« Klichédræberen 2 - Beskueren skaber med | Forside | Klichédræberen 4 - Udfordring »

25.07.2009

Klichédræberen 3 - For mig er kunst min egen kunst

Tredje runde af min Politiken-klumme Klichédræberen angår de evindelige udtalelser fra kunstnere om hvad kunst er "for mig", hvor det altid viser sig at kunst (for dem) er det, de selv laver. Hvorfor ikke bare sige at de interesserer sig for dette aspekt eller arbejder med det, frem for at gøre det til en kunstdefinition? Kunst er alt muligt, og kan ikke bare sådan defineres, slet ikke subjektivt.

Nedenfor kan du læse klummen som den stod i avisen i dag plus nogle supplerende eksempler, og du kan kommentere, diskutere og komme med endnu flere eksempler i kommentarfeltet.

Klummen: Nej, det interessante er ikke, hvad kunst er for kunstneren
Af Torben Sangild

Vi er på besøg hos kunstneren Signe Selvfryd i hendes værksted. ”For mig er kunst grankogler”, forklarer hun og viser sin skulptur frem, der ganske rigtigt er lavet af en masse grankogler. Eller vi læser en pressemeddelelse om kunstneren Egon Egenskab, der forklarer, at for Egon Egenskab er kunst kærlighed, og derfor laver han videokunst med nogen der kysser.

Ja, det er fiktive og lettere karikerede eksempler på denne lørdags kunstkliché, konstrueret for at vise det problematiske i, at kunstnere gerne vil definere kunst som det, de selv laver. Lad os tage et par hurtige eksempler fra den virkelige verden, hvor kunstnerne har travlt med at definere hvad kunst er – for dem: I Venedigbiennalens katalog står der, at for den svenske kunstner Jan Håfström opstår kunst først, når mange elementer kombineres, så derfor kombinerer han mange elementer i sin kunst. Synd for minimalismen, der gør det modsatte. Lilibeth Cuenca Rasmussen fortæller i et interview lidt paradoksalt, at ”for mig er kunst kommunikation mellem beskueren og kunsten”. Der er altså forskel på kunst og kunsten? For Stine Odder ”er kunst en måde at udtrykke følelser på”, og så er det jo heldigt, at hun maler så følsomt. Bjørn Nørgaard skærer igennem med alle tiders definition: ” For mig er kunst kunst” og tilføjer ”og det har intet med religion at gøre”. Synd for Michelangelo.

Der er to problemer i denne kliché. For det første ideen om at kunst er noget, enhver definerer selv. For mig er kunst dit, for dig er kunst dat, og for Børge er kunst udelukkende havregrød. Sådan fungerer det altså ikke. Kunst defineres ikke bare subjektivt. For det andet er det selvoptaget og et billigt trick at definere kunst som det, man selv laver. Det betyder jo at ens egne værker er mere kunst end det, de andre laver. Hvad blev der af den pluralisme, der siger, at kunst er alt muligt og at den enkelte blot udforsker et lille hjørne af den? Hvorfor skal dette lille hjørne ophøjes til at være kunst som sådan. Kunstneren burde kunne sige: ”Min kunst er meget direkte kommunikerende” uden dermed at sige, at den kunst, som er mere gådefuld, slet ikke er kunst. Det er ikke kunstnerens opgave at definere kunst. Det banale faktum, at kunstnernes kunstsyn påvirker kunsten, bliver til en sær dobbelthed af meget kategoriske kunstdefinitioner og plat relativisme.

Kære kunstner: Når du erklærer, hvad der er kunst for dig, ligner det et retorisk forsøg på at gøre din egen kunst til den mest kunstneriske. Det er slet ikke nødvendigt. Det er langt mere vigtigere at lave god og vedkommende kunst end at definere hvad kunst er – for dig.

Supplerende eksempler
"For mig er kunst det samme som et særligt budskab" (her)

"For mig er kunst et nedslag" (her)

"For mig er kunst mere end et udtryk, det er et håndværk" (her)

"For mig er kunst en videnskab" (Pia Brix-Thomsen i Vejle Amts Folkeblad 8/12-07)

"For mig er kunst ligesom showbusiness" (Jakob Boeskov i Pol 18/11-05)

"For mig er kunst en oversættelse af virkeligheden" (Antony Vest i Berl. 15/12-04)

"For mig er kunst et bord, hvor man præsenterer sin sjæl, sin spirituelle føde" (Niza Sabour i WA 28/5-03)

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/734.

