Kategori-arkiv: Filosofi

Forsiden

01.03.2010

Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen

Kan fuglesang være æstetisk skøn og zoologisk ubarmhjertig på én gang? Adorno skriver et par sætninger, der udfolder forholdet mellem de to, og gør det til mere end bare en flad dobbelthed.

Solsort.jpg (Harrison William Weir: Blackbird, 1864)

Adornos citat handler på én gang om skønheden og grusomheden i fuglesangen, og forholdet mellem de to er dialektisk. Læs om det nedenfor:

Læs videre: "Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen" »

08.03.2008

Hvad er kunst? Andet forsøg

Hvor meget jeg end finder spørgsmålet om, hvad kunst er, trivielt og frugtesløst, og hvor meget jeg end undrer mig over, at det optager folk (og journalister) så meget, pusler det alligevel ind imellem i baghovedet. Så i dag fik jeg følgende strøtanke til et nyt forsøg på at sætte dette spørgsmål på plads én gang for alle. Det forekommer mig lige nu mere vellykket end det første fejlslagne forsøg, men der skal nok også være problemer i dette, så lad os endelig få en diskussion. Nedenstående vil indtil videre være mit svar når folk spørger mig om dette eller hint er kunst eller ej:

Hvad kunst er
1. Kunst er ikke en bestemt gruppe af genstande i verden. Det er ikke en ontologisk kategori af ting. Ud af alle verdens genstande er der ikke nogle der er kunst og nogle der er ikke-kunst.

2. Kunst er et perspektiv man kan betragte genstande og fænomener igennem, som giver anledning til andre erfaringer end når man ikke gør det.

3. Alt kan betragtes som kunst og som ikke-kunst. Men det er ikke alt der er lige oplagt at betragte som kunst eller ikke-kunst.

4. Når noget institutionelt indrammes som kunst er man tilbøjelig til at betragte det som kunst. Når dem, som har lavet det, tager identiteten ’kunstner’ på sig, er man mere tilbøjelig til at betragte det som kunst. Kunst er altså en langt stærkere attraktor når et værk eller fænomen er helt eller delvist institutionelt sanktioneret og når det er lavet af en "kunstner".

4a. Og husk at "institutionen" ikke er en entydig størrelse, men er alt fra gallerier over samlere til kritikere og kunstnerne selv. Institutionen er derfor ofte uenig med sig selv - eller rettere: nogle institutionelle aktører har et mere åbent kunstbegreb end andre. Derfor kan man heller ikke bruge den såkaldte "institutionsteori", der definerer kunst som det, der er accepteret af institutionen, for det er langt fra entydigt. Der er altså ikke en klart indenfor/udenfor-dikotomi som kan bruges som kriterium.

5. Noget er interessant som kunst betragtet. Andet er mindre interessant som kunst betragtet. Noget er mere interessant betragtet som noget andet end kunst, dvs. betragtet som fx journalistik, reklame, underholdning, brugsgenstande, vold. Enkelte fænomener er både meget interessante betragtet som kunst og som noget andet. Enkelte fænomener er bare interessante, og det er lige meget om de betragtes som kunst eller ikke. Det afhænger også altid af betragterens sensibilitet.

09.09.2007

Hermeneutikerne vs. sociologerne

En af de kedeligste akademiske diskussioner på humaniora er den mellem de sociologisk orienterede og de mere hermeneutisk orienterede (i ordets bredeste forstand: dem som analyserer og fortolker kulturelle fænomener). Jeg selv hører til de sidste. Jeg har flere gange oplevet hvordan voksne lektorer, adjunkter og ph.d'er kan opføre sig som disse to tegneseriefigurer når grundlagsdiskussionerne kommer op: sociologerne mener at de som de eneste beskæftiger sig med virkeligheden, mens hermeneutikerne mener at de når at få sagt en hel del mere og dybere på den tid sociologerne når frem til forudsigelige banaliteter.

Sagen er at begge dele har deres berettigelse, og at de spørgsmål der stilles ikke er de samme (selv om de lapper delvist ind over hinanden. Lad os tage et eksempel (formuleret tegneseriesimpelt): Beethovens 9. symfoni, sidste sats.

Sociologen vil fx undersøge hvordan denne musik bliver brugt i forsøget på at skabe en europæisk identitet gennem overnationale symboler og vil undersøge i hvor høj grad det virker på hvilke mennesker. Metoden vil bl.a. være interviews.

Hermeneutikeren vil undersøge hvad denne musik og tekst udtrykker; hvordan musikken er opbygget, hvilke æstetiske virkemidler den gør brug af; hvordan disse forholder sig musikhistorisk til den tidlige romantik; hvordan teksten er udtryk for bestemte koblinger mellem det æstetiske og det politiske i samtiden; hvilken virkningshistorie den har haft de sidste 200 år osv. osv.

