Arkiv: juli 2009

« marts 2009 | Forside | august 2009 »

25.07.2009

Klichédræberen 3 - For mig er kunst min egen kunst

Tredje runde af min Politiken-klumme Klichédræberen angår de evindelige udtalelser fra kunstnere om hvad kunst er "for mig", hvor det altid viser sig at kunst (for dem) er det, de selv laver. Hvorfor ikke bare sige at de interesserer sig for dette aspekt eller arbejder med det, frem for at gøre det til en kunstdefinition? Kunst er alt muligt, og kan ikke bare sådan defineres, slet ikke subjektivt.

Nedenfor kan du læse klummen som den stod i avisen i dag plus nogle supplerende eksempler, og du kan kommentere, diskutere og komme med endnu flere eksempler i kommentarfeltet.

Klummen: Nej, det interessante er ikke, hvad kunst er for kunstneren
Af Torben Sangild

Vi er på besøg hos kunstneren Signe Selvfryd i hendes værksted. ”For mig er kunst grankogler”, forklarer hun og viser sin skulptur frem, der ganske rigtigt er lavet af en masse grankogler. Eller vi læser en pressemeddelelse om kunstneren Egon Egenskab, der forklarer, at for Egon Egenskab er kunst kærlighed, og derfor laver han videokunst med nogen der kysser.

Ja, det er fiktive og lettere karikerede eksempler på denne lørdags kunstkliché, konstrueret for at vise det problematiske i, at kunstnere gerne vil definere kunst som det, de selv laver. Lad os tage et par hurtige eksempler fra den virkelige verden, hvor kunstnerne har travlt med at definere hvad kunst er – for dem: I Venedigbiennalens katalog står der, at for den svenske kunstner Jan Håfström opstår kunst først, når mange elementer kombineres, så derfor kombinerer han mange elementer i sin kunst. Synd for minimalismen, der gør det modsatte. Lilibeth Cuenca Rasmussen fortæller i et interview lidt paradoksalt, at ”for mig er kunst kommunikation mellem beskueren og kunsten”. Der er altså forskel på kunst og kunsten? For Stine Odder ”er kunst en måde at udtrykke følelser på”, og så er det jo heldigt, at hun maler så følsomt. Bjørn Nørgaard skærer igennem med alle tiders definition: ” For mig er kunst kunst” og tilføjer ”og det har intet med religion at gøre”. Synd for Michelangelo.

Der er to problemer i denne kliché. For det første ideen om at kunst er noget, enhver definerer selv. For mig er kunst dit, for dig er kunst dat, og for Børge er kunst udelukkende havregrød. Sådan fungerer det altså ikke. Kunst defineres ikke bare subjektivt. For det andet er det selvoptaget og et billigt trick at definere kunst som det, man selv laver. Det betyder jo at ens egne værker er mere kunst end det, de andre laver. Hvad blev der af den pluralisme, der siger, at kunst er alt muligt og at den enkelte blot udforsker et lille hjørne af den? Hvorfor skal dette lille hjørne ophøjes til at være kunst som sådan. Kunstneren burde kunne sige: ”Min kunst er meget direkte kommunikerende” uden dermed at sige, at den kunst, som er mere gådefuld, slet ikke er kunst. Det er ikke kunstnerens opgave at definere kunst. Det banale faktum, at kunstnernes kunstsyn påvirker kunsten, bliver til en sær dobbelthed af meget kategoriske kunstdefinitioner og plat relativisme.

Kære kunstner: Når du erklærer, hvad der er kunst for dig, ligner det et retorisk forsøg på at gøre din egen kunst til den mest kunstneriske. Det er slet ikke nødvendigt. Det er langt mere vigtigere at lave god og vedkommende kunst end at definere hvad kunst er – for dig.

