« Klichédræberen | Forside | Klichédræberen 3 - For mig er kunst min egen kunst »

18.07.2009

Klichédræberen 2 - Beskueren skaber med

I dagens Politiken kom så klichédræberklumme nummer to, hvor jeg tager fat i hvad der vel er den modsatte af den første kliché. Her giver man 'beskueren' en overdrevet indflydelse på værket, idet man om ikke spor interaktive værker påstår at beskueren 'inddrages', 'involveres' og 'skaber med' på livet løs.

Det er vigtigt at understrege at min kritik ikke går på interaktiv kunst, men på ikke-interaktiv kunst, der påstår at den er det. Det er heller ikke en påstand om at man ikke er aktiv når man erfarer kunst. Det er man i høj grad. Det er forestillingen om at ved alle andre værker er man passiv, men i netop dette værk (som ikke er interaktivt) er man pludselig aktiv, jeg kritiserer. Klichédræberen kritiserer ikke kunstværker eller personer, men retoriske klichéer.

Nedenfor kan man genlæse klummen med supplerende eksempler. Jeg vil løbende tilføje flere eksempler i kommentarfeltet efterhånden som jeg støder på dem. Du inviteres hermed til at deltage med kommentarer. Det kan være en diskussion af min tekst, supplerende eksempler eller andet. Eksempler skal naturligvis være på påstande om at kunstværker involverer/aktiverer publikum, gør dem til medskabere, lader dem fuldende værket osv. i forhold til kunst, der ikke er interaktiv, og hvor det er tom retorik.

Klummeteksten: Nej, 'beskueren' skaber ikke ved at se en regnbue
Der findes visse typer kunst, hvor publikum kan gå ind og påvirke værkerne direkte. De er interaktive og værkerne er åbne, og det er én måde, kunsten kan fungere på. Men det må være fordi at denne type kunst opfattes som mere demokratisk, at ideen om at ”beskueren skaber med”, at ”beskueren fuldender værket” og ”beskueren inddrages” og varianter af disse er blevet en kliché, der også bruges om alle mulige andre værker, end dem, hvor det giver mening.

Som når hjemmesiden KunstOnline.dk mener at Ib Geertsens mobiler ”inddrager beskueren aktivt” fordi mobilerne drejer rundt om sig selv, som mobiler jo gør. Fordi det er på mode, påstås det nu, at ikke kun interaktive værker, men også bestemte fotografier, malerier, skulpturer og optiske fænomener først bliver til, når ’beskueren’ bidrager. Med hvad? Ja, med at opleve dem, forstås, måske fra flere vinkler. Og så må man spørge: I modsætning til hvad?

Jeg har vist aldrig oplevet en udstilling, som ikke krævede, at jeg sansede eller bevægede mig. Kun mine drømme kommer til mig, uden at jeg behøver gøre noget, men al kunst kræver jo, at man sanser aktivt, inklusive helt traditionelle malerier. Og i øvrigt kan man ikke kaldes en ’beskuer’ hvis man bidrager til værket.

Eksemplerne er utallige, men lad mig bare nævne et par nyere af slagsen. Om udstillingen Truth Or Dare, der blander fakta og fiktion, hævder Århus Kunstbygning at ”kunstnernes åbne eksperimenter involverer publikum”, fordi vi måske bliver lidt forvirrede. ARoS mener at netop videoværket ARoS On Fire er afhængigt af en beskuer. Olafur Eliasson kan godt lide at lave optiske illusioner, såsom regnbuer. Det får ham og hans formidlere til igen og igen at påstå, at det ikke er ham, men beskueren, der i sidste ende skaber værket. Og det er simpelthen ikke rigtigt, selv om det lyder smart. Vi skaber ikke nogen regnbue ved at kigge på den, vi ser den bare. Det er uundgåeligt at opleve den optiske illusion, som kunstneren har lagt til rette. At se er ikke at skabe. Det er en filosofisk naiv floskel.

Klichéen om den medskabende beskuer er den modsatte af sidste uges ’beskueren tvinges’. I stedet for kunstneren som diktator har vi nu kunstneren, der fralægger sig sit ansvar. Det lyder godt og demokratisk at kunstneren lader publikum medskabe værkerne, men det er langtfra altid rigtigt. Og det er i øvrigt heller ikke altid godt. Det er vigtigt, at der også findes kunst, der lader os møde andet end os selv. Når Arken i en pressemeddelelse stolt proklamerer, at ”Arken priser kunst, der sætter os selv i centrum”, kunne det lyde som en narcissistisk fantasi.

Det, som ligger bag klichéen om, at ’beskueren’ er medskabende, er, at kunstneren kan besmykke sig med en magisk aura af demokrati.

Torben Sangild

Uddybende kommentarer
En variant af klichéen er den hyppige formulering at 'beskueren fuldender værket', altså at værket først er færdigt når der er en såkaldt beskuer. Jamen hvad betyder det? Enten er det et banalt udsagn, som gælder al kunst, eller også er det igen et retorisk forsøg på at gøre kunsten mere (såkaldt) 'demokratisk' ved at påstå at den er det.

