Kategori-arkiv: Adorno

Forsiden

25.02.2005

Adorno efter Auschwitz

Hvis man ved én ting om Adorno, så er det som oftest at han engang har sagt noget med at man ikke kunne lave kunst efter Auschwitz. Og det lyder jo som en skrækkelig tanke - ingen kunst! Men det er også lige så forkert og misforstået som det er udbredt. Det seneste eksempel på misforståelsen jeg er stødt på er fra Siri Hustvedts seneste roman Det jeg elskede (What I Loved). Her står der:

”Da jeg spurgte Bill om dette portræt henviste til udryddelseslejrene svarede han ja, og vi talte om Adorno i over en time. Filosoffen havde hævdet at der ikke kunne eksistere nogen kunst efter lejrene.”

Nu er det ikke for at køre mine idiosynkrasier af på en i øvrigt glimrende roman, men dette sted er litterært slapt. Adorno har aldrig hævdet noget sådant, og selv hvis han havde, ville der ikke være stof til en times diskussion. Adorno kunne nævnes i en samtale om kunst og holocaust, men som regel ville den dreje sig videre og ikke holde fast på hans person. Jeg tvivler på at de to romanpersoner har læst Adorno, og alt tyder på at Hustvedt i hvert fald ikke har. Igen, det er ikke så meget en kritik af Hustvedt, men hun er et eksempel på en Adorno-sætnings udbredte skæbne.

Men hvad var det da Adorno sagde om kunst, digt og Auschwitz? Det vil jeg redegøre for nedenfor én gang for alle, da det er noget jeg tit bliver spurgt om. Fremover vil jeg nu kunne henvise til denne post.

Læs videre: "Adorno efter Auschwitz" »

03.09.2004

Adorno om weblogs

Hvad ville Adorno mene om weblogs? Det ved vi af gode grunde ikke, men man kunne da overveje det som en lille strøtanke.

Adorno ville begynde med at se weblogs generelt som et symptom på vor tids rastløshed og manglende koncentrationsevne. Weblogs er snakkende kommentarer om dit og dat for en kultur der ikke kan holde opmærksomheden fanget om et emne længere end en halv skærmside. De er fulde af henkastede links fra skribenter der helst vil snakke om sig selv og har glemt at lytte. De er en ophobning af mere eller mindre tilfældig skrift, uden den redigering som det gamle publikationssystem sikrede.

Men så er der hos Adorno her (som altid) et ”men”. En dialektisk vending. For netop den samme form som skaber denne rastløse masse af uredigeret tekst er også webloggens mulighed. Her vil essays og aforismer og brilliante strøtanker kunne udfolde sig uden at skulle leve op til kravene om at kunne sælge på bogmarkedet. Her er der ingen emsige redaktører, som hælder deres konservative krav om hvordan en tekst skal se ud ned over den idiosynkratiske forfatter. Her kan tanken eksperimentere frit, prøve sig af og nogle gange flytte sig steder hen som de traditionelle publikationsveje ville hæmme. Der ligger altså et potentiale i webloggen, ville Adorno sige, som på én gang mimetisk afspejler tiden og samtidig kan åbne for en kritik af selvsamme. Og det kan han vel have ret i...

Links:
Theodor W. Adorno
Hvad er en weblog? (kort dansk definition)
Hvad er en weblog? (bedre engelsksproget definition)

© Torben Sangild, 2004

Det spekulative øre - en præsentation

Jeg har besluttet at få mig en weblog ud over Torben Sangilds weblog – en weblog som giver mere plads til det langstrakte, det essayistiske, det faglige, det indforståede, det akademiske, det intellektuelle, refleksionen og eftertanken. Det blev til denne weblog: Det spekulative øre. (Designet er intermistisk og midlertidigt - det bliver forhåbentlig forbedret snart.)

