Arkiv: september 2009

« august 2009 | Forside | marts 2010 »

12.09.2009

Hvad er en kritiker? (af Kaspar Bonnén)

Dette gæsteindlæg, skrevet af kunstneren Kaspar Bonnén, giver en opsang til kunstkritikken, som han ikke finder engageret og perspektiverende nok. Det er tiltrængt med noget debat om kunstkritikken i Danmark, og Det spekulative øre lægger gerne øre til dette.

Da der også bliver skudt på mig, svarer jeg specifikt på denne kritik i den første kommentar.

Hvad er en kritiker?

Af Kaspar Bonnén

Sådan kunne min overskrift lyde. Analogt med Sangilds forsøg på at skitsere konturerne af kunsten i hans blogindlæg Hvad er kunst?

Sådan forsøger kritikerne at tegne konturerne for kunsten, så de har noget at gribe om, ligesom kunstnerne forsøger at fremmane skikkelsen af en rigtig kritiker.

I sit korte indlæg skriver Charles Baudelaire i 1846 under overskriften Hvad skal kritik gøre godt for? ”Jeg tror oprigtig talt at det bedste stykke kritik er både underholdende og poetisk, ikke af den algebraiske slags der, under påskud at forklare alt, hverken indeholder had eller kærlighed og som bevidst frasiger sig enhver antydning af følelse;...” og senere ”kritikken må være partisk, lidenskabelig og politisk, altså skabt udfra et eksklusivt synspunkt, men ud fra det synspunkt som åbner de fleste og bredeste horisonter”.

Følelse, lidenskab, politik, men udfra det synspunkt som åbner de fleste og bredeste horisonter. Jeg har i et indlæg på kunsten.nu udtrykt mit ønske om en mere ambitiøs kritik, og netop efterlyst en kritik, der både kan tænke bredt, og som tør og har lyst, dvs. har et engagement, til at beskæftige sig med kunst.

På mange måder er kunst og kunstdebat mere synlig nu, hvis man interesserer sig for den. Kopenhagen og Kunsten.nu har gjort udstillingerne mere synlige, der er interview med kunstnere og lejlighedsvis debatter på kunsten.nu. Så mit savn drejer sig primært om den kritik der åbner de brede horisonter, en kritiker der levende interesserer sig for kunsten.

Ja man kan føle sig helt krævende, sådan at tro, at nogen skulle have lyst til det, at interessere sig for kunsten, og at man tror at billedkunsten rummer noget, som kan vedkomme flere mennesker.

Tilsyneladende har selv de store aviser og radioen opgivet denne horisontale interesse for kunsten. Engang imellem dukker den dog op som nyheds og debatstof, men det er sjældent flatterende for kunsten, for det er jo ofte når forargelsen sætter ind, og oftest er det som forskræp eller indimellem en anmeldelse, som sjældent, eller tør man sige aldrig går i dybden, det vil sige at anmelderen går i kødet på kunsten som udsagn.

Kunsten er blevet en konsumvare på linje med biltillægget og med stærkt hensyn til de store institutioners behov for sektionsforsider. Den kunstneriske værdi er skalérbar og kan opregnes i stjerner, og i dovne anmelderklichéer, som ”det er en fin udstilling, men måske kunne det også have været interessant, hvis kunstneren havde gjort....”, så har anmelderen bevist, at hun er gået i dialog med værket, som vi stadig ikke har fået særlig meget at vide om, og aldrig er gået i heftig dialog med eller i opposition til, eller fået ført kunsten ind i et bredt kulturelt perspektiv.

Og så er det, det gør ondt, når Henrik Dahl får lov til at udbrede sit snæversyn, når Pia Kjærsgård får en forside, når Thomsen/ Stjernfelt igen udbreder sig om den negative opbygelighed, som de tyve år senere er kommet i tanke om vistnok fandtes engang, og bogen så rydder forsiderne. For det er ikke generelle problemstillinger jeg genkender fra kunstscenen. Jo, de findes, men er de virkelig så fremtrædende, at de retfærdiggør så meget plads?
Jeg undrer mig. Og hvor er kritikken.