Som sagt kritiserer jeg ikke den interaktive kunst, for ligesom alle andre genrer findes der både skidt og kanel inden for den genre. Men man kan godt kritisere ideen om at publikum er enormt passive og at det er kunstens opgave at aktivere os, og at der derfor er behov for mere interaktiv kunst (eller kunst der påstår den er det). I en tid, hvor de fleste sidder og er interaktive og kreative på Facebook og blogs og alt muligt andet, er det ikke ligefrem en mangelvare at folk selv kan udtrykke sig. Så det er ikke i sig selv et behov, en mangel, som kunsten skal opfylde. Og måske skal man netop lære det modsatte: At lade sig henføre af et kunstnerisk objekt, som man ikke har nogen videre indflydelse på. Summa summarum: Der skal en hel del mere til end bare at involvere beskueren før det bliver interessant. Det er fuldstændig afgørende hvad kunsten tilbyder af erkendelser og erfaringer, også når den er interaktiv.

Det er en kilde til evindelig undren for mig at det tåbelige ord 'beskueren' bruges allermest i de værker, der påstår at man netop er en aktør. Hvis en beskuer er medskaber, er vedkommende ikke nogen beskuer. Ordet 'beskuer' er et irriterende begreb, der fremkalder billedet af nogen der står stille og kun med øjnene betragter værkerne. Sådan foregår det ikke. Vi sanser kunst med hele kroppen og med en intentionalitet, der, ja, involverer hele vores kognitive apparat, vores sensibilitet (foreningen af tanke, sansning, følelse). Også når det gælder traditionel kunst. 'Beskuer' er kun et fattigt ord.

Særligt provokerende er også ideen om at publikum skal "aktiveres". Man aktiverer børn, mekanismer og arbejdsløse. Ideen om at det publikum, som aktivt har opsøgt kunsten, som regel med et stort engagement, skulle være døde småborgere, der skal aktiveres for at blive lige så levende som kunstnerne (for der er jo ikke noget så levende og aktivt som en boheme-kunstner), er netop en udemokratisk disrespekt for publikum og en selvovervurdering fra kunstnerens side.

Man kunne spørge sig: Hvor er den kunst, der ikke aktiverer/involverer publikum?

Supplerende eksempler på klichéen
Lad os lige tage hele formuleringen til udstillingen Truth Or Dare, som der ikke blev plads til i klummen: "Kunstnernes åbne eksperimenter involverer publikum – for tør vi tage konsekvensen af værkernes skæve alternativ og gå med på opdagelse i noget, der virker både mærkværdigt, overraskende, storslået og mislykket?"
Ja, det tør vi godt. Jeg tror ikke der er nogen der er blevet bange for den udstilling.

Om Olafur Eliassons regnbue, Your Watercolour Machine: "Som titlens »Your« angiver, udpeger Eliassons værker altid det faktum, at beskueren selv skaber betydningen aktivt." (Weekenavisen 20/3-09)

Kataloget til "In case we die" fra Det fynske kunstakademi (og tilsyneladende den foregående undervisning) handler om at "give beskueren mulighed for at tage stilling til værket", og de bliver spurgt hvordan de skaber denne mulighed. Underforstået: Det kan "beskueren" åbenbart normalt ikke?

"Formålet er at inddrage beskueren i dialog om vante forestillinger og visuelle konventioner. Hvert værk er udvalgt, fordi det benytter sig af et nyskabende billedsprog, der frit surfer rundt mellem mellemøstlig og vestlig modernisme." (Images of the Middle East).

Kunstneren Kasper Sonne: "Jeg er af den opfattelse, at eftersom jeg udstiller i det offentligt rum, har jeg pligt til at inddrage beskueren eller i hvert fald gøre plads til beskueren i værkerne. Man kan sige, at jeg laver et rum mellem subjekt og objekt, hvor beskueren kan stille sig. Dér er der plads til ens egen involvering gennem egne referencer, egne erfaringer, til at aflæse og afkode de signaler, jeg sender." (Kopenhagen)
Igen må man spørge: I modsætning til hvem?

Kunstneren Eva Louise Buus fortæller i Kulturkontoret på P1 om hendes værker fra EXIT-udstillingen (fire malerier af landskaber, der er lidt svære at få øje på, hvis lyset er svagt), at hendes projekt er at arbejde med at 'involvere beskueren' gennem værker der 'først bliver til' når beskueren kigger på dem.
Jeg har set dem, og følte mig ikke mere end almindeligt 'involveret', ligesom den ontologi der ligger bag udsagnet om at værket først bliver til når beskueren kigger på dem er enten banal eller forkert, alt efter hvordan det skal forstås.

Der er masser af eksempler, og jeg vil løbende tilføje flere. Mit mål er ikke at hænge nogen ud, kun klichéen selv, og i sidste ende at den skal dø, så jeg ikke har flere eksempler at tilføje.

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/733.