”Det spekulative øre” bryder med den almindelige weblogform i og med at der ofte er lange indlæg, der egner sig bedre til at blive printet ud end til at blive læst på skærmen. Den henvender sig til dem (og kun dem) som finder mine refleksioner og spørgsmål interessante. Det betyder ikke noget hvis der kun er 2 personer der læser et indlæg helt igennem, hvis de til gengæld får noget ud af det.

At ordet "intellektuel" i visse kredse er blevet et skældsord er kun ansporende for at kalde bloggen netop det. Den er nemlig båret frem af et sanseligt funderet tankearbejde og en stadig nysgerrighed. Det betyder naturligvis ikke at jeg ikke kan komme til at sige noget vrøvl, men så må jeg jo få det at vide og blive klogere eller skærpe min argumentation.

Jeg vil meget gerne have kommentarer til indlæggene. Både hvis du har spørgsmål, hvis der er noget du ikke forstår (vær ikke bange for at stille den slags spørgsmål), hvis du er uenig, hvis du tænker videre i forlængelse af det jeg har skrevet, hvis jeg har sagt noget forkert/tvivlsomt, eller hvis du har supplerende oplysninger, tips til videre læsning etc.

Navnet ”Det spekulative øre” er egentlig et udtryk hos Søren Kierkegaard, og hvis du ved hvorfra det er taget må du meget gerne fortælle det og citere/forklare sammenhængen. Jeg har taget det fra denne weblogs husfilosof, Theodor W. Adorno, som bruger det i et radioforedrag i 1959 om Anton Weberns tre stykker for cello og klaver. Disse musikstykker er tæt på at opløse enhver sammenhæng, men samtidig så korte og koncentrerede...

...at De samtidig et øjeblik kan sammenhøre dem, som Kirkegaard siger: med det spekulative øre (GS 18 s. 677, min oversættelse).
Det som Adorno her prøver at sige er noget i retning af at øret må anstrenge sig for at finde sammenhæng i Weberns musik, der samtidig er så koncentreret som en aforisme. Men det betyder ikke at musikken så er intellektuel, forstået som modsætning til noget sanseligt og noget følelsesmæssigt. Som Adorno siger et andet sted:
Adskillelsen mellem følelse og intellekt, der for længst er kasseret af psykologien, lever stædigt i den vulgære brug. De gængse begreber om intellektuel og følelsesbetonet musik er en facade som må rives ned. Det som kaldes intellektuelt er for det meste blot det som kræver arbejde og anstrengelse fra lytningen [das Gehör], som kræver en opmærksomhedens og hukommelsens kraft, som egentlig kræver kærlighed, altså følelse; og det som man ellers kalder følelse er for det meste blot en refleks fra en passiv attitude... (GS 17, s. 289, min oversættelse)
Det spekulative øre er altså blandt meget andet et sted for den sanselige og følsomme tanke. Emnerne vil være koncentreret om æstetik, musik, kunst, litteratur og filosofi, men vil også ind imellem handle om samfundsteori, naturvidenskab og hvad der nu måtte falde mig ind at skrive om.

Desuden er det min plan at optage gæsteindlæg hvis der er interesse for det. Så hvis du har nogle tanker, iagttagelser, analyser el.lign. som du ikke har publiceret som artikel og som passer til Det spekulative øre, så er der en mulighed her. Men jeg vil forbeholde mig ret til at afvise indlæg og i det hele taget fungere som redaktør, så der kun kommer tekster som jeg kan stå inde for. Selv om de er akademiske skal de være sprogligt gennemarbejdede og velskrevne.

Jeg, Torben Sangild, er forsker og underviser på universitetet, freelance-skribent og -radiomedarbejder, forfatter og anmelder med meget mere. Se min universitære hjemmeside for detaljer.

Du skal være velkommen til at citere og parafrasere fra Det spekulative øre, men sørg for at henvise! Man henviser Således: Torben Sangild, Det spekulative øre (http://groveloejer.dk/detspekulativeoere/), [Titel på indlægget], [Dato/år for indlægget].

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2