Min påstand er nu at de to faktisk kan bidrage med noget til hinanden. Analysen af værket kan medvirke til at underbygge hvilke potentialer (eller "affordances", som det hedder på nudansk) musikken har som EU-kendingsmelodi. Og den sociologiske analyse kan kvalificere et aspekt af denne musiks skæbne i dag blandt folk som ellers ikke hører klassisk musik.

Så stop slåskampen, og lad os arbejde sammen. (Det samme gælder i øvrigt forholdet til hjerneforskningen og neuroæstetikken, der lider af lignende slåskampe).

03.09.2007

Mænd, feminisme, faderrolle og forskellighed

Nedenstående essay argumenterer for at ordet "feminist" er uheldigt på et tidspunkt hvor det i høj grad også handler om mandens frigørelse. Samtidig argumenterer jeg for mere fleksible kønsroller (med faderrollen som aktuelt eksempel). Herunder påviser jeg det ugyldige i argumentet at "der nu en gang er forskel på mænd og kvinder" som argument imod fleksible opfattelser af mænd og kvinder.

Læs videre: "Mænd, feminisme, faderrolle og forskellighed" »

26.08.2006

Et kys er mere end udveksling af mundvand

Jeg har lige på min computer fundet en gammel kommentar, som jeg skrev til Dagbladet Information tilbage i midten af 90erne da jeg endnu var ung. Den indgår i den altid aktuelle debat om forholdet mellem naturvidenskab og filosofi - i dette tilfælde særligt hjerneforskning. Det er en kritik af den materielle reduktionisme, ikke af hjerneforskningen.

Pointen står jeg ved den dag i dag: hjerneforskningen bidrager med meget til at forstå hvordan vi er indrettet, men den bliver tåbelig når den tror sig at kunne eliminere filosofien. Og desværre har visse hjerneforskere og neurologer en ide om at de kan svare på alle spørgsmål, også fx de æstetiske. Det kan de bare ikke.

-------

Læs videre: "Et kys er mere end udveksling af mundvand" »

24.03.2006

Prygl med plektret - Platon og støjrock

Forrest i Støjens æstetik har jeg samlet nogle citater - det første af Platon, der ofte er god for overraskende formuleringer som får moderne relevans på deres egen bagvendte måde (jvf. dette). Platon skriver:

De fortræffelige mennesker du taler om, piner og plager strengene, mens de vrider på skruerne. Men for at lignelsen ikke skal blive for lang, vil jeg skænke dig fortællingen om “prygl med plektret”, ”anklage” mod strengene for deres falskhed, strengenes ”hævdelse af uskyld og frække benægtelser”. (Platon: Staten, 7, 531b)
Jeg medtog naturligvis citatet (der selvsagt ikke handler om støjrock) for sjov. Dér står det side om side med citater af John Cage og Beavis & Butthead.

Forleden dag fik jeg en email fra en seminarist, der skrev opgave om støjrock og spurgte hvor præcis det Platoncitat stammer fra, og det tog mig nogen tid (og hjælp fra en gammel ven) at grave citatet frem igen. Da jeg nu havde gravet det frem og set på det for første gang i 11 år, fik jeg lyst til at læse det i sin sammenhæng og finde ud af hvad det nu er Platon har gang i med disse musikanter der prygler deres strenge på måder der tilsyneladende minder om Sonic Youths praksis. Her er en lille redegørelse med mine strøtanker i den anledning:

Læs videre: "Prygl med plektret - Platon og støjrock" »

11.04.2005

"Gud er død"?

Mange studerende, gymnasielærere og også velansete akademikere kan finde på klichéagtigt at erklære at Gud døde i slutningen af 1800-tallet. De kommer som regel ikke med nogen argumenter eller analyser, det er nok at citere en stor filosof, in casu Nietzsche, for at skrive "Gud er død", så er den ged barberet. Men nu behøver det jo ikke være rigtigt bare fordi Nietzsche erklærede det. Og for Nietzsche var det ikke en historisk analyse så meget som en profetisk deklamation på linje med avantgardemanifesternes erklæren alt det gamle for dødt.

Faktisk forholdt det sig omvendt. Gud var på Nietzsches tid mere "levende" end nogensinde, forstået sådan at der var en optagethed af det religiøse - især i skikkelse af nye fundamentalistiske, calvinistiske og missionske bevægelser - som der ikke havde været siden reformationen havde lagt sig og var blevet normalitet i Nordeuropa. Tænk bare på Indre Mission herhjemme.

Dette skete naturligvis i takt med den liberale sekularisering (og som en modreaktion til den), men i hvert fald er det værd at bemærke at det ikke er så enkelt endda.

I øvrigt "lever" Gud vist i bedste velgående i disse år, hvor det politiske og intellektuelle liv i Danmark synes gennemstrømmmet af en ny, kristen vækkelse. Nietzsche vender sig i sin grav...

