« Velkommen | Forside | Singlecheck »

Irrationel anti-miljøkamp

En fjendtlig holdning til miljøhensyn er desværre alt for fremherskende i USA, og fjendtligheden har også haft vind i sejlene her i Danmark fra slutningen af 1990'erne og især fra regeringsskiftet i 2001. Muligvis er vinden nu vendt her til lands, men næppe sådan at anti-miljøkampen er forsvundet.

Modstanden mod miljøhensyn har i sin retorik søgt at monopolisere det rationelle (og begrænset fornuften til at være økonomisk rationalitet). Imidlertid rummer den økonomisme som anti-miljøkampen forfægter også en kerne af det irrationelle.

Når der bliver sagt “mest miljø for pengene” lader anti-miljøkampens slagsbrødre som om det er det rationelle og saglige de vil fremme. Men der er en dybt irrationel horisont for den økonomistiske ekspansionslogik som de forfægter, og der er en klart rationel kerne såvel som en æstetisk fordring i miljøbevidstheden.

I slutningen 1990'erne begyndte der et ideologisk korstog mod miljøbevidstheden, og denne anti-miljøkamp vandt en stor sejr ved valget i november 2001. Over for miljøbevidstheden og tanken om bæredygtighed bliver der stillet den økonomiske fornuft som skal bringe os ud af alle miljøbekymringens mange vildfarelser. Det er imidlertid en modstilling der overser miljøbevidsthedens klart rationelle grundlag og overser de irrationelle elementer af ‘økonomismen’.

Det er godt nok det der bliver påstået med slogans som “mest miljø for pengene”, men kernen i anti-miljøkampen er ikke saglighed: at gøre miljøindsatsen mere målrettet og fokusere den i retning af de væsentlige problemer. Ærindet er at demontere miljøbevidstheden og afvise dens projekt til fordel for en renlivet efterlevelse af den klassiske og gammeldags økonomifikserede ekspansionslogik.

Som striden bliver fremstillet i anti-miljøkampens univers, står den ganske vist mellem miljøbevidsthed på den ene side og fornuft på den anden side. Fra starten da miljøbekymringen begyndte at spire frem i begyndelsen af 1960'erne har dens modstandere søgt at stigmatisere den som romantisk, nostalgisk og irrationel. Lige så vedholdende har miljøbekymringen imidlertid fastholdt sin oprindelige forankring i en øget videnskablig erkendelse af miljømæssige problemer ved de moderne teknologier, og lige så vedholdende har miljøbekymringen været funderet i sin egen sammenhængende rationalitet:

Det er ikke sådan at vi først skaber en masse værdier og så kan vælge at bruge nogle af dem på miljøet (og andre af dem på børnehaver). Vi bruger ikke penge på miljø på samme måde som vi bruger penge på alt muligt andet. Miljømæssige forhold er simpelthen grundlaget for at vi overhovedet kan skabe rigdomme. Hvis vi ødelægger vores ressourcer ved at drive rovdrift på dem – ved at forgifte dem, ved at beskadige dem, ved at gøre det meget dyrt at udvinde dem – så gør vi det også sværere at skabe rigdomme og velfærd. Hvis vi forgifter os selv, når vi skaber økonomiske rigdomme, så er det nogle meget tvivlsomme rigdomme vi får ud af det. Det er nødvendigt at medtænke affaldet fra produktion og forbrug i det samlede økonomiske kredsløb. Alt i alt skal vi finde teknologier – somme tider lavteknologier – som ikke tilsviner, forarmer, borteroderer eller forgifter vores livsgrundlag.

Dette er en miljørationalitet som i høj grad påpeger det irrationelle ved projekter der i vækstbegejstringens forestilling ellers fremstår som (økonomisk) saglige og fornuftige, f.eks. udretning af vandløb der ender med økonomisk at forringe jordens ydeevne; skovfældninger på følsomme bjergskråninger med jordskred og oversvømmelser til følge; brugen af kemiske substanser der ødelægger atmosfærens ozonlag; afbrænding af olieressourcer for at få energi uden at tænke på de økonomiske konsekvenser af udledningerne.

Miljøbekymringen har også hele tiden rummet æstetiske og etiske aspekter som ikke kan reduceres til en økonomisk rationalitet. Den omfatter en æstetisk dimension der opfatter mangfoldigheden af skabninger, vækster og landskaber på jorden som et absolut gode, og som begræder tabet af denne mangfoldighed. Den omfatter en etisk dimension som sætter spørgsmålstegn ved hvor dybt mennesket har ret til at gribe ind i naturprocesserne. Disse æstetiske og etiske aspekter har også floreret i nogle meget problematiske udgaver, der har båret præg af kaninkrammeri, nyreligiøsitet og sågar kryptofascisme, men anti-miljøkampen har været meget ferm til enøjet at zoome sin retorik ind på disse udskejelser. Anti-miljøkampen lukker dermed debatten for dels den grundlæggende rationelle kerne af miljøbekymringen, dels nødvendigheden af etiske og æstetiske anskuelser – og ikke kun økonomisk rationalitet – som fundamenter i den menneskelige færden i verden.

Endvidere overser anti-miljøkampen selvfølgelig de irrationelle elementer i dens egen ekspansionlogik. Man nægter at erkende affaldet og udledningerne som en integreret del af de økonomiske aktiviteter. Den benægtelse er allerede dybt irrationel, men indbygget i den økonomifikserede ekspansionlogik, i den bestandige forøgelse af omsætningen, er der tillige en bevægelse mod destruktion og ødelæggelse. Miljøbekymringen fremmaner i sidste instans dommedag som yderste referencepunkt for den forsigtighed vi bør lægge for dagen i vores omgang med naturgrundlaget. Vækstbegejstringen antyder på sin side et gigantisk orgie som yderste horisont for sin uforfærdede løben fremad og opad, en alt fortærende forbrugsfest, et kæmpe ædegilde. Orgiet er mange ting: en forløsning, en kontakt med noget guddommeligt, en overskridelse, men det leder potentielt også frem mod destruktionen. Mennesker kvæles i deres egen fedme, fortæres af de kemiske substanser der skal forstærke festen, drukner i det ophobede affald, propper blodårer og forsyningslinier til, kort sagt ender med selvdestruktion.

En sådan irrationel horisont er der også for ekspansionslogikken og anti-miljøkampen.

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Powered by Movable Type 3.2