Kommentarer

Kære Torben, jeg synes det er en interessant diskussion, du har taget hul på. Ikke mindst interessant, fordi du har den adgang til et massemedie (Politiken), som du har. I din artikel kan jeg ikke rigtig gennemskue, hvor generelt et ærinde du er ude i, når du afviser en beskuers, betragters eller læsers kreative rolle vis a vis et kunstværk, det være sig musik, billedkunst eller litteratur. Det virker som om du i din kamp mod floskler er meget skråsikker og generel på det her punkt, hvilket jeg synes er temmelig uklogt, fordi det lukker for nogle meget spændende perspektiver i den måde, vi bruger og oplever kunst på. Jeg har i min nyligt udgivne afhandling, Inter-lektualitet. Læsningens semiotik og etik, Syddansk Universitetsforlag 2009, netop behandlet dette spørgsmål om læsningens ansvarlighed over for det vi læser. Selvom mit fokus primært er litteraturen, mener jeg godt, at synspunktet kan udvides til andre former for kunstnerisk udfoldelse. Det skal lige pointeres, at jeg med termerne 'læseren' eller 'betragteren' ikke fokuserer på den konkrete hr./fr./frk., men på den læser- el. betragterolle, man i givet fald påtager sig, når og hvis udspillet og situationen er til det.

Men lad mig lige uddybe det lidt:
Et af mine udgangspunkter i arbejdet med fænomenet inter-lektualitet har været den antagelse, at der er litterære tekster eller dele deraf, hvor betydningen slet og ret er udfoldet i og med det, som teksten fortæller. Læseren kan (af)læse historien, fortællingen, beskrivelsen eller plottet, hilse den velkommen eller lade være. Og der er tekster eller felter og rum i tekster, hvor en betydning først viser sig i og med læseren kombinerer skribentens bidrag til betydningens fødsel med sit eget bidrag, i hvilken form det end måtte udfolde sig. Det er det, man kunne kalde det fantasmagoriske møde eller kunstens evige flirten. En skelnen man også kan møde hos filosoffen Emmanuel Levinas’ skelnen mellem det sagte (”le dit”) og selve sigen (”le dire”), fordi der i sigen ligger en orientering mod den anden, som ikke på samme måde ligger i det sagte. En opfattelse, der endvidere ligger tæt på den franske litteraturforsker og semiotiker Roland Barthes' skelnen mellem 'læselige' og 'skrivelige' tekster, som typologiserer (eller vurderer) litteratur ud fra et læserperspektiv ved at sætte læsningen af den litterære tekst i forhold til en skrivepraksis. I kort form er ’læselige tekster’ (”textes lisibles”) for Barthes tekster (værker), der vækker ’glæde’ (”plaisir”) hos læseren (og ved genlæsning: genkendelsens glæde), som de færdige eller helstøbte værker, de opleves som. ’Læseli-ge tekster’ er tekster, man kan forholde sig til, tage til sig eller forkaste og er således tæt forbundne med det umiddelbart fortalte. Hvorimod benævnelsen ’skrivelige tekst’ (”texte scriptible”), betegner en interaktiv læse-/skriveproces, ikke et produkt eller værket som sådan. Udtrykket ’skrivelig tekst’ dækker ret præcist det fænomen, man kender fra musikkens verden, hvor man taler om, at en solist, en dirigent eller et orkester ’tolker’ en given komponists partitur. ”Tolkning” skal her forstås som en dynamisk ’læsning’, og netop ikke som et hermeneutisk forsøg på at udgrunde værkets mulige meningssammenhænge eller bagvedliggende intentionelle tiltag, men som en selvstændig og ny udfoldelse af den (musik-)poetiske bestræbelse og disponibilitet, man læser i teksten eller partituret. ”(En) skrivelig tekst er os i færd med at skrive”, som Barthes udtrykker det. Eller med andre ord, en skrivelig tekst er os som læsere, fulde af lyst og ’nydelse’ (”jouissance” i modsætning til ”plaisir”) i færd med at blive tændt og stimuleret til at gøre noget til(-)svarende, dvs. til at skrive oven i, fa-bulere videre, supplere med og replicere i vores eget udtryk. Det er derfor, det er så vanskeligt at tale dækkende om ’skrivelig tekst’ eller nydelsesbetonet tekst, hvorfor litteraturkritikken naturligt nok oftest retter sig mod de ’læselige tekster’. Man kunne også med den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin kalde de ’læselige’ tekster for tendentielt monologiske og de(n) ’skrivelige’ for ten-dentielt dialogisk(e). På almindeligt dansk: henholdsvis underholdende og udfordrende. Det skal understreges, at dialog hos Bakhtin overordnet er bestemt som en dialog mellem forskellige sprog-lige bevidstheder i teksten og altså kun i formidlet form kan opfattes som en dialog mellem en skri-bent- og en læserinstans, hvilket jo gør hans betragtninger særligt anvendelige i litterære sammen-hænge.
En skribent læser eller oplever sin omverdens verbale og ikke-verbale (fx kropslige, fysiske, natur- eller følelsesmæssige) udfoldelser, og hans eller hendes skriven er en udfoldelse af sådanne (og mange andre) oplevelser og tilskyndelser. Således udfoldede eller fremstillede oplevelser og til-skyndelser kan initiere erfaringer. En tese-antitese-syntese-struktur viser sig. Oplevelsen, bestorm-ningen, sanseligheden, begæringen sættes og viser sit ansigt. Udfoldningen, fremstillingen, skrid-ningen ud i det imaginære tager eventuelt form af et konkret modbillede, som igen ’stiller sig til skue’. Herigennem omgås tabuet (censuren, forbudet, umuligheden) – og passagen til erfaringen er åbnet. Anti-tesen er dynamikken i foretagendet, det er det semiotiske moment i det inter-lektuelle møde mellem skribent og læser. Det er i læserens semio-tropiske (tegnfølsomme) forhold til anti-tesen som tegn, at denne læserrolle adskiller sig fra de recipienter, vi møder i receptionsteorier som fx Hans Robert Jauss’, Wolfgang Isers, Umberto Ecos, Michael Riffaterres, Noam Chomskys, Stan-ley Fishs og selvfølgelig de læsersociologiske.
Men hvad sker der egentlig, når man som læser, betragter eller lytter indtager en sådan positur i forhold til en litterær tekst, et teaterstykke, musik eller anden form for kunstnerisk udfoldelse? Hvordan læser og oplever jeg, og hvordan opfatter jeg de bestræbelser, jeg har konfronteret mig selv med? Eller med andre ord: hvad vil det sige at forholde sig aktivt og ansvarligt til det, man oplever? For Barthes, og det er jeg enig med ham i, er det formodentligt noget meget konkret, noget meget interaktivt, kropsligt og ikke kun intellektuelt (’forståelsesmæssigt’), idet han både oplever henholdsvis teksten, sproget, den litterære diskurs og teatret, det der forgår på scenen, personerne, bevægelserne, scenografien, lys og lyd og det talte sprog meget materielt i al sin performative udfoldelse. ’Læser’ og ’skribent’ skal altså i det følgende forstås i deres generelle, men aktive og kreative betydning forsøgsvis betegnet som ’lector’ og scriptor’.

