Arkiv: november 2004

Forside | december 2004 »

22.11.2004

Argumenter mod liberalisme

Liberalismens verdensbillede er på mange måder problematisk. Lige så lidt som man kan have et samfund hvor alt er overladt til statens minituøse regulering, som betonkommunisterne ellers mente, lige så lidt kan alle menneskelige aktiviteter og alle menneskelige relationer overlades til markedesstyret interaktion, hvilket ellers er påstanden fra nutidens frembusende betonliberalister.

Her er nogle argumenter. Og jeg ved godt at det er lidt for langt for en weblog, men sådan blev det lige denne gang.

Lige først nogle links. Torben Sangild har på sin weblog for nylig lavet en post om liberalisme Den rummer i sig selv en masse links. Tjek dem. Et af dem viser godt nok tilbage til denne post, men der er også andre, bl.a. en udmærket lignelse forfattet af Torben på Lars Hvidbergs hjemmeside/weblog, som man også med fordel kan besøge.

Og så et forsøg på nogle argumenter

1) Liberalister brokker sig over at staten er et fællesskab som man ikke kan melde sig ud af. Man er tvunget til at deltage ved at betale skat. Hertil er at sige: Vi er under alle omstændigheder udleverede til hinanden på forskellige måder, vi er så at sige i fælleshed tvunget til at dele nogle vilkår som det simpelthen ikke kan lade sig gøre at melde sig ud af. Vi kan f.eks. ikke melde os ud af det territorium vi bebor. Jo, det kan vi ved at emigrere, men så holder man jo også op med at betale skat. Vi deler den luft vi indånder, det vand vi drikker og det vand vi gerne vil bade i, den jord vi bor på og gerne vil dyrke og bebygge. Det vi gør har indflydelse på hinanden.Vi kan ikke melde os ud af infrastrukturen med dens kloakker, vejnet samt vand- og energiforsyning, og vi kan slet ikke melde os ud af forurening og miljøproblemer.

Et kloak- eller et energisystem kan da fint bygges af private virksomheder, men det at formulere opgaven kan altså ikke klares af små fællesskaber alene, og det kan heller ikke nytte noget at enkeltpersoner efter forgodtbefindende siger: “Byg I bare jeres kloaknet og spildevandsrensning, men jeg vil ikke være med, jeg udleder mit spildevand helt frit som det passer mig”. Der er selvfølgelig tilslutningspligt, og så vil jeg altså hellere have at jeg har en eller anden form for demokratisk indflydelse på de myndigheder der forvalter tilslutningspligten, frem for alene at betale til et privat firma uden at have nogen som helst indflydelse på hvordan det bruger mine penge.

Pointen med en velfungerende, demokratisk offentlig myndighed, som man er tvunget til at betale skat til (kommune, stat, EU) er at man på den ene sider ikke kan melde sig ud, men på den anden side har indflydelse på hvad det er ens penge bliver brugt til, hvad det er vi definerer som fælles opgaver og problemer, og hvordan de skal løses.

2) Fordelen ved en nogenlunde velfungerende demokratisk stat er er at den som fælleshed er meget mere rummelig end forsikringsbaserede og kontraktlige ‘fællesskaber’ såvel som mange slags personligt valgte identitetsfællesskaber og smagsfællesskaber. Disse andre typer fælleshed kan true én med udstødelse, altså en udmelding som man ikke selv vælger, mens man som medborger ikke bliver udstødt. Der er simpelthen plads til flere former for afvigelse indenfor den demokratiske stats rammer. Den offentlige myndighed baseret på medborgerskab er en fælleshed af fremmede. Vi er udleverede til hinanden og deler nogle vilkår, men behøver i øvrigt ikke at blande os i hinandens private levevis. Et forsikringsbaseret sundhedssystem blander sig derimod i hvordan vi lever, somme tider ganske minutiøst, man vil ikke have noget med dårlige liv at gøre. Det er der talrige eksempler i det amerikanske sundhedssystem.