25.02.2005

Adorno efter Auschwitz

Hvis man ved én ting om Adorno, så er det som oftest at han engang har sagt noget med at man ikke kunne lave kunst efter Auschwitz. Og det lyder jo som en skrækkelig tanke - ingen kunst! Men det er også lige så forkert og misforstået som det er udbredt. Det seneste eksempel på misforståelsen jeg er stødt på er fra Siri Hustvedts seneste roman Det jeg elskede (What I Loved). Her står der:

”Da jeg spurgte Bill om dette portræt henviste til udryddelseslejrene svarede han ja, og vi talte om Adorno i over en time. Filosoffen havde hævdet at der ikke kunne eksistere nogen kunst efter lejrene.”

Nu er det ikke for at køre mine idiosynkrasier af på en i øvrigt glimrende roman, men dette sted er litterært slapt. Adorno har aldrig hævdet noget sådant, og selv hvis han havde, ville der ikke være stof til en times diskussion. Adorno kunne nævnes i en samtale om kunst og holocaust, men som regel ville den dreje sig videre og ikke holde fast på hans person. Jeg tvivler på at de to romanpersoner har læst Adorno, og alt tyder på at Hustvedt i hvert fald ikke har. Igen, det er ikke så meget en kritik af Hustvedt, men hun er et eksempel på en Adorno-sætnings udbredte skæbne.

Men hvad var det da Adorno sagde om kunst, digt og Auschwitz? Det vil jeg redegøre for nedenfor én gang for alle, da det er noget jeg tit bliver spurgt om. Fremover vil jeg nu kunne henvise til denne post.

Læs videre: "Adorno efter Auschwitz" »

Descartes som essayist

Her er nogle uafsluttede meditationer over forskellen mellem det metodiske og det essayistiske i forlængelse af Adorno og Descartes. Pointen er at Descartes stilistisk set er mere essayist end hans metode lægger op til.

Desuden er det en bipointe at Descartes' retoriske usikkerhed er metodisk, mens omvendt Adornos tilsyneladende skråsikkerhed også er retorisk.

Læs videre: "Descartes som essayist" »

20.02.2005

Foucault: Sindssygdom og psykologi

Foucaults lille bog, Sindssygdom og psykologi (1954-62) er blevet genudgivet. Her kritiserer han begrebet om sindssyge og påviser hvilket voldeligt fundament psykiatrien historisk bygger på. Men der er altså ikke tale om decideret anti-psykiatri, han afviser ikke at der findes sindslidelser og at visse former for terapi har deres berettigelse. Pointen er snarere at psykiatrien må sætte sig mere ind i den gales erfaringsunivers for at forstå hvad galskaben er en reaktion på. Kort fortalt.

Jeg har anmeldt bogen i P1.
læs intro og hør anmeldelsen her (6 min.).
Den henvender sig til den almindelige lytter, så alle kan være med.

Nedenfor er nogle (mere indforståede) uddybbende kommentarer som der ikke blev plads til i anmeldelsen (hør anmeldelsen først):

Læs videre: "Foucault: Sindssygdom og psykologi" »

31.12.2004

Platon foregriber Freud

Man tillægger sædvanligvis Freud ideen om det ubevidste og iagttagelsen af at drengen begærer sin moder, men nu har jeg lige fundet følgende skildring af den drømmende sjæl hos Platon:

[Den drømmende sjæl] er frigjort fra enhver for blufærdighed…Den viger ikke tilbage for at have samleje med sin egen moder i indbildningen eller med noget som helst andet menneske eller gud eller dyr eller på at myrde hvad som helst eller sætte tænderne i den mest modbydelige mad. Den overskrider kort og godt samtlige fornuftens og anstændighedens grænser…Det som vi skal gøre os klart er at der i hver eneste af os findes disse frygtelige, dyriske og tøjlesløse drifter, også hos dem af os som er yderst respektable – kun i drømme viser de sig i fuld klarhed.
Således siger Sokrates i begyndelsen af 9. bog af Platons Staten. Det bemærkelsesværdige er ikke i sig selv at Platon har opdaget at der sker grænseoverskridende ting i drømme, men at han (så vidt jeg kan se af de danske oversættelser) ikke henfører det til en ydre kraft (en djævel eller en mare), men til en integreret og essentiel del af mennesket, nemlig dets drifter. Og at han specifikt nævner ”samleje med sin egen moder”, hvilket kom noget bag på mig. Endvidere står der (i de danske oversættelser) at disse drifter
er os alle medfødte, men er blevet undertrykt hos de fleste af os, dels ved lovens magt, dels fortrængt ved fornuftens stemme…
Nu vil disse ting sikkert være Platon-kendere bekendt, men for mig er det nyt at han er så tæt på at beskrive det vi i dag ville kalde drifter, fortrængning, det ubevidste og det ødipale. Og at det er ”loven” og fornuften som undertrykker dem. Mon ikke både Freud og Lacan har læst Platon?

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2