« Klichédræberen 5 - Opsamling og perspektivering | Forside | Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen »

12.09.2009

Hvad er en kritiker? (af Kaspar Bonnén)

Dette gæsteindlæg, skrevet af kunstneren Kaspar Bonnén, giver en opsang til kunstkritikken, som han ikke finder engageret og perspektiverende nok. Det er tiltrængt med noget debat om kunstkritikken i Danmark, og Det spekulative øre lægger gerne øre til dette.

Da der også bliver skudt på mig, svarer jeg specifikt på denne kritik i den første kommentar.

Hvad er en kritiker?

Af Kaspar Bonnén

Sådan kunne min overskrift lyde. Analogt med Sangilds forsøg på at skitsere konturerne af kunsten i hans blogindlæg Hvad er kunst?

Sådan forsøger kritikerne at tegne konturerne for kunsten, så de har noget at gribe om, ligesom kunstnerne forsøger at fremmane skikkelsen af en rigtig kritiker.

I sit korte indlæg skriver Charles Baudelaire i 1846 under overskriften Hvad skal kritik gøre godt for? ”Jeg tror oprigtig talt at det bedste stykke kritik er både underholdende og poetisk, ikke af den algebraiske slags der, under påskud at forklare alt, hverken indeholder had eller kærlighed og som bevidst frasiger sig enhver antydning af følelse;...” og senere ”kritikken må være partisk, lidenskabelig og politisk, altså skabt udfra et eksklusivt synspunkt, men ud fra det synspunkt som åbner de fleste og bredeste horisonter”.

Følelse, lidenskab, politik, men udfra det synspunkt som åbner de fleste og bredeste horisonter. Jeg har i et indlæg på kunsten.nu udtrykt mit ønske om en mere ambitiøs kritik, og netop efterlyst en kritik, der både kan tænke bredt, og som tør og har lyst, dvs. har et engagement, til at beskæftige sig med kunst.

På mange måder er kunst og kunstdebat mere synlig nu, hvis man interesserer sig for den. Kopenhagen og Kunsten.nu har gjort udstillingerne mere synlige, der er interview med kunstnere og lejlighedsvis debatter på kunsten.nu. Så mit savn drejer sig primært om den kritik der åbner de brede horisonter, en kritiker der levende interesserer sig for kunsten.

Ja man kan føle sig helt krævende, sådan at tro, at nogen skulle have lyst til det, at interessere sig for kunsten, og at man tror at billedkunsten rummer noget, som kan vedkomme flere mennesker.

Tilsyneladende har selv de store aviser og radioen opgivet denne horisontale interesse for kunsten. Engang imellem dukker den dog op som nyheds og debatstof, men det er sjældent flatterende for kunsten, for det er jo ofte når forargelsen sætter ind, og oftest er det som forskræp eller indimellem en anmeldelse, som sjældent, eller tør man sige aldrig går i dybden, det vil sige at anmelderen går i kødet på kunsten som udsagn.

Kunsten er blevet en konsumvare på linje med biltillægget og med stærkt hensyn til de store institutioners behov for sektionsforsider. Den kunstneriske værdi er skalérbar og kan opregnes i stjerner, og i dovne anmelderklichéer, som ”det er en fin udstilling, men måske kunne det også have været interessant, hvis kunstneren havde gjort....”, så har anmelderen bevist, at hun er gået i dialog med værket, som vi stadig ikke har fået særlig meget at vide om, og aldrig er gået i heftig dialog med eller i opposition til, eller fået ført kunsten ind i et bredt kulturelt perspektiv.

Og så er det, det gør ondt, når Henrik Dahl får lov til at udbrede sit snæversyn, når Pia Kjærsgård får en forside, når Thomsen/ Stjernfelt igen udbreder sig om den negative opbygelighed, som de tyve år senere er kommet i tanke om vistnok fandtes engang, og bogen så rydder forsiderne. For det er ikke generelle problemstillinger jeg genkender fra kunstscenen. Jo, de findes, men er de virkelig så fremtrædende, at de retfærdiggør så meget plads?
Jeg undrer mig. Og hvor er kritikken.