3) Jeg har hørt en meget liberalistisk indstillet person sige at demokrati er at når man ejer noget så har man også ret til at gøre med det som man vil.... Såsom hvis man ejer en helikopter så har man ret til at lande den hvor man vil. Hvis man ejer en svinefarm så har man ret til at producere så mange svin man vil og udlede al den gylle der så kommer ud af det. Hvis man ejer en byggegrund så har man ret til at bygge hvad som helst. Sådan ser jeg ikke på det. Pointen er jo at vi netop er udleverede til hinanden. Når svinebaronen udleder gylle så er det noget der påvirker den luft vi indånder, det landskab vi færdes i, det vandmiljø vi er afhængige osv., og på den måde er vi under alle omstændigheder del af af en fælleshed som vi bare ikke kan melde os ud af. Så er det jo bedre at man demokratisk indflydelse, som man har i en stat snarere end ingen indflydelse som er tilfældet i et rent markedsbaseret system.

4) Liberalister lader nærmest til at mene at basis for frihed er at man er truet på sin eksistens. Individet der er helt overladt til sig selv er nok fuldstændig autonomt, men også udleveret til en eksistenskamp der er så basal at den er frihedsbegrænsende – bytte som man er for sygdomme og med en fundamental usikkerhed for ly og føde. Fællesskabet giver frihed ved at man hjælper hinanden og derved ikke er helt så konsumeret af overlevelseskampen, men giver også tvang fordi man forpligter sig i forhold til fællesskabet. Dette fællesskab kan selvfølgelig være indrettet på mange forskellige måder, og interaktionen mellem dets deltagere kan ske på forskellige måder; via frivillige sammenslutninger, offentlige myndigheder og markedet. Det er naivt og viser en skræmmende mangel på forståelse af sociale dynamikker at tro at der ikke findes samfundsmæssig tvang når interaktionen foregår via markedet, familien eller foreningslignende sammenslutninger.

5) Liberalister har af en eller anden grund meget svært ved at forstå at det eneste frie, fair og velfungerende marked er det regulerede marked. På det uregulerede marked vil der være aktører der bruger unfair, brutale og direkte voldelige midler og dermed monopoliserer (eller til nød ‘duopoliserer) markedet, hvilket blokerer for det frie i udvekslingen og udelukker muligheden for at melde sig ud. Problemet når stærke og magtfulde markedsoperatører monopoliserer et felt er at der ikke er nogen som helst demokratisk indflydelse på den monopolvirksomhed der i praksis er en myndighed, som vi forbrugere og borgere ikke kan melde os ud af.

6) Markedet er fuldstændig blindt overfor og fuldstændig ude af stand til at reagere på miljøproblemer. Det er ikke markedsmekanismernes fortjeneste at man opdagede cfc-gassernes skadelige virkning på ozonlaget. Tværtimod var det den effektive markedsføring af (det pragtfulde forbrugsgode) køleskabe der skabte problemerne, og der skulle en ikke bare statslig men overstatslig indsats til for at gøre noget ved det meget alvorlige problem, mens fuldstændig skamløse markedsaktører fortsatte med at sabotere løsningen af problemet. Det krævede også statslig indgriben af gøre noget ved problemet med bly i benzin. Markedsaktører hylede op om at det kunne ikke lade sig gøre, men da lovgivningen var på plads viste det sig alligevel at være muligt. Og så videre.

10.11.2004

Tilsløring

Jeg klikkede ind på én af DR2's Tal med gud-udsendelser og blev hængende lidt (fordi en god kollega deltog). Jeg ved ikke præcis hvad emnet var, ud over at det handlede om islam. Én af deltagerne gav til almindelig billigelse udtryk for det synspunkt at en kvinde nærmer sig gud ved at bære slør. Det er et synspunkt jeg ikke forstår.

