« Hvad er en kritiker? (af Kaspar Bonnén) | Forside

01.03.2010

Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen

Kan fuglesang være æstetisk skøn og zoologisk ubarmhjertig på én gang? Adorno skriver et par sætninger, der udfolder forholdet mellem de to, og gør det til mere end bare en flad dobbelthed.

Jeg har efterhånden tre grunde til at skrive lidt om Adornos lille passage om fuglesang i Ästhetische Theorie:
- Jeg interesserer mig for Adornos referencer til dyr i det hele taget.
- Jeg har fået til opgave af Erik Steinskog, som for længe siden vandt denne quiz, at komme i gang med skrive om emnet.
- P1-programmet Eksistens vil snart bruge mig til at kommentere et par filosofiske citater efter eget valg, og så er der en direkte anledning til at tage dette citat og gøre noget ved det.

Solsort.jpg (Harrison William Weir: Blackbird, 1864)

Adornos citat handler på én gang om skønheden og grusomheden i fuglesangen, og forholdet mellem de to er dialektisk. Læs om det nedenfor:

Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen
Adorno skriver:
"Schön gilt allen der Gesang der Vögel; kein Fühlender, in dem etwas von europäischer Tradition überlebt, der nicht vom Laut einer Amsel nach dem Regen gerührt würde. Dennoch lauert im Gesang der Vögel das Schreckliche, weil er kein Gesang ist, sondern dem Bann gehorcht, der sie befängt." (Theodor W. Adorno: Ästhetische Theorie s. 105)
På dansk:
"Fuglesang er noget skønt for alle; intet følende menneske, i hvem noget af den europæiske tradition er bevaret, bliver ikke berørt af lyden af en solsort efter regnen. Og alligevel lurer det skrækkelige i fuglesangen, fordi fuglen ikke synger, men adlyder den magt, som holder den fangen." (min oversættelse)

Der ligger en dobbelthed i udsagnet, for det er ikke blot en desillusionering af løgnen om fuglesangens skønhed, det er samtidig en stadfæstelse af denne skønhed. Der er altså en dialektisk bevægelse, hvor fuglesangen går fra at være idealiseret til kynisk at blive biologiseret, men på baggrund af denne desillusion består skønheden, nu blot uden idealisering; den har implementeret angsten og desperationen i sig.

Det lyder måske lidt abstrakt, så lad mig konkretisere:

Fuglesangen er blevet idealiseret op gennem historien, ikke blot i den vestlige kultur, men formentlig i de fleste kulturer. Fuglesangen er her et udtryk for frihed og overskud. Især lærker, nattergale og solsorte har en evne til at tryllebinde menneskene med deres sang. Samtidig er det jo en slags naturens musik, som vi mennesker kan lytte til æstetisk, og som ofte ses som musikkens ophav – en urmusik.

Men hvis man skræller menneskenes forestillinger og projektioner væk, er fuglesangen en benhård territorial kamp. Det handler om at forsvare sit territorium, at deltage i kampen om at finde en mage eller at alarmere om farer. Det er ikke noget, fuglen finder på, den er underkastet sit instinkt (hos Adorno ”den magt, der holder den fangen”). Det handler om overlevelse og videreførelse af gener. Det er ikke et æstetisk overskud, men en biologisk krig, der klinger i solsortens sang.

(Digression: Hvis man går til Schopenhauer, er magten eller instinktet den livs- og reproduktionskraft, som er roden til al lidelse, og menneskene er det eneste dyr, der i glimt er i stand til at hæve sig over det gennem askese eller kunst. )

Men det magiske er at selv med den viden bliver vi rørte over solsortens sang. Det sker med utallige æstetiske filtre (såsom Paul McCartneys" Blackbird"), men ikke desto mindre. Og måske er bevidstheden om fuglesangens rå udspring ikke i stand til at ødelægge denne skønhed, for vi har med den ’Anden natur’ (kulturens tvangsmekanismer) fået den æstetiske nydelse af fuglesangen som vores kulturelle instinkt.

Hos Adorno peger dette ud i en større sammenhæng mellem det naturskønne og det kunstskønne, som det fører for vidt at redegøre for her. Men i hvert fald skal det nævnes at det naturskønne altid-allerede er filtreret af det kunstskønne, og at det kunstskønne måske i sidste ende er en klage eller et angstskrig, der er blevet tæmmet og æstetiseret. At sangen måske grunder i skriget og overlevelseskampen.

