Politiske konflikter som fodbold
Jeg er ved at skrive et kapitel om Che Guevara til et bogprojekt, og en af de ting, der er så slående når man beskæftiger sig med dette emne, er hvor mange følelser der er på spil, såvel hos tilhængere som modstandere.
Det fik mig til at overveje nærmere, hvad det er der sker, når man diskuterer disse ting. Det ulykkelige er, at det ofte ender i, at man placeres på det ene eller det andet hold, og derfor er det svært at bevare fokus på argumenterne. Det sker især når man diskuterer på nettet, og især når man diskuterer med nogen, man ikke kender. Jeg har skrevet et lille indlæg om det nedenfor.
Politiske konflikter som fodbold
Når man diskuterer visse konfliktemner i international politik, er det som om de diskuterende deler sig efter grundanskuelser eller tilhørsforhold på samme måde som fodboldfans. Det siger jeg ikke for at hive det ned på et ubekymret niveau, tværtimod. Jeg synes det er frustrerende, at selv de mest reflekterede og vidende mennesker går i baglås så snart talen falder på USA, Cuba eller (værst af alt) Mellemøsten.
Hvis man er højreorienteret holder man med Israel og bagatelliserer besættelsen af Gaza og Vestbredden, de mange bombetogter i regionen og den generelle undertrykkelse af palæstinenserne. Hvis man er venstreorienteret er man ofte fuldt ud solidarisk med palæstinenserne og bagatelliserer terroren og antisemitismen hos Hamas og PFLP.
Hvis man er højreorienteret bagatelliserer man USA's aggressive og manipulerende magtpolitik i Latinamerika i 1950'erne og 60'erne. Hvis man er venstreorienteret bagatelliserer man Che Guevaras brutale massemord og stalinitiske undertrykkelse. Man beklager at Cuba ikke er demokratisk, ikke har ytringsfrihed og ikke er en retsstat, men tøver ikke med hadefuldt at fordømme USA for lignende tendenser i Guantanamo. Den Cuba-venlige ser revolutionens brutalitet som en nødvendighed; den USA-venlige ser brutaliteten i kampen mod terror som en nødvendighed. Man ser kun splinten i modstanderens øje.
Nej, det gør man ikke altid, og jeg ved godt at der er masser af undtagelser, men jeg oplever det bare meget ofte. Folk som diskuterer disse ting kommer meget let op i det røde felt, og det gør jeg også selv.
Jo mere jeg læser om Che Guevara, des mere står det mig klart at han ikke på nogen måde kan være et menneskeligt eller politisk forbillede. Det skrev jeg på Facebook, hvorefter der udfoldede sig en meget passioneret debat mellem forskellige stemmer, der endte i et regulært skænderi mellem to af mine Facebook-venner, der ikke kender hinanden. L var indigneret over Cubas totalitære styre og blodige gerninger. J var indigneret over Batista-styret og over at L ikke kunne se de positive sider ved Cuba. Det kørte op i en spids, hvor L blev kaldt kynisk overklasse og J næsten blev kaldt nyttig idiot. Ingen af delene er retfærdige domme, men det er bare svært at holde sig til sagen når det gælder disse emner.
Problemet er, at hvis nogen kritiserer den klub, man selv holder med, så antager man at de holder med modstanderen, og så kan man påpege modstanderens fejl i stedet for at tage sig af udåden hos ens eget 'hold'. Men politik er ikke fodbold, og vi må snart kunne bevæge os hinsides den kolde krig. Det må og skal være muligt at bevare en position, hvor man både fordømmer Batista og Guevara, og både kritiserer Cubas diktatur og USA's rolle i Latinamerika. Det må simpelthen være muligt.
Torben Sangild
Kommentarer
Det er da bestemt muligt. Jeg kritiserer i den nævnte tråd både Batista og Guevara, Cubas totalitære styre og USAs rolle. Problemet er, at folk har svært ved at fatte en så nuanceret position. Jeg oplever i hvert fald tit, at kritik af Cuba bliver opfattet som støtte til Batista eller USA.
For det første kan man jo sagtens skille de to ting ad, og for det andet er det jo en lidt fattig position at forsvare uretfærdigheder begået nu med uretfærdigheder begået for mere end 50 år siden.
Men du har da ret i, at der er mange følelser involveret. Det manglede da også bare: Che er en af de mest misbrugte historiske skikkelser, og den apologetiske tilgang til Cuba er for mig lige så slem som Mussolini-fans i 30'erne, der mente at togene dog gik til tiden, selvom der beklageligvis ikke var frihed.