Det blev understreget at der ikke er nogen tvang, det er kvindens eget valg, men hvis hun træffer og udfører dette valg og tilslører sig, så nærmer hun sig gud. Jeg er ikke helt sikker på om der blev talt om tildækning af hele ansigtet eller dele af ansigtet, men der blev samtidig talt om at sænke blikket, når man, dvs. mænd og kvinder mødes i det offentlige rum.

Jeg føler kun trang til at tage afstand fra det synspunkt.

At vise sit ansigt med alle dets mange kommunikative udtryk og med dets spor af den unikke personlighed er tværtimod et kerneelement i det at være menneske. Ligeledes er det en grundlæggende menneskelig gestus at lade blikkene mødes frem for at stirre væk og ned i jorden. Det er en anerkendelse af og interesse for og lyst til medmennesket. Hvordan i al verden kommer man tættere på sin gud ved at skjule sig og ved at tilsløre det menneskelige.

Det er nu ikke fordi det generer mig så frygtelig meget at der er folk på gader og i butikker som går rundt med slør, dem om det, men jeg gider ikke ligefrem at skulle acceptere den type retfærdiggørelse. På mig virker det som om det symbolske indhold i tildækning af kvinder er dels en reduktion af kvinder til rent køn, dels en reduktion af kvinder til ejendom.

NB Hvis jeg vurderer at en kommentar til dette indlæg er fremmedfjendsk og ikke bare kulturkritisk så vil den blive fjernet.

Singlecheck

Inspireret af det bestikkelsesdemokrati der lader til at have vundet hævd vil jeg mene at det er på tide at nogen taler de enliges sag.

Det er hundedyrt at være enlig, for man kan ikke nyde godt at nogen af de rabatter der gives til par og familier og folk der køber ind i mængder svarende til en mindre provinsby. Og det er altid kun den slags rabatter der gives. Der er ellers masser af husstande med kun én beboer, det er de enlige der bærer samfundet, fordi de pukler løs for at kunne få råd til alle de rabatløse ting de må købe og betaler følgelig masser i skat (med glæde), og de forbruger en masse, fordi de ikke deles med nogen om alle forbrugsgoderne. Det er på tide at de enlige bliver kompenseret og får tilsendt en årlig eller halvårlig eller månedlig singlecheck.

Det skal selvfølgelig være enlige over 26 og under 60. De ældre enliges sag bliver allerede så rigeligt varetaget af eksisterende politiske kræfter. De unge skulle nok kunne klare sig.

PS Tak til Linda Seegert for medvirken i idéudviklingen.

07.11.2004

Irrationel anti-miljøkamp

En fjendtlig holdning til miljøhensyn er desværre alt for fremherskende i USA, og fjendtligheden har også haft vind i sejlene her i Danmark fra slutningen af 1990'erne og især fra regeringsskiftet i 2001. Muligvis er vinden nu vendt her til lands, men næppe sådan at anti-miljøkampen er forsvundet.

Modstanden mod miljøhensyn har i sin retorik søgt at monopolisere det rationelle (og begrænset fornuften til at være økonomisk rationalitet). Imidlertid rummer den økonomisme som anti-miljøkampen forfægter også en kerne af det irrationelle.

Når der bliver sagt “mest miljø for pengene” lader anti-miljøkampens slagsbrødre som om det er det rationelle og saglige de vil fremme. Men der er en dybt irrationel horisont for den økonomistiske ekspansionslogik som de forfægter, og der er en klart rationel kerne såvel som en æstetisk fordring i miljøbevidstheden.

I slutningen 1990'erne begyndte der et ideologisk korstog mod miljøbevidstheden, og denne anti-miljøkamp vandt en stor sejr ved valget i november 2001. Over for miljøbevidstheden og tanken om bæredygtighed bliver der stillet den økonomiske fornuft som skal bringe os ud af alle miljøbekymringens mange vildfarelser. Det er imidlertid en modstilling der overser miljøbevidsthedens klart rationelle grundlag og overser de irrationelle elementer af ‘økonomismen’.