Ved inter-lektuel semiotik vil jeg altså forstå en semiotisk tekstualitetsoptik, der hviler på den opfattelse, at der ved læsningen af kreative udfoldelser i bred almindelighed, som netop beskrevet, etableres et komplekst rum af dialogisk reversible forbindelser mellem en lectorinstans og scriptorinstans, som gør dem i stand til at kommunikere, i betydningen: ’meddele hinanden’, som Walter Benjamin udtrykker det. . Selvfølgelig altid i et synkront/diakront perspektiv og indirekte som en form for negativ dialektik. ’Negativ’ hentyder til, at der i den tegnopfattelse eller semiotik, der ligger til grund for denne måde at læse på, er en vægring mod at lade tegnet blive forbundet med en såkaldt naturlig, ahistorisk og akropslig tegnfunktion og således med en positiv idealitet eller essentialitet. Den er derfor snarere ”en semiotropi: dvs. den retter sig mod tegnet og indfanges af det og modtager det og behandler det og mimer det om fornødent som et imaginært skuespil” ud fra det synspunkt, at det er sådan, man i almindelighed læser. Man læser, hævder Barthes, som man fx gør, når man fortsætter med at læse, når man ser op fra bogen. Eller som forfatteren José Saramago udtrykker det:

”Når man læser, har man bogen slået op, men ganske uventet løfter læseren blikket og ser frem for sig. Læseren stopper, der er sket noget, noget magisk: det er, som om læsningen har flyttet læseren til et andet univers. Og når læseren kigger op, er det sig selv, han ser. Det er det begun-stigelsens øjeblik ved læsningen, der opstår, når man fastholdes i lidenskaben, kærligheden, hen-givelsen.”

