Kategori-arkiv: Kunst

Forsiden

01.03.2010

Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen

Kan fuglesang være æstetisk skøn og zoologisk ubarmhjertig på én gang? Adorno skriver et par sætninger, der udfolder forholdet mellem de to, og gør det til mere end bare en flad dobbelthed.

Solsort.jpg (Harrison William Weir: Blackbird, 1864)

Adornos citat handler på én gang om skønheden og grusomheden i fuglesangen, og forholdet mellem de to er dialektisk. Læs om det nedenfor:

Læs videre: "Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen" »

12.09.2009

Hvad er en kritiker? (af Kaspar Bonnén)

Dette gæsteindlæg, skrevet af kunstneren Kaspar Bonnén, giver en opsang til kunstkritikken, som han ikke finder engageret og perspektiverende nok. Det er tiltrængt med noget debat om kunstkritikken i Danmark, og Det spekulative øre lægger gerne øre til dette.

Da der også bliver skudt på mig, svarer jeg specifikt på denne kritik i den første kommentar.

Læs videre: "Hvad er en kritiker? (af Kaspar Bonnén)" »

02.09.2009

Klichédræberen 5 - Opsamling og perspektivering

I den sidste af klichédræberklummerne samler jeg op og forklarer hvorfor det er vigtigt at kritisere de værste klichéer. Jeg vil også her fortælle om klummernes efterspil.

Læs videre: "Klichédræberen 5 - Opsamling og perspektivering" »

01.08.2009

Klichédræberen 4 - Udfordring

Kunsten vil gerne 'udfordre' os. Det er altsammen godt, men sagen er at for hver udstilling der faktisk udfordrer publikum er der 100, der påstår at de gør det. Det er buzzwords, det er automatiske klichéer, det er ønsketænkning. Det handler den fjerde klichédræber om. Den bringes i Politiken i dag.

Du kan læse selve klummen, se supplerende kommentarer og eksempler og diskutere den nedenfor:

Læs videre: "Klichédræberen 4 - Udfordring" »

25.07.2009

Klichédræberen 3 - For mig er kunst min egen kunst

Tredje runde af min Politiken-klumme Klichédræberen angår de evindelige udtalelser fra kunstnere om hvad kunst er "for mig", hvor det altid viser sig at kunst (for dem) er det, de selv laver. Hvorfor ikke bare sige at de interesserer sig for dette aspekt eller arbejder med det, frem for at gøre det til en kunstdefinition? Kunst er alt muligt, og kan ikke bare sådan defineres, slet ikke subjektivt.

Nedenfor kan du læse klummen som den stod i avisen i dag plus nogle supplerende eksempler, og du kan kommentere, diskutere og komme med endnu flere eksempler i kommentarfeltet.

Læs videre: "Klichédræberen 3 - For mig er kunst min egen kunst" »

18.07.2009

Klichédræberen 2 - Beskueren skaber med

I dagens Politiken kom så klichédræberklumme nummer to, hvor jeg tager fat i hvad der vel er den modsatte af den første kliché. Her giver man 'beskueren' en overdrevet indflydelse på værket, idet man om ikke spor interaktive værker påstår at beskueren 'inddrages', 'involveres' og 'skaber med' på livet løs.

Det er vigtigt at understrege at min kritik ikke går på interaktiv kunst, men på ikke-interaktiv kunst, der påstår at den er det. Det er heller ikke en påstand om at man ikke er aktiv når man erfarer kunst. Det er man i høj grad. Det er forestillingen om at ved alle andre værker er man passiv, men i netop dette værk (som ikke er interaktivt) er man pludselig aktiv, jeg kritiserer. Klichédræberen kritiserer ikke kunstværker eller personer, men retoriske klichéer.

Nedenfor kan man genlæse klummen med supplerende eksempler. Jeg vil løbende tilføje flere eksempler i kommentarfeltet efterhånden som jeg støder på dem. Du inviteres hermed til at deltage med kommentarer. Det kan være en diskussion af min tekst, supplerende eksempler eller andet. Eksempler skal naturligvis være på påstande om at kunstværker involverer/aktiverer publikum, gør dem til medskabere, lader dem fuldende værket osv. i forhold til kunst, der ikke er interaktiv, og hvor det er tom retorik.

