er vedkommende ikke nogen beskuer. Ordet 'beskuer' er et irriterende begreb, der fremkalder billedet af nogen der står stille og kun med øjnene betragter værkerne. Sådan foregår det ikke. Vi sanser kunst med hele kroppen og med en intentionalitet, der, ja, involverer hele vores kognitive apparat, vores sensibilitet (foreningen af tanke, sansning, følelse). Også når det gælder traditionel kunst. 'Beskuer' er kun et fattigt ord.
Særligt provokerende er også ideen om at publikum skal "aktiveres". Man aktiverer børn, mekanismer og arbejdsløse. Ideen om at det publikum, som aktivt har opsøgt kunsten, som regel med et stort engagement, skulle være døde småborgere, der skal aktiveres for at blive lige så levende som kunstnerne (for der er jo ikke noget så levende og aktivt som en boheme-kunstner), er netop en udemokratisk disrespekt for publikum og en selvovervurdering fra kunstnerens side.
Man kunne spørge sig: Hvor er den kunst, der ikke aktiverer/involverer publikum?
Supplerende eksempler på klichéen
Lad os lige tage hele formuleringen til udstillingen Truth Or Dare, som der ikke blev plads til i klummen: "Kunstnernes åbne eksperimenter involverer publikum – for tør vi tage konsekvensen af værkernes skæve alternativ og gå med på opdagelse i noget, der virker både mærkværdigt, overraskende, storslået og mislykket?"
Ja, det tør vi godt. Jeg tror ikke der er nogen der er blevet bange for den udstilling.
Om Olafur Eliassons regnbue, Your Watercolour Machine: "Som titlens »Your« angiver, udpeger Eliassons værker altid det faktum, at beskueren selv skaber betydningen aktivt." (Weekenavisen 20/3-09)
Kataloget til "In case we die" fra Det fynske kunstakademi (og tilsyneladende den foregående undervisning) handler om at "give beskueren mulighed for at tage stilling til værket", og de bliver spurgt hvordan de skaber denne mulighed. Underforstået: Det kan "beskueren" åbenbart normalt ikke?
"Formålet er at inddrage beskueren i dialog om vante forestillinger og visuelle konventioner. Hvert værk er udvalgt, fordi det benytter sig af et nyskabende billedsprog, der frit surfer rundt mellem mellemøstlig og vestlig modernisme." (Images of the Middle East).
Kunstneren Kasper Sonne: "Jeg er af den opfattelse, at eftersom jeg udstiller i det offentligt rum, har jeg pligt til at inddrage beskueren eller i hvert fald gøre plads til beskueren i værkerne. Man kan sige, at jeg laver et rum mellem subjekt og objekt, hvor beskueren kan stille sig. Dér er der plads til ens egen involvering gennem egne referencer, egne erfaringer, til at aflæse og afkode de signaler, jeg sender." (Kopenhagen)
Igen må man spørge: I modsætning til hvem?
Kunstneren Eva Louise Buus fortæller i Kulturkontoret på P1 om hendes værker fra EXIT-udstillingen (fire malerier af landskaber, der er lidt svære at få øje på, hvis lyset er svagt), at hendes projekt er at arbejde med at 'involvere beskueren' gennem værker der 'først bliver til' når beskueren kigger på dem.
Jeg har set dem, og følte mig ikke mere end almindeligt 'involveret', ligesom den ontologi der ligger bag udsagnet om at værket først bliver til når beskueren kigger på dem er enten banal eller forkert, alt efter hvordan det skal forstås.
Der er masser af eksempler, og jeg vil løbende tilføje flere. Mit mål er ikke at hænge nogen ud, kun klichéen selv, og i sidste ende at den skal dø, så jeg ikke har flere eksempler at tilføje.