Supplerende eksempler
"For mig er kunst det samme som et særligt budskab" (her)

"For mig er kunst et nedslag" (her)

"For mig er kunst mere end et udtryk, det er et håndværk" (her)

"For mig er kunst en videnskab" (Pia Brix-Thomsen i Vejle Amts Folkeblad 8/12-07)

"For mig er kunst ligesom showbusiness" (Jakob Boeskov i Pol 18/11-05)

"For mig er kunst en oversættelse af virkeligheden" (Antony Vest i Berl. 15/12-04)

"For mig er kunst et bord, hvor man præsenterer sin sjæl, sin spirituelle føde" (Niza Sabour i WA 28/5-03)

18.07.2009

Klichédræberen 2 - Beskueren skaber med

I dagens Politiken kom så klichédræberklumme nummer to, hvor jeg tager fat i hvad der vel er den modsatte af den første kliché. Her giver man 'beskueren' en overdrevet indflydelse på værket, idet man om ikke spor interaktive værker påstår at beskueren 'inddrages', 'involveres' og 'skaber med' på livet løs.

Det er vigtigt at understrege at min kritik ikke går på interaktiv kunst, men på ikke-interaktiv kunst, der påstår at den er det. Det er heller ikke en påstand om at man ikke er aktiv når man erfarer kunst. Det er man i høj grad. Det er forestillingen om at ved alle andre værker er man passiv, men i netop dette værk (som ikke er interaktivt) er man pludselig aktiv, jeg kritiserer. Klichédræberen kritiserer ikke kunstværker eller personer, men retoriske klichéer.

Nedenfor kan man genlæse klummen med supplerende eksempler. Jeg vil løbende tilføje flere eksempler i kommentarfeltet efterhånden som jeg støder på dem. Du inviteres hermed til at deltage med kommentarer. Det kan være en diskussion af min tekst, supplerende eksempler eller andet. Eksempler skal naturligvis være på påstande om at kunstværker involverer/aktiverer publikum, gør dem til medskabere, lader dem fuldende værket osv. i forhold til kunst, der ikke er interaktiv, og hvor det er tom retorik.

Klummeteksten: Nej, 'beskueren' skaber ikke ved at se en regnbue
Der findes visse typer kunst, hvor publikum kan gå ind og påvirke værkerne direkte. De er interaktive og værkerne er åbne, og det er én måde, kunsten kan fungere på. Men det må være fordi at denne type kunst opfattes som mere demokratisk, at ideen om at ”beskueren skaber med”, at ”beskueren fuldender værket” og ”beskueren inddrages” og varianter af disse er blevet en kliché, der også bruges om alle mulige andre værker, end dem, hvor det giver mening.

Som når hjemmesiden KunstOnline.dk mener at Ib Geertsens mobiler ”inddrager beskueren aktivt” fordi mobilerne drejer rundt om sig selv, som mobiler jo gør. Fordi det er på mode, påstås det nu, at ikke kun interaktive værker, men også bestemte fotografier, malerier, skulpturer og optiske fænomener først bliver til, når ’beskueren’ bidrager. Med hvad? Ja, med at opleve dem, forstås, måske fra flere vinkler. Og så må man spørge: I modsætning til hvad?

Jeg har vist aldrig oplevet en udstilling, som ikke krævede, at jeg sansede eller bevægede mig. Kun mine drømme kommer til mig, uden at jeg behøver gøre noget, men al kunst kræver jo, at man sanser aktivt, inklusive helt traditionelle malerier. Og i øvrigt kan man ikke kaldes en ’beskuer’ hvis man bidrager til værket.

Eksemplerne er utallige, men lad mig bare nævne et par nyere af slagsen. Om udstillingen Truth Or Dare, der blander fakta og fiktion, hævder Århus Kunstbygning at ”kunstnernes åbne eksperimenter involverer publikum”, fordi vi måske bliver lidt forvirrede. ARoS mener at netop videoværket ARoS On Fire er afhængigt af en beskuer. Olafur Eliasson kan godt lide at lave optiske illusioner, såsom regnbuer. Det får ham og hans formidlere til igen og igen at påstå, at det ikke er ham, men beskueren, der i sidste ende skaber værket. Og det er simpelthen ikke rigtigt, selv om det lyder smart. Vi skaber ikke nogen regnbue ved at kigge på den, vi ser den bare. Det er uundgåeligt at opleve den optiske illusion, som kunstneren har lagt til rette. At se er ikke at skabe. Det er en filosofisk naiv floskel.