Og pressen er på pletten, hver gang der er en god historie, når en fisk blendes, eller en carport brændes, eller en rutchebane bygges. Gode historier er fine og jeg har ikke noget imod hverken Hornsleth og Evarristis måde at bruge medierne på. Men jeg er trist over, at det er det eneste som bliver synligt, og at de får så meget spalteplads. Eller rettere at al mulig anden interessante kunstværker ikke får plads.

Også fordi, der efterfølgende bliver peget fingre af kunsten, se den er jo bare guldfisk og lort på dåse, som Pia Kjærsgaard får forsideplads til at ytre sig om

Så er det til gengæld herligt når en sjælden gang en kunstteoretiker som Mikkel Bolt fra modsat side får god plads i Politiken. Men var det så fordi at hans synspunkt er så god en historie? Min primære anke mod Bolt er egentlig ikke hans kunstsyn, det synes jeg fint om. Men hans position irriterer mig. Han sidder der på sidelinjen, har skrevet en historisk bog om avantgarden og dens mislykkede anslag mod det borgerlige samfund. Men selv står han udenfor scenen, hans bog giver virkelig ikke inspiration til det, han opfordrer til, men giver snarere et modfaldent grin over avantgardens selvovervurdering! Der var hans helt Bataille dog mere kompromisløs og gik selv ind i etableringen af en modoffentlighed. Men Bolt tror måske han kan ordne det fra sidelinjen fra sin universitetsstilling?

Jeg kræver mere af kritikerne, og jeg mener at de selv er ansvarlige for udviklingen af det område de befinder sig i. Kunsten har brug for mod og medspil for kritiske stemmer, for engagement. For at få bredt horisonterne ud. Ja, anmelderne er ansvarlige for den diskussion og debat, som findes omkring den.
Kritikeren er ikke isoleret fra kunstens udvikling, og kunstneren bliver ikke mere ambitiøs end det samfund som omgiver ham og giver ham plads til.

Jeg tror ofte det er redaktionelle beslutninger, som isolerer kunsten til anmeldelsesstof. Er det ikke en idé at gentænke formaterne for kunststoffet?

Jeg har i et indlæg stilet til Politiken også polemiseret imod Torben Sangilds indlæg, fordi jeg, når jeg læser aviserne den seneste måneds tid ser hans klichédræbere lidt i forlængelse af Mikkel Bolt og Thomsen/ Stjernfelt, måske på et mere lavpraktisk niveau. Men altså står de ikke alle og peger fingre ad et bestemt aspekt af kunsten. Men er det virkelig det vigtige i kunsten her og nu?

Personligt oplever jeg kunsten og kunstudbuddet som et vidtfavende felt, fyldt med divergerende udsagn, hvor alt muligt andet kunne være hevet frem. Alligevel synes jeg, at Sangilds klicheangreb var interessante og sjove, og især er det velgørende at ikke alle kulturjournalister står med mikrofonen klar når succesmanden Olafur ytrer det mindste, det har ingen glæde af. Men alligevel så mangler jeg at Sangild med samme iver kaster sig positivt over et værk og hudfletter det på samme måde som han polemiserer over klicheerne. Jeg kan ikke på hans blog umiddelbart de samme glødende lyttende temperament, samme lidenskabelighed eller underholdningsværdi, som Baudelaire f.eks. ønskede, eller med andre ord, der er i min optik for lidt øre i Det Spekulative Øre, mens jeg sætter pris på de berettigede angreb, han fører.

Og så kender jeg jo godt situationen, når man som kunstner skal sende en pressemeddelelse eller en ansøgning, og man står der med alle sine talenter og ideer, og ikke en eneste journalist eller anmelder dukker op, fordi de spiser frokost på Louisiana, eller fordi de skriver på deres bog om Michael Laudrups smil, eller hvad ved jeg, så kan det godt være, at man som Lille Claus får lyst til at udbryde ”Hyp hyp alle mine heste”, fordi det dog lyder så flot, og så kan det være at dem som går forbi lytter og synes det dog ser så flot ud. Selvom man godt ved at hestene jo kun er til låns. Og så komme Store Claus og siger, hold op med at sig det, ellers slår jeg din hest for panden.