Selv den professionelle analytiker af litteratur kan vanskeligt negligere, at det er den skrevne og læste tekst, man analyserer, og kan derved heller ikke negligere sin egen rolle som kreativ medspiller i den samlede tekstualitet. For Barthes er læsningen (la lecture) af eksempelvis en litterær tekst simpelthen ensbetydende med at indgå i en sådan relation til teksten (”un rapport transférentiel d’auto-analyse” ). Deraf kommer angiveligt opfattelsen af, at al litterær udfoldelse må være en form for kreativ ’missaying’ og ’misreading’ med reference til litteraturens konstitutionelle plu-ralitet og (almindeligvis) sproglige inkommensurable relation til sit indhold. En hvilken som helst forflygtigelse af dette er ensbetydende med, at man holder sig uden for læsningen og på den måde er bundet til ’nøgternt’ at gentage værket fx som historisk dokument, som traditionelt semiologisk dokument eller ved at beskrive dets formelle narrative og syntaktiske strukturer. For hvis man ikke ’spiller sig selv ud’ i en aktiv, semiotisk/semiotropisk tilgang til teksten, vil man heller aldrig få kontakt med den skribent(rolle), der på sin side ’spiller sig selv ud’ i skrivningen, og man vil så være dømt til at opfatte den, der har skrevet teksten som forfatter i den traditionelle opfattelse af ordet, som en personlighed, der udtrykker sig selv i værket, hvorved værkets genstandskarakter træder i forgrunden frem for dets proceskarakter.
Inter-lektuel semiotik indebærer derimod en lektuel etik, i betydningen ansvarlighed, over for skrivningen (igen i den generelle betydning) som til-bliven. Men hvordan viser en sådan læsningens ansvarlighed sig så i praksis? Ja, den udfolder sig som en gentagelse, men ikke en ’nøgen’ gentagelse af det oplevede ud fra et mimetisk perspektiv, men en iklædt eller kreeret gentagelse, stimuleret af en eller flere tilblivener. Enhver læsen er en inter-lektualitet (som pendant til inter-tekstualitet), en forklædt gentagelse af primært den tekstualitet, som er i fokus, men også sekundært af andre tekstualiteter uden for fokus, men stadig inden for læserrollens domæne. Tekstualitet i sig selv forstået som komplekset af en oplevelse af en andens oplevelse og kreative udfoldelse. Tekstu-aliteten er altså denne tilblivende proces som på overfladen ligner et afrundet og færdigt fænomen, in casu: en tekst eller et værk.
Det betyder, at læsningen af eksempelvis litteratur nu kan opfattes som en aktiv og kreativ, sproglig metonymisk forholden sig til skrivningen som et udspil. Den litterære tekst rummer altså en sproglig benævnelsesbestræbelse, man som læser må rette antennerne mod, dvs. indtage en til-svarende aktiv sproglig og særlig tegnfølsom (semiotropisk) positur overfor, og heri ligger essensen af, hvad der i denne sammenhæng forstås ved det tætte og gensidige forhold mellem læsningens semiotik og læsningens etik.

Bedste hilsner
John Thobo-Carlsen

Kære John Thobo-Carlsen:

Tak for kaffe - det var jo nærmest en hel forelæsning om læserens rolle i forhold til teksten.

Desværre forekommer det mig at du rammer ved siden af. Du har ikke rigtig påpeget hvori vi er uenige, men fremlægger en lang række velkendte teorier om tekstens åbenhed osv.

Det lader til at du har lavet en meget kreativ læsning af min tekst når du kan få det til at jeg (endda 'skråsikkert') "afviser en beskuers, betragters eller læsers kreative rolle vis a vis et kunstværk."

Jeg skriver jo at
"al kunst kræver, at man sanser aktivt".
Og jeg skriver også:
"Vi sanser kunst med hele kroppen og med en intentionalitet, der, ja, involverer hele vores kognitive apparat, vores sensibilitet (foreningen af tanke, sansning, følelse). Også når det gælder traditionel kunst. 'Beskuer' er kun et fattigt ord."
Hvordan er det en skråsikker afvisning af den kreative rolle?

Hvis du skal modsige mig, så vi kan få en diskussion i gang, skal du forklare hvorfor en mobile eller en regnbue gør beskueren mere til medskaber end et maleri gør. For det er jo den påstand, jeg kritiserer.

Hvis vi bliver enige om at det at omgås kunst altid kræver en aktivitet af os som erfarende subjekter, så er det uinteressant som kunstner at påstå at netop mit værk gør det. Hvis 'beskueren' skal gøres til medskaber i emfatisk forstand (til forskel fra i almindelig forstand), så skal værket være interaktivt.

Jeg vil bede dig om at forholde dig konkret til min tekst og at modargumentere den, hvis vi skal have en konstruktiv diskussion op at køre, hvilket jeg meget gerne vil. Det afgørende er ikke hvad Barthes en gang har sagt, men hvad der rent faktisk er tilfældet.

vh
Torben

Selv om det egentlig allerede fremgik, understreger jeg nu i blogindlæggets indledning at jeg mener at man altid erfarer et kunstværk aktivt. Og netop derfor er der kun grund til at fremhæve dette når der er tale om et egentligt interaktivt værk.