Klichéen om den medskabende beskuer er den modsatte af sidste uges ’beskueren tvinges’. I stedet for kunstneren som diktator har vi nu kunstneren, der fralægger sig sit ansvar. Det lyder godt og demokratisk at kunstneren lader publikum medskabe værkerne, men det er langtfra altid rigtigt. Og det er i øvrigt heller ikke altid godt. Det er vigtigt, at der også findes kunst, der lader os møde andet end os selv. Når Arken i en pressemeddelelse stolt proklamerer, at ”Arken priser kunst, der sætter os selv i centrum”, kunne det lyde som en narcissistisk fantasi.

Det, som ligger bag klichéen om, at ’beskueren’ er medskabende, er, at kunstneren kan besmykke sig med en magisk aura af demokrati.

Torben Sangild

Uddybende kommentarer
En variant af klichéen er den hyppige formulering at 'beskueren fuldender værket', altså at værket først er færdigt når der er en såkaldt beskuer. Jamen hvad betyder det? Enten er det et banalt udsagn, som gælder al kunst, eller også er det igen et retorisk forsøg på at gøre kunsten mere (såkaldt) 'demokratisk' ved at påstå at den er det.

Som sagt kritiserer jeg ikke den interaktive kunst, for ligesom alle andre genrer findes der både skidt og kanel inden for den genre. Men man kan godt kritisere ideen om at publikum er enormt passive og at det er kunstens opgave at aktivere os, og at der derfor er behov for mere interaktiv kunst (eller kunst der påstår den er det). I en tid, hvor de fleste sidder og er interaktive og kreative på Facebook og blogs og alt muligt andet, er det ikke ligefrem en mangelvare at folk selv kan udtrykke sig. Så det er ikke i sig selv et behov, en mangel, som kunsten skal opfylde. Og måske skal man netop lære det modsatte: At lade sig henføre af et kunstnerisk objekt, som man ikke har nogen videre indflydelse på. Summa summarum: Der skal en hel del mere til end bare at involvere beskueren før det bliver interessant. Det er fuldstændig afgørende hvad kunsten tilbyder af erkendelser og erfaringer, også når den er interaktiv.

Det er en kilde til evindelig undren for mig at det tåbelige ord 'beskueren' bruges allermest i de værker, der påstår at man netop er en aktør. Hvis en beskuer er medskaber, er vedkommende ikke nogen beskuer. Ordet 'beskuer' er et irriterende begreb, der fremkalder billedet af nogen der står stille og kun med øjnene betragter værkerne. Sådan foregår det ikke. Vi sanser kunst med hele kroppen og med en intentionalitet, der, ja, involverer hele vores kognitive apparat, vores sensibilitet (foreningen af tanke, sansning, følelse). Også når det gælder traditionel kunst. 'Beskuer' er kun et fattigt ord.

Særligt provokerende er også ideen om at publikum skal "aktiveres". Man aktiverer børn, mekanismer og arbejdsløse. Ideen om at det publikum, som aktivt har opsøgt kunsten, som regel med et stort engagement, skulle være døde småborgere, der skal aktiveres for at blive lige så levende som kunstnerne (for der er jo ikke noget så levende og aktivt som en boheme-kunstner), er netop en udemokratisk disrespekt for publikum og en selvovervurdering fra kunstnerens side.

Man kunne spørge sig: Hvor er den kunst, der ikke aktiverer/involverer publikum?

Supplerende eksempler på klichéen
Lad os lige tage hele formuleringen til udstillingen Truth Or Dare, som der ikke blev plads til i klummen: "Kunstnernes åbne eksperimenter involverer publikum – for tør vi tage konsekvensen af værkernes skæve alternativ og gå med på opdagelse i noget, der virker både mærkværdigt, overraskende, storslået og mislykket?"
Ja, det tør vi godt. Jeg tror ikke der er nogen der er blevet bange for den udstilling.