I pressemeddelelsen til projektet Radiant Copenhagen skrev vi bl.a. at Radiant Copenhagen er ”et værktøj til at bryde med etablerede måder at tænke på. Hvis vi kan påvirke, hvordan folk forestiller sig byen, kan vi også påvirke byen.”, og det lød jo flot og er et flot projekt. Ikke at vi gjorde os illusioner om at byen ændrede sig sådan direkte, ja, vores projekt har måske endda haft en mikroskopisk effekt, hvis overhovedet nogen, men nogen gange skriver man sit håb frem, og nogen gange bliver det for meget. Men alligevel fungerer vores projekt fint som alternativ forestilling om København.

Dette sidespor blot fordi jeg kender mekanismerne, når der skal skrives pressemeddelelser, så bliver de håbefulde drømme, om at tvinge beskueren med en pakke cornflakes og lidt bobleplast til en ny virkelighed. Kunst er også en drømmefabrik, en leg med materialer og forestillinger, identiteter og meget mere.

På Kunstakademiets udstillingssted, BKS Garage så jeg nogle meget løjerlige skulpturer af Rasmus Høi Mygind. På en måde meget æstetiske, men også vældig antiæstetiske. Helt klart en begavet leg med konventionerne om æstetik og skønhed, og skal anmelderen ikke også nogen gange turde tage springet ud over klichernes drømmende hav. Og stille sig selv spørgsmålet om det ikke er her i vores overskudssamfund, hvor alt rationaliseres, at der dukker disse skulptur op som en spørgsmålstegn, mellem varefetishen som kunsten selv er en del af og mellem affaldsæstetikken og forsøger at skabe et rum, hvor kunstneren virkelig forsøger at stille spørgsmål om den verden vi lever i? Skal anmelderen ikke forsøge at trænge ind i det mørke som skulpturen dukker op af?

Altså: Jeg er enig i at pressemeddelelser, ”hvor vi tvinges til at opleve verden på en ny måde” og anmeldere som viderebringer Olafurs citater ordret, blot fordi han er verdensberømt, mangler mod. Og jeg er enig i at slap sprogbrug sikkert hæmmer oplevelsen mere, end den skærper vores sanser til at aflytte den. Men jeg ville aldrig gå så langt som Sangild og glæde mig over at andre anmeldere nu sidder og korrekser sprogbrugen eller vil slå klicheerne ihjel. Hele denne omvej for at sige, at man som anmelder også må kaste sig ind i de mere drømmende og utopiske, fortællende, legende sider af kunsten, det er på brederne af disse talrige horisonter, vi lever.

Kaspar Bonnén, 2009

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/737.

Kommentarer

Kære Kaspar,

Det er velgørende at få en debat om samtidskunst-kritikken i Danmark, og jeg er også enig i en del af det du siger: Engagement og samfundsperspektiv er vigtigt, og aviserne har ofte en overfladisk, sensationsbaseret tilgang til kunst, især når den bliver nyhedsstof. Jeg er enig i at anmelderen/kritikeren skal investere sin sensibilitet, herunder følelserne, i erfaringen og beskrivelsen af den.

Jeg mener at det er vigtigt at være konkret og selvstændigt tænkende, sansende og følende i sin omgang med kunsten og i sine tekster.

Jeg synes også det kunne være en god idé at eksperimentere med at gentænke kunststoffet i avisen, men det kræver en holdningsændring på redaktionerne, som krisetiden tilsyneladende ikke er til. Selv er jeg kun freelancer, hvilket svarer til at være daglejer, og er underlagt den form, jeg er blevet dikteret.