Torben Sangild

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/743.

Kommentarer

Dejligt med et nyt indlæg på Det spekulative øre, og så endda et om husfilosoffen! Det er ærgerligt, du så sjældent skriver herinde, blog-frekvensen lever ikke op til de bugnende arkiver! Men det lyder også som om, du har nok at se til.

Ja jeg kan også kun bifalde endnu et indlæg om Adorno - ham kan man jo næsten kun høre for lidt om!

Er passagen den eneste du kender til om fuglesang hos Adorno?

Man fristes til at spørge om det nu også nødvendigvis er angsten som fuglens 'skrig' eller sang udspringer af. Hvordan ved vi at fuglesangens 'funktion' udelukkende er funktionel, reproduktiv og teritorial og ikke er en form for kommunkation som også i grænsetilfælde har æstetiske aspekter? At kurtisere kvindefuglene har selvfølgelig funktionelle hensigter, men det har menneskenes sang også hvis man læser det i den (evolutionsbiologiske) optik og det er vi nok alle (i hvert fald os der ikke er naturvidenskabeligt skolet) enige om er en reduktion af sangens andre elementer. Er det ikke bare antropomorfisme at tro at mennesker er de eneste dyr der æstetiserer?

En relateret tanke ifht hvordan man forstår den dialektiske modsætning til fuglens skønsang er Adornos kritik af populærmusikken som kritiseres for at adsprede folk uden at indfri kunstens løfte om lykke. Her er det altså fuglesangens forførende (og derfor ideologiske fordi den hæmmer den kritiske refleksion) element som er under luppen og ikke sangens 'biologiske' ophav.

Nikolaj: Tak for det. Ja, som freelanceskribent er det svært at finde overskud (og som far er det svært at finde tid) til at skrive så meget ud over det arbejdsrelaterede. Men der skal nok komme lidt mere gang i Det spekulative øre fremover, tror jeg.

Claus: Ja, det er vistnok den eneste passage om fuglesang, bortset fra henvisninger til Siegfrieds evne til at tale med fuglene, men det tæller ikke rigtigt. Jeg tror dog ikke jeg har lavet en systematisk søgning - det var da egentlig en ide. Hvis jeg finder mere, vender jeg tilbage. Og hvis andre kender andet om fuglesang hos Adorno skal I bare sige til.

Du har ret i at man kan sige at vi ikke kan vide, om fuglen nyder sin sang. Men zoologisk set er der så vidt jeg ved ingen indikationer på det. Det må betragtes som en antropomorfisme, en ønsketænkning, indtil andet er vist. Og man behøver ikke at påstå at mennesket er det eneste dyr der æstetiserer, for at afvise fuglesangen som æstetisk for fuglen. En antropomorfisering er det i hvert fald ikke, idet den går den modsatte vej og ser dyrene som mennesker, ikke som modsætning.

Og jeg er helt med på det, du siger, for et af de mange indlæg, jeg aldrig har fået skrevet her på Det spekulative øre er et essay, der kritiserer de hyppige påstande om at en eller anden egenskab adskiller os fra dyrene.

Ah ja tak for at rette på min uvidenhed om ordet antropormorfisme. Min misforståelse må vist skyldes at Bernstein i hans behandling af Adorno (som jeg stadig mener er den mest overlegne jeg har læst til dato i hvert fald af hans samlede forfatterskab) taler om anti-antropomorfisme som en central del af det Adorno kritiserer f.eks. i Oplysningens Dialektik. Men jeg ved ikke ikke om det har et andet mindre knudret ord for den retning der gør mennesket til noget helt særligt (ikke-dyrisk).

Det er interessant du nævner at man zoologisk set ikke har har nogen indikationer på at fuglen nyder sin sang - men hvordan argumenterer de så for det?

Den hyppige opstilling af dyr og mennesker som væsensforskellige er i øvrigt også et gennemgående tema i nogle af hans metodologiske essays for det falder jo lige ind i debatten om nomotetiske vs. ideografiske videnskaber. Sidstnævnte bruger ifølge af Adorno netop påstanden om en væsentlig forskel mellem dyr og mennesker til at argumentere for at man ikke kan lave videnskab på samme måde.

Skriv en kommentar

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2