Kære Torben, jeg er ikke ude i et polemisk ærinde. Jeg er ikke fokuseret på en uenighed med dig, men på en dialog, i det her tilfælde en dialog om det, vi kunne kalde beskuerens, betragterens, læserens eller lytterens rolle vis a vis en given kunstnerisk udfoldelse, eller man kunne måske mere generelt sige en given prægnant komposition eller tableau, for muligvis at få din regnbue med eller ethvert andet storslået, gribende, natur- eller menneskeskabt, men immervæk stimulerende fænomen. På den baggrund kan jeg som udgangspunkt da ikke udelukke at ’beskueren skaber’ ved at betragte en regnbue. Bemærk at jeg skelner mellem ’at se’ og ’at betragte’, ligesom jeg skelner mellem ’at høre’ og ’at lytte’ og mellem ’at aflæse’ og ’at læse’. Men i øvrigt mener jeg ikke det kan koges ned til et spørgsmål om at skabe eller ikke skabe en regnbue ved at se på den, hvis jeg forstår dit eksempel og din fuldsidesoverskrift i Politiken-artiklen korrekt. Det er spørgsmålet om, hvad man i rollen som betragter og læser og lytter oplever vis a vis en given komposition, og hvordan man i den rolle ’selv’ omsætter eller udfolder denne stimulering; en udfoldelse som så igen kan gå i stimulerende dialog (kald det kunstnerisk eller ikke) med andre, der måtte være orienteret mod den. Det er på den måde, at man kan snakke om, at en betragter, læser eller lytter er medskaber, nemlig ved at samle de tråde og respondere på de spørgsmål og den tvivl (aporier) som en given komposition frembyder. Det er dér sammenfaldet af henholdsvis betragterens, læserens og lytterens tegnfølsomme formåen og an-svarlighed ligger. Eksemplerne fra litteratur-, kunst- og musikverdenen på værker, der er blevet til på denne måde er legio. Jeg kunne endda fristes til at mene, at hvis de ikke er det, vil de næppe rykke ved meget endsige henrykke nogen. Det er først ved at se ud over det traditionelle værkbegreb og ved at se ud over den mytiske ophøjelse af kunstnergeniussen (forfatteren, maleren, komponisten) som det kar, hvorfra en ustyrlig strøm af indsigt flyder, at flosklerne og klicheerne om den medskabende betragter, læser og lytter konverteres til indsigt. Det er således i opgøret med den ekspressive æstetiks sympatetiske og empatiske indlevelsesteorier, at man skal forstå de roller, som autor- og lector-instanserne spiller for hinanden i skabelsen af kunstnerisk form af værdi.
De fleste, der reflekterer over, hvad kunst er, er enige om, at det ligger i formen. Kunstens magi ligger ikke så meget i at udsige en sandhed, som processuelt at udfolde en større gyldighed. Men hvad skal kunstens form gælde for? Hvad er det for en kraftfuld investering som kunstværkets form både æstetisk og etisk står i gæld til? Den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin er ikke i tvivl og jeg med ham: ”Så længe vi blot ser eller hører noget, begriber vi ikke, hvad kunstnerisk form er; man må gøre det, der er set eller hørt eller udtalt, til et udtryk for ens eget aktive og værdimæssige forhold, man må indgå som skaber i det sete, det hørte og det udtalte, og ved at gøre det overvinde for¬mens materielle, uforanderlige og fastlagte karakter, dens tingslighed.” Man må først i en eller anden forstand opleve sig selv som skaber af form for at kunne aktualisere en kunstnerisk form af værdi.

Bedste hilsner
John

Det er fint at du gerne vil have en dialog om læserens/'beskuerens' rolle, men da vi begge er ved at skrive en bog om emnet (for det er jeg nemlig også), fører det nok for vidt at gøre det her på bloggen, hvor det ikke handler om hvad beskuerens rolle er, men om en kliché om at visse typer værker gør os til medskabere.

Lad mig blot sige at jeg mener at der er en essentiel forskel på at skabe og at betragte/læse/lytte. Det har intet med geniæstetik at gøre.

At erfaringen rummer et kreativt moment og at skabelsen rummer et erfaringsaspekt, retfærdiggør ikke at man kalder erfaring for skabelse eller omvendt.

Ok,Torben, men jeg forstår nu ikke, hvorfor man ikke kan have en konstruktiv dialog på en blog. Man kunne jo også spørge, om der ikke var andre, der kunne have lyst til at byde ind? Problemkomplekset om beskuerens, læserens eller lytterens rolle, medskabende eller ikke, i relation til kunstnerisk udfoldelse i bred almindelighed, synes i det mindste at være et tilstrækkeligt rimeligt væsentligt emne til, at Politiken lægger en bredside af spalteplads til den og til, at du er i færd med at skrive en bog om den samt til, at jeg netop har skrevet og udgivet en bog om den, for ikke at nævne den væsentlige debat, der internationalt foregår og har foregået blandt kunstnere og blandt kunstteoretikere om dette tema.
Du vil tilsyneladende ikke diskutere beskuerens rolle, men gerne det, du opfatter som floskler og klicher om beskuerens medskabende rolle i visse kunstneriske sammenhænge. Hvordan hænger det nu sammen? I mit sidste indlæg tager jeg netop stilling til, i hvilke tilfælde diskursen om beskuerens, læserens eller lytterens rolle i kunstneriske sammenhænge tenderer mod mere eller mindre overfladiske betragtninger (kald det klicheer eller floskler), og i hvilke det kan anspore til ny indsigt og forståelse af, hvordan samspillet mellem autor- og lectorinstanserne fungerer. Så hvad er problemet? Er det erfaringsbegrebet, du gerne vil have i spil, eller var det nok med spidsen i Politiken?

Bh. John

Man kan sagtens have en konstruktiv dialog på en blog. Men den skal helst handle om det, som indlægget oprindeligt handlede om, og ikke bestå af hele kapitler fra de bøger, vi er ved at skrive, hvilket kan blive konsekvensen hvis jeg ikke holder igen.

Jeg har IKKE sagt at jeg ikke vil diskutere dette emne, tværtimod, det vil jeg gerne. Men jeg har så meget at sige om det og har så travlt med at skrive omtalte bog færdig, at jeg ikke kan bruge timer på at redegøre for de meget komplicerede problemstillinger her på bloggen i min arbejdstid. Min postdoc løber ud på fredag, og inden da skal min bog være færdig. Så jeg har ikke tid til samtidig at tage grunddiskussioner nu. Er det lettere at acceptere som forklaring?