Kommentarer

Jeg skal lige have den her på plads. Det lyder umiddelbart som en sproglig uformåen hos de "angrebne" kunstnere. Altså vendingen "for mig er kunst..." opfatter jeg som hvis de sagde "den måde jeg arbejder med kunst er...". Men strengt gramatisk og logisk analyseret kan jeg godt se du har en lille pointe. Jeg tror bare ikke den er meget andet end sproglig. Det ville svare til at du angreb alle sprog med dobbeltbenægtelser for at være ulogiske. Hvilket de er, men det indvirker bare ikke på forståelsen, fordi alle ved hvad der menes. Men jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig klog på hvad der sker inde i hovederne på håbefulde kunstnere. Hvis det står sådan til som du antyder, er vi da helt klart ude i noget narcisistisk morads ( hvis man sprogligt kan forsvare sådan et begreb).
Og så ved jeg ikke om det ikke er kunstneres arbejde at definere hvad kunst er. Jeg mener at have læst i Kunstakademiets formålsparagraf, at det var lige det det var. Men det skal jeg måske slå op igen.
Ps: Glæder mig til næste klicheangreb

Kære Jeppe, tak for din kommentar.

Det er muligt at de siger noget andet end det, de mener. I så fald er det netop et tegn på at man overtager en kliché i stedet for at tænke over hvad man siger.

Men jeg tror, der ligger mere i det. Jeg tror at der ligger en kombination af:

1. Ønsket om at udtrykke det du siger, nemlig "det, jeg fokuserer på er..." som så på mystisk vis bliver til hvad kunst overhovedet er. Denne glidning må skyldes en eller anden form for selvoptagethed når det kan ske rent sprogligt at ens eget projekt bliver til hvad kunst er.

2. Tankeløs omgang med sproget, indoptagelse af omvandrende kliché.

3. Netop den idé om at det er kunstneres opgave at definere kunst, som du peger på.

Det er en uheldig cocktail, og mit mål er at dræbe den, ikke at hænge nogen kunstnere ud.

Desuden er det som sagt ikke kun kunstnerne, men også formidlerne der bruger denne vending.

Endelig er der spørgsmålet om hvorvidt kunstnere skal definere kunst. Grunden til at de ikke skal gøre det, er at der kommer som regel noget vrøvl ud af det. Hvis det virkelig står i Akademiets formålsparagraf, er jeg uenig med denne.

Jeg kan ikke andet end være enig i at begreberne glider fra at være meningsbærende til at ende i floskler. Det er vel også derfor at gamle begreber må genopfindes gennem nye ord for at afskrælle sig, alt det der er blevet hæftet på i årenes løb. Jeg glæder mig derfor til at du behandler udtrykket sitespecifikt.

Jeg ser ligesom Jeppe også noget sprogligt i dette. Det springende punkt er om kunstnerne definerer kunst ved at sige klichéen, hvilket jeg ikke mener de gør. For mig viser dit indlæg måske allermest kløften imellem kunstnerens sprog og akademikerens præcise, nuancerede, men også kedeligt forbeholdne sprog.

Selv om jeg er særdeles enig med dig i, at det ikke er kunstnernes opgave at definere kunst, er jeg ikke enig med dig i, at de nævnte kunstnere DEFINERER kunst ved at sige "for mig er kunst XXX". De siger jo netop "for mig". Og jeg ser det ikke som en ekslusion, at alt der er ved siden af XXX ikke er kunst, men snarere som en slags fokusering. (Paradoksalt nok ser jeg Nørgaards kunst er kunst citat som det mest eksluderende.) Med fokusering mener jeg det samme som fx når videnskabsteoretikeren siger, at alt er en social konstruktion. Det kan fortælle rigtig meget om verden, men det kan ikke fortælle alt. Det er et greb, som kan bruges til at kigge på verden på en bestemt måde. På samme måde med alle dine citater ovenfor, det er vinkler at lægge på kunst. Ikke noget der fanger alt, men måder man som beskuer kan kigge på kunst på.

Kunstneren behøver ikke at være korrekt i sit sprog, men kan i højere grad tillade sig at have et strategisk, pædagogisk formål med sine udtalelser...
...Eller også er det bare et udtryk for, at jeg nu står på den anden side af den akademiske skranke end dig og kan tillade mig ikke længere at være kritisk, men bare være kunstnyder og hive de ting ud af kunstnere og værker, som jeg selv kan bruge til noget.

At "for mig er kunst XXX" er en kliché må vel bare betyde et specialiseret kunstsyn; at rigtig mange kunstnere sætter skarpt (og afgrænset?) fokus på en delmængde af kunstens muligheder. Jeg overvejer, om man herfra kan drage, at kunst i højere grad er blevet et eksperimentarium, hvor man er mindst lige så interesseret i delresultater, som i de helt store mål?