Om Olafur Eliassons regnbue, Your Watercolour Machine: "Som titlens »Your« angiver, udpeger Eliassons værker altid det faktum, at beskueren selv skaber betydningen aktivt." (Weekenavisen 20/3-09)

Kataloget til "In case we die" fra Det fynske kunstakademi (og tilsyneladende den foregående undervisning) handler om at "give beskueren mulighed for at tage stilling til værket", og de bliver spurgt hvordan de skaber denne mulighed. Underforstået: Det kan "beskueren" åbenbart normalt ikke?

"Formålet er at inddrage beskueren i dialog om vante forestillinger og visuelle konventioner. Hvert værk er udvalgt, fordi det benytter sig af et nyskabende billedsprog, der frit surfer rundt mellem mellemøstlig og vestlig modernisme." (Images of the Middle East).

Kunstneren Kasper Sonne: "Jeg er af den opfattelse, at eftersom jeg udstiller i det offentligt rum, har jeg pligt til at inddrage beskueren eller i hvert fald gøre plads til beskueren i værkerne. Man kan sige, at jeg laver et rum mellem subjekt og objekt, hvor beskueren kan stille sig. Dér er der plads til ens egen involvering gennem egne referencer, egne erfaringer, til at aflæse og afkode de signaler, jeg sender." (Kopenhagen)
Igen må man spørge: I modsætning til hvem?

Kunstneren Eva Louise Buus fortæller i Kulturkontoret på P1 om hendes værker fra EXIT-udstillingen (fire malerier af landskaber, der er lidt svære at få øje på, hvis lyset er svagt), at hendes projekt er at arbejde med at 'involvere beskueren' gennem værker der 'først bliver til' når beskueren kigger på dem.
Jeg har set dem, og følte mig ikke mere end almindeligt 'involveret', ligesom den ontologi der ligger bag udsagnet om at værket først bliver til når beskueren kigger på dem er enten banal eller forkert, alt efter hvordan det skal forstås.

Der er masser af eksempler, og jeg vil løbende tilføje flere. Mit mål er ikke at hænge nogen ud, kun klichéen selv, og i sidste ende at den skal dø, så jeg ikke har flere eksempler at tilføje.

12.07.2009

Klichédræberen

Jeg har nu påbegyndt min klummeserie kaldet "Klichédræberen" i Politiken. Her skyder jeg på nogle af de værste klichéer og bullshitsnak der florerer i kunstformidlingen. Klichéerne findes både hos kunstnere, formidlere, museer, kritikere og endda forskere.

Klichéerne er problematiske når de kun bruges fordi de lyder godt eller fordi man er vant til at lire dem af, men faktisk ikke er spor rammende til at betegne den kunst, de taler om. Altså når de virker påklistrede eller decideret tankeløse. Det er et problem af flere grunde:
For det første fordi de er falske.
For det andet fordi de sænker det åndelige og retoriske niveau og promoverer tankeløshed.
For det tredje fordi de er oppoturnistiske modeord, der ukritisk viderekolporterer de mest trendy lommefilosofiske kunstteorier i floskelform.
For det fjerde fordi de skræmmer publikum væk, selv om ideen er den modsatte. Folk ryster på hovedet og siger "Kejserens nye klæder". Det skader altså samtidskunstens udbredelse.
For det femte fordi de ofte erstatter en konkret beskrivelse af hvad den pågældende kunst egentlig er og gør.
For det sjette fordi de er røvirriterende at læse igen og igen.

Jeg påstår ikke at jeg aldrig selv er plumpet i og forfaldet til dumme klichéer - det skulle være mærkeligt hvis jeg ikke var. Og selv om jeg disker op med eksempler, så er pointen ikke at skyde særligt på nogen personer eller institutioner. Det er klichéerne jeg skyder på - de klichéer der lever deres eget liv som vira i kunstverdenen.

Den første kliché, jeg har skudt på, er velkendt for denne blogs læsere - det er nemlig "Beskueren tvinges", som jeg har skrevet om tidligere. Jeg vil bede jer om at holde debatten om "Beskueren tvinges"-klichéen i forlængelse af det tidligere indlæg, hvor det også vrimler med eksempler på denne kliche.

Gå altså herhen for videre læsning og diskussion.

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2