Dette sted er ment til at diskutere min klumme i Politiken, og det er det folk forventer sker her. Jeg vil meget gerne udveksle syn på æstetiske grundproblemer i akademiske sammenhænge og også gerne på blogs og i al offentlighed. Men her svarer jeg altså kort.

Som sagt: Jeg mener man bør skelne mellem erfaring/betragtning og skabelse. Jeg mener ikke at lemfældig brug af skabelsesbegrebet fører til nye indsigter - det udvander bare de gamle.

Hvis du virkelig vil have en kvalificeret dialog der går langt ud over det avisindlæg, som er skrevet på mediets præmisser, så skal jeg sende dig mit kapitel om æstetisk erfaring fra min kommende bog, "Objektiv sensibilitet".

Det kan du læse og så kan vi diskutere det efter 15. august - skriftligt, mundtligt, privat, offentligt, hvad end du vil. Men ikke lige her og nu.

Der kan man se. Det er sådan det hænger sammen. Held og lykke med det, du er i gang med.
Bh. John

Først vil jeg sige til Torben Sangild at jeg forstår hans lille korstog mod klicheer. Der er altid i kunstens verden (som i alle andre sociale sammenhænge) sådan nogle ord, der i langt højere grad en selve sagen, er til for at signalerer tilhørsforhold, politiske og sociale positioner et.c. Siden akademiet har jeg fået knopper af ord som diskurs, praksis, konceptuelt f.eks.

Det er irriterende, som modeord altid bliver efter et stykke tid, men man bør nok skille det i to dele. For det første den underliggende agenda. F.eks. er postulatet om at ens kunstværk er specielt demokratisk, jo udtryk for et eller andet. (Det nuværende udvalg i Statens kunstfonds billedkunstudvalg bruger mange ord på at vise at de er godt gammeldags utilitaristiske.) For det andet er der så det almindelige vrøvl, der signalere at man er med på noderne, har forstået mærkelig kunst o.s.v. Dine eksempler indeholder begge dele. Den sidste kategori er jo bare dovenskab (floskler og klicheer) og ville være det uanset om det de udtrykte tilfældigvis var sandt eller ej. Den første derimod kan kritiseres og hører jo så under den almindelige kunstdiskussion.

Kort sagt så har dine indvendinger en dobbelt brod. På den ene side er der et bestemt kunstsyn du opponerer imod, på den anden en slap og upræcis omgang med begreberne og det er jo faktisk to forskellige ting.

Du bruger af gode grunde mest krudt på at kritisere kunstsynet og derfor er John Thobo-Carlsen selvfølgelig interesseret i den del af diskussionen. Den peger i øvrigt i et utal af retninger. Diskussionen om hvor kunstværker opstår er kun en. Politikernes tunge skulder, der møver kunstfonden, museerne og derved masser af de tilstødende aktiviteter (bl.a. kunstfabrikation) med nyttekrav er en anden, og massemediernes krav om en nem, bredt forståelig og imødekommende forklaring en tredje.

Angrebet på floskler er kort sagt altid også en del af en løbende diskussion, for vi ved jo godt hvad det er de mener. Ordet Diskurs er knyttet til post-koceptkunsten og viser at kunstneren er på højde med udsigelserne i sit værk (farvel ekspressionister) og eventuelt også har en relativistisk postmoderne position baseret på fransk tænkning (se John Thobo-Carlsen indlæg). Praksis står i modsætning til værker og ouvre og er vel sådan fluxus contra det borgerlig kunstbegreb eller noget i den retning. Som udøver af det afdankede borgerlige maleri og hældende mod den analytiske filosofi er det klart at jeg reagere på disse ord, dels fordi jeg ikke kan klare lemfældigheden, dels fordi jeg reagere på og opponerer mod selve kunstsynet, der ligger implicit.


Til John Thobo-Carlsen

I den historistiske tradition er det altid dette man hører: at den nye kunst og den nye æstetiske norm skal opstå i opgøret med den romantiske tradition (... Det er således i opgøret med den ekspressive æstetiks sympatetiske og empatiske indlevelsesteorier...). Men uden den tradition ville vi slet ikke diskutere dette her, for så havde vi ikke arvet nogen af de metafysiske og normative opfattelser og begreber, som vi jonglere rundt med.

Det metafysiske og det normative er et punkt hvor jeg er meget skeptisk, mens man i fransk tænkning tillader sig at bruge løs ganske ureflekteret. Det er to traditioner, der kommer til at støde sammen i denne diskussion og det er svært at slå bro mellem logisk analyse, der ofte bliver for tynd suppe. Og så argumenter der baserer sig på hvad Barthes eller Bakhtin eller Platon eller... har skrevet og hvor den romantiske nisse altid flytter med.