Sidebemærkning med endnu et eksempel: Jeg kom til at tænke på en-eller-anden Jakobsen (kan ikke huske hans fornavn) som var artist-in-residence ude på kua. Jeg var til hans første time, hvor du også var. Jeg blev så træt af at høre hans reduktion af at al kunst er politisk. Jf mine ord ovenfor mener jeg, at det kan være en vinkel på kunst. Men jeg mener også af Jakobsen burde have været mere bevidst om midlerne for at opnå målet. At midlerne kan være andre end politiske.

Når alt dette er sagt, vil jeg godt tale dig lidt efter munden og medgive dig, at floskler generelt gerne bør fejes af banen, men skal ikke blindt overtage talemåder.
Og mit personlige kunstsyn foretrækker da generelt også kunstnere med et bredt udsyn. (Jeg ved godt det ikke er det du skriver om)

Jo, men det er for let sluppet at sige at kunstnerne bare prøver at sige at de fokuserer på noget. Især fordi det bliver gentaget igen og igen af formidlerne. Og fordi der er teoretiske positioner, som de pågældende kunstnere har læst, der fx siger at kunst er kommunikation.

Jeg taler i øvrigt lige så meget qua kunstkritiker som qua akademiker. Man behøver ikke være akademiker for at irriteres over flosklerne; det gør store dele af det almindelige kunstpublikum og avislæserne også.

Det er mig ikke helt klart, hvad du skriver i det øverste afsnit. Jeg forstår ikke helt sammenhængen mellem sætningerne. Men jeg kan da kommentere på den første sætning og sige, at det muligvis er en meget let slutning, men at du ikke nævner den vinkel i dit indlæg.

Til det nederste afsnit vil jeg pointere, at jeg er absolut enig i, at floskler næsten altid er dårlige (har rigtig mange ulemper som jeg vil undlade at nævne her), og at det er rigtig fint at blive gjort bevidst om dem. Men som jeg læser din kritik af "for mig ...." , så er det både, at det er en floskel, og så selve betydningen af flosklen, der irriterer dig. Angående det sidste mener jeg bare, at man også kan se mere positivt på budskabet. .

Det er mig ikke helt klart, hvad du skriver i det øverste afsnit. Jeg forstår ikke helt sammenhængen mellem sætningerne. Men jeg kan da kommentere på den første sætning og sige, at det muligvis er en meget let slutning, men at du ikke nævner den vinkel i dit indlæg.

Til det nederste afsnit vil jeg pointere, at jeg er absolut enig i, at floskler næsten altid er dårlige (har rigtig mange ulemper som jeg vil undlade at nævne her), og at det er rigtig fint at blive gjort bevidst om dem. Men som jeg læser din kritik af "for mig ...." , så er det både, at det er en floskel, og så selve betydningen af flosklen, der irriterer dig. Angående det sidste mener jeg bare, at man også kan se mere positivt på budskabet. .

Jeg prøver på at sige at du ikke bare kan slå det hen med at de mener noget andet end de siger (nemlig at de lissom har valgt at fokusere på det, de siger kunst er for dem) og at det derfor er en harmløs kliché. Blandt andet fordi det er en udbredt teoretisk position. Og fordi det bliver videreformidlet i samme form. Er det klarere?

Jeg er selv lige startet på Århus Universitet, hvor jeg læser musikvidenskab, og blev i en af de første lektioner bedt om at definere ”musik”. Da der er mange forskellige musikalske præferencer sådan et sted – alt lige fra sampling af et damplokomotiv, til wienerklassisk tonekunst var repræsenteret – bliver der følgelig en del forskellige opfattelser af musik. Flosklen gjorde sin entre, da en studerende definerede musik som: ”en lytter definere selv, hvad der for ham er musik!” Det fik mig til at tænke på din klumme, så jeg følte mig nødsaget til at opponere. Det leder nemlig til nogle ret besynderlige konsekvenser. Fx kan man så vælge at definere Bachs triokoncert som ikke-musik, mens lyden af et skab der vælter, pludseligt bliver stor musik – måske såfremt det bliver udgivet, af en afsender der kalder det musik. Selvom en musiker (eller en kunstner) kalder en græsplæne for musik (eller kunst), bliver det ikke musik eller kunst af den grund. Det er stadigt kun en græsplæne. Jeg vil derfor lige sige tak, fordi du gjorde mig opmærksom på denne kliché og floskel for mig.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2