Kategori-arkiv: Myter og kendsgerninger

Forsiden

01.03.2010

Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen

Kan fuglesang være æstetisk skøn og zoologisk ubarmhjertig på én gang? Adorno skriver et par sætninger, der udfolder forholdet mellem de to, og gør det til mere end bare en flad dobbelthed.

Solsort.jpg (Harrison William Weir: Blackbird, 1864)

Adornos citat handler på én gang om skønheden og grusomheden i fuglesangen, og forholdet mellem de to er dialektisk. Læs om det nedenfor:

Læs videre: "Instinkt og magt: Adorno om fuglesangen" »

02.09.2009

Klichédræberen 5 - Opsamling og perspektivering

I den sidste af klichédræberklummerne samler jeg op og forklarer hvorfor det er vigtigt at kritisere de værste klichéer. Jeg vil også her fortælle om klummernes efterspil.

Læs videre: "Klichédræberen 5 - Opsamling og perspektivering" »

01.08.2009

Klichédræberen 4 - Udfordring

Kunsten vil gerne 'udfordre' os. Det er altsammen godt, men sagen er at for hver udstilling der faktisk udfordrer publikum er der 100, der påstår at de gør det. Det er buzzwords, det er automatiske klichéer, det er ønsketænkning. Det handler den fjerde klichédræber om. Den bringes i Politiken i dag.

Du kan læse selve klummen, se supplerende kommentarer og eksempler og diskutere den nedenfor:

Læs videre: "Klichédræberen 4 - Udfordring" »

25.07.2009

Klichédræberen 3 - For mig er kunst min egen kunst

Tredje runde af min Politiken-klumme Klichédræberen angår de evindelige udtalelser fra kunstnere om hvad kunst er "for mig", hvor det altid viser sig at kunst (for dem) er det, de selv laver. Hvorfor ikke bare sige at de interesserer sig for dette aspekt eller arbejder med det, frem for at gøre det til en kunstdefinition? Kunst er alt muligt, og kan ikke bare sådan defineres, slet ikke subjektivt.

Nedenfor kan du læse klummen som den stod i avisen i dag plus nogle supplerende eksempler, og du kan kommentere, diskutere og komme med endnu flere eksempler i kommentarfeltet.

Læs videre: "Klichédræberen 3 - For mig er kunst min egen kunst" »

18.07.2009

Klichédræberen 2 - Beskueren skaber med

I dagens Politiken kom så klichédræberklumme nummer to, hvor jeg tager fat i hvad der vel er den modsatte af den første kliché. Her giver man 'beskueren' en overdrevet indflydelse på værket, idet man om ikke spor interaktive værker påstår at beskueren 'inddrages', 'involveres' og 'skaber med' på livet løs.

Det er vigtigt at understrege at min kritik ikke går på interaktiv kunst, men på ikke-interaktiv kunst, der påstår at den er det. Det er heller ikke en påstand om at man ikke er aktiv når man erfarer kunst. Det er man i høj grad. Det er forestillingen om at ved alle andre værker er man passiv, men i netop dette værk (som ikke er interaktivt) er man pludselig aktiv, jeg kritiserer. Klichédræberen kritiserer ikke kunstværker eller personer, men retoriske klichéer.

Nedenfor kan man genlæse klummen med supplerende eksempler. Jeg vil løbende tilføje flere eksempler i kommentarfeltet efterhånden som jeg støder på dem. Du inviteres hermed til at deltage med kommentarer. Det kan være en diskussion af min tekst, supplerende eksempler eller andet. Eksempler skal naturligvis være på påstande om at kunstværker involverer/aktiverer publikum, gør dem til medskabere, lader dem fuldende værket osv. i forhold til kunst, der ikke er interaktiv, og hvor det er tom retorik.

Læs videre: "Klichédræberen 2 - Beskueren skaber med" »

12.07.2009

Klichédræberen

Jeg har nu påbegyndt min klummeserie kaldet "Klichédræberen" i Politiken. Her skyder jeg på nogle af de værste klichéer og bullshitsnak der florerer i kunstformidlingen. Klichéerne findes både hos kunstnere, formidlere, museer, kritikere og endda forskere.

Klichéerne er problematiske når de kun bruges fordi de lyder godt eller fordi man er vant til at lire dem af, men faktisk ikke er spor rammende til at betegne den kunst, de taler om. Altså når de virker påklistrede eller decideret tankeløse. Det er et problem af flere grunde:
For det første fordi de er falske.
For det andet fordi de sænker det åndelige og retoriske niveau og promoverer tankeløshed.
For det tredje fordi de er oppoturnistiske modeord, der ukritisk viderekolporterer de mest trendy lommefilosofiske kunstteorier i floskelform.
For det fjerde fordi de skræmmer publikum væk, selv om ideen er den modsatte. Folk ryster på hovedet og siger "Kejserens nye klæder". Det skader altså samtidskunstens udbredelse.
For det femte fordi de ofte erstatter en konkret beskrivelse af hvad den pågældende kunst egentlig er og gør.
For det sjette fordi de er røvirriterende at læse igen og igen.