Og pressen er på pletten, hver gang der er en god historie, når en fisk blendes, eller en carport brændes, eller en rutchebane bygges. Gode historier er fine og jeg har ikke noget imod hverken Hornsleth og Evarristis måde at bruge medierne på. Men jeg er trist over, at det er det eneste som bliver synligt, og at de får så meget spalteplads. Eller rettere at al mulig anden interessante kunstværker ikke får plads.

Også fordi, der efterfølgende bliver peget fingre af kunsten, se den er jo bare guldfisk og lort på dåse, som Pia Kjærsgaard får forsideplads til at ytre sig om

Så er det til gengæld herligt når en sjælden gang en kunstteoretiker som Mikkel Bolt fra modsat side får god plads i Politiken. Men var det så fordi at hans synspunkt er så god en historie? Min primære anke mod Bolt er egentlig ikke hans kunstsyn, det synes jeg fint om. Men hans position irriterer mig. Han sidder der på sidelinjen, har skrevet en historisk bog om avantgarden og dens mislykkede anslag mod det borgerlige samfund. Men selv står han udenfor scenen, hans bog giver virkelig ikke inspiration til det, han opfordrer til, men giver snarere et modfaldent grin over avantgardens selvovervurdering! Der var hans helt Bataille dog mere kompromisløs og gik selv ind i etableringen af en modoffentlighed. Men Bolt tror måske han kan ordne det fra sidelinjen fra sin universitetsstilling?

Jeg kræver mere af kritikerne, og jeg mener at de selv er ansvarlige for udviklingen af det område de befinder sig i. Kunsten har brug for mod og medspil for kritiske stemmer, for engagement. For at få bredt horisonterne ud. Ja, anmelderne er ansvarlige for den diskussion og debat, som findes omkring den.
Kritikeren er ikke isoleret fra kunstens udvikling, og kunstneren bliver ikke mere ambitiøs end det samfund som omgiver ham og giver ham plads til.

Jeg tror ofte det er redaktionelle beslutninger, som isolerer kunsten til anmeldelsesstof. Er det ikke en idé at gentænke formaterne for kunststoffet?

Jeg har i et indlæg stilet til Politiken også polemiseret imod Torben Sangilds indlæg, fordi jeg, når jeg læser aviserne den seneste måneds tid ser hans klichédræbere lidt i forlængelse af Mikkel Bolt og Thomsen/ Stjernfelt, måske på et mere lavpraktisk niveau. Men altså står de ikke alle og peger fingre ad et bestemt aspekt af kunsten. Men er det virkelig det vigtige i kunsten her og nu?

Personligt oplever jeg kunsten og kunstudbuddet som et vidtfavende felt, fyldt med divergerende udsagn, hvor alt muligt andet kunne være hevet frem. Alligevel synes jeg, at Sangilds klicheangreb var interessante og sjove, og især er det velgørende at ikke alle kulturjournalister står med mikrofonen klar når succesmanden Olafur ytrer det mindste, det har ingen glæde af. Men alligevel så mangler jeg at Sangild med samme iver kaster sig positivt over et værk og hudfletter det på samme måde som han polemiserer over klicheerne. Jeg kan ikke på hans blog umiddelbart de samme glødende lyttende temperament, samme lidenskabelighed eller underholdningsværdi, som Baudelaire f.eks. ønskede, eller med andre ord, der er i min optik for lidt øre i Det Spekulative Øre, mens jeg sætter pris på de berettigede angreb, han fører.

Og så kender jeg jo godt situationen, når man som kunstner skal sende en pressemeddelelse eller en ansøgning, og man står der med alle sine talenter og ideer, og ikke en eneste journalist eller anmelder dukker op, fordi de spiser frokost på Louisiana, eller fordi de skriver på deres bog om Michael Laudrups smil, eller hvad ved jeg, så kan det godt være, at man som Lille Claus får lyst til at udbryde ”Hyp hyp alle mine heste”, fordi det dog lyder så flot, og så kan det være at dem som går forbi lytter og synes det dog ser så flot ud. Selvom man godt ved at hestene jo kun er til låns. Og så komme Store Claus og siger, hold op med at sig det, ellers slår jeg din hest for panden.