Når du nu skyder på mig, går jeg ud fra at det skyldes mine debatklummer og måske dét, at du skriver indlægget til Politiken og Det spekulative øre. I hvert fald føler jeg mig ikke særlig truffet. Jeg opfatter mig selv som både engageret, reflekteret, sensibel og perspektiverende. Derfor en række svar på den kritik som rettes mod mine klummer:

1. Nej, klichéerne er ikke det vigtigste element i kunsten her og nu. Og det er da heller ikke noget jeg bruger spalteplads på i mine kunstanmeldelser. Eneste undtagelse er den Olafur Eliasson-anmeldelse som noget tyder på at du har læst. Jeg har med vilje gemt disse klichédrab til en systematisk kritik uafhængigt af kunstanmeldelserne.

2. Når jeg har lavet en klummeserie om fænomenet skyldes det at al den varme luft som omgiver kunsten er til skade for kunsten selv. Der står et publikum i den anden ende som gerne vil prøve at forstå hvad det handler om, og når de så mødes med vrøvl og oppustede postulater, skader det samtidskunsten. Det er altså af kærlighed til samtidskunsten, jeg giver den en opsang.

3. Derfor er det også meget fordrejet at tage min lille blogkommentar om at det glæder mig at andre har taget klummernes kritik til sig som et udtryk for at jeg ønsker at anmeldelserne skulle fokusere på dette aspekt. Det ville ganske rigtigt være kedeligt, og netop derfor gør jeg det heller ikke.

4. Meget tyder på at du ikke har læst særligt mange af mine anmeldelser i Politiken. Du henviser kun til Det spekulative øre, hvor der ikke er nogen kunstanmeldelser. Det er ikke her kunstkritikken foregår. Lad mig derfor foreslå dig at læse nogle af mine anmeldelser af samtidskunst, fx dem her:
- Kunsten bag tremmer
- Nicolai Howalt
- Ismar Cirkinagic
- Troels Carlsen
- Søren Fauli
- Larissa Bates
- Færøsk samtidskunst
- Søren Brøgger
- Selene States & Jacob Tækker
Jeg opfatter dem selv som engagerede, følsomme, reflekterende og perspektiverende. Og jeg giver i øvrigt mulighed for at hver eneste af mine anmeldelser kan diskuteres på min blog. Det er ikke sikkert det er det, du er ude efter. Men når du nu selv beder om eksempler, så vil jeg bede dig forholde dig til dem og ikke bare til Olafur Eliasson-anmeldelsen.

5. En avisanmeldelse er et kort format med visse krav, som avisen stiller til sine anmeldere. Jeg har også skrevet om kunst i længere formater, og det vil jeg da også opfordre dig til at læse, når nu du efterspørger det. Du kunne fx begynde med artiklen "Døden reproduceret" i KRITIK nr. 157. Til vinter udkommer min bog Objektiv sensibilitet, der ud over kunstteoretiske refleksioner rummer værkanalyser. Jeg har skrevet en del katalogtekster, fx til Bjørn Poulsens bog, og teksten kan læses her. Den synes jeg selv lever op til alle krav om at være dybdegående og engageret, men kunstkritik er den jo ikke.

6. Jeg spiser ikke frokost på Louisiana, men opsøger mange små gallerier og skriver om dem, hvilket undrede en del af mine kolleger da jeg begyndte. Jeg har også skrevet en tema-artikel om mikrogallerier, netop fordi jeg gerne vil gøre opmærksom på små, unge kunstnerdrevne steder. Fordi jeg synes det er vigtigt og vitalt.

7. Jeg har sjovt nok netop anmeldt de skulpturer du nævner af Rasmus Høi Mygind. Ganske kort og ikke med de dybder der kunne være plads til andre steder, men ikke desto mindre.

Det udførlige svar skyldes ikke at jeg ikke kan klare at få kritik, men snarere at du specifikt nævner mig og samtidig efterlyser at jeg gør noget andet end den indspiste rutine. Det synes jeg selv jeg gør, og derfor at kritikken rammer ved siden af. I hvert fald skal den være mere specifik og bygge på faktiske læsninger af mine tekster, ligesom du med rette forlanger at vi skal sætte os ordentligt ind kunstnernes værker.