Jeg mener f.eks. sagtens at kunne se ud over det traditionelle værkbegreb og div. Kunstnergeniusser (der lever ret vitalt videre i både modernisme og postmodernisme) uden at få øje på den medskabende læser/lytter/betragter. På mig lyder det nærmest som en ekstrapoleret kunstnergenius. Vi kan sagtens være enige om at kunst altid er et sprog og derfor altid er henvendt til nogen (f.eks. de kommende generationer, Gud, Petrark). Men det gælder jo generelt for udøvelse af sprog.

Kunst er form skriver du. Spørgsmålet er hvilke formelle normer du mener eksisterer, som gør kunst god og inter-læsbar. Uden en sådan norm har man faktisk ikke sagt ret meget, for postulerer man at man kun kan se at en tekst er interlæsbar efterfølgende, ved at folk laver nye værker, for at opponerer, fordi de har ladet sig inspirere, stjæler ideer eller lignende, så begynder argumenterne at løbe i ring.

Og så lige for god ordens skyld så kræver jeg ikke en fuldstændig æstetisk teori og er bare interesseret i om du mon kan komme en sådan auteur-norm lidt nærmere.


Venlig hilsen

Jakob Nørregård

Whoops, så fik I ellers lige ordnet verdenssituationen imens. Havde ikke læst de sidste indlæg.

Jakob Nøregård: Tak for en interessant og konstruktiv kommentar.

Det er interessant at du mener at jeg bruger mest krudt på at kritisere et bestemt kunstsyn. Sådan tænker jeg det faktisk ikke selv. Jeg har lige genlæst min tekst, og jeg ser ikke rigtig noget kunstsyn. Hvis der er et, skulle det vel være en idé om at kunst som ikke er maleri gør os mere til medskabere end maleri? Det er så tyndt og forkert at jeg ikke helt vil kalde det et kunstsyn.

Måske kunne jeg få dig til at formulere hvad kunstsynet består i? Det er jo ikke nok at sige at kunsten skal være interaktiv, for det er jo ikke den opfattelse, jeg kritiserer.

Når man underforstår noget risikerer man jo selvfølgelig, at overtolke andres udsagn. Men når jeg mener at du i den ovenstående kritik kritiserer et kunstsyn er det fordi du selv tolker kunstnernes og udstillingsstedernes brug af medskriver-modellen (som jeg også synes at man kan kalde et kunstsyn, eller som i hvert fald har konsekvenser for kunstsynet) som et ønske om at fremstå demokratisk. Det siger de jo faktisk ikke selv og her underforstår du deres motiver.

Der er altså som jeg ser det to kunstsyn du kritiserer, Beskueren som medskaber og det (indrømmet) ret vage, men til gengæld kunstpolitisk slagkraftige demokratiske kunstsyn. Og så selvfølgelig den uskønne blanding af de to. (det med det demokratiske kunstsyn, må jeg så lige uddybe for det hænger vist og svæver lidt)

I modsætning til brugen af ordet »tvang,« din første kliche, der ikke efter min mening indeholder nær så kompleks en udsigelse, men mere ligger i tråd med sprogbrug som »jeg blev forført af hans skønne farver«, så er der mere på spil i museer og kunstneres udtalte intentioner, på vegne af henholdsvis udstillinger og værker end bare en forkert brug af ord. At postulere en intention er nemlig også at give udtryk for hvordan man mener at kunsten skal forstås og hvordan den passer ind i verden. Det er da vel et kunstsyn som aftegner sig.

At udnævne beskueren/læseren/lytteren til medskabende er rigtigtnok noget man kan gøre uden den store omtanke og en nem måde at få sit værk til at fremstå demokratisk, men når man præsenterer tingene på denne måde er det vel netop fordi det såkaldt demokratiske låner værker og udstillinger legitimitet. Vi kender jo godt det synspunkt: at debatskabende ting er gode, at ting der peger på ukendte sider af verden og derved udbygger vores viden er gode, at pluralistiske ting er gode et.c.

Når jeg nu er i gang så sætter jeg den lige op i 5 gear, og herfra er det så for helt egen regning. For I disse tider hvor Weekendavisen for eksempel hiver Henrik Dahl ind for at genoplive rindalismen, der jo ellers fungerer udmærket uden sociologiske diagrammer, så mener jeg at der aftegner sig et utilitaristisk fundament i det jeg temmelig vagt ovenfor kalder det demokratiske kunstsyn. Hvorfor ellers begynde at legitimere kunsten som pseudofolkelig? Hvor Rindal synes jeg egentlig havde et ret konsistent synspunkt, sådan lidt a la Benthams (hvis man bliver lykkelig af ludo, så op i røven med poesien), så ligger de andre tiltag netop i at de postulerer en eller anden form for samfundsnytte; men selvfølgelig på et højere plan, »...hellere sur Sokrates, end glad gris...«. Derfor hives hele beskuer-medskaber problematikken ind, ikke af kunstnerisk eller formidlingsmæssig nødvendighed, men af politisk nødvendighed.

JN

Hmm. Oven på en portion biksemad, ser jeg at det nok kan siges lidt simplere:

Disse floskler/begreber giver ofte udtryk for et eller andet halvfordøjet kunstsyn. Netop derfor er de jo floskler. Når man reagere på dem er det ofte det ufordøjede man reagere på.

JN

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2