I pressemeddelelsen til projektet Radiant Copenhagen skrev vi bl.a. at Radiant Copenhagen er ”et værktøj til at bryde med etablerede måder at tænke på. Hvis vi kan påvirke, hvordan folk forestiller sig byen, kan vi også påvirke byen.”, og det lød jo flot og er et flot projekt. Ikke at vi gjorde os illusioner om at byen ændrede sig sådan direkte, ja, vores projekt har måske endda haft en mikroskopisk effekt, hvis overhovedet nogen, men nogen gange skriver man sit håb frem, og nogen gange bliver det for meget. Men alligevel fungerer vores projekt fint som alternativ forestilling om København.

Dette sidespor blot fordi jeg kender mekanismerne, når der skal skrives pressemeddelelser, så bliver de håbefulde drømme, om at tvinge beskueren med en pakke cornflakes og lidt bobleplast til en ny virkelighed. Kunst er også en drømmefabrik, en leg med materialer og forestillinger, identiteter og meget mere.

På Kunstakademiets udstillingssted, BKS Garage så jeg nogle meget løjerlige skulpturer af Rasmus Høi Mygind. På en måde meget æstetiske, men også vældig antiæstetiske. Helt klart en begavet leg med konventionerne om æstetik og skønhed, og skal anmelderen ikke også nogen gange turde tage springet ud over klichernes drømmende hav. Og stille sig selv spørgsmålet om det ikke er her i vores overskudssamfund, hvor alt rationaliseres, at der dukker disse skulptur op som en spørgsmålstegn, mellem varefetishen som kunsten selv er en del af og mellem affaldsæstetikken og forsøger at skabe et rum, hvor kunstneren virkelig forsøger at stille spørgsmål om den verden vi lever i? Skal anmelderen ikke forsøge at trænge ind i det mørke som skulpturen dukker op af?

Altså: Jeg er enig i at pressemeddelelser, ”hvor vi tvinges til at opleve verden på en ny måde” og anmeldere som viderebringer Olafurs citater ordret, blot fordi han er verdensberømt, mangler mod. Og jeg er enig i at slap sprogbrug sikkert hæmmer oplevelsen mere, end den skærper vores sanser til at aflytte den. Men jeg ville aldrig gå så langt som Sangild og glæde mig over at andre anmeldere nu sidder og korrekser sprogbrugen eller vil slå klicheerne ihjel. Hele denne omvej for at sige, at man som anmelder også må kaste sig ind i de mere drømmende og utopiske, fortællende, legende sider af kunsten, det er på brederne af disse talrige horisonter, vi lever.

Kaspar Bonnén, 2009

02.09.2009

Klichédræberen 5 - Opsamling og perspektivering

I den sidste af klichédræberklummerne samler jeg op og forklarer hvorfor det er vigtigt at kritisere de værste klichéer. Jeg vil også her fortælle om klummernes efterspil.

Klummen: Hvorfor klichéer skal dræbes
Jeg har i denne klummeserie skudt med skarpt på en række af de værste klichéer, man møder i kunstverdenen. Det er ikke udsprunget af blodtørst, men af ønsket om at højne niveauet i kunstformidlingen ved at pege på den tomgang, der præger den.

Jeg har helt bevidst fokuseret på klichéer der ikke bare er slapt sprog, men desuden påstår noget om kunsten, som ikke holder. For eksempel at man ikke kan ’tvinge beskueren’ til at reflektere ved at vise hende et billede; at publikum ikke for alvor er ’medskabende’ når de ser en regnbue; at man ikke bare kan definere kunst som det, man selv laver; og at der skal mere end lidt bobleplast til for at ’udfordre’ vores verdensbillede.

Der er mindst seks grunde til at kritisere de værste klichéer i stedet for bare at trække på skuldrene: For det første fordi de er falske. For det andet fordi de sænker det åndelige og retoriske niveau og promoverer tankeløshed frem for sensibilitet og kritisk tænkning. For det tredje fordi de er modeord, der ukritisk gentager de mest trendy lommefilosofiske kunstteorier i floskelform. For det fjerde fordi de får publikum til at ryste på hovedet og giver samtidskunsten et dårligt ry, selv om de prøver på det modsatte. For det femte fordi de står i vejen for en konkret og præcis beskrivelse af hvad den pågældende kunst egentlig er og gør – det er som regel langt mere spændende. Og for det sjette fordi de bare er røvirriterende at læse klichéerne igen og igen. Man kunne godt forvente, at sproget om kunsten var lidt mere sofistikeret end den gennemsnitlige marketingskonsulents varme luft.