Kære Torben

Mit ærinde er ikke at skyde på dig som anmelder/ kritiker, og egentlig heller ikke andre anmeldere. Jeg er sikker på, at alle gør det sådan OK og nogle bedre på dagbladets præmisser. Jeg forsøger at se på dagbladskritikken, som jeg har fulgt så nøje, det har været mig muligt, lidt mere end en måneds tid. (Og jeg har i øvrigt også selv skrevet nogle katalogtekster på det seneste uden at kalde mig kritiker), (og nej, jeg fandt ikke dine anmeldelser på wiki’en eller i politikens arkiv, men jeg har læst mig dybt ned i bloggen, som jeg egentlig også synes er meget mere interessant)
Ellers er dagsbladsanmeldelsen ikke noget jeg opsøger, fordi den ikke får mig dybere ned i værkerne, jeg læser den nysgerrigt, når jeg falder over den, det er vel en form for udveksling af synspunkt, og en gang imellem siger en anmelder da også noget, jeg ikke selv har tænkt på, fordi jeg ikke har set udstillingen, eller slet ikke har set værket på den måde.
Mit blik gælder i høj grad kunstkritikken. Hvordan dækkes den. Hvad serveres der? Hvorfor? Hvad er det for et kunstsyn som ligger implicit i dækningen?
Og dermed hvad er det vi i aviserne bruger kunsten til. Eller har kunsten en plads i aviserne. Og der kommer jo mange spørgsmål. Om aviserne overhovedet vil dække kunsten lidt mere grundigt, bliver det så få indforstået, akademisk.
Skal man nu når man som jeg ikke synes man får så meget i aviserne så finde andre platform, som kunsten.nu eller her på blogs som Det Spekulative Øre. Og selvfølgelig tidsskrifter.
Som kunstner tror man jo, at ens flt er så vigtigt, at det har en mening for mange mennesker, og kunsten vil jo ofte gerne kommunikere videre ud. Og jeg har det alligevel sådan, at det er meget anderledes at skrive et blogindlæg her, end at skrive et indlæg i dagspressen, men det kan jo nok ændre sig.

Men OK jeg begynder at væve. I Berlingske og Børsen fandt jeg i løbet af den sidste måned meget lidt kunststof udover et par anmeldelser af større begivenheder. Information havde i forsommeren inviteret Claus Beck Nielsen til Venedig Biennalen, hvilket der kom en ret ok artikel ud af, så har Jeppesen gennem det sidste år leveret en del perfide anmeldelser, men også en række, der både er sjove og ret præcise, og ikke mindst er han ikke bange for at fremhæve de mindre steder og tør give de store bank, når de har fortjent det.
Weekendavisen slog sig selv ihjel, da Henrik Dahl skulle anmelde en teaterbog og samtidig slagtede al moderne kunst.
Sidst så har jeg hæftet mig ved Politikens store interview med Mikkel Bolt, Pia Kjærsgård og opfølgeren fra Carina Christensen. Og dine klichedræbere var også væsentlige og gode fornyelser.
En forside fra Debat & Bøger ved Mikkel Bruun Zangenberg præsenterede Ferdydurke, et vel ret ukendt værk for de fleste (ja, ok for mig i hvert fald). En stor anmeldelse af Ib Geertsen på Aros ved Trine Ross læste jeg også ekstra grundigt (bla. fordi jeg selv havde bidraget til kataloget) og irriteredes over, fordi jeg vidste, at der var en del katalog materiale, som hun til sidst lige skøjtede uengageret forbi. Med et, ja tro det eller ej. At Olafur Eliasson ser Ib Geertsen som en forløber for interaktiv social kunst. Og Ross skriver noget i retning af at Det kunne have været spændende at se en udstilling der udfoldede dette i stedet for. Men for det første var det ikke det hun var blevet præsenteret for. For det andet var Ib Geertsen nok alt muligt andet end det Olafur Eliasson gerne vil se ham som. Og for det tredje fordi det så tydede på, at hun ikke har været inde og læse noget om Ib Geertsen før hun skal skrive en forside på Politikens 2.sektion.
Jeg synes virkelig jeg har forsøgt at finde gode eksempler, noget har måske undveget mig, men ærlig talt, så er der ikke meget at råbe hurra for.
Mikkel Bolts interview var nok det mest interessante, fordi han helt klart har noget på sinde. Og så har han oven i købet skrevet en lille bog, som jeg oven i købet har læst og som oven i købet er blevet anmeldt - af litteraturkritikere som Zangenberg, og retfærdigvis Lisbeth Bonde i Weekendavisen, som iøvrigt i weekenden 4. 5. september havde flere indlæg om moderne kunst.
Altså jeg så, at når kunsten skulle til debat, så var det i den velkendte form, som vi kender fra skandalekunst kampagnerne: kunsten er for provokerende, ikke politisk nok, for politisk korrekt, for negativ opbyggelig for at tage den med, og så er det man kan se, at avisen/ redaktørerne/ anmelderne enten ikke hører anmelderne, at de ikke selv ved hvad det handler om, at de ikke har fantasi nok til at skrive om kunsten på en mere relevant måde. End blot at pege fingre.