Læs videre: "Klichédræberen 2 - Beskueren skaber med" »

12.07.2009

Klichédræberen

Jeg har nu påbegyndt min klummeserie kaldet "Klichédræberen" i Politiken. Her skyder jeg på nogle af de værste klichéer og bullshitsnak der florerer i kunstformidlingen. Klichéerne findes både hos kunstnere, formidlere, museer, kritikere og endda forskere.

Klichéerne er problematiske når de kun bruges fordi de lyder godt eller fordi man er vant til at lire dem af, men faktisk ikke er spor rammende til at betegne den kunst, de taler om. Altså når de virker påklistrede eller decideret tankeløse. Det er et problem af flere grunde:
For det første fordi de er falske.
For det andet fordi de sænker det åndelige og retoriske niveau og promoverer tankeløshed.
For det tredje fordi de er oppoturnistiske modeord, der ukritisk viderekolporterer de mest trendy lommefilosofiske kunstteorier i floskelform.
For det fjerde fordi de skræmmer publikum væk, selv om ideen er den modsatte. Folk ryster på hovedet og siger "Kejserens nye klæder". Det skader altså samtidskunstens udbredelse.
For det femte fordi de ofte erstatter en konkret beskrivelse af hvad den pågældende kunst egentlig er og gør.
For det sjette fordi de er røvirriterende at læse igen og igen.

Jeg påstår ikke at jeg aldrig selv er plumpet i og forfaldet til dumme klichéer - det skulle være mærkeligt hvis jeg ikke var. Og selv om jeg disker op med eksempler, så er pointen ikke at skyde særligt på nogen personer eller institutioner. Det er klichéerne jeg skyder på - de klichéer der lever deres eget liv som vira i kunstverdenen.

Den første kliché, jeg har skudt på, er velkendt for denne blogs læsere - det er nemlig "Beskueren tvinges", som jeg har skrevet om tidligere. Jeg vil bede jer om at holde debatten om "Beskueren tvinges"-klichéen i forlængelse af det tidligere indlæg, hvor det også vrimler med eksempler på denne kliche.

Gå altså herhen for videre læsning og diskussion.

08.03.2008

Hvad er kunst? Andet forsøg

Hvor meget jeg end finder spørgsmålet om, hvad kunst er, trivielt og frugtesløst, og hvor meget jeg end undrer mig over, at det optager folk (og journalister) så meget, pusler det alligevel ind imellem i baghovedet. Så i dag fik jeg følgende strøtanke til et nyt forsøg på at sætte dette spørgsmål på plads én gang for alle. Det forekommer mig lige nu mere vellykket end det første fejlslagne forsøg, men der skal nok også være problemer i dette, så lad os endelig få en diskussion. Nedenstående vil indtil videre være mit svar når folk spørger mig om dette eller hint er kunst eller ej:

Hvad kunst er
1. Kunst er ikke en bestemt gruppe af genstande i verden. Det er ikke en ontologisk kategori af ting. Ud af alle verdens genstande er der ikke nogle der er kunst og nogle der er ikke-kunst.

2. Kunst er et perspektiv man kan betragte genstande og fænomener igennem, som giver anledning til andre erfaringer end når man ikke gør det.

3. Alt kan betragtes som kunst og som ikke-kunst. Men det er ikke alt der er lige oplagt at betragte som kunst eller ikke-kunst.

4. Når noget institutionelt indrammes som kunst er man tilbøjelig til at betragte det som kunst. Når dem, som har lavet det, tager identiteten ’kunstner’ på sig, er man mere tilbøjelig til at betragte det som kunst. Kunst er altså en langt stærkere attraktor når et værk eller fænomen er helt eller delvist institutionelt sanktioneret og når det er lavet af en "kunstner".

4a. Og husk at "institutionen" ikke er en entydig størrelse, men er alt fra gallerier over samlere til kritikere og kunstnerne selv. Institutionen er derfor ofte uenig med sig selv - eller rettere: nogle institutionelle aktører har et mere åbent kunstbegreb end andre. Derfor kan man heller ikke bruge den såkaldte "institutionsteori", der definerer kunst som det, der er accepteret af institutionen, for det er langt fra entydigt. Der er altså ikke en klart indenfor/udenfor-dikotomi som kan bruges som kriterium.

5. Noget er interessant som kunst betragtet. Andet er mindre interessant som kunst betragtet. Noget er mere interessant betragtet som noget andet end kunst, dvs. betragtet som fx journalistik, reklame, underholdning, brugsgenstande, vold. Enkelte fænomener er både meget interessante betragtet som kunst og som noget andet. Enkelte fænomener er bare interessante, og det er lige meget om de betragtes som kunst eller ikke. Det afhænger også altid af betragterens sensibilitet.