Når jeg har skudt med skarpt mod konkrete eksempler, så er det ikke for at kritisere de pågældende kunstnere, formidlere og institutioner, for det er noget, der præger hele kunstverdenen. Det er klichéerne jeg skyder på, ikke kunstnerne. Eksemplerne har været nødvendige for at illustrere misforholdet mellem det, der siges, og realiteten, og der er mange flere eksempler på bloggen ’Det spekulative øre’. De fleste af de kunstnere, jeg har nævnt, er nogle jeg respekterer og hvis kunst er langt bedre end de klichéer, der omgiver den.

Og nej, jeg tror ikke at jeg selv er hævet over klichéer. Jeg er uden tvivl plumpet i og har forfaldet til dumme klichéer gennem årene. Enhver skal være velkommen til at smide mine egne klichéer tilbage i hovedet på mig.

Jeg ønsker mig en kunstformidling og kunstkritik, der er mere konkret, præcis og nuanceret, og som sætter de konkrete værker i de rette proportioner. Som kalder en spade for en spade (for nu at bruge en kliché), og som samtidig lader alt det fantastiske, kunsten kan, udfolde sig. For god kunst er altid bedre end klichéen om den.

Uddybende kommentarer
Her skal man være velkommen til offentligt at hænge mine værste klichéer ud i kommentarer nedenfor. Man kan skalte og valte i alle mine skriverier siden midten af 90'erne. Synes du jeg har skrevet en floskel der ikke bare er en kliché, men som heller ikke holder for et realitetstjek, så bare fyr løs.

Forslag til andre klichéer der bør tages op kan man også skrive her. Jeg kan ikke love at jeg nogensinde gør det, men hvem ved om lejligheden byder sig?

Og klichéer fra andre kunstarter kunne man også begynde at kigge på. Jeg ved at musikscenen vrimler med dem i både pressemeddelelser, interviewartikler, bøger og anmeldelser. Det samme gælder uden tvivl også litteratur, teater og film. Jeg har bare ikke systematisk tænkt over dem endnu.

Efterspil
Ud over de mange emails jeg har fået fra folk (tak for dem), er det primære foreløbige efterspil at jeg blev interviewet til Agenda om emnet. I udsendelsen hører man også Arkens direktør Christian Gether fortælle om samlingens mest udfordrende værker og Kirsten Hammann om det at ville være politisk forfatter.

Endelig aner man en mulig afsmitning på de øvrige artikler i Politiken. Således skrev Karsten Ifversen kort efter om "Shared Robotics"-udstillingen: "At man dermed selv fuldender værket, som det angives i pressematerialet, er noget vrøvl." Nemlig! Lad os slå ned på den slags. Og Mikkel Bolt siger samme uge i et interview om Olafur Eliasson: "Der sker ikke nogen udfordring af beskueren. Der sker ikke nogen udfordring af kunstværket, kunstnerrollen eller kunstinstitutionen." Lige mine ord. Jeg tager ikke på nogen måde æren for disse ytringer, men da jeg ved at de begge har læst mine klummer, kan jeg vel tillade mig at tro at de måske kan have bidraget en lille smule til at skærpe d'herrers udsagn. Og det glæder mig, ikke så meget fordi det er mine klummer, men fordi det skal siges igen og igen indtil dette vrøvl forstummer.

Mest markant er det nok at ingen offentligt har sagt mig imod, heller ikke dem der har lidt den tort at blive brugt som eksempler. Én kollega fra Politiken har dog på Facebook givet udtryk for at kunstnere er 'uskyldige væsener', og at jeg derfor ikke bør kritisere deres udsagn. Min egen holdning er at jeg kritiserer de klichéer der vandrer rundt i det etablerede, professionalle kunstlivs tekstuelle fødekæde, uanset hvem der ytrer dem.

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2