Jeg påstår ikke at jeg aldrig selv er plumpet i og forfaldet til dumme klichéer - det skulle være mærkeligt hvis jeg ikke var. Og selv om jeg disker op med eksempler, så er pointen ikke at skyde særligt på nogen personer eller institutioner. Det er klichéerne jeg skyder på - de klichéer der lever deres eget liv som vira i kunstverdenen.

Den første kliché, jeg har skudt på, er velkendt for denne blogs læsere - det er nemlig "Beskueren tvinges", som jeg har skrevet om tidligere. Jeg vil bede jer om at holde debatten om "Beskueren tvinges"-klichéen i forlængelse af det tidligere indlæg, hvor det også vrimler med eksempler på denne kliche.

Gå altså herhen for videre læsning og diskussion.

19.03.2009

Noter til begrebet "akusmatisk musik"

Der er en vedholdende myte i musikkredse om at Pythagoras forelæste bag et forhæng, så hans elever ikke skulle blive distraheret af hans visuelle fremtræden. Dette skyldes i høj grad Pierre Schaeffers forklaring på begrebet "akusmatisk", som han bruger om musik hvor man ikke ser lydkilden, men blot de højttalere der formidler den.

Men ifølge kilderne var sagen anderledes, idet Pythagoras skelnede mellem to slags elever, hvor kun de indviede fik lov at se med når han forelæste og tegnede på tavlen. Og måske var der slet ikke et forhæng, men blot et vidensmæssigt slør for den esoteriske viden.

Pythagoras.jpg

Dette bruges i nedenstående indlæg som et led i kritikken af Schaeffer og hans ide om reduceret lytning, hvor man kun iagttager formelle, auditive kvaliteter ved lyden og ikke opfatter dens materielle årsag. I stedet må det anerkendes, at vi lytter for at orientere os i verden og identificere hvad der er omkring os, og at denne lyttemåde også er aktiv ved den æstetiske erfaring af musik.

Læs videre: "Noter til begrebet "akusmatisk musik"" »

21.12.2006

"Beskueren tvinges..." - kritik af en kunstkliché 1

I det nye nummer (182) af tidsskriftet Kritik har jeg en artikel der kritiserer den meget hyppigt anvendte vending "beskueren tvinges", der ikke blot er noget vrøvl, men også udtryk for en yderst problematisk ideologi. Vendingen findes i adskillige katalogtekster og kunstbøger og aviser og nu må det være nok. Man kan ikke tvinge en såkaldt "beskuer" til at reflektere over noget som helst. Man kan højst invitere eller anspore.

Det er min plan at kritisere flere af disse klichéer. Men i første omgang gælder det altså den værste af dem alle: "beskueren tvinges". Jeg citerer længere uddrag af artiklen nedenfor (jeg må ikke gengive hele artiklen). Den interesserede bør få fat i Kritik nr. 188, hvor artiklen er i sin helhed, flankeret af en herlig tegning af Wulffmorgenthaler.

Ud over uddraget nedenfor vil jeg løbende tilføje eksempler på dette udtryk som jeg støder på dem, og læseren af denne blog skal være velkommen til at bidrage:

Opdatering juli 2009: En ny, kort og mere poppet udgave af min kritik af 'Beskueren tvinges' er bragt i Politiken 11/7-09 som den første Klichédræber i min sommerklummeserie. Den kan læses som en kommentar (postet 12/7-09) til dette indlæg - se nedenfor.

Læs videre: ""Beskueren tvinges..." - kritik af en kunstkliché 1" »

28.05.2006

Til forsvar for sekularismen

Folkekirken opruster. De kristne debattører opruster. Nu skal slaget slås. Den kristne kirke skal være et værn mod såvel islam som ”sekularismen”, som den kaldes. Sekularismen er den holdning at det politiske og samfundsmæssige ikke skal være underlagt religiøse dogmer og argumenter, men i udgangspunktet uafhængig af disse. Det betyder ikke at man ikke kan tage hensyn til de forskellige religiøse grupper og kirker, men snarere at man fx ikke skal forbyde prævention blot fordi kirken synes det, eller at man ikke skal have en statskirke som er styret af et særligt ministerium. Det indebærer også at religionsundervisningen ikke bør være forkyndende, og at biologiundervisningen skal forblive biologisk og ikke indføre fx Bibelens skabelsesberetning som en gyldig videnskabelig teori. Religionen skal være fri, og den må man dyrke lige så tosset man vil, men den er ikke det sekulariserede samfunds rygrad. Udgangspunktet for den sekulariserede stat er snarere en demokratisk humanisme med plads til det hele. Det er muligvis en mild form for sekularisme, og i så fald er jeg mild sekularist.