Det er godt nok det der bliver påstået med slogans som “mest miljø for pengene”, men kernen i anti-miljøkampen er ikke saglighed: at gøre miljøindsatsen mere målrettet og fokusere den i retning af de væsentlige problemer. Ærindet er at demontere miljøbevidstheden og afvise dens projekt til fordel for en renlivet efterlevelse af den klassiske og gammeldags økonomifikserede ekspansionslogik.

Som striden bliver fremstillet i anti-miljøkampens univers, står den ganske vist mellem miljøbevidsthed på den ene side og fornuft på den anden side. Fra starten da miljøbekymringen begyndte at spire frem i begyndelsen af 1960'erne har dens modstandere søgt at stigmatisere den som romantisk, nostalgisk og irrationel. Lige så vedholdende har miljøbekymringen imidlertid fastholdt sin oprindelige forankring i en øget videnskablig erkendelse af miljømæssige problemer ved de moderne teknologier, og lige så vedholdende har miljøbekymringen været funderet i sin egen sammenhængende rationalitet:

Det er ikke sådan at vi først skaber en masse værdier og så kan vælge at bruge nogle af dem på miljøet (og andre af dem på børnehaver). Vi bruger ikke penge på miljø på samme måde som vi bruger penge på alt muligt andet. Miljømæssige forhold er simpelthen grundlaget for at vi overhovedet kan skabe rigdomme. Hvis vi ødelægger vores ressourcer ved at drive rovdrift på dem – ved at forgifte dem, ved at beskadige dem, ved at gøre det meget dyrt at udvinde dem – så gør vi det også sværere at skabe rigdomme og velfærd. Hvis vi forgifter os selv, når vi skaber økonomiske rigdomme, så er det nogle meget tvivlsomme rigdomme vi får ud af det. Det er nødvendigt at medtænke affaldet fra produktion og forbrug i det samlede økonomiske kredsløb. Alt i alt skal vi finde teknologier – somme tider lavteknologier – som ikke tilsviner, forarmer, borteroderer eller forgifter vores livsgrundlag.

Dette er en miljørationalitet som i høj grad påpeger det irrationelle ved projekter der i vækstbegejstringens forestilling ellers fremstår som (økonomisk) saglige og fornuftige, f.eks. udretning af vandløb der ender med økonomisk at forringe jordens ydeevne; skovfældninger på følsomme bjergskråninger med jordskred og oversvømmelser til følge; brugen af kemiske substanser der ødelægger atmosfærens ozonlag; afbrænding af olieressourcer for at få energi uden at tænke på de økonomiske konsekvenser af udledningerne.

Miljøbekymringen har også hele tiden rummet æstetiske og etiske aspekter som ikke kan reduceres til en økonomisk rationalitet. Den omfatter en æstetisk dimension der opfatter mangfoldigheden af skabninger, vækster og landskaber på jorden som et absolut gode, og som begræder tabet af denne mangfoldighed. Den omfatter en etisk dimension som sætter spørgsmålstegn ved hvor dybt mennesket har ret til at gribe ind i naturprocesserne. Disse æstetiske og etiske aspekter har også floreret i nogle meget problematiske udgaver, der har båret præg af kaninkrammeri, nyreligiøsitet og sågar kryptofascisme, men anti-miljøkampen har været meget ferm til enøjet at zoome sin retorik ind på disse udskejelser. Anti-miljøkampen lukker dermed debatten for dels den grundlæggende rationelle kerne af miljøbekymringen, dels nødvendigheden af etiske og æstetiske anskuelser – og ikke kun økonomisk rationalitet – som fundamenter i den menneskelige færden i verden.

