« Klichédræberen 4 - Udfordring | Forside | Hvad er en kritiker? (af Kaspar Bonnén) »

02.09.2009

Klichédræberen 5 - Opsamling og perspektivering

I den sidste af klichédræberklummerne samler jeg op og forklarer hvorfor det er vigtigt at kritisere de værste klichéer. Jeg vil også her fortælle om klummernes efterspil.

Klummen: Hvorfor klichéer skal dræbes
Jeg har i denne klummeserie skudt med skarpt på en række af de værste klichéer, man møder i kunstverdenen. Det er ikke udsprunget af blodtørst, men af ønsket om at højne niveauet i kunstformidlingen ved at pege på den tomgang, der præger den.

Jeg har helt bevidst fokuseret på klichéer der ikke bare er slapt sprog, men desuden påstår noget om kunsten, som ikke holder. For eksempel at man ikke kan ’tvinge beskueren’ til at reflektere ved at vise hende et billede; at publikum ikke for alvor er ’medskabende’ når de ser en regnbue; at man ikke bare kan definere kunst som det, man selv laver; og at der skal mere end lidt bobleplast til for at ’udfordre’ vores verdensbillede.

Der er mindst seks grunde til at kritisere de værste klichéer i stedet for bare at trække på skuldrene: For det første fordi de er falske. For det andet fordi de sænker det åndelige og retoriske niveau og promoverer tankeløshed frem for sensibilitet og kritisk tænkning. For det tredje fordi de er modeord, der ukritisk gentager de mest trendy lommefilosofiske kunstteorier i floskelform. For det fjerde fordi de får publikum til at ryste på hovedet og giver samtidskunsten et dårligt ry, selv om de prøver på det modsatte. For det femte fordi de står i vejen for en konkret og præcis beskrivelse af hvad den pågældende kunst egentlig er og gør – det er som regel langt mere spændende. Og for det sjette fordi de bare er røvirriterende at læse klichéerne igen og igen. Man kunne godt forvente, at sproget om kunsten var lidt mere sofistikeret end den gennemsnitlige marketingskonsulents varme luft.

Når jeg har skudt med skarpt mod konkrete eksempler, så er det ikke for at kritisere de pågældende kunstnere, formidlere og institutioner, for det er noget, der præger hele kunstverdenen. Det er klichéerne jeg skyder på, ikke kunstnerne. Eksemplerne har været nødvendige for at illustrere misforholdet mellem det, der siges, og realiteten, og der er mange flere eksempler på bloggen ’Det spekulative øre’. De fleste af de kunstnere, jeg har nævnt, er nogle jeg respekterer og hvis kunst er langt bedre end de klichéer, der omgiver den.

Og nej, jeg tror ikke at jeg selv er hævet over klichéer. Jeg er uden tvivl plumpet i og har forfaldet til dumme klichéer gennem årene. Enhver skal være velkommen til at smide mine egne klichéer tilbage i hovedet på mig.

Jeg ønsker mig en kunstformidling og kunstkritik, der er mere konkret, præcis og nuanceret, og som sætter de konkrete værker i de rette proportioner. Som kalder en spade for en spade (for nu at bruge en kliché), og som samtidig lader alt det fantastiske, kunsten kan, udfolde sig. For god kunst er altid bedre end klichéen om den.

Uddybende kommentarer
Her skal man være velkommen til offentligt at hænge mine værste klichéer ud i kommentarer nedenfor. Man kan skalte og valte i alle mine skriverier siden midten af 90'erne. Synes du jeg har skrevet en floskel der ikke bare er en kliché, men som heller ikke holder for et realitetstjek, så bare fyr løs.

Forslag til andre klichéer der bør tages op kan man også skrive her. Jeg kan ikke love at jeg nogensinde gør det, men hvem ved om lejligheden byder sig?

Og klichéer fra andre kunstarter kunne man også begynde at kigge på. Jeg ved at musikscenen vrimler med dem i både pressemeddelelser, interviewartikler, bøger og anmeldelser. Det samme gælder uden tvivl også litteratur, teater og film. Jeg har bare ikke systematisk tænkt over dem endnu.

Efterspil
Ud over de mange emails jeg har fået fra folk (tak for dem), er det primære foreløbige efterspil at jeg blev interviewet til Agenda om emnet. I udsendelsen hører man også Arkens direktør Christian Gether fortælle om samlingens mest udfordrende værker og Kirsten Hammann om det at ville være politisk forfatter.

Endelig aner man en mulig afsmitning på de øvrige artikler i Politiken. Således skrev Karsten Ifversen kort efter om "Shared Robotics"-udstillingen: "At man dermed selv fuldender værket, som det angives i pressematerialet, er noget vrøvl." Nemlig! Lad os slå ned på den slags. Og Mikkel Bolt siger samme uge i et interview om Olafur Eliasson: "Der sker ikke nogen udfordring af beskueren. Der sker ikke nogen udfordring af kunstværket, kunstnerrollen eller kunstinstitutionen." Lige mine ord. Jeg tager ikke på nogen måde æren for disse ytringer, men da jeg ved at de begge har læst mine klummer, kan jeg vel tillade mig at tro at de måske kan have bidraget en lille smule til at skærpe d'herrers udsagn. Og det glæder mig, ikke så meget fordi det er mine klummer, men fordi det skal siges igen og igen indtil dette vrøvl forstummer.

Mest markant er det nok at ingen offentligt har sagt mig imod, heller ikke dem der har lidt den tort at blive brugt som eksempler. Én kollega fra Politiken har dog på Facebook givet udtryk for at kunstnere er 'uskyldige væsener', og at jeg derfor ikke bør kritisere deres udsagn. Min egen holdning er at jeg kritiserer de klichéer der vandrer rundt i det etablerede, professionalle kunstlivs tekstuelle fødekæde, uanset hvem der ytrer dem.

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/736.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Seneste kommentarer

Powered by Movable Type 3.2