Hvorfor er der ikke en anmelder som brænder helt vildt for et værk, at hun forsøger at rode sig dybt ind i det. Hvorfor laver Louisiana bare så meget federe udstillinger end alle andre? Hvorfor har ingen anmeldere anmeldt KURS udstillingerne, hvor en masse yngre kunstnere har lavet nye værker, og ser det som en god anledning til at besøge disse udkantsmuseer?
Hvorfor er det lige man er blevet anmelder?

Og, jo Torben, alt i alt, så synes jeg, at jeg har gjort mig mere umage, i mit forsøg på at anmelde ikke den enkelte kritiker, men dagsbladskritikken over en kam, end jeg har oplevet det i nogle af de anmeldelser jeg har haft fat i.

Det er fint at du gerne vil sige noget generelt og skære over én kam, men det bliver lovligt udifferentieret hvis alt skæres over én kam: Foromtaler, anmeldelser, debat.

Jeg tror det vil være en fordel at du mere systematisk beskriver nogle tendenser (gerne med eksempler), som du har ansatser til her i dit svar. Så det er klarere for os andre præcis hvad du er utilfreds med.

Og det var altså dig der efterlyste nogle eksempler på at Sangild (jeg) levede op til Baudelaires krav, og derfor disse links til eksempler. Det var et svar på din forespørgsel. Tilfredsstillende eller utilfredsstillende ved jeg ikke, men dog et svar. Jeg henviser ikke kun til anmeldelser, men også andre, mere analytiske tekster.

I det hele taget siger du nærmest at der ikke findes engageret kunstkritik, og mine eksempler er et forsøg på at vise det modsatte. Dem har du valgt at ignorere, men så er det er lidt svært at diskutere påstanden.

Og når det gælder kunstdebat, synes jeg ikke det er nok at bygge på hvad der blev diskuteret i august. Jeg er enig i at vi skal have langt flere diskussioner end dem der var, men det tror jeg også der kommer. August-diskussionerne tager hul på nogle forskellige hjørner i et større puslespil.

Men du har ret i at efterlyse mere kunstdebat der trækker nogle større linjer op og kommer med et kritisk bud på hvad der rykker og ikke rykker på den aktuelle kunstscene.

Jeg har selv planer om (når jeg får tid) en kritik af visse former for maleri, som jeg synes fylder kolossalt meget i kølvandet på Tal R. Her er vi muligvis uenige, men det kunne vi så diskutere.

