Arkiv: marts 2010

« september 2009 | Forside | juli 2010 »

01.03.2010

Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen

Kan fuglesang være æstetisk skøn og zoologisk ubarmhjertig på én gang? Adorno skriver et par sætninger, der udfolder forholdet mellem de to, og gør det til mere end bare en flad dobbelthed.

Solsort.jpg (Harrison William Weir: Blackbird, 1864)

Adornos citat handler på én gang om skønheden og grusomheden i fuglesangen, og forholdet mellem de to er dialektisk. Læs om det nedenfor:

Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen
Adorno skriver:
"Schön gilt allen der Gesang der Vögel; kein Fühlender, in dem etwas von europäischer Tradition überlebt, der nicht vom Laut einer Amsel nach dem Regen gerührt würde. Dennoch lauert im Gesang der Vögel das Schreckliche, weil er kein Gesang ist, sondern dem Bann gehorcht, der sie befängt." (Theodor W. Adorno: Ästhetische Theorie s. 105)
På dansk:
"Fuglesang er noget skønt for alle; intet følende menneske, i hvem noget af den europæiske tradition er bevaret, bliver ikke berørt af lyden af en solsort efter regnen. Og alligevel lurer det skrækkelige i fuglesangen, fordi fuglen ikke synger, men adlyder den magt, som holder den fangen." (min oversættelse)

Der ligger en dobbelthed i udsagnet, for det er ikke blot en desillusionering af løgnen om fuglesangens skønhed, det er samtidig en stadfæstelse af denne skønhed. Der er altså en dialektisk bevægelse, hvor fuglesangen går fra at være idealiseret til kynisk at blive biologiseret, men på baggrund af denne desillusion består skønheden, nu blot uden idealisering; den har implementeret angsten og desperationen i sig.

Det lyder måske lidt abstrakt, så lad mig konkretisere:

Fuglesangen er blevet idealiseret op gennem historien, ikke blot i den vestlige kultur, men formentlig i de fleste kulturer. Fuglesangen er her et udtryk for frihed og overskud. Især lærker, nattergale og solsorte har en evne til at tryllebinde menneskene med deres sang. Samtidig er det jo en slags naturens musik, som vi mennesker kan lytte til æstetisk, og som ofte ses som musikkens ophav – en urmusik.

Men hvis man skræller menneskenes forestillinger og projektioner væk, er fuglesangen en benhård territorial kamp. Det handler om at forsvare sit territorium, at deltage i kampen om at finde en mage eller at alarmere om farer. Det er ikke noget, fuglen finder på, den er underkastet sit instinkt (hos Adorno ”den magt, der holder den fangen”). Det handler om overlevelse og videreførelse af gener. Det er ikke et æstetisk overskud, men en biologisk krig, der klinger i solsortens sang.

(Digression: Hvis man går til Schopenhauer, er magten eller instinktet den livs- og reproduktionskraft, som er roden til al lidelse, og menneskene er det eneste dyr, der i glimt er i stand til at hæve sig over det gennem askese eller kunst. )

Men det magiske er at selv med den viden bliver vi rørte over solsortens sang. Det sker med utallige æstetiske filtre (såsom Paul McCartneys" Blackbird"), men ikke desto mindre. Og måske er bevidstheden om fuglesangens rå udspring ikke i stand til at ødelægge denne skønhed, for vi har med den ’Anden natur’ (kulturens tvangsmekanismer) fået den æstetiske nydelse af fuglesangen som vores kulturelle instinkt.

Hos Adorno peger dette ud i en større sammenhæng mellem det naturskønne og det kunstskønne, som det fører for vidt at redegøre for her. Men i hvert fald skal det nævnes at det naturskønne altid-allerede er filtreret af det kunstskønne, og at det kunstskønne måske i sidste ende er en klage eller et angstskrig, der er blevet tæmmet og æstetiseret. At sangen måske grunder i skriget og overlevelseskampen.

Torben Sangild

Opdatering: Hør mig uddybe emnet i P1-programmet Esistens (indslaget kommer 32 minutter inde i programmet)

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2