21.12.2006

"Beskueren tvinges..." - kritik af en kunstkliché 1

I det nye nummer (182) af tidsskriftet Kritik har jeg en artikel der kritiserer den meget hyppigt anvendte vending "beskueren tvinges", der ikke blot er noget vrøvl, men også udtryk for en yderst problematisk ideologi. Vendingen findes i adskillige katalogtekster og kunstbøger og aviser og nu må det være nok. Man kan ikke tvinge en såkaldt "beskuer" til at reflektere over noget som helst. Man kan højst invitere eller anspore.

Det er min plan at kritisere flere af disse klichéer. Men i første omgang gælder det altså den værste af dem alle: "beskueren tvinges". Jeg citerer længere uddrag af artiklen nedenfor (jeg må ikke gengive hele artiklen). Den interesserede bør få fat i Kritik nr. 188, hvor artiklen er i sin helhed, flankeret af en herlig tegning af Wulffmorgenthaler.

Ud over uddraget nedenfor vil jeg løbende tilføje eksempler på dette udtryk som jeg støder på dem, og læseren af denne blog skal være velkommen til at bidrage:

Opdatering juli 2009: En ny, kort og mere poppet udgave af min kritik af 'Beskueren tvinges' er bragt i Politiken 11/7-09 som den første Klichédræber i min sommerklummeserie. Den kan læses som en kommentar (postet 12/7-09) til dette indlæg - se nedenfor.

Læs videre: ""Beskueren tvinges..." - kritik af en kunstkliché 1" »

21.10.2006

Kunst og ambition (v. Nikolaj Zeuthen)

Så er det tid til endnu et gæsteindlæg på Det spekulative øre. Denne gang handler det om forholdet mellem kunst og ambition.

Nikolaj Zeuthen er ph.d-studerende på Nordisk Filologi, Københavns Universitet. Han har desuden gjort sig bemærket som digter og frontfigur i poesi-performance-gruppen Skammens vogn. Blandt hans skriverier finder man et søster-essay til dette essay, nemlig "Kunst er høflighed", trykt som kronik i Information 13/1-06. Her argumenteres faktisk for den provokerende påstand at kunst er høflighed. Og essayet her på Det spekulative øre argumenterer lige så provokerende for at kunst ikke kan forenes med ambition. Læs og diskutér denne påstand nedenfor.

(Som altid skal jeg understrege at jeg ikke nødvendigvis er enig i alt der skrives af gæsteskribenterne, men at jeg mener det fortjener at blive læst og diskuteret. Jeg fungerer som redaktør ved gæsteindlæg).

---

Læs videre: "Kunst og ambition (v. Nikolaj Zeuthen)" »

05.10.2005

Begrebet avantgarde - en lillebitte diskursanalyse

I forlængelse af såvel antologien om avantgarde og solcenterets brug af samme begreb (for nu at tage to yderpunkter) kunne det være sjovt at se hvordan begrebet avantgarde bruges i medierne generelt. Jeg har derfor lavet en lille, uformel og uvidenskabelig analyse af ordet "avantgarde" som det har optrådt i aviserne i den sidste uge.

Læs videre: "Begrebet avantgarde - en lillebitte diskursanalyse" »

07.09.2004

Mantegnas grimme ansigter – et mysterium?

Mantegnas Pietá , også kaldet Kristus som den lidende forsoner (se billede ved at klikke nedenfor) er verdensberømt i Danmark som et af vores største kunstskatte (det hænger på Statens Musem for Kunst) – et mesterværk fra den tidlige renæssance. Men ingen synes at kommentere hvor mærkelige ansigterne er.

Se billedet her (klik også på "Smertensmanden"-linket for nærbillede af jesu ansigt)

Billedet er generelt velkomponeret og af høj teknisk standard, men det gælder altså ikke de tre ansigter i forgrunden, Jesus og de to engle, der er fælles om for små munde og tænder, for langt mellem øjnene og gnu-agtige næseben. Enten har maleren haft en freak som fælles model for de tre, eller også har han ikke mestret at male ansigter, eller også har han haft en specifik idé med at male dem sådan. Jeg skal uddybbe disse muligheder nedenfor.

Læs videre: "Mantegnas grimme ansigter – et mysterium?" »

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2