Vi kunne invitere forskellige kunstnere og kunstkritisere (ikke nødvendigvis dagbladsanmeldere) til forskellige debatter som tager afsæt i passion og kritisk refleksion. Det kunne fx udfolde sig i dialoger mellem folk der er uenige. Tendensen er at kunsttidsskrift-samtaler ofte føres på baggrund af konsensus, og her kunne det være fint med nogle skarpere debatter. Jeg stiller gerne op, og det tror jeg at en del andre også gør.

Hvorfor er der ikke en anmelder som brænder helt vildt for et værk, at hun forsøger at rode sig dybt ind i det?
Hvorfor tror du ikke der er det? Jeg er enig i at at man nogle gange kan tænke om en anmelder at vedkommende har mistet gnisten, men at det skulle gælde alle kan jeg ikke se.

Hvis man skal rode sig dybt ned i et værk skal man gøre det andre steder end i avisen, for der er hverken tid eller plads. Og derfor skal du netop kigge i tidsskrifter og bøger for at finde den slags tekster.

Hvorfor laver Louisiana bare så meget federe udstillinger end alle andre?
Det gør de heller ikke altid, men når de gør er det fordi de har pengene og lånemulighederne og engagementet til at skabe udstillinger uden sidestykke.

Jeg mener som sagt at kunstanmelderen også skal komme mindre etablerede steder hen, og det gør jeg da også. I Politiken er der gallerianmeldelser hver lørdag, og nogle af os anmelder ofte mindre, kunstnerdrevne steder.

Til gengæld kommer vi ikke så meget ud i provinsen. Det synes jeg ikke er godt nok, og det kan man med rette kritisere. Der spiller så andre, mere praktiske/økonomiske hensyn ind.

Hvorfor er det lige man er blevet anmelder?
Jeg kan kun svare for mig selv: Fordi jeg brænder for det. Det er ikke for pengenes skyld, for dem får man ikke mange af.

Kære begge to

Jeg må vel også lige give mit besyv med selvom, der er gået en måneds tid. Jeg har skrevet et indlæg på kunsten.nu som reaktion på Kaspars indlæg, men her på bloggen er der jo plads til at bredde sig (og nuancere) lidt mere.

Jeg er enig med Torben i at der er strukturelle og økonomiske årsager til at aviskritikken er så svag. Gode anmeldelser kræver tid og plads og en free lance anmelder får hverken det ene eller det andet. En redaktionel disposition, der så vidt jeg kan se ikke harmonerer med den store interesse og de store beløb almindelige mennesker har investeret i kunst de seneste år. Men desværre er aviser store skibe, der er svære at vende rundt. Især efter man i sidste halvdel af halvfemserne stort set lukkede halvdelen af kultursektionerne ned under devisen: »billedkunsten er død«. Et trist kommercielt ekko af Duchamps udsagn om maleriets død. Hvorfor er Rom så fuld af prægtig barok? Fordi der blev investeret på alle planer i modreformationen.

En ting der måske kunne være interessant at tage op er følgende: Hvor adskiller vore dages kunstkritik sig fra tidligere tiders, er der overhovedet nogen forskel?

Historisk har kunstkritikken en tendens til at forsvinde, mens værkerne står tilbage. Folk kender Turner, ikke Ruskin. Men i samtiden tager folk i almindelighed og kunstnerne selvfølgelig i særdeleshed sig meget af hvad, der bliver sagt og skrevet. På den måde er diskussionen en selvfølgelig del af det at skabe kunst uanset om de foregår over en flaske whisky i et køkken på Nørrebro eller på en avisside. Kaspar antyder på Kunsten.nu at der er for meget konsensus blandt anmelderne og jeg svarer at det måske i lige så høj grad er den interne konsensus blandt kunstnerne, der er problemet, og opfordrer til flere skriverier fra kunstnerne. Er denne kedsommelige konsensuskultur et typisk træk ved vores tid. (Med Pia Kærsgaards sædvanlige logik: Det være sådan, når vi nu begge føler sådan.)

En anden vigtig ting er selve denne diskussions forhold til det generelle udsagn om kunstens status og kravet om at gå ind i det enkelte værk.