Da sekularisme er ved at blive et skældsord i den offentlige debat, og da folk som jeg ellers respekterer tordner mod sekularismen som totalitær vil jeg kiggge lidt på hvad argumenterne mod det sekulariserede samfund egentlig er og forsøge at forsvare den mod de almindeligste indvendinger som kommer fra folk der fx går ind for at Gud skal indskrives i det politiske, fx i EU-traktaten el.lign.

Udgangspunktet er at visse kristne debattører i de senere år har skærpet tonen i debatten. De er ikke længere tilfredse med at udtrykke deres livssyn, men kombinerer det med en større og større grad af beskyldninger mod ikke-troende. De begynder altså at argumentere for hvorfor vi alle sammen skal være kristne, hvorfor det er bedre at være kristen/religiøs. Altså ikke fordi Gud eksisterer (hvilket vel burde være det eneste gyldige argument), men fordi det er bedst og mest dansk. Samtidig forsøger kirken at holde på sine sidste monopoler - heriblandt monopolet på begravelsesritualer og det at forholde sig til døden.

Læs videre: "Til forsvar for sekularismen" »

11.04.2005

"Gud er død"?

Mange studerende, gymnasielærere og også velansete akademikere kan finde på klichéagtigt at erklære at Gud døde i slutningen af 1800-tallet. De kommer som regel ikke med nogen argumenter eller analyser, det er nok at citere en stor filosof, in casu Nietzsche, for at skrive "Gud er død", så er den ged barberet. Men nu behøver det jo ikke være rigtigt bare fordi Nietzsche erklærede det. Og for Nietzsche var det ikke en historisk analyse så meget som en profetisk deklamation på linje med avantgardemanifesternes erklæren alt det gamle for dødt.

Faktisk forholdt det sig omvendt. Gud var på Nietzsches tid mere "levende" end nogensinde, forstået sådan at der var en optagethed af det religiøse - især i skikkelse af nye fundamentalistiske, calvinistiske og missionske bevægelser - som der ikke havde været siden reformationen havde lagt sig og var blevet normalitet i Nordeuropa. Tænk bare på Indre Mission herhjemme.

Dette skete naturligvis i takt med den liberale sekularisering (og som en modreaktion til den), men i hvert fald er det værd at bemærke at det ikke er så enkelt endda.

I øvrigt "lever" Gud vist i bedste velgående i disse år, hvor det politiske og intellektuelle liv i Danmark synes gennemstrømmmet af en ny, kristen vækkelse. Nietzsche vender sig i sin grav...

Misbrug af Einstein og relativitetsteorien

Som jeg kort var inde på i det lille essay om videnskaben og relativismen, så bliver Einsteins relativitetsteori (og dermed Einstein) ofte taget til indtægt for al mulig relativisme, ikke mindst på grund af teoriens kælenavn "relativitetsteorien", som i øvrigt ikke kommer fra Einstein selv. "Alt er relativt", siger folk, og tror ofte at det har noget med Einstein at gøre.

Her vil jeg komme med nogle bemærkninger og citater som en kritik af dette Einstein-misbrug. Relativitetsteorien er ikke relativistisk, er ikke et frådende opgør med Newtons klassiske fysik, er ikke en vision om et andet verdensbillede og har ingen moralske eller religiøse konsekvenser.

Læs videre: "Misbrug af Einstein og relativitetsteorien" »

25.02.2005

Adorno efter Auschwitz

Hvis man ved én ting om Adorno, så er det som oftest at han engang har sagt noget med at man ikke kunne lave kunst efter Auschwitz. Og det lyder jo som en skrækkelig tanke - ingen kunst! Men det er også lige så forkert og misforstået som det er udbredt. Det seneste eksempel på misforståelsen jeg er stødt på er fra Siri Hustvedts seneste roman Det jeg elskede (What I Loved). Her står der:

”Da jeg spurgte Bill om dette portræt henviste til udryddelseslejrene svarede han ja, og vi talte om Adorno i over en time. Filosoffen havde hævdet at der ikke kunne eksistere nogen kunst efter lejrene.”

Nu er det ikke for at køre mine idiosynkrasier af på en i øvrigt glimrende roman, men dette sted er litterært slapt. Adorno har aldrig hævdet noget sådant, og selv hvis han havde, ville der ikke være stof til en times diskussion. Adorno kunne nævnes i en samtale om kunst og holocaust, men som regel ville den dreje sig videre og ikke holde fast på hans person. Jeg tvivler på at de to romanpersoner har læst Adorno, og alt tyder på at Hustvedt i hvert fald ikke har. Igen, det er ikke så meget en kritik af Hustvedt, men hun er et eksempel på en Adorno-sætnings udbredte skæbne.

Men hvad var det da Adorno sagde om kunst, digt og Auschwitz? Det vil jeg redegøre for nedenfor én gang for alle, da det er noget jeg tit bliver spurgt om. Fremover vil jeg nu kunne henvise til denne post.

Læs videre: "Adorno efter Auschwitz" »

Om Det spekulative øre

Sangild - andre steder

Powered by Movable Type 3.2