Endvidere overser anti-miljøkampen selvfølgelig de irrationelle elementer i dens egen ekspansionlogik. Man nægter at erkende affaldet og udledningerne som en integreret del af de økonomiske aktiviteter. Den benægtelse er allerede dybt irrationel, men indbygget i den økonomifikserede ekspansionlogik, i den bestandige forøgelse af omsætningen, er der tillige en bevægelse mod destruktion og ødelæggelse. Miljøbekymringen fremmaner i sidste instans dommedag som yderste referencepunkt for den forsigtighed vi bør lægge for dagen i vores omgang med naturgrundlaget. Vækstbegejstringen antyder på sin side et gigantisk orgie som yderste horisont for sin uforfærdede løben fremad og opad, en alt fortærende forbrugsfest, et kæmpe ædegilde. Orgiet er mange ting: en forløsning, en kontakt med noget guddommeligt, en overskridelse, men det leder potentielt også frem mod destruktionen. Mennesker kvæles i deres egen fedme, fortæres af de kemiske substanser der skal forstærke festen, drukner i det ophobede affald, propper blodårer og forsyningslinier til, kort sagt ender med selvdestruktion.

En sådan irrationel horisont er der også for ekspansionslogikken og anti-miljøkampen.

Velkommen

Hermed starter jeg min weblog. Jeg vil gerne begynde med at præsentere mig selv. Jeg forestiller mig at følgende emner vil blive gennemgående
- miljø
- byrum
- samfund og politik
- kultursociologiske overvejelser om dette og hint.

Men jeg vil da i øvrigt ikke begrænse mine kommentarer og bemærkninger om dette og hint til at være kultursociologiske, jeg har ikke tænkt mig kun at være superfaglig, og jeg vil heller ikke begrænse mig til de første fire emner på listen ovenfor.

Pointen med en weblog er vel at man skriver om emner man er optaget af og engageret i - og også gerne vidende om (sådan nogenlunde da ;-). Nu er det så heldigt at jeg løbende er optaget af mange af de ting jeg har beskæftiget mig med i min uddannelse og mine forskellige jobs, så nedenfor er der lidt om min baggrund.

- Jeg er uddannet som kultursociolog. Det er en uddannelse der ikke længere eksisterer i Danmark, så vi en lille sluttet og yderst eksklusiv kreds af færdiguddannede kultursociologer.
- Jeg har taget en ph.d.-grad i sociologi. Min afhandling hed Miljøbevidsthed på MTV. Om naturen i massekulturen.
- Jeg har arbejdet som adjunkt på uddannelsen i Moderne Kultur på Københavns Universitet. Undervejs skrev jeg en bog med titlen Technokultur. Musikken, fællesskabet, samfundet. Den handler om technomusik ud fra en musiksemiotisk vinkel, om de fællesskaber der knyttede sig til technoscenen tilbage i 1990'erne og om det postindustrielle samfund som technoen udsprang af. Mere om bogen og mulighed for at bestille den hér (klik på rubrikken Kunst, Foto, Musik)

technokultur.jpeg

- Undervejs i min adjunkttid har jeg også beskæftiget mig med andre emner såsom risiko og medier, udødelighedsfortællinger, byrum.
- Jeg har siden 2001 været såkaldt aktiv borger i forhold til byrumsudvikling og trafikforhold på Vesterbro og i hele København. Bl.a. har jeg deltaget i arbejdet med en Byrumshandlingsplan for hele byen.
- Jeg arbejder nu (i en fast stilling) som miljøsociologiske forsker. Det vil sige at jeg laver undersøgelser og forskningsprojekter om stort set alt der har med de samfundsmæssige aspekter af miljøforhold at gøre.
- I øvrigt har jeg i flere perioder været arbejdsløs, sammenlagt løber det da op i 3 års tid eller længere.

Jeg skal skynde mig at understrege at dette er en personlig weblog, jeg udtaler mig ikke i min egenskab af seniorforsker, og jeg fremlægger ikke officielle forskningsresultater og forskningsdokumentation (men kan måske godt finde på at linke til dem). Jeg udtaler mig dog gerne på baggrund af den viden jeg har fået i mit forskningsarbejde, og så vil jeg ikke vige tilbage fra at forbinde den viden med holdninger.

Tak til Janus for at lave opsætningen :-)

Powered by Movable Type 3.2