Kaspar skriver: »Personligt oplever jeg kunsten og kunstudbuddet som et vidtfavnende felt, fyldt med divergerende udsagn...« og det er den selvfølgelig også – kunsten. Men der er vel nogle linier, der, selvom de ikke er altforklarende i forhold til værket, stadig kan uddrages. Det er her jeg mener at kunstkritikken kommer ind, og det er her at jeg er meget enig med Baudelaire. Kunstkritik skal være partisk og politisk, også selvom den kunst den omhandler ikke er det. Hermed glider den ud af konsensuskulturen og bidrager med det den nu kan. For kritikken kommer jo aldrig til at forklare det hele, altså stå i stedet for kunsten. Så ville der ikke være nogen grund til at lave kunst.

Som billedkunstner kan man ikke altid være forpligtet til at komme med klare begrundelser, retfærdiggørelser eller sober kritik immanent - i værkerne. Billedkunst (og også al anden kunst) er et alt for stort sprog til at man skal begrænse det på den måde. Men når man skriver om kunst så må man gribe fat i enkeltudsagnene og debattere dem et for et. Og det er jo det vi altid har gjort - på akademiet, på værtshuse, til ferniseringer og selvfølgelig også lidt på tekst i forbindelse med egne udstillinger, i kataloger, pressemeddelelser m.v. Den diskussion burde vi måske som kunstnere åbne lidt mere op for. Omkring århundredeskiftet, i trediverne, i den tidlige efterkrigstid, i tresserne, halvfjerdserne og firserne, var der masser af grupperinger, manifester og skænderier. Er vi blevet så individualistiske at vi slet ikke kan se os selv som en del af en gruppe eller en fløj, bare en gang i mellem? Selvfølgelig ved jeg godt at ikke alle kan eller gider skrive, men nogle af os kunstnere burde måske gå ud i nogle flere slagsmål. Jeg tror at det ville være givtigt.

For at give et eksempel, så er der jo nogle forskellige fløje blandt kunstkritikerne. Den identitetspolitiske (eks. Trine ross), den marxistiske (Bolt), Den filosofiske (Sangild) og sidst men ikke mindst den ret selvforvirrede, men interessante konservative fløj ( Stjernfelt-Thomsen, Holck, Tom Jørgensen og vist nok (det er endnu ikke helt klart) Jeppesen)

Fra sidstnævnte fløj prøvede Tom Jørgensen i Information for et par år siden, at komme med en kritik af den alt for teoretiske kunst og egentlig synes jeg at din - Kaspar - Tals og Kørners kunst, allerede havde betrådt nogle af de stier. Trist var det da også at det kun var dig, der tog Tom Jørgensen i forsvar i Information i sin tid, mens f.eks. Katrine Ærtebjerg troede at det var smartest at undsige ham, så hun ikke fremstod som ”dummemaler”. Men er det ikke egentlig en stærk del af alt det maleri vi har set på det seneste at det er bevidst ”dumt” (bruger lige citationstegnene på den der måde hvor man holder to hænder op og tegner citationstegn i luften,) og opponerer mod den overdrevet teoretiske kunst som vi blev mødt af da vi startede på akademiet? Var det ikke kunstnerne, der lukkede den diskussion, i stedet for at nuancere den og afprøve dens gyldighed?

Tak for et godt indlæg, Jakob. Jeg tror at du så småt tager hul på noget af det rigtige, nemlig at en nuanceret kritik af kunstkritikken må tage afsæt i en mere systematisk analyse af de forskellige anmelderes positioner eller stil.

Jeg er enig i at anmelderen skal være partisk i betydningen have nogle klare smagsdomme som ikke bare fælger konsensus.

Når det er sagt, så mener jeg ikke at man som fx Greenberg skal hægte sig på én bestemt retning og udråbe den til den eneste rigtige. Det bliver både uærligt, indfedtet, indskrænket og forudsigeligt. Enhver anmelder har visse ting, der tænder ham/hende i særlig grad, men det kan sagtens være inden for vidt forskellige udtryk.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2