Jeg beklager, hvis jeg virker konfrontatorisk, men jeg hører bare de samme ting igen og igen, eksempelvis at Cuba er et land, som de fattige i Latinamerika drømmer om at tage til, og at den med ytringsfriheden jo mest er noget, der bekymrer os i middelklassen. Så siger jeg bare: Se på flygtningestrømmen og hvor visum-ansøgningerne er stilet til: USA.
Cuba-dyrkelsen lader dog til at være en specifik europæisk, måske især skandinavisk ting. I USA kan man i hvert fald godt være venstreorienteret og hade kommunisme og stalinisme - uden forbehold.
Posted by: Lars Hvidberg | 07.07.2010 17:39
Det ville faktisk være betydeligt mere relevant at fremhæve eftervirkningerne af den mislykkede revolution i Guatemala og kuppet i 1954 som en af baggrundene for, at Che og Castro blev så forbenede og undertrykkende. Det ville være en langt bedre begrundelse for at være "overbærende" frem for den cubanske fortælling om Cuba præ-Castros ulykkelige tilstand, der ikke helt stemmer overens med virkeligheden. Cuba var et relativt velstående land før 1959, med en stor middelklasse, hvilket man eksempelvis kan læse om her: http://lanic.utexas.edu/la/ca/cuba/asce/cuba8/30smith.pdf
Imidlertid var de revolutionære bange for - med god grund baseret på Arbenez' erfaringer - at miste magten igen, og derfor skred de så voldsomt frem. Men den forklaring kommer sjældent frem, og den kræver selvfølgelig også, at man har læst lidt om sagerne.
Posted by: Lars Hvidberg | 07.07.2010 18:03
Jeg er helt med på, hvad du skriver om, Torben: det frustrerende i at man arbejder med fastlåste positioner, båse og generaliseringer i politiske diskussioner. Skal jeg forsøge med en anden vinkel, så er den følgende: Som fornuftigt, reflekterende menneske tænker man "på den ene side, på den anden side", afvejer, overvejer og tager til sidst et standpunkt. Man holder mest med USA, Hamas, miljøaktivisterne, Bjørn Lomborg, biodynamikerne, Cepos-folket... whatever. Det finder man ud af. Det værste, der SÅ kan ske, er egentlig ikke at møde en hard core modstander, men en, som IKKE har taget stilling. Som siger, at "på den ene side, og på den anden side", og "den anden har jo også lidt ret", og "det er vel meget sundt at være i tvivl, være lidt skeptisk", "det er jo svært at vide, hvem man skal tro på", osv. Hvis man personligt efter grundige overvejelser ender med at mene, at det nok er bedst at arbejde på at sænke CO2-udslippet med 20 procent inden 2020, så er det dybt provokerende at møde folk, der end ikke har taget stilling.
At have et meget afbalanceret, nuanceret standpunkt, kan næsten sidestilles med ikke at have et standpunkt overhovedet. Det kan virke som om man blokerer for bevægelse eller udvikling. Så sker der jo absolut ingenting med den miljøpolitik! Tanken om at kunne "mødes på midten" eller indgå kompromisser, eller bevæge sig lidt ind på hinandens argument-territorier/banehalvdele er skræmmende. Fordi det føles som om man bombes tilbage til en position, hvor man slet ikke har taget stilling, hvor alt er "på den ene og på den anden side", og hvor man ender med, at der ikke flyttes en brik. Og man vil som en, der selv har taget stilling, rigtig gerne have, at ting flytter sig.
Posted by: Maria Frej | 07.07.2010 19:11
God kommentar, Maria. Men min indvending vil være, at man bliver nødt til at håbe på, at der findes en eller anden sandhed i fakta, om ikke andet så som baggrund for ens holdning. Der må jo nødvendigvis være nogle faktuelle argumenter for den position man har, og dem kan man jo til dels undersøge. Men det kan tage tid og fører ofte, som du skriver, til mere nuancerede synspunkter, hvilket kan være ubehageligt :)
Posted by: Lars Hvidberg | 08.07.2010 15:20
Jeg mener i forlængelse af det Lars skriver, at man som tænkende menneske er forpligtet til at at undersøge argumenterne for ens standpunkter. Først hvis en argumentation (eller dele af den) kan holde til angreb fra modstridende positioner, har den vist sin styrke. Man bør efter min mening (ideelt set i hvertfald) altid forsøge at konfrontere hvad man anser for indlysende med et alternativt syn på sagen. Det kan selvfølgelig være tidskrævende og frusterende hele tiden at skulle revidere sin verdensopfattelse, men jeg mener at en sådan dialektisk tilgang både vil komme tættere på "sandheden" og øge ens sensibilitet i forhold til andre menneskers tanker og handlinger.
Posted by: Nikolaj Strands | 09.07.2010 10:01